Dato for udgivelse
20 Sep 2006 11:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Jun 2006 11:24
SKM-nummer
SKM2006.568.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1917-0251
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Periodisering, indtægter
Resumé

Forudbetalinger til en konsulent- og undervisningsvirksomhed, der udviklede og gennemførte kurser, skulle først indtægtsføres af virksomheden, når kurserne var gennemført.

Reference(r)
Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra 1.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4: E.A.3.1.1.

Klagen vedrører periodisering af indtægter fra kursusvirksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Skattepligtig indkomst

Forudbetalinger beskattet på faktureringstidspunktet med 1.191.779 kr.

Landsskatteretten nedsætter indkomsten med 1.191.779 kr.

Sagens oplysninger

A A/S er en konsulent- og undervisningsvirksomhed, hvis aktiviteter består i udvikling af kurser inden for salg og marketing samt gennemførelsen heraf, fortrinsvis i udlandet. Selskabet er indirekte ejet af B, der er direktør i selskabet. Selskabet, der har 6 ansatte, har regnskabsår 1. juli - 30. juni.

Selskabet har 1 kunde, C. Samarbejdet, som blev etableret i 1988, hviler på gensidig tillid og fortrolighed, idet der har udviklet sig en fast praksis herfor, herunder også for honoreringsforløbet. I 1988 blev udarbejdet en samarbejdskontrakt. Det har ikke været muligt at fremvise denne.

Parterne aftaler en kursusplan for et halvt år ad gangen, hvorefter der udarbejdes en projektplan og et budget. Den ene halvdel af kursernes pris faktureres umiddelbart efter aftalens indgåelse, og den anden halvdel tillagt de faktiske omkostninger faktureres umiddelbart efter afholdelsen af de enkelte kurser. I enkelte situationer kan det forekomme, at prisen for et kursus faktureres fuldt ud inden afholdelsen. Kurser, der ikke bliver til noget, men som er betalt, overgår til nyt projekt/kursus.

Vedrørende 2003 blev for 1. halvår aftalt 15 kurser. Af forskellige grunde, herunder kontroverser i forbindelse med en ledende medarbejders fratræden, blev 5 af kurserne ikke afholdt. Kurserne blev i stedet afholdt i 2. halvår, idet 1 af kurserne blev aflyst, men erstattet af 2 andre kurser. Forudbetalingerne vedrørende de 5 kurser (2 af kurserne var betalt fuldt ud), i alt 1.191.779 kr., blev passiveret på statustidspunktet.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har anset forudbetalingerne på 1.191.779 kr., for skattepligtige på faktureringstidspunktet.

Skattecentret har henvist til den manglende aftale, samt til at forudbetalinger ikke tilbagebetales ved aflysning, men reguleres over efterfølgende faktureringer. Det er efter selskabets regnskabspraksis ikke sædvanligt med passivering af forudbetalinger. Ifølge centret kan der ikke sammenlignes til regnskaber for tidligere år med posteret forudbetalinger på grund af eventuelt ændrede regnskabsprincipper mv.

Skattecentret har bemærket, at anerkendes passivering af forudbetalingerne, skal de udgifter, der kan henregnes dertil også aktiveres og først fratrækkes sammen med de tilhørende indtægter.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at forudbetalingerne først kan anses for retserhvervet, efter at de pågældende kurser er afholdt.

Repræsentanten har henvist til selskabets regnskabspraksis, hvorefter der er sket passivering siden 1996 således: 1996 med 2.321.215 kr., 1999 med 462.500 kr., og 2000 med 155.795 kr.

Han har endvidere henvist til, at selskabet, hvis det var blevet likvideret den 30. juni 2003, ville være blevet stillet over for et krav enten om faktisk afholdelse af kurserne eller om tilbagebetaling af et beløb svarende til forudbetalingerne.

Han har endelig bemærket, at skatteforvaltningen trods adskillige ligningsmæssige gennemgange gennem årene ikke har anfægtet periodiseringen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indtægter beskattes som udgangspunkt i det indkomstår, hvori der er erhvervet endelig ret til indtægten, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. I gensidigt bebyrdende aftaleforhold er vederlag skattepligtigt for en part på det tidspunkt, hvor parten har ydet det, han ifølge aftalen er forpligtet til, idet han derved har erhvervet et endeligt krav på modydelsen.

Landsskatteretten finder i overensstemmelse hermed, at selskabet først kan anses for at have erhvervet endelig ret til vederlag, når kurserne er gennemført, uanset om der er sket forudbetaling i tidligere år.

Virksomhedens afholdelse af omkostninger som led i kursusvirksomheden anses som almindelige driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for hvilke der er løbende fradragsret.

Idet det lægges til grund, at der er sket forudbetalinger med 1.191.779 kr., nedsættes selskabets indkomst hermed.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter