Dato for udgivelse
26 Sep 2002 10:12
SKM-nummer
SKM2002.463.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/02-4062-00106
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ph.d-stipendiater, stipendier, legater, skattefrihed
Resumé

Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked truffet afgørelse om, at ph.d-stipendiater, ansat hos en dansk arbejdsgiver, men indskrevet til et helt forskeruddannelsesforløb i udlandet, vil kunne modtage stipendier/legater fra den indskrivende institution i udlandet, uden at det bevirker bortfald af skattefriheden efter reglerne i ligningsloven § 33 A, stk. 1.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 litra r
Ligningsloven § 9 A
Ligningsloven § 33 A
Ligningsvejledningen 2001 D.C.2.6.


Spørgsmål

Er stipendier eller legater, som danske phd-stipendiater tildeles af deres udenlandske institutioner, omfattet af ligningsloven § 7, litra r eller § 9 A, således, at modtagelsen vil medføre tab af skattefriheden efter ligningsloven § 33 A?

Svar

Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af faktiske forhold

Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation indgik i 1997 aftale om lønnede ph.d.-stipendiater. Aftalen, der trådte i kraft pr. 1. januar 1998, indeholder bla. protokollat 1, der omhandler ph.d-stipendiater, der er indskrevet til et helt forskeruddannelsesforløb ved en udenlandsk uddannelsesinstitution. Ph.d-stipendiaterne opholder sig i udlandet i minimum 3 år.

Aftalen er efterfølgende ændret således, at forholdene for lønnede ph.d.-stipendiater reguleres efter aftale af den 26. maj 2000.

Ved den omhandlende lønaftale af den 26. maj 2000 blev den årlige basisløn for ph.d’er indskrevet i udlandet fastsat under hensyn til, at den er skattefri i Danmark efter reglerne i ligningsloven § 33 A. Det er en forudsætning for at opnå skattefrihed, at der ikke samtidig udbetales ydelser efter ligningsloven § 7, litra r, eller § 9 A.

Efter aftalen er ph.d stipendiaten lønmodtager og arbejdsgiver er den institution, der udsteder ansættelsesbrev til ph.d.-stipendiaten

I forbindelse med Forskeruddannelsesrådets årlige opslag af ph.d-stipendier til hele forskeruddannelsesforløbet i udlandet, har flere ansøgere oplyst, at de allerede har fået tildelt stipendier fra deres fremtidige udenlandske institution.

Det er spørgers opfattelse, at det på afgørende vis kan ændre forudsætningerne for at gennemføre et helt forskeruddannelsesforløb i udlandet, hvis modtagelse af udenlandske stipendier/legater får den konsekvens, at man mister retten til skattefrihed efter ligningsloven § 33 A.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Det fremgår af Ligningsvejledningen 2001 afsnit D.C.2.6, at personer der oppebærer lønindkomst ved tjeneste uden for riget for den danske stat eller anden dansk offentlig myndighed, som udgangspunkt er berettiget til lempelse efter ligningsloven § 33 A, stk. 1. Sådanne personer kan dog i henhold til ligningsloven § 33 A, stk. 2, ikke få skattefritagelse, såfremt der samtidig modtages ydelser efter ligningsloven § 7, litra r, eller § 9 A.

Lønnede ph.d-stipendiater indskrevet til længerevarende forskeruddannelse i udlandet anses efter ligningsloven § 33 A for udsendt af den danske stat eller en anden offentlig myndighed og får således fuld lempelse for den danske skat, der falder på indkomsten optjent under ophold i udlandet, forudsat at betingelserne i øvrigt er opfyldt jf. bindende forhåndsbesked, TfS 1999.535.

Den grundlæggende betingelse for offentlig ansattes mulighed for at få lempelse efter ligningsloven § 33 A er, at lønnen skal være fastsat individuelt. Såfremt lønnen er fastsat i henhold til en kollektiv aftale, skal det udtrykkeligt fremgå af aftalen, at lønnen er fastsat under hensyn til, at den er skattefri.

Det fremgår udtrykkeligt af aftalen mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation og den efterfølgende lønaftale af den 26. maj 2000, at lønnen er fastsat under hensyn til, at den er skattefri i Danmark efter reglerne i ligningsloven § 33 A.

Det er jf. ovennævnte ydermere en betingelse for skattefrihed efter ligningsloven § 33 A, at lønmodtageren ikke modtager ydelser efter ligningsloven § 7, litra r, eller § 9 A.

En lønmodtager må således ikke modtage udetillæg eller andre lignende ydelser, der tjener til dækning af merudgifter som følge af tjeneste i udlandet, og som ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst jf. ligningsloven § 7, litra r, 1. pkt. I følge praksis er det imidlertid kun § 7 r ydelser, der udbetales af den danske stat, der afskærer modtageren fra at anvende lempelsesreglen i ligningsloven § 33 A jf. Ligningsvejledningen 2001 afsnit D.C.2.6.

Som alternativ til udetillæg udsendes offentlige ansatte i et vist omfang på tjenestevilkår. Den udsendte modtager oven i den almindelige løn dagpenge, som er skattefrie i henhold til ligningsloven § 9 A. Dagpengene skal som udetillægget dække ekstraomkostninger i forbindelse med udsendelsen. Oppebæres der sådanne skattefrie dagpenge, vil der ligeledes ikke kunne opnås skattefritagelse efter ligningsloven § 33 A, stk. 1. Det fremgår imidlertid af Ligningsvejledningen 2001 afsnit D.C.2.6, at dagpenge udbetalt under lokale tjenesterejser foretaget fra eller internt i udstationeringslandet ikke medfører, at muligheden for skattefritagelse bortfalder.

Styrelsen indstiller på denne baggrund, at ph.d.-stipendiater, ansat hos en dansk arbejdsgiver, men indskrevet til et helt forskerudannelsesforløb i udlandet, vil kunne modtage stipendier/legater fra den indskrivende institution i udlandet, uden at det bevirker bortfald af skattefriheden efter reglerne i ligningsloven § 33 A, stk. 1.

Ligningsrådet tiltræder indstillingen.