Dato for udgivelse
15 Nov 2002 12:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
10. oktober 2002
SKM-nummer
SKM2002.584.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1879-0456
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ansættelse, frist, forlænge, ugyldighed
Resumé

En skatteansættelse, der var foretaget efter udløbet af en aftalt forlængelse af fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, var ugyldig.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 34, stk. 3


A klager for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag for underskud vedrørende K/S B, 355.570 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren har deltaget som kommanditist i K/S B, og at X Kommune som komplementarkommune har optaget sagskomplekset til revision.

Den kommunale skatteforvaltning har ved agterskrivelse af 18. april 2001 nægtet klageren fradrag for underskud på 355.570 kr. for deltagelse i K/S B, der vedrører et hotel beliggende i England.

Klagerens advokat anmodede den 3. maj 2001 om udsættelse med fristen for at reagere på agterskrivelsen af 18. april 2001 til den 16. maj 2001.

Advokaten fremsendte den 15. maj 2001 skrivelse med bilag til X Kommunes skatteforvaltning vedrørende en anden deltager i K/S B.

Ansættelsesfristen blev i X Kommunes skatteforvaltning udsat fra den 1. august 2001 til den 1. oktober 2001.

Advokaten anmodede den 15. juni 2001 skatteforvaltningen om udsættelse af ansættelsesfristen til 1. oktober 2001, idet det af skrivelsen fremgår:

Vedr.: A K/S B j.nr.

På vegne af ovennævnte kommanditist anmoder jeg hermed om, at forældelsesfristen, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, i ovennævnte sag udskydes til den 1. oktober 2001, jf. vedlagte kopi af X Skatteforvaltnings telefax til mig af 13. ds.”

Skatteforvaltningen besvarede den 20. juni 2001 advokatens henvendelse således:

”Vedr. udskydelse af forældelsesfrist jfr. skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, for A vedr. projektet K/S B til d. 01.10.2001.

Idet henvises til Deres anmodning af 15.06.2001 skal herved meddeles, at denne kan imødekommes forudsat, at herværende ligningsmyndighed selvstændigt kan anvende de på mødet/møderne med X kommune fremkomne oplysninger, til endelig afgørelse af sagen.”

Advokaten fremsendte den 26. september 2001 telefax til skatteforvaltningen, hvori han kommenterede den af kommunens skatteforvaltning trufne afgørelse, idet han i øvrigt henstillede til skatteforvaltningen, at man overholdt den skatteprocessuelle forpligtelse til at foretage en selvstændig og individuel sagsbehandling, og ikke blot henholdt sig til afgørelsen fra X skatteforvaltning vedrørende en anden skatteyder.

Skatteforvaltningen traf herefter afgørelse i sagen den 25. oktober 2001.

Skatteankenævnet har anført, at behandling af klagesagens materielle del er berostillet.

Skatteankenævnet har tillige anført, at der er tale om et ikke ukompliceret skatteprojekt med 10 deltagere fordelt på en række forskellige kommuner, hvor den indledende sagsbehandling hovedsageligt er foretaget af X Kommune.

Skatteankenævnet har bemærket, at klagerens anmodning om fristforlængelse, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, var begrundet i, at klagerens advokat ved behandlingen af modersagen i X Kommune ikke kunne deltage i et aftalt møde. Fristforlængelse blev derefter aftalt, så X Kommune efter det aftalte ny mødetidspunkt den 14. august 2001 fortsat havde ca. 1½ måned til at afsige endelig kendelse.

Skatteankenævnet har endvidere bemærket, at skatteforvaltningen i forbindelse med fristforlængelsen forudsatte, at man selvstændigt kunne anvende de på mødet/møderne med X kommune fremkomne oplysninger til endelig afgørelse af sagen.

Skatteankenævnet har således bemærket, at advokaten først via telefax af 26. september 2001 fremsender endelig reaktion på skatteforvaltningens agterskrivelse af 18. april 2001, og at advokaten henstiller til skatteforvaltningen, at den i behandlingen af klagesagen overholder den skatteprocessuelle forpligtelse til at foretage en selvstændig og individuel sagsbehandling, og ikke blot henholder sig til afgørelsen fra X Kommune vedrørende en af de øvrige kommanditister.

Skatteankenævnet har anført, at skatteforvaltningen har fulgt advokatens henstilling om en selvstændig og individuel sagsbehandling, idet skatteforvaltningen har frafaldet punkt 6 i den oprindelige begrundelse samt anført, at punkt 5 vedrørende fradragskonto må afvente udfaldet af klagebehandlingen for de øvrige punkter.

Skatteankenævnet har tilføjet, at ikke alle kommanditisters sager er afsluttet inden den 1. oktober 2001, idet en afgørelse er afsagt den 1. november 2001.

Der fremgår i øvrigt hverken af skattestyrelsesloven, bemærkningerne hertil eller i cirkulæret krav om fastsættelse af en nøjagtig frist i stedet for den 1. august i det 4. indkomstår efter indkomstårets udløb, jf. praksis som udtrykt i Landsskatterettens afgørelse af 24. marts 2000 (TfS 2000.430).

Skatteankenævnet har vurderet, at der i skatteforvaltningens tilsagn om udskydelse af fristen til den 1. oktober 2001 implicit lå, at reaktionen fra klageren nødvendigvis måtte foreligge i god tid inden den 1. oktober 2001.

Da klagerens reaktion først fremkom til kommunen pr. telefax den 26. september 2001 har ankenævnet vurderet, at klageren på grund af sagens kompleksitet og hans udtrykkelige ønske om selvstændig og individuel sagsbehandling ikke har haft en berettiget forventning om at modtage en afgørelse senest den 1. oktober 2001, men at klageren i stedet kunne forvente at få en afgørelse snarest herefter.

Da skatteforvaltningens selvstændige og individuelle afgørelse foreligger den 25. oktober 2001, konkluderer skatteankenævnet på grundlag af samtlige oplysninger i sagen, at afgørelsen er gyldigt foretaget, jf. bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, og ankenævnet fastholder på dette grundlag dette punkt i klagesagen.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at skatteforvaltningens ansættelse af 25. oktober 2001 er ugyldigt foretaget og skal nedsættes med 355.570 kr., således at klagerens skatteansættelse foretages i overensstemmelse med hans selvangivelse.

Advokaten har nærmere gjort gældende, at skatteforvaltningen ikke har haft kompetence til at træffe afgørelse i sagen i henhold til skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, idet ansættelsesfristen i denne bestemmelse ikke er overholdt.

Sagen omhandler en skatteyder, der er kommanditist og som har fået sin deltagelse i kommanditselskabet underkendt, idet skatteforvaltningen i realiteten har henvist til en tilsvarende sag, som er behandlet af X Kommune (pilotsagen). Den 18. april 2001 udsendte skatteforvaltningen således en agterskrivelse vedrørende indkomståret 1997, hvorefter skatteforvaltningen agtede at tilsidesætte klagerens deltagelse i K/S B.

Ansættelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, blev efter anmodning af 15. juni 2001 fra advokaten forlænget til den 1. oktober 2001, idet et aftalt møde i pilotsagen, der verserede ved X Kommune, blev udskudt til den 14. august 2001. Fristforlængelsen til 1. oktober 2001 blev klart og tydeligt tiltrådt af skatteforvaltningen ved skrivelse af 20. juni 2001. Der er således ingen tvivl om, at der foreligger en absolut og utvetydig fastsat frist.

Den 20. september 2001 traf X Kommune afgørelse i pilotsagen. I forlængelse heraf sendte advokaten den 26. september 2001 en telefax til skatteforvaltningen - og alle øvrige kommuner, hvor skattesagerne vedrørende K/S B og K/S C verserede – der indeholdt en kortfattet opsummering af allerede fremsatte synspunkter og indsigelser i pilotsagen. Alt materiale i pilotsagen havde skatteforvaltningen allerede modtaget i kopi.

Advokaten har anført, at klageren den 18. oktober 2001 endnu ikke havde modtaget en ansættelse fra skatteforvaltningen, hvorfor han rettede telefonisk henvendelse dertil for at høre, hvorvidt der var truffet afgørelse i sagen. Skatteforvaltningen oplyste, at der endnu ikke var blevet truffet en afgørelse, hvorefter advokaten gjorde opmærksom på, at dette ej længere var muligt, eftersom fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, var overskredet. Dette bekræftede han ved telefax af samme dato til skatteforvaltningen.

Først den 25. oktober 2001 traf skatteforvaltningen afgørelse i sagen vedrørende klagerens ansættelse for indkomståret 1997. Med andre ord har skatteforvaltningen overskredet den af forvaltningen accepterede og aftalte frist med 25 dage.

Advokaten har tillige anført, at skatteforvaltningen skulle have truffet en kendelse inden ansættelsesfristens udløb den 1. oktober 2001 eller have kontakten ham med henblik på, at han skulle fremsætte anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, såfremt forvaltningen ikke så sig i stand til at foretage en selvstændig og individuel sagsbehandling inden den 1. oktober 2001. Eksempelvis aftalte advokaten med en told- og skatteregion en yderligere fristforlængelse til 1. november 2001 efter regionens anmodning herom, og han ville selvfølgelig ligeledes have givet skatteforvaltningen en sådan fristforlængelse ved anmodning herom.

Det er uacceptabelt, at skatteforvaltningen i stedet vælger at se sig hævet over det faktum, at ansættelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, er en absolut frist for skatteforvaltningen. En frist som forvaltningen ikke af egen drift kan forlænge, medmindre de objektive forhold – der udtømmende regulerer adgangen til at foretage skatteansættelser efter fristens udløb – som angivet i skattestyrelseslovens § 35 foreligger, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Sagen bliver ikke bedre af, at skatteankenævnet uden videre blåstempler skatteforvaltningens ignorering af de basale skatteprocessuelle spilleregler, som lovgiver har opstillet for myndighedernes sagsbehandling.

Advokaten har henvist til punkt 4.2 i cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999 til skattestyrelsesloven, til forarbejderne til ændringslov nr. 1104 af 20. december 1995 samt til afsnit G.3.1.1.1. i Told- og Skattestyrelseslovens vejledning om processuelle regler på Told og Skats område for 2002.

Advokaten har endvidere henvist til Vestre Landsrets dom af 11. april 2002 (SKM 2002.305) samt til Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 1996 (TfS 1997.10).

Advokaten har vedrørende skatteankenævnets henvisning til Landsskatterettens kendelse af 24. marts 2000 (TfS 2000.430) anført, at denne afgørelse er meget konkret begrundet, og at den ikke er relevant for denne sag, idet Landsskatteretten hverken i skattestyrelsesloven, bemærkningerne hertil eller cirkulæret fandt, at der var krav om fastsættelse af en nøjagtig frist i stedet for 1. august i det 4. indkomstår efter indkomstårets udløb.

I den foreliggende sag skal det slet ikke diskuteres, om der er krav om fastsættelse af en nøjagtig ansættelsesfrist ved anmodning om fristforlængelse, da en nøjagtig frist rent faktisk blev aftalt og fastsat, nemlig den 1. oktober 2001.

Som det fremgår af forarbejderne, har lovgivers hensigt og intention været, at der skal eksistere en fast og objektiv frist af hensyn til beskyttelsen af skatteyderne, således at de pågældende kan indstille sig på, at en ansættelse er endelig efter fristens udløb. Hvis det var muligt for skattemyndighederne egenhændigt at strække og rykke fristgrænsen efter forgodtbefindende, er der påbegyndt en glidebane. Der vil således være skabt en ulovhjemlet retstilstand, hvor vi den dag i dag fortsat kunne sidde og vente på en – eventuel -afgørelse. Det behøver vist ingen nærmere uddybning, at en sådan retstilstand ikke er acceptabel.

Ansættelsesfristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, afgrænser den tidsmæssige udstrækning af skatteforvaltningens kompetence til at foretage eller ændre en skatteansættelse. Eftersom fristen tydeligt er overskredet, har  skatteforvaltningen ikke haft kompetence til den 25. oktober 2001 at træffe afgørelse i sagen.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, 1. og 2. pkt., at de i stk. 1 nævnte myndigheder ikke af egen drift kan foretage en ansættelse af den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal ligge til grund for en skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb. Fristen kan dog forlænges efter anmodning fra den skattepligtige, i det omfang den skattepligtige påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for fristen.

I det foreliggende tilfælde har klagerens advokat ved skrivelse af 15. juni 2001 anmodet om, at forældelsesfristen, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 3, udskydes til den 1. oktober 2001, hvilken anmodning skatteforvaltningen har imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001.

Landsskatteretten finder, at skatteforvaltningens skrivelse af 20. juni 2002 ikke giver anledning til tvivl om, at det er en udsættelse af forældelsesfristen, der imødekommes.

Landsskatteretten finder herefter, at den mellem advokaten og skatteforvaltningen aftalte forældelsesfrist er fastsat til den 1. oktober 2001. Skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober 2001 er således truffet efter den aftalte frist, hvilket er for sent. Den påklagede afgørelse er derfor ugyldig.