Der er intet til hinder for, at der foretages udlæg i bankindeståender, idet disse kan betragtes som skyldnerens simple fordringer mod et pengeinstitut (hvis udlægsforretningen foretages hos pengeinstituttet, således at indeståendet straks udbetales, er der dog tale om udlæg i penge, jf. RPL § 521, og ikke i fordringer).

Udlægget denuntieres snarest over for pengeinstituttet med samtidig anmodning om udbetaling af det udlagte beløb.

Ved udlæg i indestående på checkkonto kan banken ikke tage forbehold for dækning af udstedte, ikke-indløste checks.

Der kan også foretages udlæg i indeståender i BG Bank A/S.

Der er dog i henhold til lovgivningen forbud mod at foretage udlæg i visse indeståender - se herom afsnit  G.5.2 og G.5.3.

Udlægget er beskyttet over for skyldnerens øvrige kreditorer fra dets foretagelse, hvorfor der ikke kræves nogen særlig sikringsakt, jf. RPL § 526, stk. 1.

Hvis der for bankindeståendet er udstedt skriftligt bevis ("kontrabog", dvs. bankbog), kan banken dog betinge udbetaling fra kontoen af, at bankbogen forevises. Fogeden skal derfor, når der foretages udlæg i sådanne konti, tage bankbogen i forvaring efter RPL § 523, stk. 2.

Beskyttelsen gælder endog over for det kontoførende pengeinstitut, selv om dette måtte have et tilgodehavende hos skyldneren, hvis blot dette tilgodehavende henstår eller afvikles efter aftale mellem skyldneren og pengeinstituttet. Det betyder, at pengeinstituttet ikke kan foretage modregning, så længe en afviklingsaftale for skyldnerens lån er overholdt. Til belysning heraf kan henvises til UfR 1988, 589 VLD. I denne sag foretog en kommune udlæg for skat i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne anses for at være forfalden, da udlægget blev foretaget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning, jf. GBL § 28.

Er afviklingsaftalen misligholdt, eller foreligger der ikke fra pengeinstituttet långivning (fx hvis kontohaver overtrækker kontoen), har pengeinstituttet derimod modregningsadgang uden respekt af udlægget. Det er dog en betingelse, at pengeinstituttet ikke har forholdt sig passivt, da overtrækket blev konstateret. Til illustration af problemstillingen kan henvises til UfR 1988, 821 ØLD. I denne sag blev der fra en lønmodtagers konto i en bank efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag udsendte banken til lønmodtageren en kontoudskrift med den negative saldo. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af GBL § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr.

Se TfS 1999, 134 ØLK, der er omtalt ovenfor i afsnit G.5.1, om sammenblanding af et selskabs og en personlig skyldners penge på skyldners konto.

Udlæg i et bankindestående skal altid meddeles pengeinstituttet, således at kontohaveren fratages muligheden for at disponere over indeståendet, jf. herom GBL § 34. Desuden tjener underretningen det praktiske formål, at pengeinstituttet afkræves kontoens indestående til udbetaling til udlægshaveren.

I UfR 1995, 223 ØLK, blev det antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget, jf. GBL § 28.