Dato for udgivelse
24 Sep 2001 10:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17. juli 2001
SKM-nummer
SKM2001.368.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1820-2033
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
A/S og ApS generelt
Resumé

En ejendomsmægler indgik aftale om projektering af et byggeri og modtog i vederlag 3 mio. kr. Han overførte en del af vederlaget til et af ham ejet selskab. Landsskatteretten fandt ikke, at betalingen til selskabet var en transaktion omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1 og der kunne ikke ske betalingskorrektion efter § 2, stk. 4.

Reference(r)

Ligningsloven § 2, stk. 4


A ApS klager for indkomståret 1994 over, at told- og skatteregionen ikke har godkendt betalingskorrektion.

Det fremgår af sagen, at selskabet siden 8. juni 1994 har været 100 % ejet af B. Selskabets formål har ifølge vedtægterne været "kapitalanbringelse i fast ejendom samt anden investering". Udover det omstridte projektudviklingshonorar, har selskabet indtil 1994 kun haft indkomst ved drift af 2 udlejningsejendomme, og selskabets aktivitet har alene bestået i investering og drift af disse to ejendomme.

B har siden 1992 i personligt regi drevet ejendomsmæglervirksomhed under navnet C. I 1993 indgik C v/B en aftale om projektering af et storcenter med et arkitektfirma og et entreprenørfirma.

Ved afgørelse af 30. juni 1998 - stadfæstet af skatteankenævnet - forhøjede den stedlige skatteforvaltning B' s indkomstansættelse for indkomståret 1994 med 300.000 kr. som følge af, at et af B betalt projektudviklingshonorar til selskabet ansås som et skattepligtigt kapitaltilskud til selskabet, som ikke havde et forretningsmæssigt formål, og dermed heller ikke var fradragsberettiget for ham, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Projektudviklingshonoraret blev modtaget i forbindelse med udvikling af et butikscenter. Det samlede projektudviklingshonorar udgjorde 3.000.000 kr., hvoraf B efter en konkret bedømmelse henførte og afregnede 300.000 kr. til selskabet. Selskabet udstedte således en faktura på 300.000 kr. til C v/B vedrørende projektudviklingshonorar den 25. november 1994. Beløbet blev afregnet til selskabet den 30. december 1994.

Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, som ved kendelse af 25. maj 2000 stadfæstede skatteankenævnets afgørelse med følgende bemærkninger:

"Dispositioner, der foretages mellem interesseforbundne parter, har skattemæssigt bindende virkning, for så vidt de er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår.

På baggrund af de for Landsskatteretten forelagte oplysninger, og af de af skatteankenævnet anførte grunde, finder retten det imidlertid ikke dokumenteret, at selskabet har udført arbejde for C i et omfang, der berettiger et honorar på 300.000 kr. Klageren har herefter ikke fradrag for den afholdte udgift efter statsskatteloven § 6."

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse, at selskabet som led i projekteringsarbejdet erhvervede en fast ejendom og indgik en optionsaftale om videresalget af ejendommen med entreprenøren. Ejendommen blev senere solgt. Der er endvidere fremlagt korrespondance mellem selskabet og kommunen om omlægning af vejnettet i forbindelse med gennemførslen af projektet.

Selskabet havde for indkomståret 1994 indtægtsført projektudviklingshonoraret. Ændringen af B' s indkomstansættelse gav ikke anledning til genoptagelse af selskabets skatteansættelse.

Ved brev af 25. juli 2000 anmodede selskabets repræsentant om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1994 blev nedsat med 300.000 kr. Baggrunden for anmodningen var, at selskabet under henvisning til ligningslovens § 2, stk. 4, forpligtede sig til betaling i overensstemmelse med, at selskabet ifølge Landsskatterettens kendelse af 25. maj 2000 vedrørende hovedaktionæren B's skatteansættelse for indkomståret 1994 ikke havde modtaget honorar på 300.000 kr. på markedsvilkår. Selskabet forpligtede sig således til at betale 300.000 kr. tilbage til B, idet beløbet i første omgang posteredes som gæld i selskabet.

Told- og skatteregionen har afvist at godkende en nedsættelse af selskabets skattepligtige indkomst under henvisning til, at skatteankenævnets kendelse vedrørende B's skatteansættelse er afsagt den 30. juni 1998, og betalingsforpligtelsen således ikke kan anses for påtaget i tilknytning til gennemførelsen af korrektionen efter ligningslovens § 2, stk. 1. Told- og skatteregionen har efterfølgende frafaldet synspunktet under henvisning til, at skatteankenævnet ikke har vejledt selskabet om muligheden for at foretage en betalingskorrektion, jf. TfS 2000.740, pkt. 4.1.

Endvidere har Told- og skatteregionen anført, at selve transaktionen mellem B og selskabet ikke anses for omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1. Der er herved blandt andet henvist til, at der ikke er tale om, at "priser og vilkår" ønskes bragt i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter, eftersom selskabet ikke har leveret nogen modydelse for betalingen. Der har ikke været nogen ansatte i selskabet og selskabet har ikke haft lønudgifter eller købt nogen arbejdsydelser udefra. Der er således tale om et skattepligtigt kapitaltilskud til selskabet. Formålet med ligningslovens § 2, stk. 1, taler imod at anerkende betalingskorrektion i det foreliggende tilfælde. Der er ikke tale om "priser" og "vilkår" vedrørende en gensidigt bebyrdende aftale, hvorfor forholdet ikke er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1.

Endelig anses transaktionen ikke for omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, da der ikke ved kommunens afgørelse af 30. juni 1998 er foretaget sådanne korrektioner af såvel hovedaktionærens som selskabets indkomster, som kan foretages med hjemmel i ligningsloven § 2, stk. 1. Der er således alene foretaget ændring af B's skatteansættelse, men ikke af selskabets, som selv havde indtægtsført betalingen. Forhøjelsen af selskabets indkomst i forbindelse med det skattepligtige tilskud fra hovedaktionæren er således ikke omfattet af ligningslovens § 2, stk. 4.

Selskabets repræsentant har påstået selskabet skattepligtige indkomst for 1994 nedsat med 300.000 kr., idet der er truffet beslutning om, at selskabet under henvisning til ligningslovens § 2, stk. 4, forpligter sig til betaling i overensstemmelse med, at selskabet ifølge Landsskatterettens tidligere kendelse ikke har modtaget honoraret på 300.000 kr. på markedsvilkår.

Til støtte for påstanden er det blandt andet gjort gældende, at selskabet opfylder betingelserne for at foretage betalingskorrektion i ligningslovens § 2. Der er således foretaget en primær korrektion ved, at B's skattepligtige indkomst forhøjes med 300.000 kr. og selskabets skattepligtige indkomst er nedsat med 300.000 kr. Desuden er der foretaget en sekundær justering, der består i, at selskabets skattepligtige indkomst forhøjes med 300.000 kr. i anledning af tilskuddet. Det er i den henseende ikke at krav, at der gennemføres en samtidig forhøjelse og nedsættelse af selskabets indkomst, når selskabet selv har indtægtsført indtægten. Et sådant krav har ikke hjemmel i loven og er i strid med formålet med reglerne. Endvidere ville et sådant krav medføre, at selskabet for at bevare muligheden for betalingskorrektion selv skulle foranledige, at selskabets indkomst for 1994 samtidig blev forhøjet og nedsat med 300.000 kr., hvilket ikke giver mening.

Det er endvidere gjort gældende, at tidspunktet for betalingskorrektionens påtagelse ikke kan begrunde en afvisning af at foretage betalingskorrektion, da skatteforvaltningen ved ændring af skatteansættelsen ikke gav vejledning om muligheden for betalingskorrektion, jf. TfS 2000.740.

Endelig er det gjort gældende, at selve transaktionen er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1' s anvendelsesområde for "vilkår og priser", selvom der måtte være tale om en "ren" tilskudsbetragtning, hvilket imidlertid bestrides at være tilfældet i sagen. Der er således ikke i lovforarbejderne til ligningslovens § 2 angivet begrænsninger for anvendelsen af ligningslovens § 2, stk. 4, og hele formålet med bestemmelsen er at undgå, at den samme indtægt beskattes to gange. Henset til formålet med bestemmelsen kan der ikke foretages en indskrænkende fortolkning. Såvel selskabet som B var involveret i projektets gennemførelse, hvilket taler for, at der i denne sag foreligger modydelse for betalingen. Selskabet ejede således en del af den grund, hvorpå storcentret skulle opføres. Projektets gennemførelse var derfor bl.a. betinget af, at selskabet solgte denne grund. Selskabet var dybt involveret i hele planlægningen af projektet, herunder forhandlinger omkring salget af grunden, og derfor berettiget til en del af projekthonoraret. Alle reguleringer efter ligningslovens § 2, stk. 1, indeholder gave- eller tilskudsbetragtninger, og den foreliggende transaktion må anses for omfattet af bestemmelsen.

Landsskatteretten skal udtale:

Ifølge ligningslovens § 2, stk. 1, skal den af bestemmelsen omfattede kreds af skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.

Det til selskabet erlagte projekteringshonorar er ydet i forbindelse med projekteringsarbejde vedrørende et butikscenter. Aftalen om projekteringsarbejdet er indgået mellem C v/B, arkitektfirmaet og entreprenørfirmaet.

Landsskatteretten finder ikke, at betalingen til selskabet er en økonomisk transaktion omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, idet der ikke er erlagt en modydelse for betalingen. Der er herved henset til, at selskabet ikke er part i aftalen om projekteringsarbejdet, at selskabet ifølge sit formål alene beskæftiger sig med kapitalanbringelse i fast ejendom samt anden investering, og at selskabet ikke i øvrigt har godtgjort at have ydet en modydelse for det modtagne projektudviklingshonorar. Betalingskorrektion i medfør af ligningslovens § 2, stk. 4, er derfor ikke mulig. Den påklagede skatteansættelse stadfæstes.