Såfremt betingelserne for at nulstille eller for at anvende de lovfæstede hæftelsesbestemmelser ikke er opfyldt, bør skattecenteret undersøge, om der er grundlag for at kræve erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Højesteret har i en række domme pålagt personligt erstatningsansvar for et selskabs ikke afregnede A-skatter mv. i sager, hvor den erstatningspligtige, typisk en leder af et aktie- eller anpartsselskab, ved sin handlemåde har påført det offentlige tab, se UfR 1981, 473 HD og UfR 1995, 43 HD. Også bestyrelsen for et aktieselskab er blevet pålagt erstatningsansvar for tab ved fortsat drift af selskabet, efter den burde have indset, at det ikke kunne videreføres uden yderligere tab, jf. UfR 1998, 1137 HD. I TfS 2000, 975 HD blev det anset for ansvarspådragende for en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo ikke at bringe dette til ophør, efter at det kunne konstateres, at den likviditetsmæssige situation var forværret. Advokaten blev dog frifundet, fordi det ikke fandtes godtgjort, at den ansvarspådragende adfærd var årsag til underbalancen i det senere konkursbo. Højesteret har derudover ved dom af 29. oktober 2001, der er gengivet i UfR 2002, 139 HD, idømt en bank erstatningsansvar for med kendskab til et selskabs økonomiske situation at have disponeret således over dets aktiver, at det blev ude af stand til at opfylde sine forpligtelser til at betale salgsmoms.

Højesteret har den 2. november 2005 i SKM2005.456.HR stadfæstet Vestre Landsrets dom af 17. januar 2005 i SKM2005.113.VLR i en sag, hvor en advokat, der havde fungeret som tilsyn i forbindelse med en den 17. november 2000 anmeldt betalingsstandsning for en personligt drevet virksomhed, over hvilken konkursdekret blev afsagt den 7. december 2000, af den regionale told- og skattemyndighed var blevet pålagt en personlig hæftelse, jf. OPKL § 10, for et momsbeløb på 66.069 kr. hidrørende fra fakturaer udstedt af et selskab, der skulle videreføre driften fra den konkursramte virksomhed. Selskabet blev aldrig registreret hos hverken ToldSkat eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfor fallenten og advokaten ansås at hæfte ud fra interessentskabslignende betragtninger. Advokaten indbetalte beløbet under protest og indbragte afgørelsen for Told- og Skattestyrelsen. I den forbindelse gjorde han samtidig gældende, at der skulle tilstås ham et momsfradrag for den indgående moms.

I sin afgørelse af 25. juli 2003 afviste styrelsen advokatens anbringender, idet det blev udtalt, at advokaten havde pådraget sig et erstatningsansvar ved at have ladet et selskab, han kontrollerede, yde et lån til at sikre den videre drift i det under stiftelse sig befindende selskab. Til sikkerhed for lånet havde advokaten modtaget en transport på fakturafordringerne. Beløbene fra disse skulle indbetales på hans klientkonto. Da han var bekendt med fallentens økonomiske forhold, var han klar over, at momsbeløbet, som var indberegnet i fakturafordringerne, ikke ville kunne blive afregnet, hvorfor han havde pådraget sig et erstatningsansvar. Landsretten fandt i lighed med den regionale told- og skattemyndighed, at advokaten hæftede direkte for momsbeløbet, jf. OPKL § 10 og ML § 3. Højesteret stadfæstede dommen, men med samme begrundelse som styrelsen:

"Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at A har deltaget som interessent i den nye virksomhed, som blev etableret efter SNs konkurs den 7. december 2000. Højesteret finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte As forklaring om, at han ikke vidste, at denne virksomhed blev drevet under navnet G1 A/S under stiftelse. A hæfter derfor hverken efter momslovens § 3 eller efter aktieselskabslovens § 12, stk. 2, for momsbeløbets betaling.

Efter indholdet af As brev af 7. december 2000 til konkursboets kurator må det imidlertid lægges til grund, at A var bekendt med, at SN i umiddelbar forlængelse af konkursen havde begyndt en ny virksomhed, og at dette skete på grundlag af de indkøb i Italien, der var betalt af A med midler fra selskabet H1 ApS. Dette selskab havde i forbindelse hermed fået transport i salgssummerne, som i deres helhed blev betalt til As klientkonto. A måtte indse, at SN som fallent ikke havde andre midler til at betale momsen af salgssummerne. Under disse omstændigheder burde A, som havde påtaget sig at være SN behjælpelig med etablering af en ny virksomhed, have sikret sig, at virksomheden blev momsregistreret, og at der blev afsat midler til betaling af moms. Ved at have forsømt dette har A pådraget sig erstatningsansvar, og han kan derfor ikke kræve momsbeløbet tilbagebetalt."

Se yderligere afsnit H.3.17 om erstatningsansvar i forbindelse med konkurs.

  1. Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.
  2. Der skal være påført det offentlige et tab på grund af culpøs adfærd, jf. ovenfor.
  3. Virksomheden skal være ophørt som insolvent med restancer til SKAT, fx A-skat, AM-bidrag, moms eller punktafgifter, eller tab skal være konstateret i forbindelse med akkord eller lignende.
  4. Den erstatningspligtige skal derudover have haft en væsentlig økonomisk interesse og/eller en bestemmende indflydelse i selskabets anliggender. Dette gælder tilsvarende, hvor disse forudsætninger samtidig er opfyldt af flere personer. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvist ejede selskabets kapital.

Domstolene stiller imidlertid strenge krav til bevisførelsen, og bedømmelsen af, om der har foreligget culpa, er strengere ved erstatning end ved nulstilling.

Der lægges bl.a. vægt på, hvornår det regnskab, som udviste det dårlige resultat, har foreligget for selskabet ledelse, og om denne trods et kendt dårligt resultat har haft berettiget grund til at tro på, at igangværende forhandlinger om overdragelse af virksomheden eller tilførsel af ny kapital ville have kunnet hindre virksomhedens økonomiske sammenbrud, se UfR 1985, 377 HD.

Hvis der slet ikke foreligger noget regnskab, vil dette som oftest tolkes som culpøs adfærd fra ledelsens side. Domstolene lægger endvidere vægt på, om selskabet har været pålagt forkortet afregning, og om opkrævningen har været effektiv, jf. UfR 1985, 209 HD.

Told- og skatteforvaltningen har bevisbyrden for, at der er handlet culpøst.

Til bedømmelse af, om der er grundlag for at rejse erstatningssag, bør følgende materiale undersøges:

  1. Opgørelse af restancen - ekskl. renter og påkravsgebyrer - fordelt på tilsvarsmåneder.
  2. Redegørelse for tvangsinddrivelsens forløb, herunder oplysning om udlæg eller anden sikkerhed. Det skal fremgå, på hvilke tidspunkter RIM har været i forbindelse med de ansvarlige.
  3. Den indeholdelsespligtiges skriftlige forklaring på årsagen til restancens opståen. Afgives forklaringen mundtligt i forbindelse med sagsbehandlingen, skal referat heraf så vidt muligt af bevismæssige grunde være læst og underskrevet af den indeholdelsespligtige.
  4. Foreliggende rapporter vedrørende kontrolbesøg i det tidsrum, hvori restancen er opstået.
  5. Regnskabsmateriale.
    1. Virksomhedens regnskaber for de 3 seneste indkomstår.
    2. Bekræftede udskrifter af bestyrelsens forhandlingsprotokol og revisionsprotokoller vedrørende forhold af betydning for sagen.
    3. Statusoversigt og kuratorindberetning, jf. KL § 125.
  6. Oplysning om personlige skatterestancer.
  7. Selvangivelse for de seneste 3 år for de personer, der ønskes pålagt erstatningspligt. Selvangivelserne skal sammen med eventuelle andre personlige økonomiske oplysninger bruges ved bedømmelsen af, om et eventuelt erstatningsbeløb vil kunne inddrives hos den erstatningspligtige.

Erstatningskravet kan også rejses som et adhæsionskrav efter RPL § 991 i forbindelse med en kildeskattestraffesag efter KSL § 74, stk. 2. Hvis erstatningssagen kræver væsentligt større bevisbedømmelse end straffesagen, vil domstolene dog som oftest henvise erstatningssagen til civilt søgsmål.

I det omfang skattecenteret afslutter en straffesag administrativt, kan skattecenteret indgå et forlig om erstatningsansvar.

Erstatning pålægges efter almindelige erstatningsretlige regler. Erstatningskravet kan derfor ikke tillægges renter efter kildeskatteloven, men alene procesrenter, og erstatningskravet kan ikke inddrives efter de særlige regler for inddrivelse af skatter og bidrag. Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom, kan kravet søges inddrevet gennem den judicielle foged, dvs. fogedretten.

Erstatningskrav kan inddrives ved modregning, og kravet bør derfor indsættes i Det Centrale Fordringsregister (CFR). Dette forudsætter, at der er rejst erstatningssag, eller at det i øvrigt skønnes, at der er handlet erstatningspådragende. Før skattecenteret indsætter et erstatningskrav i CFR, skal den erstatningspligtige skriftligt underrettes derom.

Erstatningskrav, der ikke er fastslået ved dom, forældes 3 år efter, at told- og skatteforvaltningen er blevet bekendt med tabet.

Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom eller forlig, er forældelsesfristen 10 år.