Dato for udgivelse
17 Oct 2001 16:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. maj 2001
SKM-nummer
SKM2001.428.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
KA afdeling, B-2086-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ejendomsvurdering, kommune, klageberettiget, kompetence, retlig interesse
Resumé

Kommuners interesse i opkrævning af dækningsafgift ikke anset for en sådan særlig interesse, der berettiger kommunerne til at påklage vurdering af statsejede militære flyvestationer, som var blevet undtaget fra vurdering. De sagsøgende kommuner kunne herefter ikke opnå en domstolsprøvelse af lovligheden af Landsskatterettens kendelser, og sagen blev afvist.

Reference(r)

Vurderingsloven § 42, stk. 1, 5. pkt. (dagældende)
Skattestyrelsesloven § 23, stk. 3, 5. pkt. (dagældende)
Skattestyrelsesloven § 31, stk. 1
Processuelle regler 2001 H.7

 


Parter:
1. Karup Kommune
2. Aalborg Kommune
3. Egtved Kommune
4. Vojens Kommune og
5. Værløse Kommune
(Advokat Andreas Fischer, København)

mod

1. Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen, København) og
2. Forsvarets Bygningstjeneste
(Advokat Claus Holberg, København).

Afsagt af landsdommerne:
Elisabeth Mejnertz, Annette Dellgren og Joy Winter (kst).

Denne sag, der er anlagt den 22. september 1999, angår spørgsmålet om, hvorvidt de statsejede militære flyvestationer, der er beliggende i Karup Kommune, Aalborg Kommune, Egtved Kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune er undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, der fastslår, at "undtaget fra vurdering er ... 3) befæstningsanlæg bortset fra arealer og bygninger inden for befæstningsanlæggets rammer, der udnyttes erhvervsmæssigt." ... Spørgsmålet har betydning for sagsøgerne, fordi de kun har mulighed for opkræve dækningsafgift af statens ejendomme efter lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme § 23, stk. 1, såfremt ejendommene bliver vurderet.

Landsskatteretten afsagde den 22. juni 1999 kendelser vedrørende det omtvistede vurderingsspørgsmål og fastslog i kendelserne, at flyvestationerne var undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3.

Under denne sag har sagsøgerne som påstand 1) påstået de sagsøgte tilpligtet at anerkende, at Landsskatterettens kendelser af 22. juni 1999 vedrørende de militære flyvestationer beliggende i de sagsøgte kommuner er ugyldige.

De sagsøgte, Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste, har principalt påstået afvisning under anbringende af, at sagsøgerne ikke har søgsmålskompetence.

I overensstemmelse med parternes anmodning herom har landsretten besluttet i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2, at behandle og afgøre påstandene om afvisning særskilt, og denne dom vedrører således alene dette spørgsmål.

Sagsøgerne har overfor afvisningspåstanden nedlagt påstand om, at sagen fremmes til domsforhandling i realiteten ved Vestre Landsret.

Sagens omstændigheder:

Den 17. februar 1992 afholdt Told og Skat et møde med landets skyldsrådsformænd og skyldrådssekretærer. Derunder besvarede Told og Skat følgende spørgsmål:

"Militære anlæg/lufthavne, vurderingslovens § 7, nr. 3.!
Der ønskes en præcisering af, hvad der kan undtages fra vurdering, og hvad der skal vurderes for ovennævnte type ejendom ?"

således:

"En moderne, smidig og effektiv administration området tilsiger, at man ikke skal sætte de store kræfter ind her. Hovedsondringen på området går på erhvervsmæssig udnyttelse eller ej ?
Man kunne derfor tænke sig en løsning, hvor man tilskrev Forsvarets Bygningstjeneste (FBT) for at høre dem om hvorvidt der finder erhvervsmæssig udnyttelse sted inde på området, og så forlade sig på den besvarelse der fremkommer.
Det der skal vurderes, og som ikke udnyttes erhvervsmæssigt bliver så alene kaserner og øvelsespladser !"

Ikke alle skyldråd fulgte disse anvisninger fra Told og Skat, herunder heller ikke Karup Kommune, idet kommunens vurderingsråd i forbindelse med den 19. almindelige ejendomsvurdering i 1992 besluttede, at Flyvestation Karup ikke var undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3.

Denne afgørelse påklagede Forsvarets Bygningstjeneste ved skrivelse af 9. oktober 1992. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

".....
Forsvarets Bygningstjeneste er af den opfattelse, at ejendommen er omfattet af § 7 litra 3) i loven om vurdering af landets faste ejendomme.

Bortset fra arealer og bygninger, der udnyttes erhvervsmæssigt, bør Flyvestationen undtages fra vurdering.... "

Skyldrådet afholdt herefter den 4. november 1993 et møde med Forsvarets Bygningstjeneste på Flyvestation Karup. På mødet fremlagde Forsvarets Bygningstjeneste et forslag til, hvorledes flyvestationen skulle vurderes. Den 15. november 1994 besluttede Skyldrådet efter at have forelagt sagen for Told- og Skatteregion København 2, Nord, som koordinerede arbejdet med vurdering af flyvestationerne, at flyvestationen skulle vurderes i overensstemmelse med det forslag, som Forsvarets Bygningstjeneste havde fremlagt. Dette indebar, at flyvestationen blev undtaget fra vurdering bortset fra de dele af flyvestationen, der blev udnyttet erhvervsmæssigt. Afgørelsen var et brud med den hidtidige vurderingspraksis, idet flyvestationerne ikke tidligere havde været undtaget fra vurdering. Den ændrede vurderingspraksis betød, at de sagsøgende kommuner, ville miste store beløb i dækningsafgift.

Den 15. december 1994 skrev Karup Kommune til Ligningsrådet og anmodede rådet om at tage sagen op til fornyet vurdering. I skrivelsen anførte kommunen bl.a.:

".....
Karup kommune har ingen klageadgang over ejendomsvurderingen ..... "

Ved skrivelse af 28. april 1995 rettede Kommunernes Landsforening henvendelse til daværende Skatteminister Carsten Koch. I skrivelsen hedder det blandt andet:

"I forbindelse med en markant nedsættelse af ejendomsvurderingen ved visse af Forsvarets flyvestationer vil Kommunernes Landsforening hermed gøre opmærksom på et forhold af principiel karakter, som - efter landsforeningens opfattelse - bør medføre en lovændring i gældende vurderingslov og skattestyrelseslov, således at kommunerne opnår klageadgang ved vurderingen af statsligt ejede ejendomme.

I de konkrete sager har Forsvarets Bygningstjeneste påklaget den 19. almindelige ejendomsvurdering af en række flyvestationer placeret i Værløse, Aalborg, Midtdjurs, Egtved og Karup Kommuner. Skyldrådene i de berørte kommuner har på den baggrund besluttet at ændre ejendomsvurderingerne af flyvestationerne markant.

Til eksempel er den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi af flyvestationen i Værløse Kommune ændret fra kr. 281.328.100 til kr. 400.000. Værløse Kommune vil som følge af den ændrede vurdering umiddelbart miste et provenu på 6,4 mio. kr. - med en senere refusion af amtets andel på 2,8 mio. kr.

Kommunernes Landsforening er bekendt med, at flere kommuner i den pågældende sag er af den opfattelse, at den ændrede vurdering af flyvestationerne ikke fuldt ud er i overensstemmelse med den gældende vurderingsvejledning på området.

I henhold til gældende lovgivning er kommunerne imidlertid ikke at betragte som part i sagen og har dermed ikke en klageadgang ved vurderingen af Forsvarets flyvestationer.

Det fremgår således af vurderingslovens § 42, stk. 1 og skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, at "en kommune kan påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri.

En kommunes klageadgang i henhold til disse bestemmelser forudsætter, at kommunens retlige eller økonomiske interesse er knyttet til kommunens ejerskab af en eller flere ejendomme, for hvilke(n) den pågældende vurdering kan have en betydning. Det kræves med andre ord, at kommunen som ejer har særlig retlig eller økonomisk interesse i vurderingen.

Dette præciseres i cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 til skattestyrelsesloven, hvori det under punkt 44 hedder, at: "kommunens almindelige økonomiske interesse i provenuet af ejendomsskatter m.v. er ikke en sådan særlig økonomisk interesse, der berettiger til påklage.

På baggrund af den konkrete sag finder Kommunernes Landsforening det betænkeligt, at det er en statslig myndighed (Forsvarets Bygningstjeneste), som påklager en vurdering, der er foretaget og behandlet af et statslig ansættelsessystem (vurderingsråd/skyldråd), og hvor det endeligt er en statslig myndighed (Told- og Skattestyrelsen/region), som har tilsyns- og vejledningsfunktionen i forbindelse med vurderingen.

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget omkring en ny vurderingsorganisation og årlige vurderinger (vedtaget af et bredt flertal i Folketinget den 5. maj 1994) påpegede den daværende skatteminister og flere af de partipolitiske ordførere ønsket om at adskille myndighed og økonomisk interessent som et væsentligt argument for, at kommunerne ikke kunne overtage ansvaret for vurderingerne.

For et bredt flertal i Folketinget var det således afgørende, at den statslige vurderingsorganisation forblev uafhængig af kommunerne, således at det er to forskellige instanser, der henholdsvis behandler vurderingen af fast ejendom og fastsætter grundskyldspromillen. Med andre ord ønskede man at undgå en mistanke om en kommunal "interesse-sammenblanding" i forhold til vurderingen af fast ejendom og fastsættelsen af grundskyldspromillen.

Ved vurderingen af statslige ejendomme er det landsforeningens opfattelse, at det af den daværende skatteminister og Folketinget påpegede forhold om at undgå en "interesse-sammenblanding" hos kommunerne umiddelbart kan overføres til de statslige myndigheder.

Kommunernes Landsforening vil på den baggrund forslå en lovændring, således at en kommune betragtes som en part i sagen og opnår klageadgang ved vurderingen af statsligt ejede ejendomme.

Det er Landsforeningens opfattelse, at en sådan lovændring vil være i overensstemmelse med motiverne bag den gældende lovgivning, samt sikre kommunerne en større retssikkerhed på området.

Kopi af denne skrivelse er fremsendt til Folketingets Skatteudvalg."

Skatteministeren besvarede ved skrivelse af 26. juni 1995 henvendelsen fra Kommunernes Landsforening. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

".....
Efter vurderingsloven kan en kommune alene påklage en vurdering, når kommunen har en retlig og økonomisk interesse heri. I praksis betyder det, at kommunen får den samme klageadgang som andre naboer, når kommunen ejer naboejendomme. Kommunale interesser med hensyn til dækningsafgiftsprovenu og ejendomsskatteprovenu giver derimod ikke kommunen en klageadgang
.....

Mulighederne for et interessesammenfald mellem de statslige myndigheder anser jeg som meget begrænsede, da der normalt er tale om myndigheder, der ikke på det pågældende område har noget interessefællesskab .....

Jeg finder derfor ikke, at der er behov for at ændre vurderingsloven, således at kommunerne får en udvidet adgang til at klage over vurderingen af statslige ejendomme."

Endvidere skrev skatteministeren den 16. februar 1996 til borgmesteren i Værløse Kommune blandt andet følgende:

".....
Jeg synes imidlertid, at de berørte kommuner kunne forsøge, at få spørgsmålet om de pågældende vurdringsprincipper taget op til behandling i Ligningsrådet. Uanset der ikke er en egentlig klageadgang forventer jeg, at Ligningsrådet vil tage sagen på dagsordenen, hvis der kommer en anmodning. Det er der fortilfælde for ....."

Sagsøgernes advokat rettede herefter i skrivelse af 11. oktober 1996 henvendelse til Ligningsrådet, som i skrivelse af 3. februar 1997 til advokaten meddelte, at rådet på et møde den 28. januar 1997 havde besluttet, at flyvestationerne ikke skulle undtages fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3, og at rådet ville anmode Told- og Skattestyrelsen om at rette henvendelse til Told- og Skatteregionerne i de berørte kommuner om at revidere skyldrådenes ansættelser ved den 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992. Herefter ændrede Told- og Skatteregionerne i de 5 kommuner ejendomsvurderingerne således, at flyvestationerne ikke var undtaget fra vurdering. Told- og Skatteregionernes afgørelser blev af Forsvarets Bygningstjeneste indbragt for Landsskatteretten.

Ved skrivelse af 18. september 1997 rettede sagsøgernes advokat henvendelse til Landsskatteretten og anførte blandt andet følgende:

".....
Anmodningen om aktindsigt er som tidligere nævnt begrundet i, at de kommuner, hvori flyvestationerne er beliggende, må anses for parter i forbindelse med den for Landsskatteretten indbragte klagesag, idet kommunen har en særlig retlig og økonomisk interesse i sagen ..... "

I sit svar af 26. september 1997 til sagsøgernes advokat anførte Landsskatteretten blandt andet:

".....
I skatteministeriets cirkulære af 18. juni 1990 (cirkulære om skattestyrelsesloven), anføres i punkt 44, at en kommunes almindelige økonomiske interesse i provenuet af ejendomsskatter m.v., ikke er en sådan særlig interesse i sagens udfald, der berettiger til påklage.

Landsskatteretten anser derfor ikke de kommuner, hvor flyvestationerne er beliggende for klageberettiget i nærværende sag, ligesom retten i øvrigt ikke finder, at kommunerne har en så direkte, væsentlig, retlig individuel interesse i sagen, at de kan tillægges partsstatus.

Deres ønske om at anse kommunerne for part i sagen, med de deraf følgende partsrettigheder i henhold til forvaltningsloven, kan således ikke imødekommes....."

Landsskatteretten gav imidlertid sagsøgerne lejlighed til at fremsende et skriftligt indlæg til Landsskatteretten, forinden sagerne blev afgjort.

Det er oplyst, at sagsøgerne efter Landsskatterettens kendelser har tilbagebetalt dækningsafgifter med i alt ca. 20 mio. kr.

Afgivne forklaringer:

JS har forklaret, at han har været borgmester i Karup Kommune siden 1998. Han er ikke er bekendt med, hvorfor kommunen oprindelig var af den opfattelse, at den ikke var part i sagen. Kommunen har som en følge af den ændrede vurderingspraksis i sommeren 1999 tilbagebetalt dækningsafgift til staten med i alt ca. 5 millioner kr. incl. renter. For at kunne tilbagebetale dækningsafgiften var kommunen i 2000 nødt til at hæve skatteprocenten fra 20,6 til 21,2 %. Den årlige dækningsafgift, som kommunen modtog fra staten, var på ca. 500.000 kr., hvilket udgjorde ca. 0,1 % af skatteprocenten i kommunen. De samlede ejendomsskatter i kommunen er på ca. 2,7 millioner kr., og den manglede dækningsafgift på ca. 500.000 kr. udgør derfor et væsentligt beløb for kommunen. Flyvestationen dækker ca. 18 % af kommunens areal og er kommunens største arbejdsplads. Der er ca. 1640 personer ansat på flyvestationen, og af dem bor ca. 1/3 i Karup Kommune. Det er kommunen, der er ansvarlig for den kommunale infrastruktur, og i forbindelse med den kommende udvidelse af flyvestationen skal der anlægges en ny omfartsvej, som vil påføre kommunen udgifter. Kommunen har også andre udgifter i forbindelse med flyvestationen bl.a. til brandtilsyn, sportsaktiviteter og kulturelle tilbud.

EE har forklaret, at han er forhenværende borgmester i Værløse Kommune. Han var oprindelig af den opfattelse, at kommunerne ikke var klageberettigede i sagerne. Han har tidligere været medlem af Ligningsrådet, og han blev via sit arbejde i Ligningsrådet bekendt med en indstilling fra Told- og Skattestyrelsen om, at kommuner ikke var klageberettigede i denne type af sager. Han har også tidligere været medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse, og formålet med at rette henvendelse til skatteministeren gennem Kommunernes Landsforening var, at henvendelsen skulle have en vis vægt. Han var dog af den opfattelse, at Kommunernes Landsforening "tog munden for fuld" ved at bede om en generel lovændring. Det var alene hans hensigt, at de berørte kommuner i denne specielle situation skulle have en klageadgang. Kommunerne gik til Ligningsrådet, fordi Skatteministeren havde anbefalet det. Han troede, at sagen var slut, efter at Ligningsrådet havde talt. Han var ikke medlem af Ligningsrådet, da beslutningen om at ændre ejendomsvurderingerne blev truffet. Værløse Kommune måtte hæve skatteprocenten med 0,1 %, da dækningsafgiften skulle tilbagebetales. Dækningsafgiften blev tilbagebetalt af kommunen direkte til flyvestationen. Værløse Kommune har nogenlunde de samme udgifter i forbindelse med flyvestationen som Karup Kommune. Af de ca. 2000 ansatte på flyvestationen bor ca. 100 i kommunen.

Parternes procedure:

Sagsøgerne har til støtte for deres påstand i første række gjort gældende, at sagsøgerne var klageberettigede og dermed parter allerede under den administrative behandling af sagerne, idet sagsøgerne havde en sådan særlig retlig eller økonomisk interesse i at påklage vurderingerne som beskrevet i vurderingslovens § 42, stk. 1, 5. pkt., og i skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, 5. pkt. Med partsstatus under den administrative behandling af sagerne følger også adgangen til at indbringe Landsskatterettens afgørelser for domstolene jf: skattestyrelseslovens § 31.

Sagsøgerne har anført, at både § 23, stk. 1, i den kommunale ejendomsskattelov og bemærkningerne til vurderingsloven klart fastslår den særlige interesse, som kommunerne har i at opkræve dækningsafgift af statslige ejendomme. Den af Landsskatteretten og Skatteministeriet fulgte praksis om, at kommunernes almindelige økonomiske interesse i provenuet af ejendomsskatter og dækningsafgift ikke medfører, at kommuner har klageadgang, finder ikke anvendelse. Denne praksis vedrører kommunernes almindelige økonomiske interesse i skatteprovenuet, men ikke den særlige økonomiske interesse, de sagsøgende kommuner har i denne sag. Det følger endvidere af vurderingsloven og skattestyrelsesloven, at en kommune er klageberettiget, såfremt der er tale om en ejendom, der ejes af kommunen. Hvis bestemmelserne i vurderingslovens § 42, stk. 1, 5. pkt. og skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, 5. pkt., skal have et selvstændigt indhold, må kommunerne i en sag som den foreliggende være klageberettigede. I modsat fald ville bestemmelserne være indholdsløse, idet der i så fald næppe kunne tænkes at være situationer, hvor der var klageadgang for kommunerne, medmindre kommunerne var potentielle ejere i form af en overtagelsespligt af en ejendom. Ordlyden af bestemmelserne taler således for, at kommunerne i en situation som den foreliggende må være klageberettigede.

Sagsøgerne har endvidere anført, at kommunerne har en særlig interesse i at klage, fordi vurderingsmyndighederne er statslige. Der foreligger således et interessesammenfald mellem de statslige vurderingsråd, og staten som ejer af de pågældende ejendomme. Såfremt kommunerne var afskåret fra at klage eller ikke kunne få prøvet en sådan vurdering ved domstolene, ville der være mulighed for, at de statslige vurderingsråd mere eller mindre vilkårligt kunne undtage statslig ejendom fra vurdering og dermed forpligtelsen for staten til at svare dækningsafgift til kommunerne.

Sagsøgerne har yderligere anført, at kommunerne har en særlig retlig interesse i at få prøvet, om flyvestationerne er omfattet af vurderingslovens § 7, nr. 3, idet en ændring af den hidtidige vurderingspraksis kun burde være sket, såfremt den hidtidige praksis var i klar modstrid med ordlyden af vurderingslovens § 7, nr. 3. Prøvelse af lovfortolkningsspørgsmål er en af de væsentlige områder for domstolenes prøvelse af forvaltningsakter. Endelig må kommunerne tillægges partsstatus i en situation som den foreliggende, hvor Ligningsrådet på foranledning af kommunerne har truffet en beslutning, som har dannet grundlag for ændrede vurderinger.

Sagsøgerne har til støtte for deres påstand i anden række gjort gældende, at såfremt sagsøgerne ikke kan tillægges partsstatus, er de efter almindelige statsretlige regler berettiget til ved domstolene at få prøvet gyldigheden af de administrative afgørelser truffet af Landsskatteretten.

Sagsøgerne har herved anført, at efter grundlovens § 63 er domstolene berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Bestemmelsen udgør den væsentligste del af det retlige grundlag for adgangen til at indbringe forvaltningens virksomhed, herunder ethvert spørgsmål om lovmæssighed af myndighedernes afgørelser, for domstolene. Denne prøvelsesret er ikke afskåret ved en endelighedsbestemmelse, hvis berettigelse i det hele forekommer tvivlsom. Desuden kan det ikke antages, at den administrative rekurs i en situation som den foreliggende skal være udnyttet. Søgsmålskompetencen følger af sagsøgernes retlige interesse, herunder den direkte økonomiske interesse i Landsskatterettens afgørelser. Uden sagsøgernes søgsmålskompetence vil afgørelser i sager som de foreliggende reelt være unddraget fra domstolsprøvelse, idet ingen andre end sagsøgerne har en interesse i, at sagerne prøves.

Sagsøgerne har videre anført, at de sagsøgende kommuner ikke har truffet afgørelser i sagerne, og der foreligger derfor ikke et over- og underordnelsesforhold, der kunne udelukke sagsøgernes søgsmålskompetence.

De sagsøgte har til støtte for deres påstande for det første gjort gældende, at sagsøgerne ikke efter de lovbestemmelser, der er fastsat om administrativ relevans har klageadgang og dermed søgsmålskompetence, idet de ikke har en sådan særlig retlig eller økonomisk interesse i at påklage vurderingerne, som beskrevet i vurderingslovens § 42, stk. 1, 5. pkt, og skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, 5. pkt., og at disse bestemmelser udtømmende regulerer, hvem der kan påklage en vurderingsafgørelse, og dermed også hvem der har søgsmålskompetence jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 1.

De sagsøgte har anført, at kommunernes interesse i at opkræve dækningsafgift er en almindelig økonomisk interesse i provenuet af ejendomsskatter m.v., og at en sådan interesse ikke er en særlig retlig eller økonomisk interesse, der berettiger til påklage. Dette fremgår bl.a. af cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 pkt. 44. Endvidere følger det af forarbejderne til vurderingsloven og skattestyrelsesloven, at der med ordene "når kommunen har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri" menes situationer, hvor kommunen som potentiel ejer af en ejendom har en særlig interesse i ejendommen f.eks som følge af ændringer i ejendommens zonestatus eller i forbindelse med byplanlægning.

De sagsøgte har endvidere anført, at kommunerne ikke kan antages at have en særlig interesse i vurderingerne og dermed være klageberettiget, blot fordi vurderingsmyndighederne er statslige. Kompetencen til at vurdere statens ejendomme er i loven tillagt staten, og lovgiver har derfor ikke været af den opfattelse, at der var noget habilitetsproblem i den henseende. En teoretisk risiko for vilkårlige afgørelser kan ikke føre til, at sagsøgerne tillægges klageadgang, når en sådan særlig klageadgang ikke er hjemlet i lovgivningen. Det er endelig uden betydning for kommunernes adgang til at påklage afgørelserne, at klagen baserer sig på et anbringende om urigtig fortolkning af vurderingsloven.

De sagsøgte har til støtte for deres påstande for det andet gjort gældende, at sagsøgerne ikke efter almindelige statsretlige regler er berettiget til at få prøvet gyldigheden af Landsskatterettens afgørelser ved domstolene. Grundlovens § 63 er ikke til hinder for, at der ved lov sker regulering af søgsmålskompetance, og vurderingsloven og skattestyrelsesloven gør udtømmende op med, hvem der kan påklage en vurderingsafgørelse, og dermed også hvem der har søgsmålskompetence til at indbringe en sådan for domstolene. Det er en betingelse for domstolsprøvelse efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, at den administrative rekurs skal være udnyttet. Det følger her af, at det er en betingelse for domstolsprøvelse, at sagsøgeren har administrativ klageadgang. Der er intet, der støtter en antagelse om, at kredsen af søgsmålsberettigede er videre end kredsen af klageberettigede.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Bestemmelserne i vurderingslovens § 42, stk. 1. 5. pkt., og skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, 5. pkt., må i overensstemmelse med bestemmelsens forarbejder forstås således, at en kommune kun er klageberettiget i de tilfælde, hvor kommunen som potentiel ejer af en ejendom eller lignende har en særlig interesse i at påklage en vurdering, og at en kommunes almindelige økonomiske interesse i at opkræve dækningsafgift ikke er en sådan særlig interesse, der berettiger til påklage. Det følger af vurderingslovens § 30, stk. 1, at det er vurderingsrådene, der har kompetencen til at foretage vurderingerne og til at undtage en ejendom fra vurdering efter § 7. Det er således fastsat i loven, at staten selv vurderer sine ejendomme. Sagsøgerne kan derfor ikke anses som klageberettigede under henvisning til et eventuelt interessesammenfald mellem de statslige myndigheder. Sagsøgerne kan derfor ikke anses som klageberettigede under den administrative behandling af sagerne.

Efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, skal den administrative rekurs være udnyttet, forinden Landsskatterettens afgørelser kan indbringes til prøvelse for domstolene. Det fremgår således forudsætningsvis af denne bestemmelse, at kun de klageberettigede kan indbringe Landsskatterettens afgørelser for domstolene. Da sagsøgerne som anført ikke kan anses som klageberettigede efter vurderingslovens § 42, stk. 1, 5. pkt, og skattestyrelseslovens § 23, stk. 3, 5. pkt., kan sagsøgerne ikke med hjemmel i skattestyrelseslovens § 31 indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene. Da det ikke kan antages, at grundloven ved siden af disse lovbestemmelser indeholder en selvstændig hjemmel til domstolsprøvelse for andre end de, der er tillagt partsstatus, kan sagsøgerne ikke få prøvet lovligheden af Landsskatterettens afgørelser ved domstolene. Herefter tager landsretten de sagsøgtes afvisningspåstande til følge.

T h i   k e n d e s  for   r e t:

 

Denne sag afvises.

Sagsøgerne, Karup Kommune, Aalborg Kommune, Egtved kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune, skal in solidum i sagsomkostninger til sagsøgte 1, Skatteministeriet, betale 100.000 kr. og in solidum i sagsomkostninger til sagsøgte 2, Forsvarets Bygningstjeneste, betale 100.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.