Dato for udgivelse
03 Oct 2001 10:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.402.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, S-2519-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Groft smugleri, cigaretter, medvirken
Resumé

T var i en tilståelsessag tiltalt for indsmugling af særlig grov karakter efter straffelovens § 289, 2. punktum, jf. toldlovens § 73, stk. 3, jf. stk 2, til dels jf. straffelovens § 23, stk. 1, ved i tiden 2. - 5. september 2000 i forening med en række medtiltalte og med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter at have deltaget i arbejdet med at aflæsse, udpakke og emballere mindst 1.158.000 stk. indsmuglede cigaretter, der var købt eller på anden måde erhvervet af en eller flere af de medtiltalte med henblik på videreoverdragelse til en ikke nærmere identificeret kreds af aftagere, hvorved statskassen blev unddraget 1.538.542 kr. i told og afgifter. T blev ved byretten straffet med ubetinget fængsel i 1 år. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at straffen var fastsat som sket, og den kunne tiltræde, at der efter forholdets karakter ikke var grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget. Landsretten stadfæstede derfor byretsdommen. T blev tilpligtet at betale 1.538.542 kr. i told og afgifter til ToldSkat.

Reference(r)

Toldloven § 73, stk. 3, jf. stk. 2
Toldloven § 73, stk. 4
Straffeloven § 289, 2. pkt.

 


Vestre Landsrets dom af 14. marts 2001, 5. afdeling, S-2519-00

Afsagt af landsdommerne:
Lilholt, Kurt Rasmussen og Dorte Jensen med domsmænd

Parter:
Anklagemyndigheden
mod
T
(adv. Jørgen Merrild Bie)

----------

Brædstrup Byrets dom af 2. oktober 2000, SS 25156/2000, jf. 25131/2000:

I denne sag, der er behandlet efter retsplejelovens § 925, tiltales T til straf for overtrædelse af straffelovens § 289, 2. punktum, jf. toldlovens § 73, stk. 3, jf. stk. 2, jf. til dels straffelovens § 23, stk. 1, ved i tiden fra den 2. til den 5. september 2000 på ejendommen beliggende Solhøjen i A-by i forening med A, B, C, D, F, G og H og med forsæt til at undgå betaling af told og afgifter at have deltaget i arbejdet med at aflæsse, udpakke og emballere mindst 1.158.000 stk. indsmuglede cigaretter af mærket Prince, der var blevet købt eller på anden måde erhvervet af en eller flere af de medtiltalte med henblik på videreoverdragelse til en ikke nærmere identificeret kreds af aftagere. Herved. er statskassen unddraget 1.538.542 kr. i told og afgifter.

Anklagemyndigheden har i medfør af toldlovens § 73, stk. 4, nedlagt påstand om, at tiltalte tilpligtes at betale 1.538.542 kr. i told og afgifter.

Tiltalte er tidligere straffet, senest

ved dom afsagt af kriminalretten i Vejle den 12. februar 1999 for bl.a. tyveri og dokumentfalsk med fængsel i 3 måneder, betinget, prøvetid 2 år.

Tiltalte har erkendt sig skyldig og har forklaret som gengivet i retsbogen.

Retten skal udtale:

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder retten tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Det forhold, der foreligger til pådømmelse, er begået i prøvetiden til den betingede dom afsagt 12. februar 1999.

Straffen fastsættes derfor efter straffelovens § 289, jf. toldlovens § 73, stk. 3, jf. stk. 2, jf. til dels straffelovens § 23, stk. 1, og efter straffelovens § 61, stk. 2, til en fælles straf, der også omfatter dommen af 12. februar 1999. Straffen fastsættes til en fælles straf på fængsel i 1 år.

Ved fastsættelsen af straffen har retten lagt vægt på forholdets karakter og - uanset den måde, hvorpå tiltalte blev inddraget i sagen - lagt vægt på karakteren af tiltaltes medvirken, herunder navnlig at tiltalte har medvirket af egen drift kontinuerligt i den omhandlede periode, selv om tiltalte allerede den 2. september 2000 blev klar over, at der var tale om et ulovligt forhold. På denne baggrund og efter forholdets beskaffenhed finder retten ikke grundlag for at gøre dommen hverken helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Efter toldlovens § 73, stk. 4, tages påstanden om betaling af told og afgifter til følge som nedenfor anført.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 6. september 2000 til den 2. oktober 2000.

Thi kendes for ret:

Tiltalte straffes med fængsel i 1 år.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

Inden 14 dage betaler tiltalte 1.538.542 kr. i told og afgifter til Toldcenter Østjylland, Margrethepladsen 4, 8000 Århus C.

----------

Vestre Landsrets dom af 14. marts 2001, 5. afdeling, S-2519-00

Retten i Brædstrup har den 2. oktober 2000 afsagt dom i 1. instans (SS 25156/00).

Tiltalte har påstået formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen i Kolding den 25. november 2000 foretaget en personundersøgelse. I denne er tiltalte erklæret for uegnet til samfundstjeneste. Denne vurdering er efterfølgende ændret, således at tiltalte nu anses for egnet til samfundstjeneste.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han siden den 15. januar 2001 har haft en lejlighed i B-by. Han skulle i dag være startet på Teknisk Skole i C-by som chaufførelev. Det er stadig hans hensigt at gøre sin hovedopgave færdig. Han har siden julen 2000 deltaget i et afvænningsforløb hos AASU i B-by.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at straffen er fastsat som sket.

Landsretten kan videre tiltræde, at der efter forholdets karakter ikke er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 5. september 2000 til den 2. oktober 2000.

T h i    k e n d e s    f o r   r e t:

 Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter