Dato for udgivelse
08 Jun 2006 12:01
SKM-nummer
SKM2006.365.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
06-056755
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Inddrivelse
Emneord
Sikkerhedsstillelse, sikkerhed, udlæg, restance, skyld, konkurs, modregning
Resumé
En stillet sikkerhed skal anvendes til dækning af restancer, efterhånden som disse opstår, hvorfor der ikke kan foretages udlæg for en restance, der kan dækkes med en eksisterende sikkerhed, ligesom en sådan restance heller ikke kan bruges som grundlag for en konkursbegæring. En eksisterende sikkerhedsstillelse hindrer dog ikke modregning.
Hjemmel
Opkrævningslovens § 11, opkrævningsbekendtgørelsens § 8, retsplejelovens § 507 og konkurslovens § 20
Reference(r)
Opkrævningsloven, opkrævningsbekendtgørelsen, retsplejeloven og konkursloven
Henvisning

Inddrivelsesvejledningen 2006-3, afsnittene D.1.4.2.6.2, D.2.3, G.4.2, G.5.1, H.3.3.1.1 og K.6


Indledning

Foranlediget af en drøftelse i Fagligt Koordineringsudvalg skal SKAT hermed præcisere retsstillingen, når en virksomhed, der har stillet sikkerhed efter de love, som SKAT administrerer, kommer i restance.

Sikkerhedsstillelse

Der findes i flere skatte- og afgiftslove bestemmelser om sikkerhedsstillelse, fx opkrævningslovens §§ 11 og 11a, spiritusafgiftslovens § 8, stk. 1, og registreringsafgiftslovens § 14, stk. 2. Bestemmelsen i opkrævningslovens § 11a ophæves dog med virkning fra den 1. juli 2006 som følge af lov nr. 408 af 8. maj 2006 (Fairplay II), der tillige gennemfører nogle ændringer i opkrævningslovens § 11.

Efter opkrævningslovens § 11 kan der kræves sikkerhedsstillelse hos såvel registrerede virksomheder som virksomheder, der ønsker en registrering for A-skat, AM-bidrag, moms, lønsumsafgift samt punkt- og miljøafgifter, såfremt visse objektive og subjektive betingelser er til stede.

Udlæg

Når en virksomhed, der har stillet en sikkerhed efter opkrævningslovens § 11 eller en af de andre bestemmelser i told-, skatte- og afgiftslovene, kommer i restance, opstår spørgsmålet, om restancen skal dækkes med den stillede sikkerhed, såfremt denne er tilstrækkelig, eller om der skal foretages udlæg for at sikre betaling af restancen.

Det fremgår af retsplejelovens § 507, at pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i så stor en del af skyldners formue, som er nødvendig til dækning af kravet samt de med udlægsforretningen og det udlagtes opbevaring forbundne omkostninger. 

Såfremt SKAT i forvejen har tilstrækkelig sikkerhed for kravet i form af en sikkerhedsstillelse efter eksempelvis opkrævningsloven, kan et udlæg ikke siges at være nødvendigt til kravets dækning.

Det er derfor SKATs opfattelse, at en eksisterende sikkerhed skal anvendes til dækning af opståede restancer, før der skrides til tvangsfuldbyrdelse med et udlæg for en evt. udækket restance. 

Modregning

Det må antages, at en modregning - modsat udlæg - kan gennemføres trods en eksisterende sikkerhedsstillelse, såfremt i øvrigt de almindelige betingelser for tvungen modregning er til stede.

Konkurs

Der vil ikke kunne indgives konkursbegæring for en fordring, der kan dækkes med en stillet sikkerhed. Dette følger af konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 1, hvorefter en fordringshaver ikke kan forlange en skyldner erklæret konkurs, hvis fordringen er sikret ved betryggende pant i skyldnerens ejendom. Se herom Inddrivelsesvejledningens afsnit H.3.3.1.1.

Det er eksempelvis tilfældet, hvis en skyldner i henhold til opkrævningsbekendtgørelsens § 8 har valgt at stille en krævet sikkerhed som et kontant indskud. 

Tilsvarende må det antages, at også en sikkerhedsstillelse i form af en bankgaranti vil hindre en konkursbegæring. Af konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, fremgår, at en af tredjemand stillet sikkerhed hindrer en konkursbegæring, hvis en sådan strider mod vilkårene for sikkerhedsstillelsen. En virksomhed, der stiller en sikkerhed i form af en bankgaranti, må - selv om sikkerhedsstillelsen ikke kan nægtes, da kravet herom skyldes et pålæg fra SKAT - have en berettiget forventning om, at sikkerheden anvendes til dækning af opståede restancer, således at disse ikke bruges som grundlag for en konkursbegæring, hvorfor en analog anvendelse af § 20, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, fører til samme resultat.