Dato for udgivelse
18 Oct 2001 10:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
2. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.430.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, B-2621-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skattepligt, kommuneskatteloven, færgeanlæg, havnedrift, statsindtægter
Resumé

DSB blev ikke anset for skattepligtig til Helsingør Kommune efter dagældende § 8 i lov om kommunal indkomstskat af de beløb, som DSB oppebar fra ScandLines A/S i årene 1991-1994, som betaling for benyttelsen af færgeanlægget i Helsingør. Landsretten fandt, at bestemmelsen kun hjemler beskatning af statsindtægter, når disse er erhvervsmæssige. Da færgehavnen tjente det overordnede samfundsmæssige hensyn at sikre samfærdsel og samhandel, fandt landsretten ikke, at de pågældende indtægter var omfattet af skattepligten.

Reference(r)

Kommuneskatteloven § 8 (dagældende)


Parter:
Helsingør Kommune
Rådhuset
Stengade 59
3000 Helsingør (Advokat Søren Lehmann Nielsen)

mod

Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K (Kammeradvokaten v/advokat Bodil Søes Petersen)

og

De Danske Statsbaner (DSB)
Sølvgade 40
1349 København K (Advokat Artur Bugsgang)

Afsagt af landsdommerne:
Brydensholt, Michael Dorn og Taber Rasmussen

Denne sag angår prøvelse af en afgørelse fra Indenrigsministeriet vedrørende spørgsmålet, om De Danske Statsbaner (DSB) er skattepligtig til Helsingør Kommune i henhold til den dagældende § 8 i lov om kommunal indkomstskat af de beløb, som DSB oppebar fra ScandLines A/S for årene 1991 - 1994 som betaling for benyttelsen af færgeanlægget i Helsingør.

Indenrigsministeriets afgørelse er indbragt for domstolene i henhold til § 8, stk. 4, sidste pkt., i den nævnte lov, og sagen er anlagt den 15. september 1999.

Sagsøgeren, Helsingør Kommune, har efter sin endelige påstand påstået de sagsøgte, Indenrigsministeriet og DSB, tilpligtet at anerkende, at DSB er skattepligtig til Helsingør Kommune efter kommuneskattelovens § 8 af følgende indtægter:

1991

9.186.480 kr.

1992

50.784.600 kr.

1993

52.639.200 kr.

1994

51.498.600 kr.

164.108.880 kr.

samt for DSB's vedkommende at betale de heraf følgende skatter med rentetillæg i overensstemmelse med kommuneskattelovens § 17.

De sagsøgte, Indenrigsministeriet og DSB, der har tiltrådt kommunens opgørelse beløbsmæssigt, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder:
Færgeoverfarten mellem Helsingør og Helsingborg blev tidligere drevet af to selvstændige rederier, nemlig dels DSB i samarbejde med SJ (Statens Järnvägar), dels SFL (Scandinavian Ferry Lines, nu SweFerry AB), der ejes af SJ. I forbindelse med den overordnede trafikplanlægning for Øresundsområdet underskrev DSB, SJ og SFL den 21. september 1988 en hensigtserklæring om fælles drift af overfarten gennem et fælles driftsselskab etableret af DSB og SFL og fra nye terminalanlæg i både Helsingør og Helsingborg. Realiseringen heraf blev forudsat i en betænkning i februar 1989 fra det danske og det svenske Øresundsudvalg.

Den 17. januar 1990 fremsatte trafikministeren forslag til der nødvendige anlægslov, der herefter blev vedtaget som nr. lov nr. 221 af 4. april 1990 om udbygning af færgeterminalen i Helsingør. Ifølge § 1 havde anlægsloven til "formål at samle terminalbetjeningen af DSB's og Scandinavian Ferry Lines (SFL) færgefarter mellem Helsingør og Helsingborg i et fællesanlæg i tilslutning til statshavnens søndre del".

Samtidig med lovens vedtagelse indgik DSB og SJ den 29. marts 1990 en rammeaftale om driften af færgeoverfarten. Heri blev det forudsat, at samarbejdet fra svensk side skulle foregå gennem SJ's datterselskab SFL, nu SweFerry AB.

I overensstemmelse hermed indgik DSB og SFL ligeledes den 29. marts 1990 en "Aftale om fælles færgetrafik mellem Helsingborg og Helsingør". Denne aftale var uopsigelig indtil den 1. januar 1997 og indebar, at parterne skulle etablere et fælles, dansk aktieselskab, som skulle drive færgeoverfarten senest fra det tidspunkt, hvor de nye færgeterminaler på hver side af sundet var færdige. Det hed herom nærmere i § 3:

"Stk. 1:

Selskabet skal anvende de færgelejer, de tilkørselsveje, de opmarchområder, de venterum, de billetkontorer og de terminalbygninger som anlægges i henholdsvis Helsingborg og Helsingør.

Stk. 2:

DSB respektive SFL skal mod vederlag tilvejebringe Selskabet ressourcer til salg og terminalservice i Helsingør respektive Helsingborg. Det påhviler hermed Selskabet at træffe aftaler med DSB respektive SFL vedrørende tilvejebringelsen af de nævnte tjenesteydelser og serviceniveauet i de respektive havne."

I § 10 blev det bestemt, at det kommende fælles driftsselskabs indtægter skulle omfatte alle indtægter fra billetsalg og aftaler om lastbiltransport samt betaling for overførsel af jernbanevogne og -passagerer. Hvad angik driftsselskabets udgifter hed det videre i § 10 , stk. 2:

"Selskabets udgifter skal bestå af følgende:

1) ...

2) Trafikrelaterede afgifter såsom havneafgifter, passagerafgifter, bilafgifter, vareafgifter og lignende betales til DSB og SFL, som herefter afholder de faktiske udgifter hertil. For så vidt angår disse afgifter er udgangspunktet havneafgifterne ved nærværende aftales underskrift, jfr. bilag 4. DSB's investering i Helsingør Havn skal forrentes og afskrives efter samme principper, som Helsingborg har anvendt ved fastlæggelsen af havneafgifterne der. De på denne måde fastlagte afgifter i Helsingør skal fremover reguleres i overensstemmelse med bilag 4,

3) Betaling til DSB respektive SFL for terminaldrift, grænseservice og lokaleleje.

Omkostningerne ved lokaleleje skal fastsættes i overensstemmelse med markedslejen ..

4) ...

5) Betaling til DSB respektive SFL af en løbende afgift beregnet som en fast procentdel af Selskabets årlige omsætning (i 10 år), hvilket er vederlag for overdragelsen af færgedriften til Selskabet."

Det fremgik tillige af det i § 10, stk. 2, nr. 2, omtalte bilag 4, at DSB var ansvarlig for betaling af havneafgifterne i Helsingør. Det fremgik videre, at havneafgifterne på begge sider af sundet var kalkulatoriske, således at havneafgiften i Helsingør blandt andet skulle fastsættes på grundlag af en nærmere angiven forrentning og amortisering over 25 år af DSB's anlægsudgifter.

Herefter gik anlægsarbejderne i gang. I Helsingør blev der foretaget større opfyldningsarbejder langs kysten, og der blev anlagt to nye færgelejer med tilhørende opmarchområder og billetteringsanlæg, ligesom der blev opført ny terminalbygning med tilhørende gangbroer m.v.

Den 5. november 1991 overtog det nystiftede driftsselskab, som fik navet SFL-DSB A/S, senere ScandLines A/S, driften af overfarten. ScandLines A/S var ligeligt ejet af DSB (senere af DSB Rederi A/S) og SFL (senere SweFerry AB).

I den anledning blev der indgået tre kontrakter mellem DSB og ScandLines A/S. Det er DSB's indtægt fra den ene af disse kontrakter, som nærværende sag angår.

Ved to almindelige lejekontrakter af henholdsvis 15. januar 1992 og 23. december 1992, oprettet på standardformularen "Labor Lejekontrakt", udlejede DSB med virkning fra 5. november 1991 dels nogle lokaler på Helsingør station, dels terminalbygningen med tilhørende gangbroer og tårne. Lejemålene var fra begge parters side uopsigelige til henholdsvis 1. november 2001 og 1. november 1997. DSB's lejeindtægter fra disse kontrakter er ikke omfattet af nærværende sag, idet DSB har accepteret at betale skat af disse indtægter til Helsingør Kommune

Den tredje aftale blev indgået den 17. december 1992 (revideret udgave), ligeledes med virkning fra den 5. november 1991, og blev betegnet "Overenskomst mellem ScandLines A/S (efterfølgende betegnet selskabet) og DSB om benyttelse af DSB's land- og havne-anlæg i Helsingør". I modsætning til de ovennævnte lejeaftaler omfattede denne overenskomst ikke benyttelsen af bygninger eller lokaler, men af det øvrige land- og havneanlæg. Overenskomsten var ikke uopsigelig, men opsigelsesvarslet var i § 6 fastsat til 12 måneder til udløbet af et kalenderår. Det er DSB's indtægter fra denne aftale for årene 1991 - 1994, som er genstand for nærværende sag om skattepligten til Helsingør Kommune.

Af § 1 i aftalen fremgik blandt andet:

"DSB stiller til rådighed de ved Helsingør Station etablerede land- og vandanlæg, bestående af opmarcharealer, vejanlæg, beplantninger, sporanlæg, belysnings- og trafikstyringsanlæg mv, havneanlæg, herunder klapanlæg med tilhørende tekniske bygningsanlæg, fenderværker, fundamenter, indfatninger og anstødspæle, dvs. de anlæg, der ligger indenfor det med røde konturer angivne områder på vedlagte plan.

Bygninger i øvrigt beliggende på eller i tilknytning til anlægget omfattes ikke af denne aftale.

...

Selskabet har adgang til at besejle anlægget

...

Betjening af fortøjninger, klapanlæg og landgange m.v. påhviler rederierne.

..."

Vedligeholdelsespligten vedrørende anlægget påhvilede ifølge § 2 i alt væsentligt DSB, der blev betegnet som "havneejer".

Om ScandLines A/S' betaling til DSB for benyttelsen af anlægget - de under denne sag omstridte indtægter - bestemte § 5 følgende:

"Selskabets betaling af havneafgifter sker i overensstemmelse med hovedoverenskomsten for samsejlingen mellem Swe-Ferry AB og DSB."

Parterne er enige om, at der med "hovedoverenskomsten" henvises til den ovennævnte "Aftale om fælles færgetrafik mellem Helsingborg og Helsingør" af 29. marts 1990.

Ved skrivelse af 1. februar 1996 tilkendegav Helsingør Kommune, at DSB efter kommunens opfattelse var skattepligtig til kommunen i henhold til § 8 i lov om kommunal indkomstskat af DSB's indtægter for årene 1991 - 1994 hidrørende fra overenskomsten af 5. november 1992. Da DSB erklærede sig uenig heri pålignede kommunen ved kendelse af 14. november 1996 DSB skat af de pågældende indtægter, og den 7. februar 1997 fastholdt byrådet afgørelsen. Herefter indbragte DSB den 6. marts 1997 sagen for Indenrigsministeriet.

Den 24. marts 1999 traf Indenrigsministeriet den afgørelse, der nu foreligger til retlig prøvelse, hvorefter de nævnte indtægter var oppebåret som led i statslig havnevirksomhed og derfor ikke var skattepligtige i henhold til § 8 i lov om kommunal indkomstskat. Det anførtes i Indenrigsministeriets afgørelse:

"2. Indenrigsministeriets afgørelse:

§ 8, stk. 1 og 4, i lov om kommunal indkomstskat (jf. lovbekendtgørelse nr. 803 af 6. oktober 1995 med senere ændringer) har følgende ordlyd:

"§ 8. Staten og dens institutioner er pligtige at svare kommunal indkomstskat for så vidt angår indtægter hidrørende fra udlejningsejendomme, landejendomme, skove eller fabriksdrift. Skatten svares for det skatteår, der følger finansåret. Skatten svares af den pågældende indtægt i det senest forløbne kalenderår (regnskabsår) med vedkommende kommunes udskrivningsprocent for det kalenderår, i hvilket skatteåret begynder.

....

stk 4.

Imod de stedfundne skatteansættelser kan der fremsættes skriftlig indsigelse over for vedkommende kommunalbestyrelse. Sådan indsigelse må være fremsat senest 1 måned efter, at der er givet meddelelse om ansættelsen. Tages indsigelsen ikke til følge, kan afgørelse indtil 1 måned efter, at der er givet meddelelse herom, påklages til indenrigsministeren. Klager, som angår størrelsen af den skattepligtige indtægt, skal dog forelægges Landsskatteretten til afgørelse. I det omfang en klage ikke vedrører spørgsmålet om indtægtens fordeling mellem flere kommuner (jf. stk. 3), kan de af indenrigsministeren trufne afgørelser indtil 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt klageren, indbringes for domstolene ...."

Lov om kommunal indkomstskat blev sat i kraft 1. januar 1970, dog således at lovens § 8 først havde virkning fra og med skatteåret (finansåret) 1970-71. Bestemmelsen i § 8, stk. 1, 1. punktum, svarer - med enkelte mindre ændringer - til den bestemmelse om statsinstitutioners indkomstskattepligt over for kommunerne af indtægter hidrørende fra udlejningsejendomme, der blev indføjet ved § 4 i lov nr. 276 af 7. juli 1960 om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen. Dette skete i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 255 af 11. juni 1960 om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. og den samtidige ophævelse af de hidtil gældende bestemmelser om skat af aktieselskaber m.v. i lov vedrørende personlig skat til kommunen.

Bestemmelsen om statsinstitutioners indkomstskattepligt blev ved ovennævnte lov nr. 276 af 7. juli 1960 indføjet i lovens bestemmelser om skat af indtægt ved erhvervsvirksomhed i særlige tilfælde som nyt 2, punktum i § 29, hvis 1. og 2. punktum herefter var affattet således:

§ 29. Når en person, som ikke har skattepligtigt ophold i nogen kommune her i landet, eller et uafsluttet dødsbo, der her i landet er undergivet offentlig skiftebehandling, har haft virksomhed eller indtægt af den i § 18, stk. 1, nr. 1-4, for personers vedkommende tillige af den i § 18, stk. 1, nr. 7, ommeldte art i en kommune her i landet, skal der pålignes samme personlig skat til erhvervskommunen. Det samme gæder staten og dens institutioner for så vidt angår indtægter hidrørende fra udlejningsejendomme, landejendomme, skove eller fabriksdrift..."

Det lovforslag (af 17. marts 1960), som ligger til grund for ovennævnte lov nr. 276 af 7. juli 1960 om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen, blev behandlet og vedtaget af Folketinget som en del af en ny selskabskattelovgivning. Bestemmelsen i lovforslaget var bortset fra enkelte mindre ændringer - som ikke omfattede den her omhandlede bestemmelse - en genfremsættelse af tilsvarende bestemmelser i et lovforslag, som blev fremsat den 26. november 1959 af indenrigsministeren, men som udgik af sidstnævnte lovforslag inden vedtagelsen af det.

Det fremgår af bemærkningerne til dette lovforslag, at alle bestemmelserne i lovforslaget har tilknytning til det forslag til lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v som samtidig var under behandling i Folketinget.

Lovforslaget af 26. november 1959, indeholder bl.a. følgende bemærkninger (Folketingstidende, 1959-60, tillæg A, spalte 989 ff.):

"Ved det fremsatte forslag til lov om indkomstsbeskatning af aktieselskaber m.v. er det forudsat, at den særlige kommunale beskatning af selskaber, foreninger, offentlige institutioner og stiftelser skal bringes til ophør, idet der i stedet for skal tilfalde den eller de kommuner, hvori vedkommende selskab, forening m.v. driver virksomhed, en andel af den i lovforslaget foreslåede indkomstskat. Ved nærværende lovforslag foreslås kommuneskattelovens bestemmelser om beskatning til kommunen af disse skatteydere - bortset fra statsinstitutioner i visse tilfælde -ophævet og erstattet af bestemmelser vedrørende fordeling af den kommunale andel af selskabsskatten.

....

Til § 2
Bestemmelserne i kommuneskattelovens § 3, stk. 1, pkt. c-f og stk. 4, der foreslås ophævet, indeholder regler om fritagelse for beskatning af kommunen af visse institutioner m.v. Ifølge § 3, stk. 1, pkt. c, pålignes der således ikke staten cg statsinstitutioner skat til kommunen af indtægter, der ikke hidrører fra landejendomme, skove, fabriksdrift m.v.

....

Ved ophævelse af den særlige kommuneskat for selskaber foreninger, institutioner m.v. bliver disse bestemmelser overflødige, idet der i 3, stk. 1, i forslaget til lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. er optaget fritagelsesregler hvorefter de nu i kommuneskattelovens § 3, stk. 1, pkt. c-f, nævnte institutioner m.v. undtages for skattepligt. Den foreslåede fritagelsesbestemmelse er imidlertid noget mere vidtrækkende end den gældende bestemmelse i kommuneskatteloven, navnlig derved at den fritager samtlige statinstitutioner for skat og dermed også for beskatning af de fornævnte indtægter af statens landendomme, skove, fabriksdrift m.v. Med henblik på opretholdelse af beskatningen til kommunen af disse indtægter foreslås en tilføjelse til lovens § 29,...

Til §§ 6 og 7

....

Den nugældende bestemmelse i § 3, stk. 1, c hvorefter statsindtægter - med visse undtagelser - er fritaget for beskatning til kommunen, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil, og erstattet af en tilsvarende positiv bestemmelse i lovens § 29 om, hvilke af statens indtægter der er kommuneskattepligtige. I overensstemmelse mad erhvervsskatteudvalgets fortolkning af de gældende bestemmelser i lovens § 29, jf. § 3, stk. 1, c er indtægter fra udlejningsejendomme medtaget i opregningen af skattepligtige indtægter..."

Statsinstitutioners indkomstskattepligt over for kommuner var før den ovennævnte ændring af loven i 1960 reguleret i bl.a. lovens § 3, stk. 1, litra c, § 18, stk. 1, nr. 1-4 og § 29, der var affattet således:

"I. Skat til opholdskommunen.

§ 3. Personlig kommuneskat pålignes ikke:

....

c. Staten eg de institutioner, hvis indtægter og udgifter bestemmes ved finansloven, af de indtægter, der ikke hidrører fra landejendomme, skove, jordskyld, arvefæsteafgifter eller fabriksdrift. I den staten derefter påhvilende personlige kommuneskat afkortes de fordele, vedkommende kommune genrem deputater, legater eller lignende bidrag fremdeles oppebærer af statens ejendomme.

III . Skat til erhvervskommunen.

§ 18. Skattepligtig til erhvervskommunen er den, der har skattepligtigt ophold i en kommune her i landet og samtidig i en anden kommune (erhvervskommunen):

1) som indehaver eller medindehaver driver en eller som medinteressent deltager i en under en andens personlige ansvar dreven erhvervsvirksomhed, såsom håndværks-, fabriks-, handels-, vekselerer-, bank-, agentur-, forsikrings-, entreprenør-, sagfører-, læge-, beværtervirksomhed, virksomhed ved befordring af personer eller gods (herfra dog undtaget befordring med automobiler i koncessionerede ruter) eller andre med de fornævnte beslægtede virksomheder-, der ved forretningslokale, fast arbejdsplads eller på anden lignende måde er knyttet til kommunen,

2) driver havfiskeri med et fartøj, der må anses for nærmest hjemmehørende i en i erhvervskommunen beliggende havn,

3) bruger, ejer eller en benificeret med fast ejendom,

4) oppebærer afgift af fast ejendom,

5) ....

IV. Skat af indtægt ved erhvervsvirksomhed i særlige tilfælde.

§ 29. Når en person, som ikke har skattepligtigt ophold i nogen kommune her i landet, en offentlig institution, en stiftelse (jf. dog § 3) eller et uafsluttet dødsbo, der her i landet er undergivet offentlig skiftebehandling, har haft virksomhed eller indtægt fra den i § 18, stk, 1, nr. 1-4 for personers vedkommende tillige af den i § 18, stk. 1, nr. 7, ommeldte art i en kommune her i landet, skal der pålignes samme personlige skat til erhvervskommunen ...."

Ved ovennævnte lov nr. 276 af 7. juli 1960 blev bestemmelsen i § 3, stk, 1, litra c, ophævet og i § 29 udgik "en offentlig institution, en stiftelse (jf, dog § 3)" samtidig med, at det oven for citerede nye 2. punktum blev indføjet i § 29. Afgrænsningen i § 3, stk. 1, litra c, af statens skattepligt til kommunen blev fastlagt ved lov nr. 28 af 28. februar 1937 om ændring af lov om personlig indkomstskat til kommunen. Denne bestemmelse var igen en stort set uændret videreførelse af den afgrænsning, der oprindelig blev fastlagt i lov nr. 85 af 15. maj 1903 om ændringer i og tillæg til de nugældende regler for den kommunale beskatning samt om statstilskud til kommunerne, og som lød således:

"IV. Undtagelser til skattepligten.

§ 20: Personlig kommuneskat pålignes ikke:

....

b. Staten og de institutioner, hvis indtægter og udgifter bestemmes ved finansloven, af de indtægter, der ikke hidrøre fra landejendomme, skove, tiender, jordskyld, arvefæsteafgifter eller fabriksdrift. I den staten derefter påhvilende personlige kommuneskat afkortes de fordele, vedkommende kommune gennem deputater, legater eller lignende bidrag fremdeles oppebærer af statens ejendomme ....'

Statsinstitutioners pligt til at betale indkomstskat til kommuner af indtægter hidrørende fra de aktivister, som er anført i § 8 i lov om kommunal indkomstskat, har således været stort set uændret siden 1903. Det bemærkes herved, at det på baggrund af de ovenfor citerede forarbejder til lovændringen i 1960 efter Indenrigsministeriets opfattelse må antages at have været hensigten at videreføre den hidtidige skattepligt uændret, og at der med tilføjelsen i bestemmelsen af "udlejningsejendomme" ikke har været tilsigtet en udvidelse af statsinstitutioners skattepligt over for kommuner.

For så vidt angår beskatningen af indtægter fra udlejningsejendomme fremgår det af ovenstående uddrag af bemærkningerne til lovforslaget af 26. november 1959, at disse er inddraget blandt de skattepligtige indtægter i overensstemmelse med Erhvervsskatteudvalgets fortolkning af de hidtidige bestemmelser.

Indenrigsministeriet har til brug for vurderingen af den aktuelle sag uden resultat søgt at fremfinde eksempler på Erhvervsskatteudvalgets praksis på dette område.

Tidligere praksis er imidlertid belyst i A. Wamberg: Erhvervsbeskatningen, 1941. Wamberg har i sire kommentarer til kommuneskattelovens bestemmelser om erhvervsbeskatning afgivet, at Erhvervsskatteudvalget (som var oprettet ved lovændringen i 1937) på tidspunktet for forfatterens udarbejdelse af lovkommentarerne kun havde haft ganske få sager til behandling efter lovens kapitel IV (erhvervsvirksomhed i særlige tilfælde). Wamberg har derfor fundet det ønskeligt at give en oversigt over de foreliggende (tidligere) ministerielle afgørelser, for så vidt disse har betydning også i relation til de ved kommentarernes udarbejdelse gældende regler.

Det er af Wamberg anført, at det må anses for en betingelse for at erhvervsbeskatte de i § 29 omhandlende skattesubjekter af indtægter fra de i paragraffen omhandlede kilder, at det drejer sig om egentlig erhvervsmæssige indtjening, jf. overskifter til lovens kapitel IV; "Skat af erhvervsvirksomhed i særlige tilfælde".

Til belysning heraf er henvist til Indenrigsministeriets praksis. Om denne kan det nævnes, at Indenrigsministeriet i tre afgørelser af 2. januar 1905, 20. november 1915 og 13. juli 1916 har nægtet kommuner erhvervsskat af havnens indtægter. Indenrigsministeriet har endvidere i en skrivelse af 26. september 1936 i en sag, der drejede sig om en havns andel af overskuddet af et på havnens areal drevet kvægtorv og af havnens indtægter ved udleje af havnearealer, udtalt, at ministeriet i overensstemmelse med en gennem en meget lang årrække fulgt praksis ikke betragtede en købstadshavns normale indtægter som erhvervsskattepligtige til købstadkommunen, og at man derfor, da såvel driften af kvægtorvet som udlejningen af arealerne inden for havnens område måtte anses som et naturligt led i havnens virksomhed, under hensyn til den nøje juridiske og økonomiske forbindelse mellem havnens og købstadkommunens forvaltning måtte finde det betænkeligt at fravige denne praksis.

Den afgrænsning af statens skattepligt, der blev fastlagt ved ændringen af kommuneskatteloven i 1960, må i øvrigt efter Indenrigsministeriets opfattelse ses i nær sammenhæng med bestemmelserne i selskabsskattelovgivningen. Da det oprindelige hensyn, jf. ovenfor, har været at sidestille kommunernes beskatningsmuligheder af visse erhvervsaktiviter, uanset om disse finder sted i statsligt eller privat regi, må det ved afgørelsen af spørgsmål om, hvorvidt en statslig indtægt er skattepligtig efter § 8 i lov om kommunal indkomstskat bl.a. indgå, om er tilsvarende indtægt er skattepligtig for private efter selskabsskattelovgivningen. Sammenhængen med lovgivningen om selskabsindkomstskat bestyrkes endvidere af, at Folketingets behandling af de tilgrundliggende lovforslag skete under ét.

Lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 7. oktober 1998) indeholder i § 3 følgende bestemmelse om undtagelse fra skattepligten efter denne lov om statshavne, kommunale og private havne:

"S 3. Undtaget fra skattepligten er:

1) Staten og dens institutioner,

2) Kommunerne og kommunale virksomheder og institutioner,

3) ....

4) Havne, herunder luftravne, der er åbne for offentlig trafik..., alt for så vidt havnens ... indtægter - bortset fra normal forventning af en eventuel indskudskapital - ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til havnens .. formål."

I bemærkningerne til det lovforslag af 26. november 1959, som ligger til grund for de oven for citerede bestemmelser i lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1959-60, tillæg A, spalte 1051):

"Medens statshavne og kommunale havne vil være fritaget for skattepligten i deres egenskab af statslige eller kommunale institutioner, findes det rimeligt også at fritage private havne, når disse ikke forfølger et privatøkonomiske formål, men havnens overskud udelukkende kan anvendes til havnens formål."

På denne baggrund må spørgsmålet om indholdet af statsinstitutioners skattepligt herefter afgøres på grundlag af ordlyden i § 8 i lov om kommunal indkomstskat, bestemmelsen i sammenhæng med den tidligere erhvervsskattelovgivning og den gældende selskabsskattelovgivning og baggrunden for bestemmelsen.

Bestemmelsen er en fravigelse fra udgangspunktet om, at staten ikke er skattepligtig for dens indtægter, uanset karakteren af indtægter og de aktiviter, som indtægterne hidrører fra. Denne fravigelse fra udgangspunktet om statslig skattefrihed synes først og fremmest at være begrundet i varetagelsen af et hensyn til kommunernes muligheder for at oppebære indkomstskat, idet staten ved at drive de pågældende statslige erhvervsaktiviteter kan begrænse de berørte kommuners beskatningsmuligheder fra tilsvarende private erhvervsaktiviter.

Af den beskrevne praksis med hensyn til afgrænsning af den tidligere erhvervsskattepligt fremgår det, at havnens indtægter ved normal havnevirksomhed, herunder ved udlejning af havnearealer, ikke er anset for erhvervsskattepligtige. Det synes ikke under den dagældende lovgivning at have været stillet som betingelse for skattefritagelsen, at samtlige indtægter genanvendtes inden for havnens virksomhed. Af de overfor gengivne lovforslagsbemærkninger fremgår det, at der ved lovændringerne i 1960 alene har været tilsigtet en opretholdelse af den hidtidige statslige skattepligt. Det bemærkes endvidere, at havnevirksomhed ikke er nævnt blandt de aktiviteter, som er skattepligtige i medfør af den kommunale indkomstskattelovs § 8.

Det er på denne baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at statens indtægter ved havneafgifter og ved udlejning af fast ejendom, når denne sker som led i en statlig havnevirksomhed, ikke er skattepligtige efter § 8 i lov om kommunal indkomstskat.

I den foreliggende sag er det Indenrigsministeriets opfattelse, at DSB's overladelse af de i sagen omhandlede havnearealer og -faciliteter til Scandlines A/S's benyttelse sker som led i DSB's havnevirksomhed.

DSB's indtægter i forbindelse mad Scandlines A/S's benyttelse af de i sagen omhandlede havnearealer og -faciliteter kan derfor - uanset om der er tale om et lejeforhold eller om betaling af havneafgifter - ikke anses for indkomstskattepligtige efter § 8 i lov om kommunal indkomstskat. Som følge heraf ophæves Helsingør Kommunes afgørelse af 7. februar 1997 om skattepligt for indtægter vedrørende havnearealer og -faciliteter.

Helsingør Kommune har samtidig hermed, fået tilsendt en kopi af Indenrigsministeriets afgørelse."

Om det videre forløb efter perioden 1991 - 1994, som sagen angår, er det oplyst, at DSB's andel af ScandLines A/S overgik til DSB Rederi A/S, da dette blev oprettet i henhold til lov nr. 231 af 4. april 1995. I henhold lov nr. 337 af 1. maj 1996 om konkurrerende færgefart mellem Helsingør og Helsingborg blev retten for ScandLines A/S (der nu havde skiftet navn til JEBO A/S) til at benytte den ene af de tre færgelejer i Helsingør bragt til ophør, og et andet rederi fik tilladelse til besejle ruten herfra. I den anledning vurderede Kammeradvokaten, at der herved blev "(grebet) ind i en privatretlig overenskomst om retten til at benytte færgeleje 1", og ''at retten til at benytte færgeleje 1 i Helsingør Havn mv. utvivlsomt var en formuerettighed, der nyder beskyttelse mod ekspropriation i henhold til Grundlovens § 73 . . . " . Der blev herefter i 1998 ydet JEBO A/S en ekspropriationserstatning på 45 mio. kr, excl. omkostninger og renter.

Forklaringer:
Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Parternes procedure:
Sagsøgeren, Helsingør Kommune, har anført, at de betalinger, som DSB gennem årene 1991 - 1994 har modtaget fra ScandLines A/S i henhold til overenskomsten af 17. december 1992, må anses for "indtægter hidrørende fra udlejningsejendomme". Disse indtægter er derfor skattepligtige til Helsingør Kommune i medfør af den dagældende § 8 i lov om kommunal indkomstskat. overenskomsten udgør sammen med lejeaftalerne af 15. januar og 23. december 1992 det kontraktsgrundlag, hvorefter ScandLines A/S overtog brugsretten til den samlede færgehavn med bygninger, opmarcharealer, havneanlæg m.v. ScandLines A/S fik eneret til benyttelsen af færgehavnen, som var klart afgrænset fra statshavnen, til dels med flere års uopsigelighed. Pligter og ansvar var fordelt mellem DSB og ScandLines A/S som sædvanligt mellem ejer og lejer i lejeforhold. Vederlaget for brugsretter blev fastsat under hensyn til markedsvilkårene og ejers forrentning af den investerede kapital. Vederlaget for benyttelse blev ikke betalt efter hvert enkelt anløb, således som det er sædvanligt for havneafgifter, men som en aftalt årlig ydelse. Kontrakterne indeholder således de bestemmelser, som er sædvanlige for et lejeforhold. Skønt det samlede færgeanlæg udgør en fysisk helhed, blev overdragelsen brugsretten kunstigt opdelt på tre kontrakter, hvoraf to betegner sig som lejekontrakter. Dette må der ses bort fra ved den retlige kvalifikation af aftalegrundlaget. Aftalegrundlaget vedrørende det samlede færgeanlæg må anskues under ét og bedømmes efter sit indhold og ikke efter, hvorledes de enkelte kontrakter betegner sig. Efter en sådan samlet bedømmelse er der ikke tale om, at DSB har drevet færgehavnen og aftalemæssigt har stillet denne tjenesteydelse til rådighed for ScandLines A/S. I stedet har aftalegrundlaget alle de karakteristika, der sædvanligvis er forbundet med et lejeforhold. DSB kan ikke ved at udskille en del af brugsretten til særskilt regulering i en "overenskomst" unddrage sig skattepligten af indtægterne herfra. Der er efter lovens forarbejder intet grundlag for at antage, at et havneanlæg ikke også skulle være en "udlejningsejendom" i den forstand, hvori udtrykket anvendes i § 8. Dette stemmer også med den terminologi, der blev anvendt, da ScandLines A/S' monopol på ruten blev brudt ved lov i 1995. Der blev således udbetalt en betydelig ekspropriationserstatning, fordi det antoges, at ScandLines A/S havde erhvervet en eksklusiv brugsret, der var beskyttet af Grundlovens § 73. Hertil kommer, at denne brugsret både i et notat fra justitsministeriet og i forarbejderne til 1995-loven blev betegnet som et lejeforhold. Indenrigsministeriets afgørelse hviler på den antagelse, at udlejning af fast ejendom, der sker som led i statslig havnevirksomhed, ikke er skattepligtig efter § 8. Denne antagelse er forkert. Indenrigsministeriet har hverken i lovens ordlyd eller forarbejder støtte for en sådan indskrænkende fortolkning. Navnlig har den af indenrigsministeriet anførte ældre praksis ingen betydning i dag, fordi der siden ophævelsen af erhvervsbeskatningen i 1967 ikke har været belæg for - som tidligere - at knytte beskatningen af statens indtægter til en forudsætning om, at der skal være tale om erhvervsmæssig virksomhed. Selv bortset herfra, må DSB's omtvistede indkomst fra udlejningen til ScandLines A/S dog betegnes som erhvervsmæssig, da formålet med DSB's deltagelse i ejerskabet af ScandLines A/S var at drive kommerciel rederivirksomhed

Sagesøgte, Indenrigsministeriet, har anført, at DSB's skattepligt efter § 8 i lov om kommunal indkomstskat er udelukket ar tre grunde. For det første er skattepligten udelukket på grund af karakteren af det anlæg, som ScandLines A/S fik brugsret til, idet der var tale om en havn, der ikke kan anses som en "udlejningsejendom" i § 8's forstand. For det andet er skattepligten udelukket som følge af karakteren af kontraktsforholdet, idet der ikke var tale om udlejningsvirksomhed fra DSB's side, men om havnedrift. For det tredje er skattepligten udelukket, fordi § 8 hviler på den forudsætning, at kun indkomst, der kan betegnes som erhvervsmæssig, er skattepligtig, og denne forudsætning er ikke opfyldt i dette tilfælde. Indenrigsministeriet har herved nærmere gjort gældende, at § 8 skal fortolkes i lyset af, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse, idet udgangspunktet er, at statinstitutioner ikke er skattepligtige, uanset karakteren af disse institutioners indtægter. Bestemmelsen i § 8 omfatter ikke alle former for indtægter der kan henføres til fast ejendom. Der må efter det nævnte udgangspunkt kræves særlige holdepunkter i bestemmelsens forhistorie for at antage, at et havneanlæg kan sidestilles med en "udlejningsejendom" i relation til statens pligt til at svare kommuneskat. Sådanne særlige holdepunkter findes ikke. Mangeårig administrativ praksis er i overensstemmelse hermed. Kommunens synspunkt svarer til, at Banestyrelsen også skulle være skattepligtig til kommunerne, fordi styrelsen udlejer skinnenettet til DSB, og dette eksempel illustrerer tydeligt det uholdbare i kommunens opfattelse. Hertil kommer, at DSB's ydelse efter den omtvistede overenskomst af 17. december 1992 ikke bestod i passiv udlejningsvirksomhed men i havnedrift. DSB var ansvarlig for tilstedeværelsen af de fornødne havnefaciliteter og vedligeholdelsen haraf, ligesom alle udgifter der angik selve havnedriften, påhvilede DSB. Alene selve færgeruten var overført til ScandLines A/S, som fortsat skulle købe de nødvendige serviceydelser af DSB. Havnen var således ikke udlejet til ScandLines A/S, der fortsat skulle besejle havnen principielt ligesom enhver anden operatør og betale havneafgift herfor. Det kan ikke gøre nogen forskel, at ScandLines A/S i den periode, sagen angår, i modsætning til nu havde eneret til besejlingen. Det vederlag, som DSB modtog, var efter overenskomstens karakter havnepenge for anløb af havnen og kan ikke betegnes som lejebetaling. Det er uden betydning, at vederlaget ikke betaltes efter hvert anløb. Det rederi, som i henhold til lovændringen i 1995 nu driver konkurrerende færgefart på samme rute, betaler også vederlag til DSB efter de samme principper. Endelig gøres det gældende, at skattepligt efter § 8 forudsætter, at indkomsten er erhvervsmæssig, og at dette krav ikke er opfyldt. At dette krav ikke bortfaldt med erhvervsbeskatningens ophævelse i 1967, fremgår forudsætningsvis stadig af § 8, stk. 2, hvor der tales om "erhvervsforholdets ophør". Færgehavnen er etableret i henhold til lov, for offentlige midler og ikke for at opnå fortjeneste. DSB har ved lov været forpligtet til at drive havnen og til at tillade ScandLines A/S' og nu også et konkurrerende rederis besejling. Der er herefter intet grundlag for at betegne indkomsten som erhvervsmæssig.

Sagsøgte, DSB, har tilsluttet sig det af Indenrigsministeriet anførte og har yderligere anført, at den samlede nye færgeterminal er et trafikanlæg bestående af kaj, moler, opmarchområde etc. Der er tale om et permanent anlæg til afvikling af trafikken, og for benyttelsen svares havneafgift. Dette anlæg kan derfor ikke anses for en "udlejningsejendom" i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i § 8 i lov om kommunal indkomstskat. Den omstændighed at ScandLines A/S havde en eneret, som ikke var fastsat af DSB, men ved lov, kan ikke bevirke, at der i stedet foreligger et lejeforhold. Anlæggets karakter af trafikanlæg, som ikke drives med almindeligt erhvervsmæssigt sigte, udelukker, at indkomsten kan beskattes i henhold til § 8. Det fremgår ikke blot af § 8, stk. 2, men også klart af forarbejderne, at bestemmelsen, uanset erhvervsskattens bortfald i øvrigt i 1967, kun giver hjemmel til at beskatte statsinstitutioners indtægter, i det omfang indtægterne kan betegnes som erhvervsmæssige. Selv om der måtte foreligge en lejeindtægt, ville indtægten således alligevel ikke være skattepligtig, fordi den ikke er erhvervsmæssig. Færgeanlægget skulle sikre overfarten og ikke opnåelsen af et overskud. Der er i den mangeårige, faste administrative praksis ikke ét eksempel på, at indtægter fra havnevirksomhed er blevet anset for skattepligtige.

Landsrettens bemærkninger:
Det beror på den dagældende bestemmelse i § 8, stk. 1, i lov om kommunal indkomstskat (lov nr. 101 af 31. marts 1967), om DSB er skattepligtig til Helsingør Kommune af de indtægter for årene 1991 - 1994, som DSB oppebar fra ScandLines A/S i henhold til overenskomsten af 17. december 1992 om benyttelse af DSB's land- og havneanlæg i Helsingør.

Forarbejderne til anlægsloven vedrørende udvidelsen af færgehavnen i Helsingør, hvori oprettelsen af ScandLines A/S som driftsselskab for færgefarten blev forudsat, så vel som forarbejderne til den senere lovændring, hvorved konkurrerende færgefart blev tilladt, rummer ingen bidrag til belysning af, hvorvidt DSB's indtægter som havneejer hidrørende fra driftsselskabets betalinger må anses som skattepligtige til Helsingør Kommune. Afgørelsen efter kommuneskattelovens § 8, stk. 1, af dette spørgsmål må derfor træffes på baggrund af regelens forhistorie og der. fortolkning af bestemmelsen og de hertil svarende tidligere bestemmelser, som er kommet til udtryk i administrativ praksis og retspraksis.

Bestemmelsen i § 8, stk. 1, giver efter sin tilblivelseshistorie og den udtrykkelige forudsætning herom i stk. 2 ("erhvervsforholdets ophør") kun hjemmel til kommunal beskatning af statsindtægter, når disse er erhvervsmæssige. Efter det oplyste er statslige indtægter ved havnedrift i henhold til mangeårig, fast, administrativ praksis stedse blevet anset for ikke at være omfattet af skattepligter.

Anlægget og udvidelsen af færgehavnen i Helsingør tjente det overordnede samfundsmæssige hensyn at sikre samfærdsel og samhandel. Den omstændighed at § 8, stk. 1, ved lov nr. 276 ar 7. juli 1960 kom til at omfatte indtægter af "udlejningsejendomme" kan under hensyn til baggrunden for lovændringen ikke føre til, at driften af Helsingør Færgehavn herefter kan anses for omfattet af de i § 8, stk. 1, omtalte indtægter fra udlejnings- eller landejendomme. Landsretten finder herefter ikke, at DSB's omtvistede indtægter hidrørende fra ScandLines A/S' benyttelse af færgehavnen er omfattet af skattepligten efter § 8, stk. 1. Indenrigsministeriets og DSB's påstande om frifindelse tages således til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

De Danske Statsbaner og Indenrigsministeriet frifindes for de af Helsingør Kommune under denne sag nedlagte påstande.

Inden 14 dage skal Helsingør Kommune i sagsomkostninger betale 700.000 kr. til Indenrigsministeriet og 700.000 kr. til De Danske Statsbaner.