Dato for udgivelse
27 Sep 2001 14:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. februar 2001
SKM-nummer
SKM2001.386.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
21. afdeling, S-1686-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Indsmugling, bryllupsgave, ejerforhold
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af toldloven ved i forbindelse med indrejse fra Pakistan via Københavns Lufthavn, ved grov uagtsomhed at have undladt at angive 314,6 gram forarbejdet guld (smykker), hvorved hun unddrog sig betaling af 6.754 kr. i told og afgifter. De omhandlede smykker var givet til en herboende pakistansk kvinde i forbindelse med at hun havde indgået ægteskab med en mand bosiddende i Pakistan. Både byretten og landsretten afviste at forelægge sagen præjudicielt for EF-domstolen, idet sagen ikke rejste rimelig tvivl om fortolkningen af Rådets forordning om fritagelse for import- og eksportafgifter. Landsretten stadfæstede byrettens dom hvorefter den tiltalte blev idømt en bøde på 6.500 kr. samt tilpligtet at betale 6.754 kr. i told og afgifter, idet landsretten heller ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den af Told- og Skattestyrelsen fastsatte toldværdi

 

Reference(r)

Toldloven § 73, stk. 1, nr. 1 jf. § 23
Toldloven § 74, stk. 4.

 


Østre Landsrets dom af 20. februar 2001, 21. afdeling, S-1686-99

Afsagt af landsdommerne:
Lisbet Wandel, Karen-Anke Tørring og Birgitte Lund (kst.).

Parter:
Anklagemyndigheden
m o d
T (Advokat Klaus Ellis Henriques e.o.).

Retten i Brøndbyernes dom af 23. marts 1999, P 48/97

Politimesteren i Glostrup har ved et anklageskrift af 24. februar 1997 som berigtiget under domsforhandlingen rejst tiltale mod T til straf for overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 1, nr. 1, ved den 8. maj 1996 ved indrejse fra Pakistan via Københavns Lufthavn i Tårnby Kommune at have undladt over for de statslige told- og skattemyndigheder at angive 314,6 gram forarbejdet guld, hvorved hun unddrog sig betaling af told- og afgiftsbeløb på 6.754,00 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 6.500 kr.

Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af toldlovens § 73, stk. 4, nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 6.754,00 kr. i told og afgifter af varerne.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og har nedlagt principal påstand om afvisning og subsidiær påstand om frifindelse.

Tiltalte har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at anklageskriftet ikke indeholder en til subsumptionen nødvendig beskrivelse af de faktiske forhold, idet det hverken er angivet, hvorledes forholdet er strafbart eller hvorledes der er handlet groft uagtsomt, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Tiltalte har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at de indførte varer er fritaget for fortoldning i medfør af Rådets forordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter artikel 11, der har forrang for toldloven. Tiltalte har subsidiært gjort gældende, at hun ikke har handlet groft uagtsomt, og at anklagemyndigheden ikke har dokumenteret det påståede told- og afgiftsbeløb, hvilket afskærer retten fra at udmåle en bøde samt påkende adhæsionskravet.

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af A og overtoldassistent C. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil henvises.

Rettens bemærkninger:

Retten finder, at angivelserne i anklageskriftet efter berigtigelsen, hvorved forholdet blev endeligt henført under toldlovens § 73, stk. 1, nr. 1, uanset at anklageskriftet ikke indeholder en henvisning til toldlovens § 23, indeholder en beskrivelse af forholdet, der er tilstrækkelig til, at tiltalte sammen med sin forsvarer har kunne vide, hvilke kendsgerninger sagen drejer sig om, og tilrettelægge sit forsvar under hensyn hertil, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Påstanden om afvisning tages herefter ikke til følge.

Efter tiltaltes forklaring og vidnet As forklaring om de af tiltalte indførte smykker lægger retten til grund, at smykkerne er givet til A i bryllupsgave i forbindelse med dennes indgåelse af ægteskab med B i Pakistan den 30. marts 1996, og at A på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var bosiddende i Danmark. På denne baggrund findes de af tiltalte indførte smykker ikke at være omfattet af Rådets forordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter artikel 11 - 15.

Efter tiltaltes forklaring og vidnet overtoldassistent C's forklaring sammenholdt med sagens oplysninger lægger retten til grund, at tiltalte blev standset i tolden i den grønne udgang med smykker i form af 314,6 gram forarbejdet guld, og at smykkerne af myndighederne er ansat til en toldværdi på 23.595 kr.

Under hensyn hertil samt til, at tiltalte fra et tredjeland har indført smykker af en ikke ubetydelig værdi tilhørende en anden person, finder retten, at tiltalte ved under disse omstændigheder at have undladt overfor myndighederne at angive smykkerne har handlet groft uagtsomt. Herefter findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter toldlovens § 73, stk. 1, nr. 1, jf. § 23, til en bøde på 6.500 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.

Påstanden om betaling af told og afgifter tages i medfør af toldlovens § 73, stk. 4, til følge som nedenfor bestemt.

For så vidt angår sagens omkostninger forholdes efter omstændighederne som nedenfor bestemt, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 4.

T H I    K E N D E S    F O R    R E T:

Tiltalte T straffes med en bøde på 6.500 kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 10 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, dog betaler statskassen 3.000 kr. med tillæg af moms i delvist salær til den for tiltalte beskikkede forsvarer.

Tiltalte skal endvidere betale 6.754 kr. i told og afgift.

Østre Landsrets dom af 20. februar 2001, 21. afdeling, S-1686-99

Brøndbyernes Rets dom af 23. marts 1999 (P 48/97) er anket af T med endelig påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og iøvrigt formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af A og B. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

Den i byretten af vidnet overtoldassistent C afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

I forbindelse med ankesagens behandling har tiltalte anmodet om, at sagen udsættes med henblik på forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, jf. EF-traktatens artikel 234.

Anklagemyndigheden har protesteret herimod.

Ved Brøndbyernes Rets kendelse af 4. januar 1999 blev tiltaltes begæring om sagens forelæggelse for EF-Domstolen ikke taget til følge. Justitsministeriet udtalte i den forbindelse i skrivelse af 14. august 1998 blandt andet følgende:

"...

3. Den konkrete sag har været behandlet i Juridisk Specialudvalg. På baggrund heraf skal Justitsministeriet udtale følgende:

3.1. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ikke i den konkrete sag er grundlag for at forelægge et præjudicielt spørgsmål for EF-domstolen i medfør af EF-traktatens artikel 177 om fortolkningen af Rådets forordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter.

Dette skyldes, at afgørelsen af straffesagen efter Justitsministeriets opfattelse ikke giver anledning til tvivl vedrørende fortolkningen af forordningen. Afgørelsen beror derimod på en konkret anvendelse af forordningens bestemmelser om fritagelse for told ved indførsel af bryllupsgaver til toldunionen, som de er udformet i forordningens artikel 11 - 15.

I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at efter art. 177 kan EF-domstolen kun afgøre spørgsmål om fortolkningen og gyldigheden af EU-reglerne. Domstolen kan således udtale sig om indholdet og retsvirkningen af de forelagte EU-regler. Art. 177 bygger imidlertid på en sondring mellem fortolkningen af en regel og reglens faktiske anvendelse på et konkret sagsforhold. Retsanvendelsen er principielt overladt til den forelæggende ret, der må afgøre, om sagens faktum, således som det fremgår efter en bevisbedømmelse, kan subsumeres under den pågældende EU-regel. Der henvises herved til Gulmann og Hagel-Sørensen, EU-ret, 3. udg., 1995, side 300 ff.

I den konkrete sag er der rejst tiltale for overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, pkt.1, subsidiært § 73, stk. 1.

Forsvareren har anført, at forordning nr. 918/83 hjemler fritagelse for at svare importafgift ved indførsel af bryllupsgaver til toldunionen fra tredjelande.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at det fremgår af forordningens artikel 11, stk. 2, jf. stk. 1, at der gælder en toldfritagelse for gaver, der sædvanligvis gives ved et bryllup. For at opnå denne fritagelse må den enkelte gaves værdi efter bestemmelsen dog ikke overstige 1.000 ECU.

Gavemodtager

skal være en person, der flytter sit sædvanlige opholdssted fra et tredjeland til fællesskabets toldområde som følge af indgåelse af ægteskab, jf. artikel 11, stk. 2, jf. stk. 1. I tilknytning hertil er det et krav, at gavemodtager har haft sædvanligt opholdssted uden for toldområdet i en sammenhængende periode på mindst 12 måneder, jf. artikel 12, litra a.

Gavegiver

skal have sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland jf. artikel 11, stk. 2, jf. stk. 1.

Artikel 11 og 12 skal sammenholdes med forordningens indledende betragtninger. Det fremgår af forordningens 2. indledende betragtning, at fortoldning efter den fælles toldtarif er unødvendig under visse klart afgrænsede forhold, hvor der på grund af de særlige omstændigheder, hvorunder varerne indføres, ikke er behov for at anvende de sædvanlige foranstaltninger til beskyttelse af økonomien.

Fritagelser i medfør af forordningen, der sker på grundlag af særlige omstændigheder omkring indførslen, herunder artikel 11 og 12, skal derfor fortolkes indskrænkende under hensyn til, at der er tale om klart afgrænsede forhold, som udgør en undtagelse til forordningens almindelige regler.

Den indskrænkende fortolkning af fritagelsesområderne er tillige lagt til grund af EF-domstolen, bl.a. i Domstolens dom af 21.3.1985, sag 54/84, Hauptzollamt Emmerich, Saml. 1985 s. 915, præmis 17.

3.2. Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der ikke er behov for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen angående fortolkningen af Rådets forordning nr. 918/83. Afgørelsen af straffesagen beror udelukkende på anvendelsen af forordningens artikel 11 og 12, der efter Justitsministeriets opfattelse ikke giver anledning til fortolkningstvivl.

..."

Ifølge toldrapport af 8. maj 1996 beslaglagde toldkontrollen ved tiltaltes indrejse i Danmark samme dag følgende smykker:

1. 1 halsbånd med 5 smykker + 2 ørenringe med 2 smykker.
2. 1 halsbånd med 1 vedhæng + 2 ørenringe.
3. 1 hårsmykke med 3 vedhæng + 1 pandesmykke + 1 armbånd.

I alt 314,6 gr.

I skrivelse af 19. januar 2000 fra Den Pakistanske Ambassade i Danmark til tiltaltes forsvarer, advokat Klaus E. Henriques, anføres blandt andet:

"... i nogle områder og familier [i Pakistan] bliver smykkerne som er modtaget af bruden fra brudgommens side forbliver hans ejendele, medmindre det er tydeligt erklærede at smykkerne skal betragtes som en gave eller begavelse til bruden."

I denne anledning anmodede advokat Klaus E. Henriques ved skrivelse af 1. august 2000 ambassaden om at besvare, hvorvidt det sted, B og A havde indgået ægteskab, hørte til et af de omtalte områder. Af Den Pakistanske Ambassades svar af 29. september 2000 fremgår blandt andet:

"... Kindly note that the tradition exists but varies from family to family and it is difficult to attribute it to any particular area or region."

For landsretten har tiltaltes forsvarer fremlagt en pakistansk erklæring af 25. marts 2000 fra As svigerfader, B, benævnt "Statutory Declaration", hvoraf i dansk oversættelse fremgår blandt andet:

" LOVFORMELIG   DEKLARATION

...

Præsentationen af smykker i forbindelse med ægteskab af min svigerdatter ved navn A . Jeg erklærer hermed, med lov og tro (under ed) og bekræfter tydeligt og klart som nedenstående:

1. At jeg er ægte beboer af Pakistan og har Pakistansk nationalitet.

2. At min søn ved navn B og A, datter af E var begge blevet gift med hinanden den 30.3.1996 ifølge den muslimske familie lov forordning fremherskende i Pakistan, i X, Pakistan, dog blev bryllupsfesten (Waleema) skulle afholdes i Danmark den 29.9.1996 af brudgommen.

3. At på tidspunktet af afgangen af bruden fra hendes forældres hjem, præsenterede jeg hende følgende guldsmykker:

a

Petty set (bælte sæt):

Vægtende

138 gram

340 mg.

b

 

Jhoomar (smykke til sidehovedet),
Teekka (smykke til forpanden),
Nath (næsering)



Vægtende



76 gram

c

Bracelet (Armbånd)

Vægtende

21 gram

I alt :

235 gram

340 mg.

4. At jeg præsenterede ovenstående smykker til bruden ved navn A på de vilkår at hun må bære dem eller bruge dem mens hun er bundet i bryllupsbåndet med min søn ved navn B. Dog ikke værende ejer af de ovenstående smykker, vil hun returnere dem til deponent ved tilfælde af separation eller skilsmisse, såfremt det skulle ske. Vilkår var der enighed om mundtligt mellem begge parter.

5. At nedenstående smykker var også præsenterede til bruden ved navn A uden vilkår af hendes moders oldeforældre på tidspunktet af afgangen af bruden fra hendes forældres hjem:

Necklace Set (Halskæde sæt):

Vægtende 106 gram 510 mg.

6. At indholdet af dette lovformelig deklaration er sandt og korrekt ifølge den bedste af min hukommelse og tro og ingen af delen af falsk.

Deklarer i X i distrikt af Y på denne 25 dag af Marts 2000

Deponent
D

Justitsministeriet har i en supplerende erklæring af 29. juni 2000 blandt andet udtalt følgende:

"Til støtte for sin begæring for landsretten har forsvareren i sin skrivelse af 29. juni 2000 gjort gældende, at som sagen er oplyst for landsretten, må det lægges til grund, at de indførte guldsmykker, der var en bryllupsgave, reelt tilhører manden og derfor er omfattet af fritagelsen for importafgift, jf. Rådets forordning(EØF) nr. 918/83, artikel 11.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at spørgsmålet om, hvem der har ejendomsretten over smykkerne, alene har betydning for, om sagens faktum kan henføres under ovenfor nævnte forordningsbestemmelser.
..............

Da der efter Justitsministeriets opfattelse ikke foreligger nogen rimelig tvivl om fortolkningen af de omhandlede forordningsbestemmelser, finder Justitsministeriet ikke, at der i nærværende sag er anledning til præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen".

Sagen har herefter været domsforhandlet uden forelæggelse af præjudicielle spørgsmål med tilkendegivelse om, at landsretten vil genoptage domsforhandlingen, såfremt sådan forelæggelse findes nødvendig.

Anklagemyndigheden har for så vidt angår tiltaltes påstand om sagens afvisning henholdt sig til det i dommens præmisser anførte. Vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen anføres, at sagen ikke giver anledning til tvivl vedrørende fortolkningen af Rådets forordning nr. 918/83, da sagens afgørelse alene beror på en vurdering af de konkrete faktiske omstændigheder omkring, hvem der har modtaget smykkerne i bryllupsgave. Til støtte for påstanden om dommens stadfæstelse gøres gældende, at det er A der har fået smykkerne i bryllupsgave. Det er først efter, at tiltalte blev bekendt med Rådets forordning, at der er fremkommet forklaringer om, at smykkerne tilhører hendes mand. Endvidere er eventuelle bestemmelser i pakistansk ret om, at hustruen i tilfælde af skilsmisse skal overlade sine brudegaver til manden eller dennes familie, uden betydning, idet det er dansk ret, der skal finde anvendelse. Der henvises i denne forbindelse til at i tilfælde, hvor manden i forbindelse med indgåelse af ægteskab skifter domicil, da er det mandens nye domicil, der er afgørende for lovvalget.

Tiltalte har vedrørende påstanden om sagens afvisning procederet som for byretten. For så vidt angår forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen anføres, at Rådets forordning på en række punkter giver anledning til fortolkningstvivl. Til støtte for frifindelsespåstanden gøres gældende, at i hvert fald de i toldrapporten under pkt. 1 og 3 anførte smykker reelt tilhører B, idet de er skænket af hans forældre, og at smykkerne under pkt. 2 ifølge As forklaring må antages at være ægtefællernes fælles ejendom. Tiltalte har i øvrigt gentaget sin procedure for byretten, idet dog yderligere er anført, at retten er afskåret fra at påkende spørgsmålet om tiltaltes hæftelse for told- og afgiftsbeløb, da anklageskriftet ikke nævner toldlovens § 39, stk. 1.

Landsrettens bemærkninger

Det tiltrædes af de grunde, som er anført i byrettens dom, at påstanden om afvisning ikke er taget til følge.

Landsretten finder ikke, at sagen rejser rimelig tvivl om fortolkningen af Rådets forordning nr. 918/83 af 28/3 1983 om fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter, artikel 11 og 12, og finder derfor ikke anledning til præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen i medfør af EF-traktatens artikel 234.

Af de indførte smykker er, i følge de for landsretten afgivne forklaringer, 1 halsbånd med vedhæng og 2 ørenringe foræret til A af hendes familie i bryllupsgave. Af de i dommen anførte grunde tiltrædes det, at disse smykker ikke er omfattet af bestemmelsen om fritagelse for import- og eksportafgifter i ovennævnte rådsforordnings artikel 11 og 12.

Ifølge erklæringen (Statutory Declaration) af 25. marts 2000, modtog A i forbindelse med brylluppet de øvrige smykker fra sin svigerfader D på vilkår, at hun "må bære og bruge dem" men at hun ikke ejer dem og skal "returnere dem til deponent" i tilfælde af separation eller skilsmisse. Da deponenten i følge erklæringen er svigerfaderen D, og det herefter ikke kan anses for bevist, at smykkerne er foræret som bryllupsgave til As ægtefælle som dennes ejendom, er heller ikke disse smykker omfattet af rådsforordningens artikel 11 og 12.

Det tiltrædes herefter af de i dommen anførte grunde, at tiltalte, der ved indrejsen undlod at angive smykkerne til toldkontrollen, er fundet skyldig i overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 1, nr. 1, jf. § 23, og at bødestraffen og forvandlingsstraffen herfor er fastsat som sket. Det bemærkes herved, at landsretten ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte den af Told- og Skattestyrelsen fastsatte toldværdi.

Da anklageskriftet indeholder påstand om, at tiltalte i medfør af toldlovens § 73, stk. 4, skal betale 6.754 kr. i told og afgifter af varerne, tiltrædes det endvidere, at påstanden herom er taget til følge, uanset at anklageskriftet ikke indeholder en henvisning til toldlovens § 39, stk. 1.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i    k e n d e s    f o r    r e t

Brøndbyernes Rets dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter