Dato for udgivelse
04 Jan 2007 12:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Dec 2006 11:26
SKM-nummer
SKM2007.13.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-0167245
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning + Ekspropriation + Salg
Emneord
Ekspropriation
Resumé
Skatterådet bekræfter, at betingelserne for skattefritagelse § 11, 2. pkt. i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt ved afståelse af jordareal til en kommune.
Hjemmel
06-037573
Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 11, 2. pkt.
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4 E.J.2.8

Spørgsmål

Er en eventuel fortjeneste ved salg af 5.500 m² jord på matr. nr. xx skattefri?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det omhandlede areal, som sælges af forespørger til X Kommune, indgår i kommuneplanen og er udlagt til boliger og offentlige formål.

X Kommune har oplyst, at kommunen ikke har flere ledige byggegrunde til salg i Y, og at X Kommunes planlægning af byudvikling skal ske på de arealer, som sælges af forespørger.

Kommuneplan 2001-2012 er vedtaget d. 13. december 2005. Planen er offentliggjort. Der foreligger endnu ikke endeligt udkast til lokalplan.

Byrådet har truffet beslutning om erhvervelse af arealet beliggende på matr.nr. xx, Y by. Beslutningen er truffet d. 23. maj 2006. Kommunen har herefter underskrevet købsaftalen.

X Kommune har tilkendegivet i købsaftalen, med henvisning til X Kommuneplan 2001-2012 og kommunens oplysning om, at der bliver lavet lokalplan for den del af området, der er udlagt til byudvikling, at arealet vil blive eksproprieret med hjemmel i planlovens § 47, såfremt der ikke indgås en frivillig købsaftale.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Planlovens § 47 giver X Kommune adgang til at ekspropriere arealet, da det er af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen.

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11 medregnes fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatning i anledning af ekspropriation, ikke ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. Det samme gælder ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Dette gælder dog ikke fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation. Denne fortjeneste er skattefri efter § 11, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven. Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, 2. pkt., også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det er ved en højesteretsdom fastslået, at det efter sammenhængen med EBL § 11, 1. pkt., må være en betingelse for anvendelse af EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet må påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke bliver indgået, jf. SKM2006.438.SKAT og Ligningsvejledningen 2006-3, afsnit E.J.2.8.

Betingelserne for, at fortjeneste ved indgåelse af en frivillig aftale om afståelse af en fast ejendom (et jordareal) er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen, er herefter:

  • På aftaletidspunktet skal der være ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål. 
  • På aftaletidspunktet må det kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed skal udvise vilje til at ekspropriere. Der skal foreligge ekspropriationsrealitet.          

Det er oplyst, at hjemlen til at ekspropriere ejendommen findes i planlovens § 47, stk. 1.

Det fremgår af denne bestemmelse, at kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt. 

X Kommune har den 13. december 2005 endelig godkendt kommuneplan 2001-2012. Kommuneplanen er offentliggjort.

Da kommuneplanen er vedtaget og offentliggjort, er det SKATs opfattelse, at den første betingelse for skattefritagelse af fortjenesten er opfyldt på nuværende tidspunkt, idet der er formel hjemmel i planlovens § 47, stk. 1, til at ekspropriere ejendommen.   

For så vidt angår den anden betingelse har X Kommune indsendt byrådets beslutning om erhvervelse af arealet beliggende på matr. xx, Y by. Beslutningen er truffet den 23. maj 2006. Det fremgår heraf, at kommunen har til hensigt at ekspropriere arealet, hvis den frivillige aftale ikke indgås.

Dette fremgår endvidere af aftalen, som kommunen har indgået med sælger. Aftalen er underskrevet af kommunen efter byrådets beslutning d. 23. maj 2006.

Under henvisning til ovenstående finder SKAT, at betingelsen om ekspropriationsvilje hos den ekspropriationsberettigede på aftaletidspunktet kan anses for opfyldt.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med ja, da betingelserne for skattefritagelse efter § 11, 2. pkt. i ejendomsavancebeskatningsloven ved afståelse af arealet til kommunen anses for opfyldt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter