Dato for udgivelse
05 Sep 2002 13:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
4. juli 2002
SKM-nummer
SKM2002.422.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1847-0679
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Skat
Emneord
Landbrug, ekspropriation, erstatning, hegn, driftstab
Resumé

Erstatning i forbindelse med en ekspropriation for genetablering af læhegn og for indtægtstab, inkl. risiko for jordfygning, var ikke skattefri.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 11


A, der har fået udbetalt erstatning i forbindelse med ekspropriation af del af landbrugsejendom, klager over, at skatteankenævnet ikke har anset erstatning for tab af levende hegn og driftstab, inkl. risiko for jordfygning, for skattefri.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren, der ejer en landbrugsejendom, ved forlig med ekspropriationsmyndighederne blev tilkendt følgende erstatning som følge af ekspropriation i forbindelse med ombygning af landevej, herunder etablering af cykelstier:

Afståelse af et 2.400 m2 areal,

12.000 kr.

Tab af levende hegn,

38.625 kr.

Driftstab, inkl. risiko for jordfygning,

 12.875 kr.

Hegnsflytning,

 500 kr.

Samlet erstatning 

 64.000 kr.

Klagerens repræsentant har oplyst, at det levende hegn ikke er blevet genetableret.

På ejendommen, der har et areal på 17,5 ha, driver klageren landbrug med kornavl samt en mindre besætning på 5-6 stk. kvæg, hvorved der i 1998 blev omsat for ca. 120.000 kr. Klageren har andre indtægter fra arbejdskilder uden for landbruget.

Ekspropriationen i forbindelse med ombygning af landevejen omfattede foruden klageren 19 andre lodsejere. 4 af disse lodsejere kunne ikke nå til enighed med ekspropriationsmyndighederne om fastsættelsen af erstatningen i forbindelse med ekspropriationen, hvorfor de først indbragte erstatningsspørgsmålet for Taksationskommissionen, som afsagde kendelse den 27. april 1999, og dernæst for Overtaksationskommissionen, som afsagde kendelse den 14. oktober 1999. Af udskrift af forhandlingsprotokollen for Overtaksationskommissionens kendelse i denne sag fremgår bl.a. følgende:

”Med hensyn til erstatning for læhegn er kommissionen principielt enig med Hedeselskabet i, at tabet af lævirkningen er afhængig af hegnenes højde og kvalitet, jf. også den fremlagte kendelse i Nr. Nebel sagen.

Kommissionen finder imidlertid ikke, den beregningsmetode, der blev brugt i Nr. Nebel sagen, uden videre kan anvendes i det konkrete tilfælde. Beregningsmetoden og de satser, der blev anvendt, havde bl.a. som forudsætning, at skaderne først blev udlignet over 16 år. Kommissionen finder ikke, at denne forudsætning generelt er opfyldt for hegnene i den aktuelle sag, enten på grund af hegnenes alder og/eller højde, eller fordi en del af hegnene som påpeget af amtet under alle omstændigheder måtte formodes at skulle udskiftes eller i hvert fald suppleres inden for en overskuelig fremtid. I Nr. Nebel sagen blev det også lagt til grund, at der er væsentlig større lævirkning af de hegn, der ligger vest for markerne, end af de hegn der ligger øst for. De af planteavlskonsulenten påpegede vindforhold i X-området kan indicere, at erstatningen for tab af lævirkning ikke bør differentieres efter hegnets placering. Ud fra en samlet vurdering finder Overtaksationskommissionen herefter, at det i den konkrete sag er mest rimeligt at benytte den beregningsmetode, som amtet har anvendt, nemlig et fast beløb pr. løbende meter hegn, også for så vidt angår driftstabserstatningen.

For så vidt angår driftstabet i genetableringsperioden finder kommissionen, at det fastsatte beløb på 25 kr. pr. lb. meter hegn er for lavt, bl.a. under hensyn til den fremherskende grøntfoderproduktion i området. Kommissionen fastsætter skønsmæssigt erstatningen herfor til 40 kr. pr. løbende meter, dog 50 kr. for de økologisk dyrkede ejendomme.

Omvendt finder kommissionen en erstatning på 75 kr. til genplantning for høj. Denne pris er baseret på, at der genplantes i 3 rækker i overensstemmelse med gældende praksis i dag. Kommissionen bestrider ikke, at det er naturligt at genplante i 3 rækker, eller at den anførte pris herfor er rigtig. Da det imidlertid er 1 række hegn, der er fjernet, finder kommissionen det ikke rimeligt, at amtet skal betale hele udgiften til genplantning i 3 rækker. Kommissionen har herefter skønsmæssigt fastsat genplantningserstatningen til 60 kr. pr. løbende meter hegn.

Med hensyn til længden af de berørte hegn, finder kommissionen, at der bør tages udgangspunkt i de tal, som fremgår af Hedeselskabets opgørelser, og som amtet ikke har bestridt. Heri skal der ske fradrag, idet kommissionen er enig med amtet i, at hegnene har været af stærkt varierende kvalitet, og at der har været en række store huller i hegnene. Kommissionen finder imidlertid ikke, at den har tilstrækkeligt grundlag for at anvende de af amtet foretagne fradrag for huller frem for Hedeselskabets opgørelse. Ved beregningen af erstatningen lægger kommissionen herefter Hedeselskabets tal for hegnslængden reduceret med lævirkningsfaktoren til grund. Kommissionen finder ikke grundlag for at undtage nogle af hegnene fra erstatningen for driftstab. Dog bortfalder erstatningen for B’s hegn, som ikke er fjernet.”

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse for indkomståret 1998 anset erstatningerne for tab af levende hegn og driftstab på henholdsvis 38.625 kr. og 12.875 kr. for skattepligtige indtægter.

Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at det af Overtaksationskommissionens afgørelse fremgår, at erstatningsbeløbene er ydet for genplantning af hegn samt for driftstab. Nævnet har herefter fundet, at disse erstatninger er ydet til dækning af fradragsberettigede udgifter, hvorfor erstatningsbeløbene er skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4 samt praksis herom. Nævnet har således ikke fundet, at disse erstatningsbeløb kan anses for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11 om skattefrihed for ekspropriationserstatninger, idet erstatningerne er ydet til dækning af eventuelle udgifter til genplantning og for driftstab. De nævnte erstatningsbeløb kan derfor ikke betegnes som erstatning for tab i indkomstgrundlaget på grund af lævirkning eller som ulempeerstatning for værdiforringelser på tilstødende ejendom.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at erstatningerne for tab af levende hegn og driftstab på henholdsvis 38.625 kr. og 12.875 kr. skal anses for skattefrie indtægter omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at erstatningen for tab af levende hegn på 38.625 kr. ifølge erstatningsopgørelsen fra Overtaksationskommissionen er ansat ud fra, hvad det ville koste at genetablere hegnet, og at læhegn som udgangspunkt er en del af den faste ejendom. Salg af læhegn er at betragte som salg af fast ejendom og dermed – ved ekspropriation – skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Endvidere er hegnet ikke blevet genetableret, hvorfor der ved et senere salg af ejendommen skal udgå en forholdsmæssig del af den samlede anskaffelsessum både for de 2.400 m2 jord samt for læhegnet. Såfremt læhegnet blev genetableret, skulle udgiften modregnes i erstatningen. Nye skatteregler omkring fradrag for etablering af læhegn efter læhegnsloven ændrer ikke ved, at det stadigvæk er en del af den faste ejendom.

Driftstabet i genetableringsperioden er i henhold til Overtaksationskommissionens afgørelse ansat ud fra den forudsætning, at skaderne først er udlignet i løbet af 16 år. Beløbet på 12.875 kr. er således udbetalt for driftstab i en genetableringsperiode på 16 år samt for risiko for jordfygning, hvorfor driftstabserstatningen efter repræsentantens opfattelse kan sidestilles med strukturskade, som er varig, når der henses til åremålet på de 16 år. Da skaden således har en vedvarende karakter, er den omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11 og dermed skattefri.

Landsskatteretten skal udtale:

Det bemærkes, at en erstatning som udgangspunkt skatteretligt bedømmes som den indtægt, den udgift eller det aktiv, erstatningen træder i stedet for. I det omfang den foreliggende erstatning ikke skal henføres under ejendomsavancebeskatningslovens § 11, foretages den skattemæssige bedømmelse i henhold til reglerne i statsskattelovens §§ 4-6. Af ejendomsavancebeskatningslovens § 11 følger, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation. Fritagelse for beskatning af fortjeneste indvundet ved modtagelse af ekspropriationserstatninger i henhold til denne bestemmelse foreligger såvel ved ekspropriation af ejendom, umiddelbar rettighed, som ved ekspropriation af begrænsede ejendomsrettigheder, middelbare rettigheder, herunder bl.a. rådighedsindskrænkninger, forringelse af ejendommen eller anden ulempe af længere varighed.

Herefter finder retten, at den til klageren ydede erstatning på 38.625 kr. for tab af levende hegn er skattepligtig, idet erstatningen er ydet til dækning af en fradragsberettiget udgift. Retten har herved henset til, at udgifter til genplantning af tidligere læhegn i henhold til ligningslovens § 8 K, stk. 3, er fradragsberettigede i det indkomstår, hvori udgiften afholdes, og at der ikke er grundlag for at betragte erstatningen som ydet for et formuetab, idet tabet af det levende læhegn som følge af muligheden for at genetablere hegnet under hensyn til det i Overtaksationskommissionens kendelse af 14. oktober 1999 vedrørende de 4 andre lodsejere oplyste om fastsættelsen af erstatningen af tab af levende hegn ikke har medført en varig forringelse af ejendommens værdi. Retten har videre henset til, at tabet af det levende hegn ikke kan anses for afståelse af fast ejendom og dermed omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, og at det er uden betydning, at læhegnet endnu ikke er blevet genetableret. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

For så vidt angår den til klageren ydede erstatning på 12.875 kr. for driftstab, herunder risiko for jordfygning, finder retten, at denne erstatning er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4 som erstatning for tab af en skattepligtig indtægt. Retten har herved henset til, at erstatningen er ydet til dækning af det tab, klageren har på driften af ejendommen som følge af den manglende lævirkning, og at klagerens resultat af driften af ejendommen er en skattepligtig indtægt i henhold til statsskattelovens § 4. Der er videre henset til, at erstatningen under hensyn til det i Overtaksationskommissionens kendelse af 14. oktober 1999 vedrørende de 4 andre lodsejere oplyste om fastsættelsen af erstatningen af tab af levende hegn ikke kan anses for kompensation for klagerens indtægtstab over en uvis årrække, jf. herved TfS 1988.686 LSR, og at driftstabet ikke kan anses for afståelse af fast ejendom og dermed omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor også på dette punkt.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter