Der er mulighed for at omstøde betaling af gæld, der er sket senere end 3 måneder før fristdagen. Bestemmelsen findes i KL § 67 og kan anvendes i følgende tilfælde:

  1. Hvis betalingen er sket med usædvanlige betalingsmidler, jf. KL § 67, stk. 1, 1. led.
  2. Hvis betalingen er sket før normal betalingstid, jf. KL § 67, stk. 1, 2. led.
  3. Hvis betalingen er sket med beløb, som afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne, jf. KL § 67, stk. 1, 3. led.

Usædvanlige betalingsmidler
Penge vil som hovedregel aldrig blive anset for at være et usædvanligt betalingsmiddel. Af den foreliggende retspraksis fremgår, at vareleverancer som udgangspunkt vil blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel medmindre parterne handlede med sådanne varer, eller skyldneren tidligere har leveret sådanne varer til kreditor. Hvis omstændighederne tyder på, at leveringen er sket med det formål at skaffe kreditor dækning, vil også sådanne vareleverancer være omstødelige efter § 67. Tilbagelevering af det solgte, hvor der ikke er taget et gyldigt ejendomsforbehold, vil også blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel, og det samme gælder normalt betaling med fordringer, navnlig hvis en uforfalden fordring overdrages til eje for at udligne en eksisterende gæld.

Betaling før normal betalingstid
Ved normal betalingstid forstås det tidspunkt, som efter aftalens indhold og forudsætninger samt parternes forhold og sædvaner ville have været det normale, hvis skyldneren ikke var kommet i økonomiske vanskeligheder. Eventuelle løbedage udsætter tidspunktet, selv om gælden er forfalden.

At skyldneren har betalt før normal betalingstid, er dog ikke tilstrækkeligt til at kunne omstøde betalingen, hvis der føres bevis for, at skyldner også kunne have betalt på forfaldstidspunktet. I UfR 1999, 1587 HD, ville Højesterets flertal ikke omstøde en sådan betaling, da den begunstigede således ikke havde opnået en berigelse.

Betaling med beløb, der afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne
Beløbets størrelse skal betragtes i forhold til skyldnerens situation, og det skal umiddelbart være klart, at skyldnerens mulighed for at videreføre virksomheden i afgørende grad er blevet forringet. Vurderingen er relativ. Jo nærmere en virksomhed er sin afvikling, jo mere må betalingens størrelse sammenholdes med aktivmassen. Det udelukker ikke omstødelse efter § 67, at der allerede før betalingen er en væsentlig underbalance i virksomheden. Væsentlige bevægelser på en kassekredit kan også indicere en afgørende forringelse af betalingsevnen. Det kræves, at betalingen, sammenholdt med virksomhedens øvrige ind- og udbetalinger, springer i øjnene, og dernæst kræves, med udgangspunkt i tidspunktet for betalingen, at betalingen havde en sådan størrelse, at den afgørende påvirkede muligheden for at betale andre større kreditorer, både fremtidige og nutidige. Flere betalinger til samme kreditor betragtes ifølge retspraksis samlet for så vidt angår den "forringende effekt" - spørgsmålet, om betalingen var "ordinær", afgøres dog særskilt for hver enkelt betaling.

Betalingen skal i alle tilfælde tillige have været ekstraordinær
Det er yderligere en betingelse for omstødelse, at betalingen ikke var ordinær, dvs. var et led i skyldnerens normale betalingsmønster. En betaling er ekstraordinær, hvis den er udløst af konkurstruslen, dvs. at den ville være foretaget på anden vis, hvis skyldneren ikke havde befundet sig i økonomiske vanskeligheder. Bevisbyrden for, at betalingen var ordinær, påhviler beløbsmodtageren. Sædvanlige driftsrelaterede betalinger i "vanlig rutine" vil normalt blive anset for at være ordinære betalinger. Det drejer sig fx om betaling af udgifter til råvarer, husleje, forpagtningsafgift, løn, sædvanlige afdrag på virksomhedsrelaterede lån samt skatter, herunder indeholdt A-skat, og afgifter. Se til eksempel Vestre Landsrets afgørelse i SKM2009.436.VLR om betaling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for december 2006 på sidste rettidige betalingsdag den 17. januar 2007. Byretten fandt, at betalingen afgørende forringede selskabets betalingsevne og reelt umuliggjorde gennemførelsen af en påtænkt moratorie- eller akkordordning, ligesom den fandt, at betalingen ikke fremtrådte som ordinær, hvorfor betalingen fandtes omstødelig efter KL § 67. Landsretten henviste til, at betalingen den 17. januar 2007 var sket på sidste rettidige betalingsdag for de indeholdte AM-bidrag/A-skatter for december 2006. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der med SKAT var aftalt senere betaling, og betalingen skete således efter landsrettens opfattelse ikke før normal betalingstid. Landsretten frifandt derfor SKAT for omstødelseskravet.

Hvis kravet har været forfaldet i længere tid, tenderer betalingen mod at være ekstraordinær. Af retspraksis kan formentlig forsigtigt udledes, at betaling af et krav, der har været forfaldet til betaling i et halvt år eller mere, i reglen vil være en ekstraordinær betaling. Konkrete omstændigheder kan dog medføre, at også betaling af krav, der har været forfaldne i kortere tid, må anses som ekstraordinære. Hvis det i længere tid forfaldne krav betales i henhold til en betalingsaftale, kan betalingen alligevel være ordinær, men det må da kræves, at aftalen er indgået (lang tid) før omstødelsesfristen, og at betalingsaftalen overholdes, således at en fast betalingsrutine er etableret.

Betalinger til RIM vil således ikke kunne omstødes, hvis det godtgøres, at RIM hverken havde eller burde have haft kendskab til skyldnerens økonomiske stilling, jf. eventuelt dommen i TfS 1999, 884 (byretsdom) og TfS 2001, 913 VLD.

Østre Landsret har i en sag afgjort, at momsindbetalinger til det daværende toldvæsen, som var foretaget i forlængelse af en aftalt betalingsordning under en udlægsforretning, ikke kunne omstødes, jf. dom afsagt af Østre Landsrets 14. afdeling af 25. november 1983, journalnummer 36/1982. I sagen havde Toldvæsenet i perioden forud for betalingsstandsningen foretaget 2 udlæg, der for begges vedkommede blev udlignet. En tidligere aftalt afdragsordning blev også overholdt. På dagen, men inden mødet med fogeden til den 3. udlægsforretning, betalte selskabet renter og gebyrer, mens selskabet under selve udlægsforretningen aftalte en ny afdragsordning. Under forretningens foretagelse blev toldvæsenet oplyst om selskabets midlertidige betalingsvanskeligheder. Første afdrag blev betalt, og herefter stod det klart, at selskabet ikke kunne videreføre sin virksomhed. Betalingerne blev ikke omstødt, da det først senere stod klart, at selskabet ikke kunne videreføres. Betalingerne måtte i øvrigt anses som ordinære, da de var erlagt i forlængelse af løbende betalingsordninger som normalt led i toldvæsenets forvaltning som opkrævningsmyndighed. Betingelserne for omstødelse efter KL §§ 67 og 74 ansås derfor ikke for opfyldt.

En myndigheds konvertering af en lønindeholdelse til en afdragsordning med betaling af beløb svarende til det lønindeholdte blev ikke omstødt efter KL § 74, jf. TfS 1996, 304 (byretsafgørelse). Se nærmere om dommen afsnit H.3.12.13.

Af andre domme vedrørende de løbende betalingsordninger kan henvises til TfS 1994, 764 ØLD. I sagen blev der foretaget udlæg for en afgiftsrestance og efterfølgende aftalt en afdragsordning med 5 betalinger vedrørende restancen og den løbende moms og A-skat, i alt 1.500.000 kr. Landsretten anså de 5 betalinger som selvstændige indbetalinger og afviste krav om omstødelse efter KL § 67, stk. 1. Retten lagde vægt på, at betalingerne i henhold til afdragsordningerne var aftalt som led i det nuværende SKAT´s virksomhed med opkrævning af skatter- og afgifter. Endvidere lagde retten vægt på, at restancerne ikke var opstået igennem længere tid, og at skyldnerens virksomhed blev betragtet som sund og levedygtig.

Er betalingen sket til fordel for skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved betalingen, jf. KL § 67, stk. 2.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter