Dato for udgivelse
09 Jan 2007 11:11
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Sep 2006 15:46
SKM-nummer
SKM2007.21.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-003345
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder
Resumé
Skatterådet har tiltrådt, at tilskud til bygningsarbejde på fredet vindmølle er skattefri.
Hjemmel
06-053110
Reference(r)
Ligningloven § 7 E, stk. 2
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-4 A.G.4.

XX har anmodet om skattefritagelse for beskatning af tilskud på 500.000 kr. fra YY til arbejder på den fredede vindmølle ZZ Mølle.

Arbejdet omfatter restaurering af møllen, som bla. er medtaget pga råd- og svampeangreb.

Kulturarvstyrelsen har givet 900.000 kr. til restaurering. Det er oplyst, at de samlede udgifter bliver 1.800.000 kr. Det fremgår endvidere, at  YY har givet dette beløb, fordi han gerne ser vindmøllen reetableret med vindrose og vinger, så den igen kan male korn med vindens kraft.

Ifølge ligningslovens § 7 E, stk. 1 medregnes tilskud ydet i.h.t. § 16, stk.1 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer til bygningsarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger ikke til modtagerens skattepligtige indkomst. Det samme gælder andre offentlige tilskud, der ydes til samme formål.

I følge ligningslovens § 7 E, stk. 2 kan Ligningsrådet tillade, at andre tilskud ligeledes ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, hvis der til et bygningsarbejde på en fredet eller bevaringsværdig bygning er ydet offentligt tilskud, der omfattes af ligningslovens § 7 E, stk. 1.

Af cirkulære til ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996 punkt 2.5 fremgår det, at Ligningsrådets tilladelse forudsætter, at tilskudsyderen er uafhængig af modtageren.

Da bygningen er fredet og tilskudsyderen er uafhængig af modtageren, indstilles det, at Skatterådet imødekommer ansøgningen.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter