Dato for udgivelse
05 Sep 2002 13:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17. juli 2002
SKM-nummer
SKM2002.424.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-3-1919-1176
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Skat
Emneord
Maskeret, udbytte, eneanpartshaver, købesum, privatforbrug, tilsidesættelse, regnskab
Resumé

En eneanpartshaver blev anset for skattepligtig af 125.000 kr. som maskeret udbytte i forbindelse med køb og salg af anparter i selskabet.

Reference(r)

Ligningsloven § 16 A


A klager for indkomståret 1998 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset 125.000 kr. for at være maskeret udbytte fra B ApS.

Det er oplyst, at klageren ved købsaftale af 2. marts 1998 købte alle anparterne i selskabet B ApS af C, og at aftalen er underskrevet af klageren og D, men ikke af C. D, der er klagerens fader, er di­rektør i B ApS. Ifølge købsaftalen afstår D sin køberet til an­parterne, men han får samtidig en ret til at videreoverdrage disse anparter til en køber i 3 år for 125.000 kr. Købesummen erlægges ifølge aftalen på særlig mellem parterne aftalt vis. Ifølge klagerens kontoudtog fra banken er der ingen pengebevægelser i forbindelse med købet af anparterne. Klageren har solgt anparterne igen den 15. februar 2000 til sel­skabet E ApS.

Det er endvidere oplyst, at C ifølge en købekontrakt af 10. juni 1997 har erhvervet anparterne for kontant 125.000 kr. fra F, men at hun i to breve til skattemyndigheden har anført, at handlen imidlertid aldrig blev berigtiget, idet hun hverken har betalt købesummen eller modtaget anparterne.

Det er endeligt oplyst, at det af selvangivelsen for 1998 for selskabet B ApS fremgår, at klageren er anpartshaver i selskabet, og at selskabets revisor har taget følgende forbehold for regnskabet:

”Vor revision af årsregnskabet og grundlaget giver os derfor an­ledning til at oplyse, at bestemmelserne i bogføringsloven, med løbende registreringer, ik­ke er opfyldt.”

Den stedlige skattemyndighed har forhøjet klagerens kapitalind­komst for indkomståret 1998 med skønsmæssigt 125.000 kr., der antages at hidrøre fra selskabet B ApS. Til støtte herfor har skattemyndigheden anført følgende:

”Ved skønsudøvelsen er der lagt vægt på, at den indsendte kapitalforklaring udviser et privatforbrug på 95.860 kr., medens det af skatteafdelingen korrigerede privatforbrug er opgjort til -74.812 kr. Efter korrektion af indkomsten udgør det ansatte privatfor­brug 50.188 kr., svarende til det af skatteafdelingen korrigerede privatforbrug i ind­komståret 1999, 53.268 kr.

I privatforbrugsopgørelsen har skatteafdelingen ikke anset det for godtgjort, at De har lånt eller fået 125.000 kr. af Deres fader, som hidrører fra dennes salg af en båd, idet denne på­stand ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort. Der er herved henset til, at Deres fader - iht. de oplysninger han afgav i mødet den 9. august 2001 - bl.a. har en gæld på 1,6 mio. kr. til X Kommune, hvorfor han ikke har økonomisk mulig­hed for at give gaver eller yde lån, og idet det i det hele taget er udokumenteret, at der er solgt en båd. Endvidere er henset til, at mellemregningsforholdet mellem C og Deres fader i det hele taget er udokumenteret.

Ændringen sker med hjemmel i ligningslovens § 16 A, jf. statsskattelovens § 4.”

