OPKL § 10, jf. § 1, giver en generel regel om den indeholdelsespligtiges hæftelse for skatter og afgifter m.v. Se nærmere herom i afsnit D.1.4.2.2 og D.1.4.2.3.

SEL § 33 indeholder en hæftelsesregel for aktionærer, foreningsmedlemmer, likvidatorer eller bestyrelsesmedlemmer. Der er mulighed for at gøre hæftelse gældende i situationer, hvor et selskab eller en forening m.v. opløses og formuen udloddes til aktionærerne eller medlemmerne, uden der forinden er blevet afsat tilstrækkelige midler til dækning til de indkomstskatter, der påhvilede selskabet eller foreningen. Se yderligere herom i afsnit H. Reglerne i SEL § 33 A har til formål at hindre selskabstømning. Se også TfS 1997,110.

Særlige bestemmelser om hæftelse for skatter, der opkræves efter kildeskatteloven, findes i kildeskattelovens afsnit VII. KSL § 68 omhandler indkomstmodtagerens hæftelse, hvis denne lader sig udbetale A-indkomst uden indeholdelse af A-skat, og § 69 den indeholdelsespligtiges hæftelse for skatter, som skal indeholdes efter kildeskatteloven.

Personer, der i henhold til KSL § 46, stk. 4 eller 5, er befuldmægtigede til at foretage indeholdelser for en arbejdsgiver, der ikke har hjemting her i landet, hæfter på samme måde som indeholdelsespligtige efter KSL § 46, stk. 1, jf. VLD af 18. juni 1986, ankesag B 437/1985. Se desuden SKM2006.394.SKAT.

Efter KSL § 69, stk. 2, hæfter den, som har indeholdt A-skat eller bidrag, over for det offentlige for betaling af de indeholdte beløb. Hæftelsen kan alene gøres gældende over for den indeholdelsespligtige.

Hæftelsen kan gøres gældende, uanset om den indeholdelsespligtige har handlet culpøst. Det er tilstrækkeligt, at beløbene er indeholdt og ikke indbetalt.

Arbejdsgiveren hæfter fortsat under en eventuel rekonstruktionsbehandling indtil konkursdekretets afsigelse. Derefter overgår indeholdelsespligten og dermed hæftelsen til konkursboet.

Er der ikke ved konkursens afslutning fuld dækning for de indeholdte beløb, hæfter den indeholdelsespligtige i personligt ejede virksomheder fortsat for de resterende restancer.

Kan kravet mod den indeholdelsespligtige ikke opgøres nøjagtigt, og er den indeholdelsespligtige selv skyld i det, fx fordi han ikke har angivet korrekt, kan told- og skatteforvaltningen foretage en foreløbig ansættelse, jf. OPKL § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, og opkræve i overensstemmelse med disse.

Når A-skat og AM-bidrag ikke er indeholdt som påbudt, hæfter indkomstmodtageren og den indeholdelsespligtige som hovedregel solidarisk for de ikke indeholdte A-skatter og bidrag. Beløbene kan enten opkræves hos indkomstmodtageren efter KSL § 68 eller hos den indeholdelsespligtige efter KSL § 69, stk 1. Kravet kan altid rettes mod indkomstmodtageren, mens den indeholdelsespligtige alene hæfter, hvis han har udvist forsømmelighed.

Der foreligger ingen fast administrativ praksis for, hvem hæftelsen skal rettes mod. I SKM2002.105.ØLR blev det således fastslået, at skattemyndighederne ikke har pligt til først at søge ikke indeholdte A-skatter inddrevet hos lønmodtageren. Det kunne heller ikke kræves, at der forinden var foretaget en skatteansættelse af lønmodtageren.

Som udgangspunkt begrænses den indeholdelsepligtiges hæftelse til tiden forud for det tidspunkt, hvor skatten og bidraget er blevet endeligt pålignet indkomstmodtageren.

Der må ikke samtidig med opkrævning hos indkomstmodtageren foretages opkrævning af beløbene hos den indeholdelsespligtige.

Lønmodtageren hæfter umiddelbart for ikke indeholdte A-skatter og bidrag.

Ikke indeholdte beløb skal derfor som hovedregel opkræves hos lønmodtageren, dvs. at skatten reguleres over dennes årsopgørelse og opkræves som restskat og slutbidrag.

Dette gælder især, hvis beløbene vedrører det løbende og det senest afsluttede indkomstår, og det for lidt indeholdte beløb ikke med rimelighed kan rummes i den ansattes løn for resten af året, hvis lønmodtageren ikke længere er ansat hos den indeholdelsespligtige, eller hvis tidspunktet for indgivelse af oplysningssedler er nært forestående. Vurderer skattemyndighederne, at der ved den deraf følgende udskydelse af opkrævningen opstår en reel risiko for, at beløbene ikke bliver betalt, bør kravet rettes mod den indeholdelsespligtige, jf. KSL § 69, stk. 1.

Hvis en arbejdsgiver har undladt at angive og lønoplyse, hvad han har indeholdt, kan skattecenteret efter en konkret vurdering opkræve beløb, der burde have været/er indeholdt hos lønmodtageren, hvis denne ikke ved fremvisning af lønsedler eller på anden måde kan sandsynliggøre, at arbejdsgiveren rent faktisk har indeholdt korrekt, jf. UfR 1998, 1538 HD. I sagen fik et aktieselskabs direktør i 1986 udbetalt ca. 189.000 kr. uden afregning af A-skat m.v. Direktøren påstod Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at indkomsten i 1986 var ca. 333.000 kr., og at han skulle godskrives ca. 144.000 kr.  i indeholdt A-skat m.v., mens ministeriet fremførte, at der ikke var indeholdt A-skat m.v., idet det udbetalte beløb var en bruttoløn, således at direktøren i medfør af KSL § 68 var ansvarlig for betalingen af A-skat m.v.

Højesteret begrundede afgørelsen med, at

  • der ikke forelå lønsedler med oplysning om indeholdt A-skat
  • der ikke i aktieselskabets bogholderi var posteret indeholdt A-skat
  • der ikke til skattevæsenet var indberettet indeholdt A-skat
  • direktøren som eneste ansatte var ansvarlig for overholdelsen af bogføringsreglerne og reglerne i KSL om indeholdelse af A-skat

At det udbetalte beløb var mindre end den aftalte løn på 400.000 kr. om året, tillagdes under hensyn hertil ingen betydning.

Både lønmodtager og arbejdsgiver bør derfor ved enhver lønudbetaling være opmærksomme på bestemmelsen i KSL § 84, hvorefter arbejdsgiveren har pligt til skriftligt at holde lønmodtageren underrettet om indeholdelserne, og lønmodtagerne omvendt kan fremtvinge underretning derom ved told- og skatteforvaltningens mellemkomst.

Ikke indeholdte A-skatter og bidrag kan opkræves hos den indeholdelsespligtige, hvis han har udvist forsømmelighed i forbindelse med den manglende indeholdelse og under forudsætning af, at indkomstmodtageren ikke allerede har betalt de pågældende beløb.

Den indeholdelsespligtige anses for at have udvist forsømmelig adfærd i tilfælde, hvor han undlader at indeholde A-skat og bidrag i udbetalinger til en person, der udfører arbejde af en sådan karakter, at det med rimelig tydelighed falder ind under bestemmelsen i KSL § 43 eller kildeskattebekendtgørelsens § 18, jf. TfS 1999, 377 HD.

Ved vurderingen af, om der er tale om A-indkomst, tillægges det ikke afgørende betydning, om den person, der udfører arbejdet, er momsregistreret og udskriver regninger med moms.

Højesteret statuerede forsømmelighed i et tilfælde, hvor arbejdsgiveren havde undladt at træffe foranstaltninger, der kunne sikre, at lønmodtageren løbende afregnede indkørte beløb, og havde accepteret, at lønmodtageren modtog hele sin løn som lønforskud, jf. UfR 2001, 530 HD.

En indeholdelsespligtig, der på trods af anvisninger i told- og skatteforvaltningens vejledning, "Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag", undlod at indeholde A-skat og bidrag, måtte som udgangspunkt antages at have handlet forsømmeligt, jf. TfS 1999, 377 HD. Se også SKM2002.105.ØLR.

Der må ligeledes som udgangspunkt foreligge forsømmelighed, hvis en indeholdelsespligtig undlader at rette sig efter skattecenterets påbud om at indeholde A-skat og bidrag. Klage over et sådant påbud har ikke opsættende virkning.

Har den indeholdelsespligtige derimod været i undskyldelig uvidenhed om, at en udbetaling er A-indkomst, bør skattecenteret undlade at pålægge den indeholdelsespligtige hæftelse for de manglende indeholdte A-skatter og bidrag i allerede foretagne udbetalinger.

Dette kan være tilfældet, hvis det manglende A-skatte- og bidragstræk skyldes en indkodningsfejl el.lign. i virksomhedens lønsystem, hvis virksomheden i øvrigt administrerer kildeskatte- og bidragsordningen korrekt.

Pålægges den indeholdelsespligtige hæftelse efter KSL § 69, stk. 1, får han et regreskrav mod indkomstmodtageren, jf. SKM2002.105.ØLR. Hvis skattecenteret bliver opmærksom på, at den indeholdelsespligtige ikke gør sit regreskrav gældende, bør det undersøges, om indkomstmodtagerens skatteansættelse skal ændres.

Hæftelse kan gøres gældende både for løbende og tidligere indkomstår.

Når A-indkomsten udgøres af frie midler (gratis kost, fri bil, fri telefon mv.)
I SKM2006.694.ØLR afgjorde Østre Landsret, at et anpartsselskab hæftede for manglende indeholdelse af A-skat mv. af gratis kost, fri bil og telefon stillet til rådighed for sin direktør, der havde en bestemmende indflydelse i selskabet. Direktøren havde forklaret, at han med denne aflønningsform ønskede at begrænse sine kreditorers adgang til fyldestgørelse, herunder gennem lønindeholdelse. Der var i sagen enighed om, at de frie midler var at betragte som A-indkomst. Selskabet havde modtaget en kopi af Odense Kommunes skrivelse af 23. marts 1998 til arbejdsgiverkontrollen i den daværende told- og skatteregion i Odense. Selv om det af skrivelsen fremgik, at kommunen var af den opfattelse, at værdien af de frie goder skulle anses som løn, hvori der skulle foretages indeholdelse af A-skat mv., undlod selskabet at rette henvendelse til skattemyndighederne, ligesom yderligere undersøgelser heller ikke blev foretaget. Landsretten fandt, at selskabet derfor havde udvist en sådan forsømmelighed, at det hæftede for manglende indeholdelse af A-skat mv. for indkomstårene 1999-2002. Dommen stadfæstet af Højesteret i SKM2008.613.HR. Over for Højesteret blev det af selskabet ikke længere gjort gældende, at der ikke var hæftelsesansvar vedrørende fri bil og telefon.

Omligning ikke nogen ufravigelig betingelse -
"A-kasse-sagen"
Højesteret har ved dom af 1. december 2004, jf. TfS 2004, 923 HD, UfR 2005, 877 HD og SKM2005.9.HR - på nær en rentekorrektion - stadfæstet Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfS 2002, 55 ØLD, hvor en A-kasse blev anset at hæfte for ikke indeholdt A-skat af rejse- og befordringsgodtgørelser på i alt 11.932.802 kr. udbetalt i 1994 til 22.642 arbejdsledige medlemmer i forbindelse med disses deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. ToldSkat beregnede størrelsen af den ikke indeholdte A-skat til 5.803.486 kr. ved anvendelsen af nogle gennemsnitlige trækprocenter, som A-kassen havde oplyst. A-kassen var klar over, at de udbetalte godtgørelser var A-indkomst, og at indeholdelse af A-skat således burde være sket. Det var således utvivlsomt, at A-kassen havde udvist forsømmelighed ved ikke at sørge for indeholdelse af A-skat i de udbetalte godtgørelser.

Efter at styrelsen havde stadfæstet told- og skatteregionens afgørelse om hæftelse efter KSL § 69, stk. 1, klagede A-kassens advokat til ombudsmanden, der i sin redegørelse af 23. februar 1999 udtalte, at der efter hans opfattelse ikke var hjemmel til at opgøre hæftelsesbeløbet ud fra nogle gennemsnitlige trækprocenter, ligesom ToldSkat burde have fulgt retningslinjerne i det nu ophævede SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3, hvilke retningslinjer nu findes beskrevet i afsnit M.1.3.2. Efter disse retningslinjer skal det undersøges (dengang påhvilede forpligtelsen arbejdsgiverkommunen), om den opgjorte A-indkomst er medtaget ved skatteansættelsen, og om der hos indkomstmodtageren fremkommer restskat, idet hæftelsen alene kan gøres gældende, hvor den opgjorte A-indkomst ikke er medtaget, eller hvor der er opgjort restskat, der ikke er betalt af indkomstmodtageren. Derved undgås, at det samme skattebeløb betales af både indkomstmodtageren og den indeholdelsespligtige. Ved ikke at have fulgt retningslinjerne kunne det ifølge ombudsmanden ikke udelukkes, at der var sket "dobbeltbeskatning", hvorfor han henstillede, at styrelsen genoptog sagen.

Det af A-kassen i 1995 betalte beløb blev herefter af Told- og Skattestyrelsen tilbagebetalt, idet der dog toges forbehold om evt. at anlægge retssag med krav om tilbagebetaling. En sådan retssag blev anlagt, og hovedstolen blev i stævningen fastsat til 4.800.485 kr. (mod tidligere 5.803.486 kr., jf. ovenfor), der var beregnet på en sådan måde, at ingen del heraf kunne hidrøre fra en selvangivet godtgørelse, ligesom den laveste trækprocent i indkomstmodtagernes kommuner blev lagt til grund.

Østre Landsret fastslog i sin dom af 29. november 2001, at A-kassens hæftelse efter KSL § 69, stk. 1, ikke er betinget af, at Skatteministeriet havde gennemført en forudgående omligning af indkomstmodtagerne, ligesom hæftelsesansvaret heller ikke er betinget af, at A-kassen ville kunne gøre regres gældende over for indkomstmodtagerne.

Højesteret udtalte i sin afgørelse: "Højesteret finder det godtgjort, at det krævede beløb, 4.800.485 kr., ikke overstiger det beløb, som arbejdsløshedskassen skulle have indeholdt i skat ved udbetalingen af befordringsgodtgørelser. Højesteret finder endvidere, at skattemyndighederne ved opgørelsen i tilstrækkeligt omfang har taget højde for, at nogle af beløbsmodtagerne muligt har medregnet kørselsgodtgørelsen ved selvangivelsen, og kravets størrelse indebærer, at det ikke får betydning, at der måtte være uudnyttede befordringsfradrag. Det forhold, at skattemyndighederne ikke på alle punkter har fulgt den fremgangsmåde, der er beskrevet i det dagældende cirkulære nr. 4 af 2. februar 1987 om opkrævning af ikke indeholdte A-skatter efter kildeskattelovens § 68 og § 69, stk. 1, kan på denne baggrund og under hensyn til det store antal beløbsmodtagere og de enkelte kravs beskedne størrelse ikke tillægges betydning. Der er ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne ved den fulgte fremgangsmåde har afskåret arbejdsløshedskassen fra at gøre regres mod modtagerne af befordringstilskud. Det tiltrædes derfor, at Told- og Skattestyrelsen kan kræve det anførte beløb på 4.800.485 kr. betalt af arbejdsløshedskassen."

Beløb efter KSL § 69, stk. 1, opkræves særskilt af skattecentrene. Tilsvaret skal indsættes i D/R-systemet, og den indeholdelsespligtige skal have en skriftligt begrundet afgørelse om opkrævningen med en opgørelse af A-skat og bidrag, specificeret på indkomstmodtagere og indkomstperioder. Der skal gives klagevejledning til Landsskatteretten.

Har den indeholdelsespligtige ikke indsendt oplysningsseddel med den pågældende A-indkomst m.v., udskriver skattecenteret af hensyn til ligningen straks en oplysningsseddel udvisende A-indkomsten. Den beregnede, ikke indbetalte A-skat og de beregnede bidrag må derimod ikke anføres på oplysningssedlen. Supplerende oplysningsseddel udvisende A-skat og AM-bidrag udskrives først, når den indeholdelsespligtige har indbetalt det opgjorte tilsvar.

Hvis tilsvaret indbetales i afdrag, skal supplerende oplysningsseddel udskrives for hvert indbetalt afdrag.

Skattecentrene skal, før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver indkomstmodtager undersøge,

  • om den opgjorte A-indkomst m.v. er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og
  • om der ifølge indkomstmodtagerens årsopgørelse forekommer restskat og slutbidrag til særskilt opkrævning, og om beløbene i givet fald er betalt.

Er A-indkomsten m.v. ikke medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat og bidrag til særskilt opkrævning, kan de ikke indeholdte A-skat og bidrag opkræves hos den indeholdelsespligtige (hvis denne har udvist forsømmelighed). Oplysningssedler udskrives som ovenfor anført.

Det tilsvarsbeløb, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens samlede, ikke betalte restskat og restbidrag (eksklusive procenttillæg og eventuelle morarenter) for det pågældende indkomstår.

Hvis restskat og slutbidrag vedrørende indkomstmodtageren er til tvangsinddrivelse hos lønmodtageren, og der samtidig af den indeholdelsespligtige indbetales et tilsvar efter KSL § 69, stk. 1, skal indkomstmodtagerens skattecenter straks underrettes om, at restskatten og restbidraget nu skal nedskrives med de indbetalte beløb.

 

For boligsikring/-ydelse hæfter de(n), der efter ansøgning har modtaget sikringen/ydelsen; i mange tilfælde er der flere (solidarisk) hæftende. 

For boliglån hæfter debitor(er), der har optaget/overtaget låneforpligtelsen.

Se hertil boligstøttelovens §§ 41, stk. 2, og 48 b.

Har forældrene til det pågældende barn fælles forældremyndighed

  • hæfter begge, hvis de var samlevende på forbrugstidspunktet (uden mulighed for at undslå sig fra en hæftelse for en tidligere samlivsperiode)
  • hæfter alene indmelderen, hvis forældrene ikke var samlevende på forbrugstidspunktet (fastsat børnebidrag antages dog at medføre, at bidragspligtiges forsørgerpligt er opfyldt gennem bidraget). 

Har kun én forælder til barnet forældremyndigheden, hæfter alene denne forælder.

 

Der henvises herom til servicelovens § 158; for skolefritidsordning dog folkeskolelovens § 50, stk. 2.

 

 

Parkerings-/standsningsafgift påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Bestemmelserne herom fremgår af færdselslovens § 121, stk. 4, og - for afgiftspålæg udstedt af en kommune - § 122a, stk. 2.

Bruger-/ejerforhold for danske (motor)køretøjer er registreret i Centralregistret for Motorkøretøjer (CFM).

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, hæfter ifølge OPKL § 11, stk. 11, for de af opkrævningsloven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

En sådan personlig, ubegrænset og solidarisk hæftelse påhviler ifølge OPKL § 4, stk. 4, endvidere ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget efter OPKL § 4, stk. 3.

En solidarisk hæftelse vil kunne pålægges ved en administrativ afgørelse, hvilket indebærer, at SKATs pantefogeder kan foretage udlæg hos de personer, der er gjort hæftelsesansvarlige efter OPKL § 4, stk. 4, eller § 11, stk. 11, på baggrund af den udpantningsret, der eksisterer for de ikke betalte skatter og afgifter, jf. herved SKINDL § 1.

Momskarruselsvindel forekommer ved handel mellem virksomheder i mindst to EU-lande, og hvor mindst én af de involverede virksomheder - den såkaldte "missing trader" (også kaldet skraldespandsselskabet) - ikke har til hensigt at afregne skyldig moms. Svindelen er mulig, fordi salg af en vare fra en virksomhed til en virksomhed i et andet EU-land kan foregå uden afregning af moms på betingelse af, at købervirksomheden (erhververen) afregner moms til eget land (forbrugslandet). Reglerne om erhvervelsesmoms/omvendt betalingspligt er fastsat for at lette den almindelige handel mellem momsregistrerede virksomheder inden for EU. Hvis reglerne ikke eksisterede, skulle en udenlandsk virksomhed, som sælger til en dansk virksomhed, momsregistreres her i landet for at angive og afregne moms til den danske stat af sit salg. Med reglerne om erhvervelsesmoms/omvendt betalingspligt betales momsen til den danske stat i stedet af den danske virksomhed. En missing trader er således en virksomhed, som ikke afregner den moms, som den skal. For en missing trader handler det altså udelukkende om at generere det størst mulige beløb i skyldig moms, som efterfølgende ikke afregnes over for statskassen.

En del af den skyldige og ikke afregnede moms anvendes typisk til at underfakturere varerne, og resten af momsen finansierer en avance til svindlerne samt eventuelle transportomkostninger og vederlag til øvrige aktører i handelsforløbet. De efterfølgende aftagere af varerne (mellemhandlere, "brokere" og eventuelt forhandlere) opnår alle en gevinst i form af lavere priser og dermed øget konkurrenceevne. Taberen bliver i første omgang statskassen i det land, hvor en missing trader er registreret, men en omfattende karruselhandel inden for bestemte varetyper påvirker også den lovlydige del af branchen. Den lovlydige del af branchen udsættes for en unfair konkurrence, idet den ikke har mulighed for at sælge til de kunstigt - og ulovligt - lave priser, som forhandlere af karruselvarer kan, idet de lovlydige virksomheder afregner moms af deres salg.

Momslovens § 46, stk. 8 og 9
Ud over den ovenfor i afsnit D.2.3.1 beskrevne bestemmelse i OPKL § 11, stk. 1, nr. 3, om sikkerhedsstillelse over for en "missing trader" er der i momsloven adgang til at pålægge enhver indenlandsk virksomhed, der deltager i en momskarrusel, en solidarisk hæftelse for den moms, som ikke afregnes af den såkaldte "missing trader". Momslovens § 46, stk. 8 og 9, fastslår således:

En virksomhed, der leverer varer med leveringssted her i landet, jf. kapitel 4, som den har købt af en virksomhed, som har erhvervet varerne fra udlandet, jf. kapitel 3, eller som den har købt af enhver anden virksomhed i senere indenlandske transaktionsled, hæfter solidarisk for betaling af afgiften. Virksomheden hæfter solidarisk med den virksomhed, som er betalingspligtig for afgiften af det indenlandske salg, når denne forsætligt eller groft uagtsomt ikke er blevet afregnet til told- og skatteforvaltningen, jf. kapitel 15. Hæftelsen er dog betinget af, at

  1. told- og skatteforvaltningen har konstateret, at den pågældende virksomhed tidligere har købt varer som beskrevet i 1. og 2. pkt., hvor afgiften af det indenlandske salg ikke er blevet afregnet,
  2. den pågældende virksomhed har modtaget en notifikation fra told- og skatteforvaltningen efter stk. 9, og
  3. den pågældende virksomhed groft uagtsomt eller forsætligt ikke har overholdt påbuddene i en gældende notifikation.

Såfremt told- og skatteforvaltningen vurderer, at en virksomhed har deltaget i en handel, som beskrevet i stk. 8, 1. og 2. pkt., kan told- og skatteforvaltningen udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud pålægger virksomheden at udvise større agtpågivenhed ved sine handler. Notifikationen gives til virksomheden og den personkreds, som er nævnt i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 1-3. Notifikationen gives for en tidsbegrænset periode på 5 år og bortfalder herefter. Notifikationen kan gives for en ny periode på 5 år, såfremt der er grundlag herfor. Oplysninger om notifikationen registreres i kontrolinformationsregisteret efter skattekontrollovens § 6 F.

Notifikationens formål
Formålet med notifikationen er for det første at gøre en eventuelt godtroende eller simpelt uagtsom virksomhed opmærksom på, at den har deltaget i momskarruselsvindel, og for det andet at "afskrække" virksomheden fra at deltage i den slags handler fremover, idet det kan få økonomiske konsekvenser for den. Endvidere vil en virksomhed, der har modtaget en notifikation, vanskeligt kunne påberåbe sig god tro eller simpel uagtsomhed ved deltagelse i fremtidige momskarruseller.

Notifikationen får også andre konsekvenser, idet den også indirekte er knyttet til opkrævnings- og momslovens regler om sikkerhedsstillelse mv. En notifikation vil derfor også kunne danne grundlag for et krav om sikkerhedsstillelse, idet tidligere deltagelse i momskarruselsvindel medfører en øget risiko for tab for staten. En øget risiko for tab medfører også mulighed for at tilbageholde eventuel negativ moms til forebyggelse af tab for statskassen, eventuelt i forbindelse med en solidarisk hæftelse.

Notifikationens påbud
Påbuddene kan ifølge forarbejderne til bestemmelsen fx vedrøre fysisk varekontrol og registrering af vareidentitet. Er der tale om varer, som virksomheden har handlet med tidligere, er der overvejende sandsynlighed for, at varerne kører rundt i en karrusel, men det behøver dog ikke været tilfældet, idet varerne også kan køre gennem flere led som i en normal handelskæde. Derfor kan virksomheden også blive pålagt at være opmærksom på usædvanlige fakturerings-, betalings- og vareflow (eksempelvis tredjepartsbetalinger, hvor betaling sker til en anden end sælger, utraditionelle handelskanaler, usædvanligt store varepartier mv.) samt varer, der handles til priser, der afviger fra markedsprisen, og hvor der ikke er sammenhæng mellem varens pris, kvalitet og mængde (fx handles til en pris, der er lavere end laveste markedspris). Påbuddene vil afhænge af en vurdering af virksomhedens konkrete forhold.

Ét påbud vil dog altid være obligatorisk, og der er en underretningspligt for den notificerede virksomhed. Med andre ord skal en virksomhed, som har modtaget en notifikation, underrette told- og skatteforvaltningen, såfremt den støder på de usædvanlige handelsforhold nævnt i notifikationen. Dette gælder uanset om virksomheden vælger at indgå i handlen eller ej. Såfremt virksomheden støder på de usædvanlige handelsforhold nævnt i notifikationen, skal den som udgangspunkt afholde sig fra at indgå i handlen. Ignorerer virksomheden de usædvanlige handelsforhold og dermed påbuddene i notifikationen ved at indgå i handlen, kan den risikere at hæfte solidarisk for den moms, som den betalingspligtige missing trader ikke har afregnet her i landet.

Skulle det forekomme, at en notificeret virksomhed trods det, at virksomheden udviser den agtpågivenhed, som den er blevet pålagt, alligevel indgår i en momskarrusel, vil virksomheden ikke blive mødt med solidarisk hæftelse, såfremt det vurderes, at virksomheden har været i god tro eller handlet simpelt uagtsomt. Omstændighederne kan derimod medføre, at notifikationens påbududvides og skærpes. Der vil dog være en formodning om, at virksomheden ikke har været i god tro, når den indgår i denne form for handler, idet virksomheden allerede er notificeret.

Formkrav til notifikationen, dens varighed, fornyelse eller tilbagekaldelse
En notifikation meddeles virksomheden skriftligt og gives for en tidsbegrænset periode på 5 år. Notifikationen bortfalder herefter, medmindre told- og skatteforvaltningen inden periodens udløb har fornyet notifikationen. Notifikationen kan fornyes, såfremt told- og skatteforvaltningen konstaterer, at virksomheden har ignoreret påbuddet om agtpågivenhed og fortsat indgår i momskarruseller. Notifikationen kan inden for perioden på anmodning fra den notificerede virksomhed revurderes af told- og skatteforvaltningen og eventuelt ophæves/tilbagekaldes. Afgørelsen om udstedelse af en notifikation, og dermed vurderingen af, at virksomheden har deltaget i momskarrusel, kan i henhold til skatteforvaltningslovens almindelige klageregler påklages til Landsskatteretten. En klage vil ikke have opsættende virkning.  

Registrering i KINFO
Meddelelse, fornyelse og evt. ophævelse/tilbagekaldelse af en notifikation registreres i told- og skatteforvaltningens kontrolinformationsregister (KINFO), således at told- og skatteforvaltningen kan følge de pågældende virksomheder og deres personkreds. En virksomhed eller personkredsen bag virksomheden vil således ikke kunne afmelde den notificerede virksomhed fra registrering eller blot registrere en eller flere nye virksomheder, uden at notifikationen så at sige følger med. Registreringen i KINFO vil følge de almindelige regler for registreret om bl.a. underretning, sletning mv.

Registreringen i KINFO er nødvendig, så SKAT kan kontrollere om de notificerede virksomheder og personer efterlever de udstedte påbud, og - såfremt dette ikke er tilfældet - at SKAT får mulighed for at standse momskarrusellen hurtigst muligt og vurdere, om der eventuelt skal gøres solidarisk hæftelse gældende. Registreringen er også nødvendig for at forhindre, at deltagere i momskarruseller, der har modtaget en notifikation, kan omgå konsekvenserne heraf ved at flytte karruselaktiviteterne over i et nyt selskab.

Solidarisk hæftelse
En virksomhed hæfter efter ML § 46, stk. 8, solidarisk med den betalingspligtige, hvis virksomheden tidligere har deltaget i en momskarrusel og i den forbindelse modtog en notifikation efter ML § 46, stk. 9. Det er dog tillige en betingelse, at virksomheden forsætligt eller groft uagtsomt har tilsidesat påbuddene i notifikationen. En sådan tilsidesættelse vil foreligge, hvis virksomheden - på trods af at den er stødt på de nævnte usædvanlige handelsforhold - ignorerer disse og alligevel vælger at handle med den betalingspligtige virksomhed. Alle deltagere i en momskarrusel, der har modtaget en notifikation, risikerer dermed at hæfte solidarisk for en eventuel ikke afregnet moms, dvs. den moms, som den betalingspligtige missing trader burde have afregnet.  

Den solidariske hæftelse gælder kun virksomheder registreret her i landet. Fordringen kan således inddrives helt eller delvist hos en eller flere virksomheder, som har modtaget en notifikation. Såfremt den betalingspligtige missing trader er virksomhed 1, hæfter virksomhed 2, 3, 4 mv. på lige fod. Det er med andre ord uden betydning, hvor i kæden de befinder sig i forhold til den betalingspligtige missing trader.

Den solidariske hæftelse gælder dog kun for den moms, som den betalingspligtige missing trader burde have afregnet. Såfremt en virksomhed i kæden ikke afregner moms, fordi den eksempelvis har likviditetsproblemer, vil der ikke være solidarisk hæftelse for de notificerede virksomheder for dette momsbeløb.

Den solidarisk hæftelse kan pålægges en virksomhed administrativt. Told- og skatteforvaltningen skal således ikke anlægge erstatningssøgsmål mod virksomheden.

Skulle det forekomme, at en notificeret virksomhed udviser den agtpågivenhed, som den er blevet pålagt, men alligevel uforvarende - det vil sige, at den er i god tro eller handler simpelt uagtsomt - kommer til at deltage i en momskarrusel, vil virksomheden ikke blive mødt med solidarisk hæftelse. Omstændighederne kan derimod medføre, at notifikationens påbud udvides og skærpes.

Sømænd beskattes som udgangspunkt efter skattelovgivningens almindelige regler. Sømandsbeskatningsloven indeholder dog regler, der fører til en lempeligere beskatning for søfolk, enten ved reel skattefrihed for lønindkomst optjent ved arbejde om bord på et dansk skib, som er indregistreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), eller i form af sømandsfradrag.

Skattefriheden (eksemptionslempelsen) er hjemlet ved lovens §§ 5-8.

Udbetales imidlertid skattefri nettoløn efter §§ 5-8, og grundlaget herfor viser sig ikke at være til stede, hæfter alene arbejdsgiveren for den A-skat og de AM-bidrag, som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidragene beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen af den skattefri nettoløn, jf. lovens § 5, stk. 3. De skyldige A-skatter og bidrag betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet, hvis §§ 5-8 ikke havde været anvendt.

Det fremgår af lov om afgift af dødsboer og gaver, jf. lovbekendtgørelse nr. 1159 af 4. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 521 af 17. juni 2008, at 

  • Skyldige boafgifter kan med tillæg af renter og omkostninger inddrives hos arvinger og legatarer efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige., jf. § 39, stk. 2.
  • Skyldige gaveafgifter kan med tillæg af renter og omkostninger inddrives hos gavemodtager eller gavegiver efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. § 39, stk. 3. 
  • Afgiftsbeløb, som forsikringsselskaber, pengeinstitutter, pensionskasser m.fl. og repræsentanter for udenlandske forsikringsselskaber hæfter for efter § 20, stk. 6, kan inddrives efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. § 40, stk. 1.

Vedrørende hæftelse ved sambeskatning henvises der til SKM2009.759.SKAT og SKM2010.829.LSR