Dato for udgivelse
09 Jul 2002 11:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. maj 2002
SKM-nummer
SKM2002.379.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-3-1836-1607
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Varemærke, erstatning, omkostning, retssag, advokat
Resumé

Udgifter til erstatning samt sagsomkostninger afholdt i forbindelse med en sag anlagt mod selskabet for uretmæssig anvendelse af et varemærke, som selskabet anvendte som navn, blev anset for fradragsberettigede ud fra et driftsomkostningssynspunkt.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a


A ApS klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for sagsomkostning og erstatning, 48.870 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet forhandler anlæg og væsker, der primært anvendes i møbelindustrien, og herudover producerer selskabet filtre til ventilationsanlæg. Selskabet blev stiftet den 30. september 1996 under navnet ”B”, men har senere taget navneændring til ”A ApS”. Selskabet blev registreret under dette navn i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Selskabets anpartskapital på 125.000 kr. ejes af C, der samtidig er direktør i selskabet.

Selskabets omsætning udgjorde i det påklagede indkomstår 2.577.167 kr., mens resultat før skat androg 319.150 kr. Selskabets regnskabsår omfatter perioden 1. oktober til 30. september.

Selskabet har oplyst, at baggrunden for valget af navnet ”B” var, at man på det pågældende tidspunkt forhandlede en båndrenser, der bar dette navn. Selskabet fik ligeledes fremstillet salgsmateriale for båndrenseren under betegnelsen ”B”.

I 1999 anlagde firmaet D A/S sag mod selskabet for uretmæssig anvendelse af navnet ”B”. Navnet bruges som varemærke for D A/S trykluftafrensere og D A/S havde registreret varemærket ”B” i 1994.

Ved afgørelse fra Sø- og Handelsretten i marts 1999 blev selskabet pålagt at betale 20.000 kr. til D A/S for uberettiget anvendelse af varemærket samt 7.500 kr. til dækning af modpartens sagsomkostninger. Krav om bøde blev ikke imødekommet.

Udgifter til selskabets egen advokatbistand udgjorde 21.370 kr. ekskl. moms. Udgifterne beløber sig således til i alt 48.870 kr.

Myndighederne har ikke godkendt fradrag for erstatning og sagsomkostninger og har derfor forhøjet selskabets indkomst med 48.870 kr.

Myndighederne har begrundet forhøjelsen med, at udgifterne til advokat og erstatning ikke er fradragsberettigede som driftsudgifter i den skattepligtige indkomst. Det er myndighedernes opfattelse, at uagtet at selskabet ikke krænkede D’s ret til navnet ”B” med forsæt, og ikke blev pålagt bøde af Sø- og Handelsretten, er krænkelse af ret til firmanavnet ikke en sædvanlig driftsrisiko i forbindelse med indtjeningsprocessen i virksomheden.

Myndighederne finder således, at forholdet ikke kan sidestilles med de situationer, hvor der er indrømmet fradrag for krænkelse af patent (Meddelelser fra Landsskatteretten 1965.129) og krænkelse af god markedsføringsskik (TfS 1995.49). Virksomhedens indtjening havde i disse situationer en nær og direkte sammenhæng med den krænkede ret, som direkte relaterede sig til virksomhedens produkter eller markedsføringsmetoder, og den betalte erstatning har sin baggrund i, at den krænkede virksomhed har mistet dækningsbidrag som følge af den anden virksomheds retsstridige handling.

Myndighederne finder derimod, i overensstemmelse med Meddelelser fra Landsskatteretten 1974.49, at værdien af retten til brug af navnet ”B” retter sig mod det fremtidige salg og ikke er udtømt i det enkelte indkomstår. At selskabet har været i stand til at fortsætte sine aktiviteter i uændret form og derfor ikke finder, at navnet har haft nogen praktisk værdi, finder myndighederne ikke ændrer det forhold, at en ret til brug af et givet firmanavn er en omkostning, hvis virkning strækker sig ud over det enkelte indkomstår.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne til erstatning og sagsomkostninger i overensstemmelse med det i selvangivelsen anførte.

Til støtte for denne påstand har repræsentanten anført, at selskabet eller dets indehaver ikke har været bevidst om anvendelse af et navn, som på anden måde var tilknyttet et andet firma, idet der ikke var problemer med at få selskabet registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller med at få produceret salgsmateriale for den pågældende båndrenser under betegnelsen ”B”.

Repræsentanten har endvidere anført, at det forhold, at selskabet efterfølgende er kommet til at betale erstatning synes at være et udslag af en normal driftsrisiko, idet man særligt skal bemærke, at der ikke blev idømt nogen bod eller bøde. Den erlagte erstatning er ikke udtryk for betaling for udøvelse af en retsstridig handling, men mere et udtryk for dækning af de eventuelle gener den oprindelige rettighedshaver måtte have pådraget sig. Repræsentanten har i denne forbindelse henvist til indlæg i erstatningssagen. Det fremgår blandt andet af modpartens replik, at der er nedlagt påstand om erstatning for et omsætningstab vedrørende den periode, selskabet har anvendt varemærket. Erstatningen er således bagudrettet, og vedrører dermed ikke selskabets fremtidige anvendelse af varemærket.

Repræsentanten har yderligere anført, at båndrenserens andel af den samlede omsætning er begrænset, og at pådragelse af erstatning derfor må anses som udslag af en normal driftsrisiko.

Repræsentanten har endelig anført, at udgiften til erstatningen ikke er fremadrettet, og at der tværtimod er tale om en erstatning, som tilsigter at dække de eventuelle gener den oprindelige rettighedshaver tidligere havde. Der er således ikke tale om udgifter, som påvirker indkomstkilden.

Landsskatteretten bemærker, at udgifter til erstatning, sagsomkostninger samt advokatbistand kan fradrages, såfremt udgifterne vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen, eller afholdelsen af udgifter, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Såfremt udgifterne vedrører rene formuedispositioner eller formuesfæren/indtægtskilden, kan udgifterne ikke fradrages.

Landsskatteretten finder herefter, at der foreligger en sådan forbindelse mellem selskabets erhvervsvirksomhed og den betalte erstatning, at udgifterne til advokatbistand ud fra et driftsrisikosynspunkt kan fradrages jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten har herved henset til, at udgiften er udslag af en med udøvelse af virksomheden forbundet normal driftsrisiko, samt at markedsføring er et sædvanligt led i driften af en salgsvirksomhed.

Den påklagede ansættelse nedsættes derfor med 48.870 kr.