Dato for udgivelse
10 Oct 2002 14:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19. september 2002
SKM-nummer
SKM2002.493.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-3-1836-1582
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Inkasso, gebyr, omkostning, driftsudgift
Resumé

Rykkergebyrer var ikke fradragsberettigede som en driftsomkostning.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a
Ligningsloven § 8, stk. 3


A klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for udgift til rykkergebyrer, 8.000 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren driver en maskinstation fra en ejendom i X. I forbindelse med driften af maskinstationen har klageren indgået en række leasingkontrakter vedrørende markmaskiner. Leasingkontrakterne er indgået med flere forskellige leasingfirmaer. I en række tilfælde er leasingydelserne betalt for sent eller først betalt efter modtagelse af en rykkerskrivelse fra leasingfirmaet. De sene betalinger har derfor udløst såvel morarenter som rykkergebyrer.

Rykkergebyrerne (påkravsgebyrerne) er af forskellig størrelse afhængig af hvilket leasingfirma, der er tale om. Gebyrerne varierer således fra 100 kr. og op til 200 kr. Der er fremlagt eksempler på leasinggebyrer fra 3 firmaer.

Klageren har foretaget fradrag for de samlede ca. 60 rykkergebyrer, andragende i alt 8.000 kr.

Myndighederne har ikke godkendt fradrag for udgiften til rykkergebyr på 8.000 kr. og har derfor forhøjet klagerens indkomst med et tilsvarende beløb.

Forhøjelsen er begrundet med, at rykkergebyrer opkræves i forbindelse med, at leasingafgiften ikke betales eller betales for sent. Højesteret har i en dom af den 27. juni 1985, TfS 1985.438, tilkendegivet, at inkassoudgifter, som planlagt eller ufrivilligt bliver påført en erhvervsdrivende i forbindelse med gæld på varekøb (formue), ikke kan betragtes som en fradragsberettiget driftsudgift. Inkassoudgifter kan efter myndighedernes opfattelse sidestilles med rykkergebyrer i denne forbindelse.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgiften i overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte for denne påstand har repræsentanten anført, at der er fradragsret for de omhandlede rykkergebyrer, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Repræsentanten har yderligere anført, at der er tale om gebyrer vedrørende lejeforhold og ikke vedrørende låneforhold, at der er tale om udgifter, der er knyttet til den erhvervsmæssige virksomhed, at gebyrerne må sidestilles med andre fradragsberettigede gebyrer vedrørende checks, kontantudbetalinger, pengeoverførsler m.v., jf. SKATM. 1983, side 251, hvor der reelt er tale om administrationsudgifter, der overvæltes på debitor ud fra et brugerbetalingsprincip, at rykkergebyrer er udtryk for, at kreditor overvælter sine meradministrationsudgifter på debitor og at gebyrerne ikke kan sidestilles med inkassoudgifter.

Repræsentanten har vedrørende anbringendet om, at der ikke er tale om et låneforhold, men et lejeforhold endvidere anført, at de betalte rykkergebyrer er ydelser, der er betalt i forhold til en lejekontrakt (leasingaftale). Finansierings- og prioriteringsomkostninger i låneforhold er som hovedregel ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I ligningslovens § 8, stk. 3 er der dog opregnet en række undtagelsestilfælde, hvor der indrømmes fradrag for diverse finansierings- og prioriteringsomkostninger samt rentelignende ydelser.

Rykkergebyrerne over for leasingselskaberne kan ikke sidestilles med disse, idet der ikke er tale om et låneforhold (kapitalfremskaffelse), men derimod om et lejeforhold. Ydelserne er derfor ikke omfattet af ligningslovens § 8, stk. 3. Rykkergebyrerne kan ej heller sidestilles med renteudgifter, idet gebyrerne ikke kan anses for omfattet af det almindelige rentebegreb.

Repræsentanten har uddybet anbringendet om, at gebyrerne ikke er inkassoudgifter, med at anføre, at et rykkergebyr er udtryk for det vederlag, som en kreditor kan kræve, når han har sendt en rykkerskrivelse. Kreditor overvælter så at sige sine meradministrationsudgifter på debitor. Rykkergebyret vil ofte være en standardiseret beregning eller fastsættelse af de omkostninger, der er forbundet med at fremsende en rykkerskrivelse.

Kreditor vil ofte sende 2-3 rykkerskrivelser førend sagen overgår til inkasso. Kreditors første rykkerskrivelse vil i almindelighed være en påmindelse til debitor om manglende betaling og en opfordring til at betale inden for et antal dage. Først ved de senere rykkerskrivelser vil kreditor typisk angive, at fordringen overgives til retslig inkasso, hvis der ikke sker betaling.

I denne sag er der ikke tale om, at sagen er overgivet til retslig inkasso, intern inkassoafdeling, advokat eller til en person, der er omfattet af lov om inkassovirksomhed. Nærværende sag er derfor heller ikke sammenlignelig med sagen i Højesterets dom i TfS 1985.438, hvor der var tale om inddrivelsesudgifter (inkassoudgifter) afholdt over for en advokat.

Repræsentanten har endelig uddybet anbringendet om, at der er tale om en driftsudgift, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Repræsentanten har således anført, at over de seneste årtier er der sket en udvikling i driftsomkostningsbegrebet, jf. blandt andet Skattelovrådets betænkning nr. 1221 fra 1991, side 7 samt Ligningsvejledningen 1999, afsnit E.A.2.2.

Den snævre afgrænsning af fradragsretten er der lempet på via en række særlove, der så i stedet hjemler fradrag. Også inden for praksisafgørelser er der over årene sket en lempeligere tolkning af, hvad statsskattelovens § 6 hjemler fradrag for.

Statsskattedirektoratet har i SKATM. 1983, side 251 udtalt, at gebyrer for ID-kort, kundekort og checkhæfte, gebyrer vedrørende checks, kontantudbetalinger og kundekortudbetalinger og gebyrer for diverse pengeoverførsler samt øvrige formueadministrationsgebyrer alene er fradragsberettigede i det omfang, udgiften i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan anses som en driftsomkostning. Statsskattedirektoratets udtalelse må formodes at betyde, at de omtalte gebyrer er fradragsberettigede, hvis de er knyttet til en erhvervsmæssig virksomhed, mens der ikke er fradrag, hvis der er tale om privatrelaterede udgifter, idet udtalelsen ellers ikke giver nogen mening.

En snæver/streng fortolkning af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ville givet medføre, at der ikke er fradragsret for gebyrer m.v. vedrørende ovennævnte betalingstransaktioner. Afgørelsen ovenfor er derfor udtryk for en lempelig – mere nutidig – tolkning af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvor der tilsyneladende lægges vægt på udgifternes tilknytning til erhvervsvirksomheden.

Rykkergebyrer må indplaceres i feltet mellem en erhvervsvirksomheds betalingstransaktionsgebyrer m.v. (SKATM. 1983, side 251), som er fradragsberettigede, og inkassoomkostninger (TfS 1985.438), hvor der ikke kan anerkendes fradragsret.

I skattelovrådets betænkning nr. 1221 fra 1991 om driftsomkostninger har skattelovrådet på side 133 følgende bemærkninger om inkassoomkostninger og TfS 1985.438: ”Ved TfS 1983.438 H (inkassodommen) blev en bygmester nægtet fradrag for inkassoomkostninger, som han blev pålagt i forbindelse med for sen betaling af varegæld. Dommen er i overensstemmelse med tidligere praksis, og er formentlig båret af en moralsk betragtning om, at gæld skal betales til tiden. Det må antages, at Højesterets afgørelse er udtryk for en artsbestemt nægtelse af fradrag, hvorfor inkassoomkostninger kan henføres til gruppen af omkostninger uden fradrag”.

Det er repræsentantens opfattelse, at rykkergebyrerne ikke har karakter af inkassoomkostninger, idet der ikke er påbegyndt nogen inkassoforretning på rykkertidspunktet. Det vil efter repræsentantens opfattelse forekomme temmelig anstrengt, hvis man vil nægte fradrag med henvisning til, at rykkergebyrerne ikke er naturlige og sædvanlige udgifter eller ligefrem nødvendige udgifter, idet udgifterne er klart knyttet til en virksomhed i drift. I andre sammenhænge anerkendes der fradrag selvom udgiften enten kunne undgås eller kunne minimeres. Dette gælder eksempelvis for spild i produktionen og morarenter.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Landsskatteretten finder herefter, at de omhandlede rykkergebyrer er af en sådan karakter, at de ikke kan anses for omfattet af ligningslovens § 8, stk. 3, eller statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. De ca. 60 rykkerskrivelser, som klageren har modtaget som følge af hans manglende betaling af leje af markredskaber m.v. kan ikke karakteriseres som en følge af en normal driftsrisiko. Der er herved henset til Højesterets dom om manglende fradrag for inkassoomkostninger, refereret i TfS 1985.438. Idet rykkergebyrerne endvidere ikke findes at kunne sidestilles med almindelige gebyrer for betalingsformidling stadfæstes den påklagede ansættelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter