Uden for konkursloven findes der enkelte love, der indeholder bestemmelser, som har samme virkning som omstødelsesbestemmelserne i konkursloven. Som tidligere nævnt har konkursen ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget.

Herudover kan der være tale om dispositioner, der efter de almindelige obligationsretlige regler ikke kan gøres gældende over for konkursboet. I de tilfælde, hvor konkursloven ikke finder anvendelse på en given disposition, kan der således være andre muligheder for at få dispositionen omstødt eller på anden måde underkendt.

Bestemmelser med samme virkning som omstødelse findes i lov om ægteskabets retsvirkninger, selskabsloven samt i lov om forsikringsaftaler.

Ydermere er det i visse situationer muligt at gennemføre erstatningssager mod virksomhedens ansvarlige personer, hvis de ved deres dispositioner culpøst har påført SKAT et tab. Disse sager kan dog ikke gennemføres som et supplement til omstødelse, men alene som et alternativ. Se mere om erstatning i afsnit H.3.17.

Har den ene ægtefælle ved ægtepagt givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som på overdragelsestidspunktet havde et krav mod overdrageren, rette kravet mod modtageren, hvis det ikke er muligt at få fuld dækning hos overdrageren, jf. § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Kravet mod modtageren kan dog ikke overstige værdien af gaven. Endvidere er det en betingelse, at kreditors krav er stiftet, før gaven blev givet.

Omstødelse er dog udelukket, hvis ægtefællen beviser, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser med. Sædvanlige lejlighedsgaver antages ikke at kunne omstødes i de her foreliggende tilfælde. Om en gave kan karakteriseres som lejlighedsgave, beror på en vurdering af gavens værdi, der ikke må stå i misforhold til giverens økonomi.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter ikke, at der er afsagt konkursdekret. Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist, og den stiller heller ikke særlige krav til kreditors bevis for, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var insolvent.

Hvis en forsikringstager går konkurs, og kan det fastslås, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen har indbetalt et efter hans formuetilstand på indbetalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb i præmie på en livsforsikring, kan konkursboet forlange, at det for meget betalte skal betales tilbage til boet, jf. § 117 i lov om forsikringsaftaler. Se fx UfR 2001, 1914 VLD, hvor en indbetaling af 246.716 kr. ud af en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 326.000 kr. blev anset som uforholdsmæssig stor.

Det er dog en betingelse, at beløbet kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller af fripolicens kapitalværdi. Tilbagekøbsværdien er den værdi, forsikringstageren kan kræve tilbagebetalt, hvis forsikringstageren ifølge policen kan kræve en kontant godtgørelse for præmieindbetalingen, når han holder op med at indbetale på forsikringen.

I UfR 1997, 1096 VLD, havde en skyldner indbetalt 950.000 kr på 3 forskellige livsforsikringer over en periode på 3 år før sin konkurs. Boet ønskede at omstøde indbetalingerne i henhold til forsikringernes samlede tilbagekøbsværdi, men landsretten fastslog, at der kun kunne ske omstødelse, hvis beløbet kunne udredes af de enkelte forsikringers tilbagekøbsværdi.

Medlemmer af et kapitalselskabs ledelse kan lønnes med fast eller variabelt vederlag. Vederlaget må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, samt hvad der må anses for forsvarligt i forhold til kapitalselskabets og, i moderselskaber, koncernens økonomiske stilling. Se selskabslovens § 138, stk. 1.

I tilfælde af et kapitalselskabs konkurs skal medlemmer af ledelsen, selv om de har været i god tro, tilbagebetale, hvad de i de sidste 5 år før fristdagen har oppebåret i variabelt vederlag, forudsat at kapitalselskabet var insolvent, da det variable vederlag blev fastsat. Se selskabslovens § 138, stk. 2.

Hvis en disposition er ugyldig, skal konkursboet, lige så lidt som skyldneren selv, respektere dispositionen.

Som eksempler på ugyldighedsgrunde kan nævnes svig, tvang og manglende ægtepagt ved gaver mellem ægtefæller.

Blandt andre dispositioner, som kreditorerne ikke skal respektere, kan nævnes proformadispositioner. Proforma har ikke virkning mellem parterne, og derfor heller ikke over for parternes kreditorer. 3. mand kan dog støtte ret på en proformaaftale, hvis denne har indgået aftale i tillid til proformaaftalen, jf. aftalelovens § 34.

I vurderingen af, om der foreligger en proformaaftale, kan der fx lægges vægt på de faktiske forhold i forbindelse med dispositionen. Som eksempel kan nævnes UfR 1992, 245 VLK, hvor en far købte sønnens kvægbesætning, men lod besætningen blive på ejendommen. Købesummen blev brugt til at indfri et lån, som faderen havde kautioneret for. Dispositionen blev anset for foretaget for at give faderen sikkerhed i sønnens besætning for tilbagebetaling af købesummen, idet der reelt forelå en pantsætning af besætningen til sikkerhed for et lån (købesummen) til sønnen. Med da sikringsakten for underpant i løsøre (tinglysning) ikke var iagttaget, nød pantsætningen ingen beskyttelse over for sønnens kreditorer.