Dato for udgivelse
11 Jun 2002 09:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11. april 2002
SKM-nummer
SKM2002.305.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-2120-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skatteproces, frist, domstol, søgsmål
Resumé

Afvisning på grund af overskridelse af søgsmålsfrist.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 31, stk. 3
Procesuelle regler 2002 I


Parter

Hotel H1 ApS
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Simonsen).

Afsagt af landsdommerne

Sigrid Ballund, Lisbeth Parbo og Henrik Estrup

Den 22. juni 2001 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende opgørelsen af indkomsten for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 for sagsøgeren, Hotel H1 ApS.

Under denne sag, der er anlagt den 24. september 2001, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for de pågældende indkomstår nedsættes med henholdsvis 701.469 kr., 249.851 kr. og 18.717 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsøgte har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at søgsmålsfristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, er overskredet.

Sagsøgeren har henvist til, at stævning er fremsendt med post lørdag den 22. september 2001, og at sagen er anlagt rettidigt, da det beror på landsrettens weekendlukning, at stævningen først er modtaget den 24. september 2001.

Sagsøgte har her over for anført, at den lovbestemte søgsmålsfrist er absolut og ufravigelig, og at søgsmålsfristen derfor ikke forlænges, selvom den udløber på en weekend eller helligdag. Der kan ikke bortses fra fristoverskridelsen, selvom den er kort.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, kan en endelig administrativ afgørelse ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

Sagsøgerens stævning er først modtaget i landsretten den 24. september 2001. Da sagen således er anlagt senere end 3 måneder efter datoen for Landsskatterettens kendelse, er søgsmålsfristen ikke overholdt. Landsretten afviser derfor sagen.

T h i   k e n d e s  f o r   r e t

Denne sag afvises.

Sagens omkostninger skal sagsøgeren, Hotel H1 ApS, inden 14 dage betale til sagsøgte, Skatteministeriet, med 2.000 kr.