Dato for udgivelse
31 Oct 2001 20:13
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30. maj 2001
SKM-nummer
SKM2001.478.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-0344-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Ambi, tilbagebetalingskrav, sparede arbejdsgiverafgifter, sygedagpenge, forældelse
Resumé

Krav om tilbagebetaling af modregnet anslået besparelse af sygedagpenge ved tilbagebetaling af ambi blev anset for forældet. Kravet var ikke anset forfulgt uden ufornøden ophold efter modtagne afgørelser.

Reference(r)

Ambi-tilbagebetalingsloven § 2 (lov nr. 389 af 20. maj 1992)
Ambi-tilbagebetalingsloven § 5, stk. 2. (lov nr. 389 af 20. maj 1992)
Forældelsesloven § 1, stk. 1, nr. 6
Forældelsesloven § 2


Parter:
H1 A/S og H2 Invest ApS
(advokat Bent Ramskov)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Niels Banke)

Afsagt af landsdommerne:
Chr. Bache, Karen Foldager og Linda Hangaard (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 16. februar 2000, har sagsøgerne, H1 A/S og H2 Invest ApS, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at genoptage den administrative sagsbehandling af sagerne om tilbagesøgning af ambi for sagsøgerne, j.nr. 99/97-316-24820 (H1 A/S) og j.nr. 99/97-316-24821 (H2 Invest A/S).

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgernes krav om tilbagebetaling af ambi er forældede.

Ved sagen har sagsøgerne indbragt Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 23. november 1999 for landsretten. Afgørelsen lyder således:

".....
De har i brev af 4. november 1999 for H1 A/S og H2 Invest ApS under henvisning til Magdi Rizk-dommen og lov nr. 389 af 20. maj 1992 om behandling af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag mv. anmodet om genoptagelse af styrelsens afgørelser af 27. oktober 1997.

Styrelsens afgørelser er ikke indbragt for domstolene inden 3 måneder fra den dato afgørelsen er meddelt ansøgeren eller dennes evt. repræsentant.

Skatteministeriet meddelte i TfS 1997, 325, at eventuelle krav på tilbagebetaling af ambi senest den 22. maj 1997 skal være fremsat overfor den told- og skatteregion, virksomheden har indbetalt ambi til, og at der efter den 22. maj 1997 kun kan ske genoptagelse af behandlingen af allerede afgjorte sager inden for en periode på 3 måneder efter sagens afgørelse.

Det fremgår af meddelelsen, at Skatteministeriet i TfS 1992, 359, gjorde opmærksom på, at krav på tilbagebetaling af ambi eller erstatning, efter lov nr. 389 af 20. maj 1992, er undergivet den 5-årige forældelsesfrist i lov om forældelse af visse fordringer, 1908-loven.

Ovennævnte gælder også i den situation, hvor en virksomhed først på grundlag af en eventuel senere retsafgørelse finder anledning til at rejse krav eller anmode om genoptagelse af en tidligere administrativt afgjort sag.

Styrelsens administrative afgørelser på tilbagebetaling af ambi kan ifølge lov nr. 389 af 20. maj 1992 ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 3 måneder fra den dato, afgørelsen er meddelt ansøgeren eller dennes evt. repræsentant.

Når fristen for indbringelse for domstolene er udløbet, uden at den administrativt afgjorte sag er blevet indbragt, anses virksomheden ikke for at have forfulgt kravet, og der vil således senest den 22. maj 1997 eller 3 måneder efter sagens afgørelse være indtrådt forældelse i henhold til 1908-loven.

Styrelsen har ikke mulighed for i henhold til ovennævnte at imødekomme Deres anmodning om genoptagelse.

Den retspraksis, der er fastsat i Magdi Rizk-dommen, har kun betydning for de verserende retssager og for de administrativt berostillede sager samt for de sager, for hvilke der er indgået en procesaftale om genoptagelse, såfremt retspraksis på området måtte blive ændret.

Nærværende afslag på genoptagelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, men kan indbringes for domstolene inden 3 måneder fra den dato, afgørelsen er meddelt Dem, jf. Skattestyrelseslovens § 31 stk. 3.
....."

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

I Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 122 af 10. juli 1996 om Tilbagebetaling af ambi hedder det bl.a.:

".....
3. Sparede arbejdsgiverafgifter m.m.

Det fremgår af højesteretsdommen vedrørende Bose A/S og af landsretsdommen vedrørende Geysir, at der skal foretages fuldt fradrag for sparede arbejdsgiverafgifter. Landsretten præciserer, at fradrag for sparede arbejdsgiverafgifter er inklusive anslået besparelse på sygedagpenge udfra princippet om, at virksomheden kun kan få erstattet det tab, der er tilbage, efter at evt. formuefordele, som skaden har tilført skadelidte, er fratrukket.
....."

Den 20. maj 1997 fremsatte sagsøgerne over for Told og Skat krav om tilbagebetaling af ambi med henholdsvis 348.805 kr. og 1.651.804 kr.

Den 27. oktober 1997 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse om tilbagebetaling, således at der over for begge sagsøgere blev foretaget fradrag for bl.a. besparelse ved afskaffelsen af en række arbejdsgiverafgifter m.m. Sagsøgeren H1 A/S fik tilbagebetalt 317.225 kr efter fradrag af bl.a. den nævnte besparelse med 11.700 kr. Sagsøgeren H2 Invest A/S fik tilbagebetalt 1.376.147 kr. efter fradrag af bl.a. den nævnte besparelse med 261.798 kr.

Det hedder i Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 27. oktober 1997 til H1 A/S' revisor bl.a.:

".....
I ovennævnte domme fastslog Højesteret, at der i tilbagebetalingskrav skal fradrages besparelsen ved afskaffelsen af en række arbejdsgiverafgifter mm. svarende til ca. kr. 10.300 pr. fuldtidsansat pr. år incl. kompensation for ATP og arbejdsskadeforsikring.

På grundlag af oplysningerne om kompensation for ATP og arbejdsskadeforsikring har antallet af ansatte i selskabet i amibiperioden kunnet opgøres til gennemsnitlig 3,58 ansatte i perioder med ansatte. Den samlede besparelse udgør kr. 11.700.

.....

Styrelsens afgørelse kan inden 3 måneder indbringes for domstolene.
....."

Styrelsens skrivelse af samme dag til H2 Invest A/S' revisor er på de citerede punkter ligelydende, bortset fra det afsnit, der er citeret ovenfor som det midterste. Dette afsnit lyder således i skrivelsen til H2 Invest A/S:

".....
På grundlag af oplysningerne om kompensation for ATP og arbejdsskadeforsikring har antallet af ansatte i selskabet i ambiperioden kunnet opgøres til gennemsnitlig 10,38 ansatte i perioder med ansatte. Den samlede besparelse udgør kr. 261.798.
....."

Det fremgår af en "Opgørelse over sparede udgifter som følge af indførelse af AMBI" for hver af sagsøgerne, at anslået sparede udgifter til sygedagpenge andrager henholdsvis 2.688,60 kr. og 47.995 kr.

I Københavns Byrets dom af 26. maj 1999 i en anden sag (gengivet i TfS 1999.621.B) hedder det bl.a.:

".....
Rettens bemærkninger
Det følger af Højesterets dom i UfR 1994, s. 450 H, at tilbagebetaling af ambibeløb skal ske "med fradrag af den fulde besparelse, som opnåedes ved afskaffelsen af de hidtidige arbejdsgiverbidrag og de øvrige ændringer, der indgik i omlægningen."
Det fremgår endvidere af lov nr. 389 af 20/5 1992 § 1, at det afgøres efter dansk rets almindelige regler om, og i givet fald i hvilket omfang der består krav på tilbagebetaling eller erstatning i forbindelse med beløb, der er indbetalt til statskassen i medfør af lov nr. 840 af 18/12 1987 om Arbejdsmarkedsbidrag med senere ændringer.
Det er under denne sag ubestridt, at sagsøgerne rent faktisk ikke har opnået nogen konkret besparelse som følge af omlægningen af arbejdsgiverperioden fra 5 til i uge, da der, ligeledes ubestridt, ikke blandt sagsøgernes personale har været sygdom ud over 1 uge i den angivne periode.
Således som sagen foreligger oplyst, finder retten ikke baggrund for at antage, at sagsøgerne allerede i kraft af de i 1987 ved lov forlængede overenskomster mellem speciallægerne og Sygesikringen har opnået godtgørelse for en skønnet udgift til løn under sygdom.
Henset til ambiens karakter af en afgift, der blev pålagt til afløsning af nogle konkrete forpligtelser, der påhvilede arbejdsgiverne, er der heller ikke baggrund for at betragte omlægningen af arbejdsgiverperioden som udtryk for en ren risikoovertagelse, der skulle honoreres med en præmie ud fra forsikringslignende principper, således som anført af sagsøgte.
Herefter tages sagsøgernes påstand til følge.

Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at reduktion i tilbagebetalingskrav af ambi skal foretages ud fra sagsøgernes konkret sparede udgifter til sygedagpenge og ikke udfra en skønnet gennemsnitsbesparelse.
....."

Parterne er enige om, at dommen, der ikke er anket, er udtryk for en praksisændring med hensyn til fradrag for sparede udgifter til sygedagpenge.

På baggrund af byretsdommen anmodede sagsøgerne ved skrivelse af 4. november 1999 til Told- & Skatteregion Herning om genoptagelse af de sager, der var afgjort ved Told- og Skattestyrelsens skrivelser af 27. oktober 1997. Det hedder i skrivelsen af 4. november 1999:

".....
Vedr.: Ambisag fra 1997, journalnr . .....

Med henvisning til nylig afsagt dom (KBD af 26/5 1999; A 15104/1995) og lov nr. 389 af 20/5 1992 om tilbagebetaling af AMBI samt Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14/10 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb skal vi anmode om genoptagelse af sagen, med krav om at få Deres modregning af anslået besparelse af sygedagpenge tilbagebetalt, samt erstatning for revisorudgifter, advokatudgifter og egen anvendt tidsforbrug i forbindelse med ovennævnte sager.
Dette sker med henvisning til dansk rets almindelige regler, som er grundlaget for tilbagebetalingskravet, hvorefter skadelidte skal stilles som om skaden ikke var sket.

Modregnet beregnet besparelse af sygedagpenge:
H2 Invest ApS
H1 A/S
Modregnet beregnet besparelse af sygedagpenge, i alt


kr. 47.995,00
kr.   2.688,60
kr. 50.683,60

......

Revisorudgifter, BDO ScanRevision, i alt

kr. 46.280,00

.....

Advokatudgifter, Boll & Partnere, i alt

kr.   3.150,00

.....

Egne arbejdstimer, i alt

Samlede udgifter, til tilbagebetaling

kr. 63.475,00

kr. 163.566,00

Anmodningen blev besvaret ved den indledningsvis citerede skrivelse af 23. november 1999.

Parterne er enige om, at det afgørende for, om genoptagelse skal ske, alene er, om tilbagebetalingskravene er forældede.

Sagsøgerne

har til støtte for deres påstand i første række anført, at krav på tilbagebetaling af ambi forældes efter Danske Lovs regel om den 20-årige forældelse. Specialreglerne i 1908-loven, der er udtømmende, er ikke anvendelige. Der er derfor ikke hjemmel til 5-årig forældelse. 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, omfatter ikke privates tilbagebetalingskrav mod det offentlige, idet en bestemmelse herom netop blev taget ud af nr. 4 under lovens tilblivelse. § 1, stk. 1, nr. 6, omfatter tilbagesøgningskrav, såfremt erlæggelse er sket i urigtig formening om skyld. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid tale om betaling i rigtig formening om skyld, da loven fastsatte en betalingspligt. Der ville være sket udpantning, såfremt man ikke havde betalt. Først efter EF-domstolens tilsidesættelse af ambi-loven kan der være tale om en urigtig formening om skyld. Der må således sondres mellem oprindelige og efterfølgende tilbagebetalingskrav. Det er i denne sag efterfølgende forhold, der bevirker, at der ikke er betalingspligt. Denne forståelse af § 1, stk. 1, nr. 6, har støtte i teori og praksis, jf. herved U.82.1047.Ø. Ambi-tilbagebetalingslovens eventuelle forudsætninger om 5-årig forældelse kan ikke være afgørende for forståelsen af 1908-loven. Kravene forældes derfor først efter 20 år, og kravene er således allerede af den grund ikke forældede.

I anden række har sagsøgerne anført, at der ikke er indtrådt forældelse efter 1908-loven, idet forældelsen er afbrudt. Det følger af ambi-tilbagebetalingslovens § 5, stk. 2, at forældelse afbrydes ved fremsættelse af krav om tilbagebetaling. Forældelsen er således afbrudt ved sagsøgernes krav af den 20. maj 1997. Det er fast antaget, at afbrydelse af forældelse modsat suspension - bevirker, at en ny forældelsesfrist på 5 år begynder at løbe. Forældelse kan derfor ikke indtræde før 2002. Der kan ikke stilles krav om, at tilbagebetalingsanmodningen følges op med sagsanlæg uden ufornødent ophold. Ambitilbagebetalingslovens § 5, stk. 2, har således fraveget 1908-lovens § 2, 2. pkt., og der er ikke i hverken ambi-tilbagebetalingslovens ordlyd eller forarbejder grundlag for et sådant krav. Lovbemærkningerne taler således kun om at sikre de bidragspligtige mod forældelse, og der nævnes intet om yderligere betingelser. § 5, stk. 2, er en særlig afbrydelsesregel og ikke blot en regel om en substitut for retsskridt. Der er således ikke hjemmel for sagsøgtes udtalelse i TfS 1997.325 om erhvervelse af retsafgørelse som betingelse for fastholdelse af den afbrydende virkning. Man har da heller ikke tidligere fra sagsøgtes side tilkendegivet noget sådant. Ambi-tilbagebetalingslovens bestemmelse om søgsmålsfrist, § 4, stk. 2, har ikke betydning for spørgsmålet om genoptagelse og heller ikke for spørgsmålet om forældelse. Kravene er herefter ikke forældede.

Sagsøgte

har til støtte for sin påstand anført, at tilbagebetalingskrav vedrørende ambi er omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 4 og 6, og derfor forældes på 5 år. Ambi-beløbene er erlagt i urigtig formening om skyld. EF-domstolens domme er konstaterende. Domstolen konstaterede, hvordan momsdirektivet skulle fortolkes og skulle have været fortolket fra starten, og dermed at opkrævningen af ambi i hele perioden fra 1988-92 var ulovlig. Ingen virksomhed var således i denne periode forpligtet til at indbetale ambi. Derfor var der ret til tilbagebetaling. Det har hele tiden været en urigtig formening, at ambien skulle betales. Denne forståelse af 1908-loven er lagt til grund i ØLD i TfS 2000.376, mens den af sagsøgerne påberåbte U.82.1047.Ø omhandler en helt anden situation. Også teorien har tilsluttet sig, at tilbagebetaling af ambi er omfattet af 1908-loven. Sagsøgernes krav ville således have været forældede 5 år efter ikrafttræden af tilbagebetalingsloven den 22. maj 1992, det vil sige den 22. maj 1997, hvis sagsøgerne ikke forinden havde krævet tilbagebetaling.

Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at den 5-årige forældelse er indtrådt. Forældelsesfristen blev afbrudt den 20. maj 1997, hvor sagsøgerne krævede den fulde ambi tilbagebetalt. Det var efter dagældende praksis korrekt, at skattemyndighederne fratrak sparede arbejdsgiverafgifter som sket. Afgørelsen indeholdt imidlertid et klart afslag med hensyn til det fradragne og klar vejledning om søgsmålfristen på 3 måneder. Da kravet ikke er fulgt op med sagsanlæg inden fristen eller i øvrigt uden ufornødent ophold, er forældelse indtrådt. Tilbagebetalingslovens § 5, stk. 2, kan kun forstås således, at den afbrydende virkning fortabes, hvis kravet ikke følges op, jf. sagsøgtes skrivelse i TfS 1997.325. Bestemmelsen i § 5, stk. 2, var nødvendig for at undgå anlæg af et meget stort antal sager, og den tjente alene dette formål. Lovens § 4, stk. 3, bestemmer, at for sent anlagte sager skal afvises. Hermed er det tydeligt tilkendegivet, at krav skal følges op. Når § 5, stk. 2, ikke nævner kravet om opfølgning, skyldes det, at kravet om fremme uden ufornødent ophold under den administrative sagsbehandling påhviler skattemyndighederne ex officio. Ambi-tilbagebetalingslovens § 5, stk. 2, er ikke en særlig afbrydelsesregel. Kravet om forfølgning uden ufornødent ophold følger af 1908-lovens § 2. Det kan ikke være rigtigt, at et krav, som er afslået, og som ikke er rettidigt indbragt for domstolene, og dermed ikke kan indbringes for domstolene, ikke skal kunne forældes i overensstemmelse med denne bestemmelse. Det ville i øvrigt være helt uklart, om en ny 5 års frist skulle regnes fra anmodningen eller fra skattemyndighedens afslag. Kravene er herefter forældede, da sag først er anlagt med nærværende sag den 16. februar 2000.

Landsrettens bemærkninger:
Sagsøgernes krav på tilbagebetaling af ambi angår afgift, som må anses for erlagt ud fra en antagelse om pligt hertil. Ved EF-domstolens afgørelse blev det konstateret, at denne antagelse var urigtig. Tilbagebetalingskravene må derfor anses for omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Forældelsesfristen blev ved anmodningerne om tilbagebetaling af 20. maj 1997 afbrudt i medfør af ambitilbagebetalingslovens § 5, stk. 2, hvorefter fremsættelse af krav efter lovens § 2, dvs. ved skriftlig fremsættelse af krav over for vedkommende Told- og Skatteregion, afbryder forældelse.

Bestemmelsen i § 5, stk. 2, må forstås som en fravigelse af kravet i 1908-lovens § 2, 2. pkt., om, at afbrydelse af forældelse ved forfølgning af det pågældende krav skal ske ved retsskridt. Ambi-tilbagebetalingsloven muliggør på denne måde, at forældelse kan afbrydes alene ved skriftlig fremsættelse af kravet over for skattemyndighederne, således at indbringelse af et eventuelt afslag for domstolene kan og skal ske inden en i loven fastsat frist. Derimod findes der ikke i loven eller dens forarbejder at være tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at bestemmelsen også indebærer en fravigelse af 1908-lovens krav om forfølgning uden ufornødent ophold.

Da sagsøgernes krav ikke kan anses forfulgt uden ufornødent ophold efter Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 27. oktober 1997, må kravene herefter anses for forældede.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t :
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.