Dato for udgivelse
30 Oct 2001 16:55
SKM-nummer
SKM2001.462.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/01-093-00012
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Tilbagesøgningskrav, forældelse, afgift, pensionsbeskatningsloven
Resumé

Et medlem A af en pensionskasse havde i marts 1996 fået udbetalt en udtrædelsesgodtgørelse, hvoraf der blev trukket 60 %-afgift i henhold til pensionsbeskatningslovens § 29. Som følge af en Højesteretsdom blev A senere i marts 2001 tilkendt invalidepension med tilbagevirkende kraft fra december 1995, hvori den tidligere udbetalte udtrædelsesgodtgørelse blev modregnet. A anmodede herefter d. 31. maj 2001 om tilbagebetaling af den oprindeligt indeholdte afgift. Kravet blev ikke anset for omfattet af den udtømmende opregning i forældelsesloven fra 1908 om 5-årig forældelse, hvorfor Danske Lovs 20-årige forældelsesfrist fandt anvendelse. Kravet blev således ikke anset forældet.

Reference(r)

Danske Lov 5-14-4
Forældelsesloven § 1
Pensionsbeskatningsloven § 29
Processuelle regler 2001 N.3


Et medlem A af en pensionskasse anmodede i marts 1996 om udbetaling af en såkaldt kontant udtrædelsesgodtgørelse, hvilket var foranlediget af, at A havde modtaget afslag på en ansøgning om invalidepension. Pensionskassen udbetalte udtrædelsesgodtgørelsen d. 12. marts 1996, og der blev samtidig trukket 60 % eller kr. 180.000 til dækning af afgift i henhold til pensionsbeskatningslovens § 29.

En efterfølgende højesteretsdom af 22. dec. 1999 vedrørende betingelserne for retten til mellemste førtidspension gav Den Sociale Ankestyrelse anledning til at genoptage A’s sag herom og tilkende mellemste førtidspension. På dette ændrede grundlag ansøgte A påny pensionskassen om invalidepension, hvilket blev tilkendt i marts 2001 og med tilbagevirkende kraft fra 1. dec. 1995. Den tidligere udbetalte udtrædelsesgodtgørelse blev modregnet i den opsummerede invalidepension, således at udtrædelsesgodtgørelsen i realiteten blev ophævet med tilbagevirkende kraft.

Pensionskassen anmodede derfor på A’s vegne d. 31. maj 2001 om tilbagebetaling af den i marts 1996 indeholdte 60 %-afgift. Dette blev nægtet af den stedlige told- og skatteregion med den begrundelse, at tilbagesøgningskravet var forældet efter forældelsesloven fra 1908, fordi anmodningen var indgivet mere end 5 år efter det tidspunkt, hvor afgiften var indbetalt til myndighederne. Afgørelsen blev påklaget til Told- og Skattestyrelsen, der var af den opfattelse, at tilbagesøgningskravet ikke kunne anses for omfattet af den udtømmende opregning i 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 1. I den forbindelse bemærkes særligt, at 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6, forudsætter, at det tilbagesøgte beløb har været betalt i urigtig formening om forpligtelse hertil. Denne betingelse er ikke opfyldt, da den senere tilkendelse af invalidepension ikke ændrer noget i, at der i forhold til skattemyndighederne eksisterede en ubetinget pligt til at svare afgift på tidspunktet for udbetaling af udtrædelsesgodtgørelsen.

Da tilbagesøgningskravet ikke var omfattet af 1908-lovens 5-års frist, fandt 20-års reglen i Danske Lovs 5-14-4 anvendelse, hvorfor Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om, at kravet på tilbagebetaling af afgift ikke var forældet.