Skatteankenævnet, der har stadfæstet forhøjelsen, har til støtte herfor anført, at klageren   ikke har gjort indsigelser til det opgjorte privatforbrug, og at klagen i realiteten alene vedrører, hvorvidt de oplyste pengeoverførsler salg af en båd og/eller køb af anparter kan eller skal påvirke rådighedsbeløbet til privatforbrug i 1998. Selskabets regnskabsgrundlag er reelt tilsidesat af kommunen, idet der for indkomståret 1998 er foretaget forhøjelser af selskabets indkomst med ikke selvangivne indtægter. Der er derfor ikke sikkerhed for, at samtlige indtægter i det pågældende selskab i det hele taget er indarbejdet i selskabets regnskab. Det er ikke doku­menteret, at selskabets aktiviteter er af en karakter, der udelukker mulighed for at unddrage omsætning. Da klagerens privatforbrug for 1998 bliver negativt, når den omtalte båd fjernes fra kapitalforklaringen, og da der ikke er påvist andre indkomstkilder til betaling for anparterne end ejerforholdet til det i sagen omhandle­de anpartsselskab, i hvilket klagerens fader efter de foreliggende oplysninger i 1998 var direktør og daglig leder, finder nævnet, at skattekontoret berettiget har antaget, at midlerne til betalingen for anparterne kun kan være fremskaffet fra selskabet selv. Da klageren endvidere ikke har været ansat i selskabet, er der ingen adgang til at anse hævningen for løn, og den vil derfor i medfør af bestemmelserne i ligningslovens § 16 A, kun kunne anses for udbytte.

Skatteankenævnet har fremhævet, at ligningslovens § 16 A ikke forudsætter, at anpartshaveren selv har direkte indflydelse på de dispositioner, der ligger til grund for en udlodning. Ligningslovens § 16 A træder i kraft allerede, når dispositio­nen er faktisk foretaget. Den konkrete baggrund for eventuelle udbetalinger eller udlodninger fra et selskab, herun­der et eventuelt formelt ansættelsesforhold, er i realiteten uden betydning for, om bestem­melsen finder anvendelse, idet § 16 A, stk. 1, 2. punktum, har følgende ordlyd:

"Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses."

Skatteankenævnet har endvidere anført, at overdragelsesaftalen er upræcis for så vidt angår betalingen for anparterne, idet det blot oplyses, at den "erlægges på særlig mellem par­terne aftalt vis". Det fremgår imidlertid af den af klagerens revisor udarbejdede kapitalfor­klaring, at klageren ultimo 1998 ejede anparter med en anskaffelsessum på 125.000 kr., og at der ikke ved årets udgang var særskilt gæld vedrørende denne anskaffelse. Anparterne er således betalt inden udgangen af dette indkomstår. Der fremgår imidlertid intet vedrørende en sådan betaling af udskrifterne af klagerens bankkonti, hvorfor betalingen for anparterne derfor må være erlagt på anden måde.

Skatteankenævnet har videre anført, at de forskellige forklaringer m.m. i sagen ikke synes at hænge sammen, hvorfor der må næres en betydelig skepsis vedrørende de forklaringer, der er meddelt i sagen fra samtlige i sagen involverede parter.

For det første kan den af revisoren udarbejdede kapitalforklaring for 1998 ikke være korrekt, hvis den i sagen nævnte båd ejes af klagerens fader. Iflg. kapitalforklaringen skulle klageren derimod eje halvdelen af båden.

For det andet forekommer det selvmodsigende, at D skulle have nogen ad­gang til at forbeholde sig en merværdi af de i sagen omhandlede anparter, hvis disse var ejet af C, der skulle være en uafhængig part.

For det tredje har klagerens repræsentanter på et møde den 9. august 2001 oplyst, at C har betalt for anparterne i 1997 med en check til advokatkontoret - iflg. det af repræsentanten indsendte bilag A, er de imidlertid betalt ved en bankoverførsel direkte til en anden konto - mens købesummen ifølge brevene af 13. november 2000 og 2. januar 2001 fra C til skattemyndigheden aldrig er blevet betalt.

For det fjerde forekommer det ikke logisk, at repræsentanten i sit brev af 11. oktober 2001 under de "vigtigste korrek­tioner" anfører, at C’s "juridiske vurdering" ved brevene af 13. november 2000 og 2. januar 2001 hverken er relevant eller korrekt, for derefter senere under "Ad a" at udtale, at det ved disse breve "kendeligt fastslås", at C ikke har forud­sat nogen kontant betaling i forbindelse med anparternes afståelse - og dermed alligevel ikke bare tillægger brevene betydning, men endog henviser til dem som dokumentation for sin op­fattelse.

Skatteankenævnet har videre anført, at klagen til nævnet ikke indehol­der bemærkninger i det hele taget vedrørende den faktisk meddelte begrundelse for skattekontorets ansættelse, hvor skattemyndigheden anfører, at det ikke er godtgjort, at klageren har lånt eller fået 125.000 kr. fra sin fader til betaling for anparterne, hvilket beløb skulle stamme fra salget af en båd. Der er ingen konkrete oplysninger i det hele taget vedrørende den omtalte båd, hverken vedrørende køb, salg eller betalinger vedrørende denne på det oplyste "bådlån", ligesom der heller ikke, trods den oplyste betydelige værdi på 250.000 kr., er fremlagt oplysninger f.eks. om forsikring af båden. Det er således ikke på nogen måde dokumenteret, at den pågældende båd i det hele taget eksisterer, eller at klageren og/eller hans fader ejer eller ejede nogen andel af en sådan båd, og ankenævnet finder derfor, at der på det fo­religgende grundlag ved sagens afgørelse helt skal bortses fra oplysninger vedrørende båden. Det er heller ikke på anden måde hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at klagerens fader har haft midler til at betale købesummen i 1998 for anparterne i B ApS, og derved give en gave eller yde et lån til klageren.

Skatteankenævnet har endelig anført, at de af repræsentanten nævnte afgørelser TfS 1996.501 og TfS 1997.118 ikke findes relevante for vurderingen af nærværende sag, dels fordi de vedrører egentlig selvstændig erhvervsdrivende og ikke hovedaktionærer, og dels fordi de vedrører retstilstanden i 1987/88 og 1988 - før indsættelsen den 13. december 1996 af kapitel 7A i mindstekravsbekendtgørelsen vedrørende krav om kapitalforklaringer m.m. for hovedaktionærer og hovedanpartshavere.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst for indkomståret 1998 nedsættes med 125.000 kr. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at der ik­ke fra selskabet B ApS foreligger nogen udlodning til klageren, og at klagerens betaling for anparterne er sket via en mellemregning, klagerens fader, D, havde med C. Såvel C som D har erkendt denne mellemregning, hvorfor det på alle måder er uacceptabelt, at mellemregningens eksistens bestrides af skattemyndighederne. Eksistens af mellemregningen kunne i øvrigt være blevet bekræftet ved henvendelse til D’s tidligere revisor. Skattemyndighederne har ikke søgt sagen tilstrækkeligt oplyst, hvorfor myndighederne ikke har haft be­rettiget anledning til på skrømt at bestride mellemregningens eksistens mod parternes udsagn. Tilsvarende kunne man ved henvendelse til C få bekræftet eksistensen af den pågældende båd. Dette har skattemyndighederne undladt, hvilket må komme myndighederne til skade, da man heller ikke på dette punkt har søgt sagen tilstrækkeligt belyst. Givetvis er der ikke fra klageren til C præsteret nogen betaling, hvilket også fremgår af de forklaringer, C har givet skattemyndighederne. Skattemyndighedernes synspunkt om, at der må være foretaget en betaling, er uden hold i virkeligheden, er udokumenteret og fremtræder alene som et postulat, som fremsat for at underbygge det resultat skattemyndighederne ønsker at opnå. Repræsentanten har påpeget, at klageren ikke på nuværende tidspunkt kan fremskaffe yderligere dokumentation vedrørende ejerskabet til båden eller mellemværendet med C.

Repræsentanten har endvidere anført, at det af brev af 10. juni 1997 fremgår, at købesum samt indskud ved forhøjelse af an­partskapitalen blev indbetalt af C, hvorfor skattemyndighedernes sagsfremstilling vedrørende C’s oplysninger er ukorrekte, hvilket faktum også kan udledes af C’s brev af den 25. februar 1998. C’s "juridiske vurdering" i breve af den 13. november 2000 og den 2. januar 2001 er således ikke relevante - endsige korrekte. Det kan endvidere fastslås, at C ikke har forudsat nogen kontant betaling i for­bindelse med anparternes afståelse. Der er således sket betaling via modregning, eller hvad der må sidestilles hermed. Denne forpligtelse, som er dækket via modregning fra C’s side, er ikke nogen forpligtelse i forhold til klageren, hvilket i øvrigt heller ikke ses gjort gældende, endsige dokumenteret fra skattemyndighedernes side. Allerede på baggrund af ovennævnte forhold bortfalder skattemyndighedernes grundlag for at statuere maskeret udlodning, da der ikke ses at foreligge nogen betaling fra eller for klageren i forhold til C.

Repræsentanten har videre anført, at klageren ale­ne har været selskabets eneanpartshaver, og at hans mulighed for at yde indflydel­se og træffe beslutninger på selskabets vegne såle­des er begrænset til ge­neralforsamling, jfr. selskabslovgivningen. Kendeligt har han ikke haft indflydelse på den daglige drift. Der foreligger således ikke her en sådan situation, der gør det muligt at bringe ligningslovens § 16 A i anvendelse. Herud­over skal også henvises til det faktum, at der ikke foreligger nogen udbetaling fra selskabet til klageren, endsi­ge at dette er sandsynliggjort. I denne forbindelse skal der henvises til sel­skabets aktiviteter, der ikke er af en sådan karakter, at det giver mulighed for at unddrage omsætning.

Repræsentanten har endelig anført, at klageren ikke er bogføringspligtig, og at den af skattemyndighederne fremhævede afgørelse refereret i TfS 2000.720 ikke kan finde anvendelse i nærværende sag, idet der i den sag lå væsentlige, håndgribelige indi­cier og beviser på maskeret udlodning, primært i forbindelse med den omtalte forudliggende straffesag, at det kunne konstateres, at de selskabet tilhørende malerier befandt sig i hovedaktionærens hjem, samt at told- og skatteregionen på baggrund af beslaglagt materiale, herunder også et husholdnings­regnskab, kunne opstille og dokumentere et større privatforbrug. Hoved­aktionæren var i øvrigt direktør i selskabet. Samme forhold gør sig på ingen måde gælden­de i nærværende sag. Skattemyndighederne ses ikke engang at have ulejliget sig med at søge nogen dokumentation for, at der er udbetalt/udloddet midler fra sel­skabet. Skattemyndighederne må acceptere, at de betingelser, der skal være opfyldt for, at der overhove­det er grundlag for at overveje, om det kunne komme på tale at statuere udlod­ning fra selskabet til klageren, ikke er opfyldt i nærværende sag. Der mangler ganske simpelt for kla­geren den nødvendige, umiddelbare kontakt til selskabet.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. En skønsmæssig forhøjelse af en lønmodtager forudsætter normalt en påviselig yderligere indtægtskilde samt et beregnet privatforbrug, der ligger væsentligt lavere, end hvad der må antages at medgå til en sædvanlig beskeden livsførelse.

Klageren har ved købsaftale af 2. marts 1998 købt alle anparterne i selskabet B ApS. Klageren har oplyst, at betalingen for anparterne er sket via et mellemregningsforhold mellem sælgeren C og klagerens fader. Der er imidlertid ikke fremlagt nogen nærmere dokumentation for mellemregningsforholdets opstående og afvikling. Der er endvidere ikke fremlagt nogen nærmere dokumentation vedrørende klagerens eventuelle ejerskab til en båd primo 1998, der angiveligt skulle finansiere købet af anparterne. De stedlige skattemyndigheder har derfor været berettigede til at bortse fra værdien af den omhandlede båd ved opgørelsen af klagerens privatforbrug for 1998. Skattemyndighederne har på den baggrund opgjort klagerens privatforbrug til 74.812 kr. De stedlige skatte­myndigheder har således godtgjort, at klagerens privatforbrug for indkomståret 1998 ligger væsentligt lavere, end hvad der må antages at medgå til en sædvanlig beskeden livs­førelse. Efter korrektion af indkomsten udgør det ansatte privatfor­brug 50.188 kr., svarende til det af skatteafdelingen korrigerede privatforbrug i ind­komståret 1999, 53.268 kr.

Selskabets revisor har taget forbehold for regnskabet for 1998, idet bogføringslovens bestemmelser om løbende registreringer ikke er opfyldt. De stedlige skattemyndigheder har for indkomståret 1998 foretaget forhøjelser af selskabets indkomst med ikke selvangivne indtægter. Landsskatteretten finder på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte det ved an­sættelsen udøvede skøn over klagerens indkomst fra selskabet B ApS. Da kla­geren ikke har været ansat i selskabet, er hævningen med rette anset for udbytte, jf. lig­nings­lo­vens § 16 A, hvorfor den påklagede ansættelse stadfæstes.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter