Dato for udgivelse
06 Dec 2001 11:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.598.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1611-0014
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Registrering, godtgørelse, afgift
Resumé

Et grusværk, der ved anlæg, der ansås for stationære, producerede el til eget forbrug, var berettiget til godtgørelse for afgift af olie forbrugt som motorbrændstof til elektricitetsfremstilling vedrørende den periode, hvor virksomheden var berettiget til registrering efter elafgiftsloven.

Reference(r)

Elafgiftsloven § 2, stk. 1


Klagen skyldes, at told- og skatteregionen ved afgørelse af 1. september 1999 ikke har anset A for berettiget til registrering efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, punkt a. Virksomheden er derfor ikke anset for berettiget til godtgørelse for olieafgift og CO2-afgift af olie i perioderne 1. januar 1995 til 31. december 1995 og 11. juni 1997 til 31. december 1998.

Det er oplyst, at virksomheden fremstiller grus til industrien (cementstøberier) fra afdelinger beliggende i henholdsvis X og Y. Virksomheden producerer elektricitet - der udelukkende bruges til drift af maskiner i grusgravene - på egne generatoranlæg. I X-afdelingen forefindes 3 anlæg med en kapacitet på henholdsvis 64 kW, 38 kW og 80 kW, som ikke er forbundne. Anlægget på 80 kW blev solgt i april 1998. I Y forefindes fra 1998 et anlæg på 200 kW. Det er overfor regionen oplyst, at 200 kW-anlægget bliver flyttet mellem de to afdelinger. Alle anlæg står på trailere med hjul. Trailerne er erhvervet brugte for ca. 10.000 kr. pr. stk. En eventuel flytning vil indebære nedtagning af sorteringsanlægget og indebære en udgift på ca. 50 – 60.000 kr.

Virksomheden har ikke foretaget målinger på, hvor meget de enkelte anlæg har produceret.

Det er videre oplyst, at virksomheden fra den 1. januar 1993 har været registreret efter elafgiftsloven.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse ikke anset virksomheden for berettiget til godtgørelse for olieafgift og CO2-afgift og for perioderne 1. januar 1995 - 31. december 1995 samt 11. juni 1997 - 31. december 1998 og følgelig forhøjet klagerens afgiftstilsvar med henholdsvis 59.010 kr. og 49.722 kr. Det er som begrundelse herfor anført, at virksomheden i perioden 1. januar 1995 - 31. december 1995 har været registreret efter elafgiftsloven, uanset virksomheden ikke havde et anlæg med en kapacitet over 150 kW, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, punkt a. Det er herved anført, at hvert enkelt anlæg eller forbundne anlæg under et skal opfylde denne kapacitetsgrænse. Det er videre anført, at virksomheden i perioden 11. juni 1997 - 31. december 1998 har været registreret efter elafgiftsloven, uanset anlæggene under 50 kW ikke kan anses for stationære og at producere kontinuerligt, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 2. Produktionen er ikke anset for kontinuerlig, da de enkelte anlæg i X ikke kører hver dag. Videre er det regionen opfattelse, at anlæggene ikke kan betegnes som stationære, når de står på hjul. Regionen har anset virksomheden for afgiftspligtig efter elafgiftsloven for anlægget på 200 kW og følgelig godkendt godtgørelse for forbrug vedrørende dette anlæg. På grundlag af målinger i april måned 1999 vedrørende 200 kW-anlægget har regionen foretaget en beregning af forbruget vedrørende dette anlæg på årsbasis. Sammenholdt med virksomhedens indkøb af olie i 1998 har regionen ikke anset det for sandsynligt, at nogle af de mindre anlæg har produceret over 50000 kW i denne periode. Regionen har således forhøjet virksomhedens tilsvar med tidligere godtgjort olie- og CO2-afgift vedrørende forbrug i 64 kW, 38 kW og 80 kW anlæggene, idet virksomheden for de anførte perioder ikke er anset for at opfylde betingelserne for registrering efter elafgiftsloven.

Regionen har for 1993 og 1994 undladt at foretage regulering under henvisning til, at disse forhøjelser må anses for helt eller delvist forældede.

For perioden 1. januar 1996 - 10. juni 1997 har regionen anset virksomheden for registreret efter elafgiftsloven for anlægget på 64 kW og anlægget på 80 kW i det omfang disse anlæg har produceret mere end 50.000 kW årligt.

Virksomheden har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at man for perioderne 1. januar 1995 – 31. december 1995 og 11. juni 1997 – 31. december 1998 er berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift.

Vedrørende perioden 1. januar 1995 - 31. december 1995 er det til støtte herfor gjort gældende, at regionen har accepteret registreringen og udstedt et bevis herfor. På baggrund heraf har virksomheden haft en berettiget forventning om, at blive beskattet efter reglerne i elafgiftsloven, uanset man ikke i denne periode havde forbundne anlæg og intet enkelt anlæg var over 150 kWh. Efter virksomhedens opfattelse bør den skete fejl bæres af staten. Med til billedet hører også, at virksomheden telefonisk fra regionen har fået oplyst, at det er den samlede kapacitet, der skal være over 150 kWh og ikke kapaciteten for hvert enkelt anlæg for sig eller forbundne anlæg. At disse krav var gældende, fremgår ej heller af den af Told- og Skattestyrelsen i februar 1996 udgivne vejledning om Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Vedrørende perioden 12. juni 1997 til den 31. december 1998 er det anført, at der ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 skete en udvidelse til fordel for virksomheder med små anlæg til elproduktion med bestemmelsen om, at stationære anlæg med en kontinuerlig elfremstilling er omfattet af afgiftspligten efter elafgiftsloven, når afgiften af den fremstillede elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter § 11. Af den i forbindelse med Folketingets behandling afgivne betænkning fremgår, at formålet med ændringen er at ligestille små og store elproducenter, og at lovens bagatelgrænse alene opretholdes for mobile anlæg og nødstrømsanlæg.

Det er gjort gældende, at virksomhedens anlæg ikke er omfattet af denne bagatelgrænse, idet disse må betegnes som stationære anlæg, ligesom betingelsen om kontinuerlig produktion er opfyldt. Regionen har ikke anset betingelsen for kontinuerlig produktion for opfyldt, dog uden nærmere at definere dette begreb. At begrebet skulle indebære en konstant elproduktion i alle årets 8760 timer har ingen mening set i relation til formålet med lovændringen om ligestilling mellem store og små anlæg. Den eneste operative definition af kontinuerlig produktion må være, at elproduktionen finder sted i takt med og som en integreret del af virksomhedernes produktion i øvrigt. Regionen har videre henvist til, at de omhandlede anlæg er mobile, fordi de står på hjul. Hertil er bemærket, at anlæggene aldrig er flyttet og heller ikke er opbygget med henblik herpå. At anlæggene står på hjul skyldes alene, at de er monteret i billigt indkøbte containere.

Sammenfattende er det gjort gældende, at den af regionen trufne afgørelse bør omgøres, således at beskatningen finder sted med udgangspunkt i elproduktionen og ikke den medgåede olie.

Landsskatteretten skal udtale:

Det kan lægges til grund, at den i sagen omhandlede olie er anvendt som motorbrændstof i virksomhedens generatoranlæg, der udelukkende har fremstillet elektricitet til drift af maskiner i dens grusgrave. Det kan videre lægges til grund, at samtlige generatoranlæg er placeret i containere påmonteret hjul.

Virksomheden er herefter som udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af olie- og CO2-afgiften af disse varer, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2, samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 og 4.

Imidlertid er der mulighed for godtgørelse af olieafgiften, såfremt der er tale om varer, der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales afgift efter elafgiftsloven, jf. olieafgiftslovens § 9, stk. 3, jf. stk. 2.

I henhold til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra a, er elektricitet fremstillet på produktionsanlæg, hvis kapacitet er mindre end 150 kW undtaget fra elafgiftspligten.Bestemmelsen blev indsat i § 2 den oprindelige elafgiftslov, jf. lov nr. 89 af 9. marts 1977, hvor kapacitetsgrænsen dog blev fastsat til mindre end 50 kW.

Ved § 3 i lov nr. 1101 af 20. december 1995 blev der med virkning fra den 1. januar 1996 i elafgiftslovens § 2, stk. 2, indsat følgende bestemmelse:

”Uanset bestemmelsen i stk. 1, litra a, bestemmer de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning, at elektricitet, der fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, er omfattet af afgiftspligten efter denne lov, når afgiften af den fremstillede elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter § 11.”

Af de almindelige bemærkninger fremgår, at en række virksomheder, der benytter generatorer med den anførte kapacitet får mulighed for at betale afgift efter de samme regler som de større elproducenter. Af de særlige bemærkninger fremgår bl.a., at der har været eksempler på, at momsregistrerede virksomheder benytter generatorer under 150 kW, eksempelvis grusgrave, og udelukkende fremstiller elektricitet til eget brug i virksomheden. For at give disse virksomheder mulighed for at blive ligestillet med virksomheder, der får strøm fra større anlæg, foreslås det, at disse anlæg også kan betragtes som et elværk, dvs. at der betales afgiften af elektriciteten, mens der ikke er afgift på brændslet. Videre fremgår, at det foreslås, at der bliver tale om et tilbud, så ejeren af mindre anlæg kan fortsætte med de nuværende regler, hvis de ikke ønsker at lade sig registrere som elværk. Af administrative grunde foreslås det, at der fastholdes en minimumsgrænse på 50 kW eller en årlig produktion på mindst 50.000 kWh svarende til fuld udnyttelse af et 50 kW anlæg i mindst 1000 timer eller på godt og vel forbruget i 10 parcelhuse.

Ved§ 4 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev elafgiftslovens § 2, stk. 2, med virkning fra den 12. juni 1997 ændret således:

”Uanset bestemmelsen i stk. 1, litra a, bestemmer de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning, at elektricitet, der enten fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, eller på stationære anlæg med en kontinuerlig fremstilling af elektricitet, er omfattet af afgiftspligten efter denne lov, når afgiften af den fremstillede elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter § 11.”

Af bemærkningerne (jf. betænkning afgivet af Skatteudvalget den 27. maj 1997 til L 218) fremgår følgende:

”Ved ændringen kan momsregistrerede virksomheder få sidestillet små og store kraftvarmeværker. Af administrative grunde fastholdes bagatelgrænsen for mobile anlæg og nødstrømsanlæg.”

For så vidt angår perioden 1. januar 1995 – 31. december 1995 finder Landsskatteretten, at virksomhedens anlæg med rette er anset for undtaget fra afgiftspligten i medfør af elafgiftslovens § 2 (dagældende). Retten har herved henset til, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne hertil forefindes hjemmel til at foretage opgørelse af kapaciteten på grundlag af den samlede kapacitet af virksomhedens enkelte anlæg. Det er således med rette at virksomheden ikke er anset for berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2 samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 og 4. Da retten videre finder, at told- og skatteregionens manglende nægtelse af registrering ikke kan anses for en tilkendegivelse omfattet af forventningsprincippet, vil den påklagede afgørelse for denne periode herefter være at stadfæste.

Vedrørende perioden 11. juni 1997 – 31. december 1998 finder Landsskatteretten, at virksomheden er afgiftspligtig i medfør af elafgiftslovens § 2, stk. 2, vedrørende de i sagen omhandlede anlæg. Retten har herved fundet, at disse anlæg må anses for stationære samt, at der foreligger kontinuerlig fremstilling af elektricitet. Det er tillagt vægt, at de pågældende anlæg ikke uden afholdelse af væsentlige omkostninger kan flyttes samt, at disse udgør den eneste tilgængelige energikilde og således anvendes i det omfang der produktionsmæssigt er behov herfor. Den påklagede afgørelse vil for denne periode være at ændre i overensstemmelse hermed.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter