RIM bør, både før, under og efter konkursbehandlingen af en virksomhed, være opmærksom på, om stifteren eller de personer, der er involveret i driften af en virksomhed og likvidationen af denne, overholder de forpligtelser, de har efter lovgivningen.

Hvis det efter RIMs opfattelse ikke er tilfældet, bør RIM vurdere, om den skal prøve at foranledige, at de ansvarlige pålægges et erstatningsansvar. Blandt de personer, det kan komme på tale at rejse et erstatningsansvar over for, kan nævnes stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer i selskaber, rekonstruktøren i en rekonstruktionsbehandling, kurator i et konkursbo med flere.

Nedenfor i afsnit H.3.17.1 - H.3.17.4 gennemgås eksempler på tilfælde, hvor det kan være aktuelt at anlægge erstatningssag. Eksemplerne er således ikke udtømmende, men skal blot opfattes som en vejledning.

Hvis et selskab eller en forening er blevet opløst, og formuen fordelt mellem aktionærerne eller anpartshaverne (medlemmerne), og der ikke er afsat tilstrækkeligt beløb til den skat, der påhviler selskabet (foreningen), hæfter aktionærerne (medlemmerne) og likvidator solidarisk for denne skat, jf. SEL § 33. Hvis der ikke er valgt eller beskikket nogen likvidator, kan hæftelsen tillige gøres gældende over for bestyrelsen. Den enkelte aktionær (det enkelte medlem) hæfter dog kun for det beløb, som denne har modtaget, og likvidator hæfter kun for summen af de beløb, der er udloddet.

Bestemmelsen er primært tiltænkt den situation, hvor udlodning er foretaget, efter at et selskab er trådt i likvidation. Domstolene har tilsyneladende accepteret, at der kan være afvigelse mellem udlodningstidspunktet og opløsningstidspunktet. I UfR 1973, 865 ØLD, fastslog landsretten, at SEL § 33 kun kunne bruges i de tilfælde, hvor det pågældende selskab var opløst. I samme sagskompleks fandt landsretten i UfR 1973, 399 ØLK, at samme selskab kunne begæres konkurs for på den måde at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne. Selv om selskabet intet ejede og ikke havde drevet virksomhed i en årrække, havde RIM en retlig interesse i at få selskabet erklæret konkurs.

Herudover vil der være mulighed for at rejse erstatningsansvar over for selskabets ledelse, hvis der er tale om grove tilfælde af tømning af selskabets formue ved at udlodde til aktionærerne kombineret med, at selskabet er ophørt med sin drift, selv uden, at selskabet er likvideret formelt. Det er i sådanne sager en betingelse, at der er lidt et tab. Dette krav er imidlertid ikke ensbetydende med, at en erstatningssag først kan rejses på det tidspunkt, hvor en konkursbehandling af selskabet er afsluttet. Så snart, det godtgøres, at SKAT har lidt et et tab, kan erstatningssagen anlægges.

Et kapitalselskabs stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer m.fl. er erstatningsansvarlige for den skade, som de forsætligt eller uagtsomt har påført et selskab.

Stiftere og medlemmer af ledelsen samt vurderingsmænd, ejerbogsførere og granskningsmænd, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kapitalselskabet skade, er pligtige til at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand, jf. selskabslovens § 361, stk. 1 og 2.

Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, som revisionen er overdraget til, erstatningsansvarlige, jf. stk. 3.

En kapitalejer skal erstatte tab, som den pågældende forsætligt eller groft uagtsomt har tilføjet selskabet, andre kapitalejere eller tredjemand, jf. selskabslovens § 362, stk. 1.Hvis en kapitalejer forsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre kapitalejere, kapitalselskabets kreditorer eller andre tredjemænd et tab og der i øvrigt er fare for fortsat misbrug, kan retten tilpligte den skadevoldende kapitalejer at indløse den skadelidende kapitalejers kapitalandele til en pris, som fastsættes under hensyntagen til selskabets økonomiske stilling og til, hvad der efter omstændighederne i øvrigt findes rimeligt, jf. stk. 2. Hvis en kapitalejer forsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre kapitalejere eller tredjemand et tab og der i øvrigt er fare for fortsat misbrug, kan retten tilpligte en skadevoldende kapitalejer at sælge sine kapitalandele til de øvrige kapitalejere eller selskabet til en pris, som fastsættes under hensyntagen til selskabets økonomiske stilling og til, hvad der efter omstændighederne i øvrigt findes rimeligt, jf. stk. 3.

I en utrykt dom afsagt af 27. februar 1998 idømte Vestre Landsret medlemmer af en bestyrelse og direktion erstatningsansvar efter den daværende aktieselskabslovs § 140 for det tab, som de havde påført selskabet ved at havde været med til at sælge selskabets ejendom til langt under vurderingsprisen til et selskab, som nogle af medlemmerne ejede. Bestemmelsen kan også anses for at være et supplement til omstødelsesreglerne, da den lavere salgspris også indebar et omstødeligt gavemoment efter KL § 64, jf. afsnit E.3.12.4.

Der er nogle forskelle mellem omstødelsessøgsmål og erstatningssøgsmål. Ved erstatningssøgsmål dækker erstatningskravet boets samlede tab, og resultatet afhænger af en subjektiv vurdering af skadevolderens opførsel. Samtidig er sådanne søgsmål ikke omfattet af tidsfristen KL § 81, der alene gælder anlæg af omstødelsessager. Ved omstødelse opgøres boets krav alene til den begunstigedes berigelse, som denne skal fralægge sig, jf. KL § 75. KL § 64, stk. 1, bestemmer, at omstødelsen kan gennemføres på et objektivt grundlag, og efter KL § 64, stk. 2, skal der alene føres et solvensbevis. Se mere om erstatning for culpøse handlinger i afsnit E.3.17.3.

En kreditor, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, der er rettet direkte mod kreditor og ikke blot er en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod det senere konkursramte selskab, vil efter disse regler kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.

Kreditorer kan således vælge selv at rejse et erstatningskrav over for eksempelvis et bestyrelsesmedlem eller direktøren - fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden går et eventuelt omstødelsesbeløb til boet og dermed til alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen, hvorimod et erstatningskrav, som en forfordelt kreditor måtte få dom for, går til denne kreditor, der heller ikke er bundet af fristen i KL § 81, som kun gælder omstødelsessager.

Efter selskabslovens § 194, stk. 1, skal udbetalinger til kapitalejere i strid med bestemmelserne i selskabsloven tilbagebetales sammen med renter efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, og et tillæg på 2 pct. Ulovligt udbetalt udbytte skal dog alene tilbagebetales efter denne regel, hvis kapitalejeren indså eller burde have indset udbetalingens ulovlighed.

Hvis beløbet ikke kan inddrives, eller hvis kapitalejeren ikke har tilbagebetalingspligt vedrørende udbytte modtaget i god tro, er de, som har medvirket til beslutningen om udbetalingen eller gennemførelsen af denne eller til opstillingen eller godkendelsen af den urigtige regnskabsopgørelse, ansvarlige efter de almindelige erstatningsregler, jf. selskabslovens § 194, stk. 2.

Er fx et anpartsselskab solgt som "skuffeselskab", hvor kapitalen ikke længere er til stede ("rullende kapital"), kan de involverede personer blive erstatningsanssvarlige efter selskabslovens § 194, stk. 2. I en dom afsagt af 1. afdeling i Vestre Landsret den 16. august 2001 (B-1632-00) deltog en formidler i et salg af et anpartsselskab, der ikke havde nogen anpartskapital. Landsretten anså forholdet for omfattet af den daværende anpartsselskabslovs § 44, idet selskabets midler ulovligt var uddelt til anpartshaveren, der senere solgte selskabet. Der var ikke muligt at inddrive kravet hos sælgeren af anparterne. Landsretten statuerede, at den nære sammenhæng mellem salget af anparterne og sælgerens udtagelse af anpartskapitalen medførte, at formidleren for sin medvirken ved overdragelsen af det tømte selskab var erstatningsansvarlig over for selskabet for tabet svarende til anpartskapitalen, jf. daværende anpartsselskabslovs § 48, stk. 2, der svarer til selskabslovens § 194, stk. 2.

Hvis et kapitalselskab har ydet økonomisk bistand i strid med forbuddet i selskabslovens § 206 mod, at et kapitalselskab direkte eller indirekte stiller midler til rådighed, yder lån eller stiller sikkerhed for tredjemands erhvervelse af kapitalandele i selskabet eller i dets moderselskab, eller forbuddet i selskabslovens § 210 mod, at et kapitalselskab direkte eller indirekte stiller midler til rådighed, yder lån eller stiller sikkerhed for kapitalejere eller ledelsen i selskabet eller dets moderselskab eller et andet selskab, der har bestemmende indflydelse over selskabet, skal beløbet tilbageføres til selskabet sammen med renter efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2, og et tillæg på 2 pct., medmindre højere rente er aftalt. Se selskabslovens § 215, stk. 1.

Kan tilbagebetaling ikke ske, eller kan aftaler om anden økonomisk bistand ikke bringes til ophør, indestår de personer, der har truffet aftale om eller opretholdt dispositioner i strid med §§ 206 og 210 for det tab, som kapitalselskabet måtte blive påført, jf. selskabslovens § 215, stk. 2.

En sikkerhedsstillelse ydet i strid med §§ 206 og 210 er bindende for selskabet, hvis aftaleparten ikke havde kendskab til, at sikkerheden var stillet i strid med disse bestemmelser, jf. selskabslovens § 215, stk. 3.

Hvis det ulovlige lån ikke kan inddrives hos aktionæren eller anpartshaveren, bør det undersøges, om der er mulighed for at beskatte aktionæren eller anpartshaveren personligt ved at betragte disse lån som modtaget udbytte eller udbetalt løn. Et aktionær- eller anpartshaverlån kan også forekomme i selskaber, der opløses af skifteretten uden egentlig konkursbehandling, og i selskaber, hvis bo sluttes efter KL § 143 på første skiftesamling. RIM skal derfor i sådanne sager være opmærksom på disse ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån.

Om RIMs forholdsregler i forbindelse med tvangsopløsning af selskaber henvises til afsnit H.3.21.

I en række tilfælde kan dispositioner foretaget i selskaber eller andre virksomhedsformer påføre SKAT et tab, som herefter skal søges dækket ind gennem erstatningssager mod den eller de ansvarlige.

Det er muligt at få pålagt ledelsen i et selskab erstatningsansvar for drift af virksomhed, der medfører et tab for kreditorerne. I UfR 1999, 591 HD, videreførte en direktør og eneanpartshaver i et selskab sit bilfirma, selv om selskabet i to år før konkursen var insolvent. I de 2 regnskabsår havde selskabet et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen i det 3. regnskabsår var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der ikke var mulighed for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende nye biler, der blev solgt i de 2 sidste måneder før konkursen. Direktøren blev derfor pålagt at erstatte det tab, der herved var blevet påført SKAT.

Herudover er der (i stedet for omstødelse, jf. afsnit H.3.12) mulighed for at føre erstatningssager mod ledelsen, hvis der fra et insolvent selskab er overdraget aktiver (fx selve aktiviteten), uden at SKATs krav er blevet  indfriet. I Vestre Landsrets dom af 1. februar 2001 (11. afdeling, B-1657-99) pålagde landsretten bestyrelsen i et sådant selskab ansvar for det tab, som på den måde var påført SKAT ved, at salgsprovenuet  ikke kom myndigheden til gode i overensstemmelse med den insolvensretlige regel om ligelig fordeling af et insolvent selskabs midler mellem kreditorerne. Se også SKM2008.186.ØLR, hvor Østre Landsret fastslog erstatningsansvar for bestyrelse og direktør samt omstødelse i forhold til direktør i forbindelse med salg af et insolvent selskabs samlede aktiviteter og aktiver til et nærtstående selskab.

Se også UfR 1989, 812 HD, hvor Højesteret dømte et selskabs bestyrelse til at erstatte det tab, som kreditor havde lidt, fordi aktiverne ikke var fordelt ligeligt, ved at selskabets aktiver var afhændet, mod at køberen skulle overtage en del af gælden.

I SKM2007.511.HR har Højesteret ligeledes fastslået, at ledelsen i et insolvent selskab havde pådraget sig et erstatningsansvar over for SKAT ved under selskabets afviklingsperiode ikke at have sikret en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt kreditorerne. Ledelsen var bekendt med et af ToldSkat rejst told- og afgiftskrav på ca. 30 mio. kr., og selv om kravet blev påklaget, burde ledelsen ikke have disponeret, som om kravet ikke bestod. Modsat Østre Landsret fandt Højesteret, at to senere indtrådte bestyrelsesmedlemmer ligeledes havde pådraget sig et erstatningsansvar for et skønsmæssigt fastsat mindre beløb. Højesteret fandt, at disse bestyrelsesmedlemmer burde have grebet ind, så snart de efter deres indtræden blev eller burde være blevet opmærksomme på, at selskabet blev afviklet, uden at der blev sikret en ligelig fordeling af selskabets aktiver blandt selskabets kreditorer.

I UfR 1998, 1137 HD blev medlemmer af en bestyrelse for en professionel fodboldklub anset for at være erstatningsansvarlige for det tab, kreditorerne led ved, at selskabet fortsatte sin drift, selv om bestyrelsen vidste, at selskabets regnskab udviste et underskud på 350.000 kr., og at dets kapital var tabt. Højesteret udtalte, at beslutningen om at fortsætte driften var uforsvarlig. I sagen lagde konkursboet bl.a. vægt på, at bestyrelsen havde tilsidesat sin pligt til at indkalde generalforsamlingen og træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder eventuelt at opløse selskabet, da selskabet havde tabt halvdelen af sin aktiekapital, jf. daværende aktieselskabslovs § 69a, nu selskabslovens § 119.

Yderligere vedrørende bedømmelsen af, om der er grundlag for at kræve erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler i afnit M.2.2

I lighed med, hvad der gælder for en beskikket rekonstruktør under en rekonstruktionsbehandling, er også kurator ansvarlig over for boet og over for enkeltpersoner i medfør af de almindelige erstatningsregler, jf. KL § 110.

I UfR 1961, 636 ØLD, blev en dommer og en kurator pålagt at erstatte en kreditors tab, da dennes krav ved en fejl ikke var taget med i boopgørelsen. Kreditors krav var anmeldt i boet og prøvet på skiftesamligen, men først efter, at ankefristen var udløbet, blev kreditor opmærksom på, at han ikke havde modtaget dividende.

Hvis en beskikket rekonstruktør under en rekonstruktionsbehandling ikke overholder de forpligtelser, rekonstruktøren har efter KL § 12, og rekonstruktøren dermed forvolder et tab, kan han pådrage sig et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsregler. Ansvaret kan pådrages både over for boet og over for kreditorerne. I UfR 1984, 363 HD, blev en advokat, der var beskikket som tilsyn under en betalingsstandsning efter de dagældende regler, således pålagt erstatningsansvar, da advokaten ikke rettidigt fik indgivet konkursbegæring for at fastholde den oprindelige fristdag. Den oprindelige fristdag bortfaldt derfor, og et ellers omstødeligt udlæg kunne herefter ikke omstødes.

Giver et konkursbo kun delvis dækning til de fortrinsberettigede krav, bør det således overvejes, om der er baggrund for at rejse erstatningssag mod rekonstruktøren, hvis der før konkursen var en rekonstruktionsbehandling.

Også andre end rekonstruktøren kan pålægges erstatningsansvar for deres optræden under rekonstruktionsbehandlingen. I UfR 1980, 774 blev en advokat, der under sin klients betalingsstandsning efter de dagældende regler havde udbetalt et salær til klientens ejendomsmægler, pålagt at erstatte boet dets tab svarende til salæret. Salæret var en gæld fra tiden før betalingsstandsningen.

Det er boets kurator, der træffer beslutning om, hvorvidt der på boets vegne skal anlægges erstatningssag.

De enkelte kreditorer, herunder SKAT, kan også anlægge et erstatningssøgsmål, hvis selskabets aktionær, anpartshaver, bestyrelsesmedlem eller direktion direkte har påført SKAT et selvstændigt tab. Det er dog en forudsætning, at de øvrige kreditorer ikke har lidt noget tab eller alene har lidt uvæsentlige tab i forhold til SKAT. RIM kan dog ikke kræve erstatning for sit tab, hvis kurator på selskabets vegne samtidig for konkursboet fører en erstatningsag, der omfatter alle kreditorer.

Beslutning om at anlægge retssag efter selskabslovens §§ 361 og 362 træffes i tilfælde af konkurs af konkursboet, jf. selskabslovens § 364, stk. 4. Er selskabet ikke erklæret konkurs, er det generalforsamlingen, der beslutter, om erstatningssag skal anlægges, jf. selskabslovens § 364, stk. 1. Efter bestemmelsen kan generalforsamlingen også undlade at rejse en erstatningssag, ligesom den kan meddele skadevolderen frihed for ansvar. Disse beslutninger kan et eventuelt senere konkursbo se bort fra, hvis fristdagen indtræder senest 24 måneder efter dagen for den generalforsamling, der har givet ansvarsfrihed eller undladt at rejse en erstatningssag.

Hvis kurator opgiver et muligt krav, uden at der er opnået forlig, og RIM mener, at kravet bør forfølges, hjemler KL § 137 mulighed for myndigheden til på egen hånd at anlægge erstatningssag. Det forudsætter dog, at skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators beslutning anmodes om at fastsætte en frist, hvor en erstatningssag kan anlægges. RIM kan anmode skifteretten herom.