Dato for udgivelse
19 Nov 2001 14:05
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31. august 2001
SKM-nummer
SKM2001.550.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1819-0872
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Aktier, anparter, andelsbeviser, salg af
Resumé

Beskatningen i Grønland af en bank kunne ikke anses for væsentlig lavere end beskatningen efter danske regler, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 a, uanset at der i Grønland blev indrømmet fradrag for udbetalt aktieudbytte.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 2 a


A A/S klager for indkomståret 1996 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt selvangiver fradrag for tab på aktier i B bank, Grønland.

Det er oplyst, at selskabets eneste aktivitet er investering i værdipapirer m.v.

Den 7. juni 1991 og den 20. februar 1992 købte selskabet i alt 1800 stk. aktier i B bank. Den 19.5.1995 solgte selskabet 150 stk. af disse aktier for 33.328 kr. Den 19.1.1996 købte selskabet 350 stk. aktier for 91.500 kr., den 2.2.1996 købte selskabet yderligere 500 stk. for 133.162 kr. og den 2.2.1996 200 stk. for 53.398 kr., hvorefter beholdningen udgjorde 2700 stk.

Den 22.4.1996 solgte selskabet alle disse aktier for 670.923 kr. Den 26.4.1996 købte selskabet 2800 stk. for 706.314 kr., og denne beholdning var i behold ved udgangen af året.

Den kommunale skatteadministration har fundet, at selskabets salg af aktier i B bank er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 a, idet der er henset til, at virksomheden i B bank overvejende er af finansiel karakter, samt til at det samlede afkast i virksomheden bliver beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler. Der er yderligere henvist til Skat Udland 1992.2, hvor der er taget stilling til, om det grønlandske skattesystem opfylder betingelserne efter selskabsskattelovens § 13, stk. 2. Avancen ved salg af de omhandlede aktier er herefter opgjort efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 6 til 107.441 kr.

Selskabets revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at aktierne i B bank ikke er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 a.

Det er til støtte herfor bl.a. anført, at et selskab som B bank – der bl.a. har Nationalbanken og Lønmodtagernes Dyrtidsfond blandt de 2.800 aktionærer - slet ikke er omfattet af den kreds af selskaber, der var tænkt på ved tilblivelsen af aktieavancebeskatningslovens § 2 a. Af forarbejderne fremgår det således, at bestemmelsen blev indført for at hindre at fuldt skattepligtige til Danmark undgik beskatning ved investering i investeringsselskaber i skattelylande gennem konvertering af renteindtægter mv. til skattefri aktieavancer. B bank er ikke et passivt selskab, men et aktivt erhvervsforetagende.

Videre er det anført, at betingelsen i § 2 a om, at det samlede afkast skal være beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler, ikke er opfyldt m.h.t. Grønland. Ved vurderingen af, om bankens indkomst er beskattet væsentligt lavere, bør der ses på beskatningen over flere år og ikke blot et enkelt indkomstår, jf. bemærkningerne i cirkulære nr. 136 af 7.11.1988 punkt 48. Ifølge årsregnskaberne for banken er der i årene 1996, 1997 og 1998 udgiftsført selskabsskat med henholdsvis 18.680 t.kr., 1.458 t.kr. og 7.806 t.kr., hvilket indikerer, at der er betalt en ikke uvæsentlig selskabsskat. Hertil kommer, at beskatningen af det samlede afkast ikke er beskattet væsentligt lavere, selv når der tages højde for fradragsretten for udbytter. Revisoren har herved henvist til forskellige regneeksempler, hvoraf fremgår, at den samlede beskatning – dvs. af udbytte og selskabsskat – i visse tilfælde er større, når datterselskabet er beliggende i Grønland end i Danmark.

Revisoren har særligt anført, at ifølge cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 kunne en effektiv skatteprocent på 30 – 35 godkendes på et tidspunkt, hvor selskabsskatten i Danmark var 50 %. Da skatteprocenten i Danmark i 1996 var 34 %, bør en effektiv beskatning i Grønland på 20 – 25 % kunne godkendes.

Det forekommer ikke indlysende, at afkastet af B bankaktier bliver beskattet væsentligt lavere end afkast af aktier i danske selskaber. I cirkulære til aktieavancebeskatningsloven nr. 137 af 19. juli 1994 er det i pkt. 7.3. er anført nogle tilfælde, hvor udenlandske aktier i "lavskattelande" alligevel ikke er omfattet af § 2 a. Det er bl.a. tilfældet, hvis selskabet fører en udbyttepolitik, der medfører, at der ikke akkumuleres overskud ud over, hvad der kræves til konsolidering, eller hvis aktionæren kan dokumentere, at han anser investeringen som lønsom, uden at lønsomheden hidrører fra en særlig lempelig beskatning i forhold til beskatning efter danske regler. Disse to eksempler må gælde for aktier i B bank.

Endelig er der henvist til Aage Michelsen, International Skatteret, p. 325, hvor det udtales, at det faktum, at selskaber i Grønland har fradrag for udbytter ikke har nogen betydning i relation til aktieavancebeskatningslovens § 2 a, men kun i relation til selskabsskattelovens § 13.

Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling for Landsskatteretten indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet, hvorved det er bemærket, at beskatningsgrundlaget i Grønland er væsentlig lavere som følge af, at der er fradragsret for udbetalt udbytte.

Landsskatteretten skal udtale:

Ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 2 a er som følger:

"Fortjeneste ved afståelse af aktier udstedt af selskaber m.v. der er eller har været hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, hvis det må antages,

1) at virksomheden i selskabet m.v. overvejende har været af finansiel karakter, og

2) at det samlede afkast heraf er beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler."

Af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 2 a – der blev indført i 1985 - fremgår bl.a. følgende:

"Det kunne være nærliggende at søge vejledning i reglerne vedrørende selskabsskattelovens § 13, stk. 3, om skattefritagelse for udbytter fra udenlandske datterselskaber. På den anden side er der væsentlige forskelle mellem det typiske moder-datterselskabsforhold og den typiske investering i udenlandske investeringsselskaber. … Modsat vil de investeringsselskaber, som dette lovforslag især retter sig mod, typisk vælge deres hjemsted således, at de enten direkte eller indirekte kan kanalisere indtægterne gennem et skattely-land på en sådan måde, at indkomsten ikke beskattes eller beskattes meget lavt. Det er endvidere karakteristisk for de omhandlede foretagender, at de er placeret i (eller modtager deres indtægter gennem) lande med meget stramme regler om bankhemmelighed etc. Det er derfor ikke sandsynligt, at den praksis, der har dannet sig efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3, kan danne grundlag for praksis efter lovforslagets regler…"

Landsskatteretten finder, at bankens virksomhed overvejende har været af finansiel karakter, idet der er tale om en bank.

Det bemærkes herefter, at banken er hjemmehørende i Grønland, og at det grønlandske selskabsskattesystem er således indrettet, at selskaber har ret til fradrag for udbetalt udbytte. Formålet med bestemmelsen er efter forarbejderne, at det tilsigtes at forhindre, at personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan undgå beskatning eller opnå en relativ lav beskatning ved investering i visse udenlandske investeringsselskaber, hvis indkomster beskattes relativt lavt eller slet ikke, og som herefter akkumulerer formue, der senere hjemtages som skattefri aktieavancer. Henset hertil og til det af revisoren i øvrigt anførte finder retten, at det samlede afkast af denne virksomhed ikke kan anses at være beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler. Det bemærkes herved, at et grønlandsk selskab ved udbetaling af udbytte – hvorefter selskabsskatten reduceres – dermed ikke kan akkumulere formue, der senere vil kunne hjemtages som skattefri aktieavance.

Der gives således medhold i den nedlagte påstand.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter