Dato for udgivelse
02 Feb 2007 11:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Oct 2006 13:50
SKM-nummer
SKM2007.88.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, B-2306-05
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Fri bil, eneanpartshaver, rådighed, privat kørsel, chaufførregel
Resumé

Skatteyderen var i de omhandlede indkomstår eneanpartshaver i et selskab, der ejede en varebil. Bilen var dagligt parkeret ved selskabets adresse, der var sammenfaldende med skatteyderens bopæl. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at det påhviler skatteyderen efter den dagældende ligningslovs § 16, stk. 4, at sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Skatteyderen havde ikke ved kørselsregnskab eller på anden tilstrækkelig sikker måde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Hertil kom, at skatteyderen selv forklarede, at han dagligt anvendte selskabets varebil til transport fra bopælen til en lastbil placeret på en anden adresse end bopælen. Landsretten lagde til grund, at denne kørsel skal anses som privat kørsel til en arbejdsplads, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9449. Denne kørsel var heller ikke omfattet af den såkaldte chaufførregel, jf. Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningslovens pkt. 12.4.6.4., da anvendelsen af denne regel må forudsætte, at kørslen mellem hjemmet og arbejdspladsen foregår i den bil, som chaufførarbejdet foretages i. På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Reference(r)

Ligningsloven § 16, stk. 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 A.B.1.9.2

Parter

A
(advokat Michael Goeskjær)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Hanne Weirup Sørensen)

Afsagt af landsdommerne

John Mosegaard, Ole Græsbøll Olesen og Britt Falster Klitgaard (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 15. juli 2005, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hans beskatningsgrundlag for værdi af fri bil nedsættes med 150.000 kr. for skatteåret 1998, 203.193 kr. for 1999 og 203.193 kr. for 2000, således at hans skatteansættelse nedsættes med 39.087 kr. for indkomståret 1998, 48.767 kr. for indkomståret 1999 samt 50.799 kr. for indkomståret 2000 i overensstemmelse med det selvangivne.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Den 21. april 2005 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende As skatteansættelser for indkomstårene 1998, 1999 og 2000:

"...

Klagen skyldes, at klageren i indkomstårene 1998, 1999 og 2000 er blevet beskattet af værdi af fri bil.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

 

Indkomståret 1998

 

Ansat værdi af bil

39.087 kr.

 

Indkomståret 1999

 

Ansat værdi af bil

48.767 kr.

 

Indkomståret 2000

 

Ansat værdi af bil

50.799 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren er eneanpartshaver i H1 ApS, hvori han og hans ægtefælle er ansat.

Selskabets virksomhed er transport. Selskabet har adresse på klagerens privatadresse .... Selskabet er tilknyttet G1 Transportservice og får tildelt ture fra denne central via radio.

Selskabet har i årene 1998 - 2000 ejet følgende biler:

  • 1 varebil - Toyota Hi-Ace, reg.nr. ...
  • 1 varebil - Toyota Picnic, reg.nr. ...
  • 1 lastbil - Scania til godstransport, reg.nr. ...

Varebilen Toyota Hi-Ace er registreret første gang den 3. november 1992, og selskabet har ejet varebilen i perioden 18. juni 1997 - 18. august 1998.

Varebilen Toyota Picnic er købt af selskabet fabriksny for i alt 203.193 kr. og indregistreret første gang den 10. august 1998.

Der er forelagt et regnskab for kørsel i varebil.

Klagerens ægtefælle ejer en personbil Toyota med reg.nr. ... Bilen er indregistreret første gang den 15. juli 1996. Bilen er en invalidebil, idet ægtefællen har et ryghandicap.

Klagerens ægtefælle har selvangivet befordringsudgifter vedrørende invalidebilen efter ligningslovens § 9 D, og i den forbindelse har ægtefællen udarbejdet kørselsregnskab. Det fremgår heraf, at der i invalidebilen i 2000 er kørt i alt 9.483 km, hvoraf befordring hjem/arbejde er opgjort til 8.815 km (220 dage á 40 km). Den samlede private kørsel derudover er således opgjort til 668 km.

For indkomståret 1999 har ægtefællen i selvangivelsen opgjort den samlede kørsel i invalidebilen til 9.295 kilometer, og heraf er befordring hjem/arbejde opgjort til 8.892 kilometer.

For indkomståret 1998 er den samlede kørsel i invalidebilen opgjort til 9.586 kilometer, og heraf er befordring hjem/arbejde opgjort til 7.003 kilometer.

Det er over for de stedlige skattemyndigheder oplyst, at varebilen holder ved selskabets adresse, som tillige er klagerens bopæl ....

Selskabets lastbil må ikke holde ved bopælen. Lastbilen var tidligere parkeret på en lastbilholdeplads tæt ved .... På grund af indbrud og hærværk har det været nødvendigt for klageren at finde et andet sted at parkere lastbilen. Klageren har fået lov til at parkere lastbilen på en aflåst parkeringsplads hos G2, der er kunde hos G1 Transportservice. Lastbilen er godkendt til levnedsmiddelkørsel.

Selskabet drives fra et kontor på bopælen. Klageren henter nøglen til lastbilen og varebilen på kontoret og kører i selskabets varebil til G2, hvor han møder ca. kl. 02.30. Her parkerer han varebilen og læsser lastbilen med rugbrød. Klageren kører for G2 med lastbilen indtil ca. kl. 11. Derefter melder klageren sig til centralen i G1 Transportservice og kører efter ordre til ca. kl. 16. Lastbilen stilles herefter ved G2, hvorfra klageren kører hjem i varebilen. Nogle lørdage kører klageren ud med brød i varebilen.

Klagerens ægtefælle kører hjemmefra ca. kl. 9 i sin invalidebil til G2, hvor hun henter varebilen. Triptælleren nulstilles, når klagerens ægtefælle overtager varebilen. Ægtefællen kører herefter for G1 Transportservice i selskabets varebil. Tilmelding sker via radio. Klagerens ægtefælle kører hjem fra G2 i invalidebilen. Hvis der skal køres i invalidebilen, skal hun være i den enten som chauffør eller som passager. Hun køber ind på vejen hjem.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er anset for at have haft fri bil til rådighed i indkomstårene 1998, 1999 og 2000, og værdi af fri bil til rådighed er ansat til henholdsvis 39.087 kr., 48.767 kr. og 50.799 kr. for de pågældende indkomstår, jf. ligningslovens §16, stk. 4.

Det må påhvile klageren som hovedanpartshaver at afkræfte en formodning om, at selskabets varebil, der dagligt har holdt på selskabets adresse ved klagerens bopæl, har stået til rådighed for dennes private brug.

Da klageren ikke ved at føre kørselsregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, har klageren ikke afkræftet formodningen om, at bilen har stået til rådighed for privat kørsel.

Den kørsel, der dagligt er foretaget til G2, er at betragte som kørsel til en arbejdsplads og ikke som kørsel mellem to arbejdspladser. Kørsel til G2 er derfor privat. Der er henset til det meget lave antal private kilometer, der hævdes kørt. Det er ikke forklaret, hvorfor klageren har anset kørslen til G2 for at være erhvervsmæssig, når ægtefællens kørsel hertil er anset for privat. Den kørsel, der dagligt foretages til G2, er ikke indtægtsgivende, hvorimod den kørsel, der efterfølgende finder sted for G2, er erhvervsmæssig.

Efter Højesterets dom af 11. november 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919, er der mulighed for at sandsynliggøre, at en bil ikke er til rådighed.

Det er ikke afgørende, hvorvidt der er afløftet moms eller ej. Forholdet er ikke anset for relevant i klagerens sag. Der er herved henvist til Højesterets dom af 11. november 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919, og Østre Landsrets dom af 20. november 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.28.

Endvidere fremgår det af Vestre Landsrets dom af 28. november 2000, offentliggjort i SKM2001.54.VLR, at det ikke er afgørende, om der er tale om en personbil eller varebil, men om bilen kan anvendes privat eller ej. Dommen lægger her vægt på samme forhold som nævnet, nemlig at klageren ikke har sandsynliggjort, at der ikke sker privat benyttelse.

Der er endvidere henvist til Skatteministerens svar af 13. juni 1997 på spørgsmål 215, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1997.584, og det er således nævnets opfattelse, at klageren ikke har afkræftet formodningen om, at bilen er til rådighed for kørsel i privat øjemed.

I Skatteministeriets cirkulære om ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996 punkt 12.4.6.4. er fastsat følgende: "Personer med vagt fra hjemmet til "uvisse adresser" uden for normal arbejdstid kan i forbindelse med vagten køre mellem hjemmet og virksomheden, uden at det udløser beskatning efter § 16, stk. 4, af fri firmabil". Da klageren har haft arbejdssted hver morgen hos G2, kan han ikke anses for at komme ind under den pågældende regel.

Det fremgår videre af cirkulæret, at "holder firmabilen derimod ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet, for at undgå beskatning." Nævnet har ikke fundet dette sandsynliggjort.

Klageren har ikke sandsynliggjort, at der ikke sker privat benyttelse. Der er herved henvist til Vestre Landsrets dom af 22. februar 2002, offentliggjort i SKM2002.182.VLR, og til Vestre Landsrets dom af 20. februar 2002, offentliggjort i SKM2002.203.VLR.

Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at varebilen ikke har været anvendt privat, hvorfor ansættelserne er fastholdt.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 nedsættes med henholdsvis 39.087 kr., 48.767 kr. og 50.799 kr. i overensstemmelse med det selvangivne.

Det gøres principalt gældende, at den af klageren foretagne daglige kørsel mellem selskabets adresse og G2 skal betragtes som kørsel mellem to arbejdssteder, hvorfor kørslen er erhvervsmæssig.

Det er ikke kun fakturerbar kørsel, som kan anses for erhvervsmæssig kørsel. Anden kørsel foretaget i selskabets interesse skal tillige anses for erhvervsmæssig, herunder tomkørsel, som foretages mellem de fakturerbare kørsler, f.eks. i forbindelse med kørsel fra et aflæsningssted til det næste pålæsningssted. Den af klageren foretagne kørsel mellem selskabets adresse og G2 adskiller sig ikke fra de øvrige tomkørsler, som foretages i forbindelse med pålæsning af varer. Det faktum, at kørslen til G2 er kørsel til den første kunde på dagen og derfor påbegyndes ved selskabets adresse, ændrer ikke ved, at kørslen kan anses for erhvervsmæssig.

Det er ligeledes uden betydning for kørslens erhvervsmæssige karakter, at den foretages i varebilen og ikke i lastbilen, da begge disse biler ejes af selskabet. Det kan desuden ikke være rimeligt, at klageren skal straffes skattemæssigt, blot fordi han af praktiske og lovgivningsmæssige årsager har været nødt til at indrette sig således, at kørslen til/fra G2 foretages i varebilen og ikke i lastbilen.

Det må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at klageren og hans ægtefælle heller ikke i øvrigt har anvendt varevognen til privat kørsel særligt henset til, at det med beskrivelsen af klagerens og hans ægtefælles hverdag må anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de har et meget begrænset privat kørselsbehov, og at klagerens ægtefælles invalidebil dækker husstandens private kørselsbehov. Dette er tillige ikke bestridt af skatteankenævnet.

Subsidiært gøres det gældende, at uanset at Landsskatteretten måtte finde, at den af klageren foretagne daglige kørsel mellem selskabets adresse og G2 skal betragtes som kørsel mellem hjem og arbejde, udløser denne kørsel ikke beskatning af fri bil, idet klagerens hovedbeskæftigelse er at være chauffør, jf. Cirkulære om ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996, punkt 12.4.6.4., samt Ligningsvejledningen punkt A.B.1.9.2.

Det er ubestridt i sagen, at klageren har været ansat i selskabet som chauffør, og at klagerens primære funktion dermed har været transport i firmaets interesse af varer. Den af klageren foretagne kørsel i selskabets varebil må derfor anses for omfattet af den i Cirkulære om ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996 punkt 12.4.6.4. nævnte "chaufførregel". Klageren skal derfor ikke beskattes af fri firmabil efter ligningslovens § 16, stk. 4, uanset at han starter og slutter det daglige arbejde ved at køre til og fra hjemmet i firmaets bil.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, beregnes som en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi.

For indkomståret 1998 udgør procentdelen 23, og bilens værdi ansættes til mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr. (lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997).

For indkomstårene 1999 og 2000 udgør procentdelen henholdsvis 24 og 25, og bilens værdi ansættes til mindst 160.000 kr. og højst 450.000 kr. (lovbekendtgørelse nr. 754 af 28. september 1999).

Det påhviler klageren som hovedanpartshaver i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets varebil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Højesterets dom af 11. november 1999, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919, og Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM2003.154.VLR.

Kørsel mellem ... og ... og retur er privat kørsel omfattet af ligningslovens § 9 C, uanset hvem af ægtefællerne der kører i hvilken bil, idet bemærkes, at den af klager påberåbte chauffør-regel ikke finder anvendelse i denne sag, da reglen forudsætter, at kørslen mellem hjemmet og arbejdsstedet foregår i den bil, arbejdskørslen foretages i.

Da kørsel mellem hjem og arbejde i varebilen er privat kørsel, og da kørebogen ikke dokumenterer omfanget af den erhvervsmæssige kørsel i varebilen, anses varebilen (først Toyota Hi-Ace og dernæst Toyota Picnic) for at have været til rådighed for klageren til privat kørsel i de pågældende indkomstår.

De påklagede ansættelser stadfæstes derfor."

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han er født i 1937 og nu er pensionist. Han forlod skolen efter 7. klasse for at hjælpe sin far, der var bestyrer af et .... Han oprettede et anpartsselskab og blev selvstændig i 1980, hvor han overtog ... efter sin far. I 1995 blev han opsagt som bestyrer og var arbejdsløs i ½ år, hvorefter han blev tilknyttet G1 Transportservice. Han fortsatte med at drive sin virksomhed i anpartsselskabsform, men nu som selvstændig vognmand. Både anpartsselskabets adresse og hans privatadresse var ... Han kørte en 16 tons tung lastbil og fik i begyndelsen lov til at parkere lastbilen ved .... Han kørte til og fra ... på cykel, men i 1998 blev ... lukket, og han måtte finde et andet sted at parkere sin lastbil. Det var ikke lovligt at parkere lastbilen på ..., og parkeringspladsen for lastbiler på ... kunne han heller ikke anvende, da den kun måtte benyttes fra kl. 19.00 til kl. 07.00, mens hans køretid efter 11-timers-reglen udløb allerede kl. 16.00. Han havde G2 som fast kunde hver morgen fra ca. kl. 03.00, og han aftalte derfor med G2, om han måtte parkere på deres areal. Da afstanden til G2 var ca. 25 km., tog han firmaets varevogn. Varevognen var på gule plader, og momsen af anskaffelsessummen var trukket fra i selskabets momsregnskab. Hans arbejdsdag begyndte kl. 02.00 på Gedstedvej, hvor han gik ind på firmaets kontor, der var et aflåst værelse i familiens parcelhus. På kontoret tog han sin mappe og lagde heri bl.a. bilnøglerne til lastbilen. Bilnøgler og fartskive lå på kontoret i et aflåst pengeskab. Han havde ikke noget kontor på G2. Når han var færdig med morgenturen for G2 omkring kl. 10.00, meldte han sig ledig på central hos G1 Transportservice og fik tildelt ture på samme måde som de andre vognmænd. Han ophørte med at køre i lastbilen omkring kl. 15.00 og blev på G2 og ventede på, at hans ægtefælle BA skulle blive færdig med sin arbejdsdag og returnere med varevognen. Han var som regel hjemme på bopælen mellem kl. 16.30 og 17.00. Han har aldrig købt ind på vej hjem i varevognen. Han og ægtefællen foretog de store indkøb sammen om lørdagen, hvor de kørte i invalidebilen, og de små indkøb i løbet af uge blev foretaget af BA alene, når hun var på vej hjem i invalidebilen. Han måtte kun køre i invalidebilen, hvis BA sad ved siden af. Normalt gik han i seng ca. kl. 21. Eventuelle familiesammenkomster foregik for det meste på .... Han har aldrig kørt privat i varevognen, men har benyttet cyklen, når han f.eks. skulle til lægen eller tandlægen.

BA har forklaret blandt andet, at hun er 64 år gammel og blev ansat som vognmand i sin mands firma i 1998. I dag har hun overtaget selskabet og kører fortsat som vognmand tilknyttet G1 Transportservice. I årene 1998 til 2000 kørte hun i invalidebilen fra ... til G2 om morgenen mellem kl. 08.00 og 09.00, hvor hun tog varevognen. Hendes arbejdsdag begyndte, når hun havde sat sig ind i varevognen og meldt sig klar til centralen. Hendes arbejdsdag sluttede mellem kl. 16.00 og kl. 17.00, hvor hun på G2 afleverede varevognen til sin mand. Invalidebilen havde hun blandt andet fået for, at hun kunne køre mellem hjemmet og arbejdspladsen, og hun har på sin selvangivelse fratrukket kørsel mellem ... og G2. For sin egen interesse førte hun en køreliste for varebilen, hvor hun noterede alle betalte kilometer gjort op dag for dag og med angivelse af kundens job-nummer hos G1 Transportservice. Ofte havde hun lige så mange tomme kilometer som betalte kilometer. Varevognen er aldrig nogensinde blevet brugt til privatkørsel. Hun købte ind på vej hjem og sammen købte de stort ind om lørdagen. Familiesammenkomster foregik i det væsentlige hos dem, og de er aldrig kørt på ferie, da hun på grund af sin ryg helst vil overnatte i sin egen seng.

Procedure

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den daglige kørsel mellem selskabets adresse og G2 skal betragtes som kørsel mellem to arbejdssteder, hvorfor kørslen er erhvervsmæssig. Kørsel foretaget i selskabets interesse, herunder tomkørsel, som foretages mellem de fakturerbare kørsler, skal anses for erhvervsmæssig. Kørslen mellem selskabets adresse og G2 adskiller sig ikke fra de øvrige tomkørsler, som foretages i forbindelse med pålæsning af varer, og det faktum, at kørslen til G2 er kørsel til den første kunde på dagen ændrer ikke ved, at kørslen må anses for erhvervsmæssig. Det er ligeledes uden betydning for kørslens erhvervsmæssige karakter, at den foretages i varebilen og ikke i lastbilen, da begge disse biler ejes af selskabet. Det kan ikke være rimeligt, at han skal straffes skattemæssigt, blot fordi han af praktiske og lovgivningsmæssige årsager har været nødt til at indrette sig således, at kørslen til og fra G2 foretages i varebilen og ikke i lastbilen. Denne sag er alene blevet rejst, fordi der er blevet skiftet bil ved G2.

Det gøres endvidere gældende, at det må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at varevognen ikke har været anvendt til privat kørsel, særligt når henses til beskrivelsen af ægtefældernes hverdag med et meget begrænset privat kørselsbehov. Ægtefællens invalidebil dækkede husstandens private kørselsbehov, hvilket ikke er blevet bestridt af Skatteankenævnet og Landsskatteretten.

Efter de regler i ligningslovens § 16, stk. 4, der blev indført med virkning fra den 1. januar 2002 finder de bevisbyrde- og dokumentationskrav - herunder om kørebøger - der efter praksis er udviklet i forhold til denne bestemmelse, ikke anvendelse i de tilfælde, hvor der ikke er betalt tillægsafgift for privat anvendelse og fradraget moms af anskaffelsessummen i overensstemmelse med, at firmabilen udelukkende skal anvendes erhvervsmæssigt, som det er tilfældet i denne sag. I lyset af, at reglerne er blevet ændret, med den begrundelse, at det er fundet urimeligt, at formodningsreglen finder anvendelse i denne situation, forekommer det uhensigtsmæssigt, at sagen alligevel skal bedømmes efter de gamle regler, og det gøres gældende, at dette ikke er tilfældet.

Subsidiært gøres det gældende, at uanset Landsskatteretten måtte finde, at den foretagne daglige kørsel mellem selskabets adresse og G2 skal betragtes som kørsel mellem hjem og arbejde, udløser denne kørsel ikke beskatning af fri bil, idet hovedbeskæftigelsen er at være chauffør, jf. cirkulære til ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996, punkt 12.4.6.4. samt Ligningsvejledningen punkt A.B.1.9.2 ("chaufførreglen"). Det gøres i den forbindelse særligt gældende, at A har været ansat i selskabet som chauffør, med den primære funktion i firmaets interesse at transportere varer.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at A skal beskattes af firmabil efter ligningslovens § 16, stk. 4, da han ikke har løftet den ham påhvilende bevisbyrde for, at han ikke har kørt privat i firmabilen, og da han faktisk har kørt privat i firmabilen.

A har som hovedanpartshaver haft rådighed over selskabets biler i de omhandlede indkomstår. Da der er sammenfald mellem hans bopæl og selskabets adresse, og da bilerne ubestridt har holdt parkeret ved denne adresse, også uden for arbejdstid, gælder der en formodning for, at bilerne har været til rådighed for hans private benyttelse og rent faktisk er benyttet privat. A har bevisbyrden for, at han ikke har kørt privat i firmabilerne, og at han ikke har haft rådighed over dem til privat kørsel, hvilken bevisbyrde han ikke har løftet f.eks. ved udarbejdelsen af en kørebog.

Tværtimod har A efter sin egen beskrivelse af sin kørsel kørt privat i varebilerne da han hver morgen kørte i den omstridte varebil fra hjemmet til G2, hvor lastbilen var parkeret. Kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen er som det klare udgangspunkt privat kørsel, jf. ligningslovens § 9 C. Denne kørsel mellem bopælen og parkeringspladsen hos G2 er ikke omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra b, om kørsel mellem arbejdspladser, da bopælen ikke efter bestemmelsen kan være en arbejdsplads, jf. Folketingstidende 1992/93, Tillæg A, spalte 9449. Da kørslen endvidere fandt sted dagligt, er kørslen heller ikke omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a. Kørslen er som personbefordring heller ikke omfattet af statsskattelovens § 6 a.

Ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum om firmabiler på gule nummerplader, hvor der ikke er betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, blev indført ved lovændringen i 2002 og har virkning fra 1. januar 2002, hvorfor disse regler heller ikke finder anvendelse på de i sagen omhandlede indkomstår. Hertil kommer, at da A efter sin egen beskrivelse af sin kørsel kører privat mellem hjemmet og arbejdspladsen hos G2, skulle der være betalt tillægsvægtafgift efter vægtafgiftslovens § 2.

Det bestrides, at den af A påberåbte chaufførregel finder anvendelse i nærværende sag. Anvendelse af denne undtagelsesregel kræver, at den omhandlede kørsel fra og til bopælen foregår i samme bil, som transportopgaverne udføres i.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som indehaver af hele anpartskapitalen i H1 ApS har A haft rådighed over selskabets varebil - først en Toyota Hi-Ace og senere en Toyota Picnic - og han har dagligt haft bilen holdende ved sin bopæl. Under disse omstændigheder påhviler det efter den dagældende ligningslovs § 16, stk. 4, A at sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. A har ikke ført kørselsregnskab, og den fremlagte liste over fakturerbar kørsel indeholder ikke en opgørelse af den faktiske kørsel. A har heller ikke på anden tilstrækkelig sikker måde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel.

Hertil kommer, at den kørsel, som A foretog mellem bopælen og G2, hvor lastbilen var placeret må anses for privat kørsel til en arbejdsplads, jf. Folketingstidende 1992/93, Tillæg A, spalte 9449. Denne kørsel er heller ikke omfattet af den såkaldte chaufførregel, jf. cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, pkt. 12.4.6.4., da anvendelsen af denne regel må forudsætte, at kørslen mellem hjemmet og arbejdsstedet foregår i den bil, som chaufførarbejdet foretages i.

A har ikke bestridt den beløbsmæssige opgørelse, og landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet til dækning af udgifterne til advokatbistand 21.000 kr., hvori er indeholdt udgifter til materialesamling med 1.500 kr. + moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 21.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter