INDOG § 12, der fra den 1. januar 2009 afløste sin forgængerbestemmelse i KSL § 72, stk. 2, som samtidig blev ophævet, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.

Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, men domspraksis har fastslået, at skatter, der er pålignet eller bliver pålignet for det indkomstår, hvori ægteskabet er indgået, er omfattet af reglerne om subsidiært udlæg, jf. fx UfR 1982, 350 H, hvor det blev antaget, at der kunne foretages subsidiært udlæg i skatteyderens hustrus særeje for personlig skat, der var pålignet ham for hele det år, hvori ægteskabet blev indgået.

Et subsidiært udlæg foretaget medens ægtefællerne er samlevende bortfalder ikke i forbindelse med en efterfølgende samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller den skattepligtiges død. Udlægget bortfalder heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter konkurslovens regler, jf. UfR 1996,1267 ØLD. I denne sag fandt retten ikke, at et subsidiært udlæg foretaget i 1986 i hustruens ejendom for mandens skatterestance bortfaldt, selv om der efterfølgende blev afsagt kendelse om gældssanering for manden, hvorefter al gæld stiftet før 9. juni 1987 bortfaldt. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.

De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger skal også iagttages ved anvendelse af udpantningsretten i INDOG § 12. I sagen TfS 1997, 589 ØLK ophævedes pantefogdens udlæg i ægtefællens faste ejendom, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til den forretning, hvor udlægget blev foretaget.

En ægtefælle, der er tilsagt til udlægsforretning i medfør af INDOG § 12, kan give møde ved en befuldmægtiget, jf. TfS 1991, 397 ØLD. I denne sag gav skyldnerægtefællen den 16. august 1990 møde for ægtefællen, hvorefter ægtefællen skriftligt meddelte, at der kunne gøres udlæg i hendes delpension. Skyldnerægtefællen gav efter anmodning fra pantefogden på ny møde den 21. august 1990, og der blev efter skyldnerægtefællens anvisning foretaget udlæg i hendes bil. Landsretten fandt, at skyldnerægtefællen også under den kontinuerede udlægsforretning den 21. august 1990 havde fornøden fuldmagt fra ægtefællen til at repræsentere hende. Ægtefællen havde heller ikke på opfordring sandsynliggjort under kæremålet, at hun i august 1990 havde andet af værdi til genstand for udlæg. Fogedretten havde fastholdt udlægget, og fogedrettens kendelse blev stadfæstet af landsretten.

I TfS 1985, 251 udmeldte det daværende skattedepartement, at et tysk skattekrav ikke kunne gøres gældende mod skatteyders ægtefælle i Danmark, da der ikke i tysk ret var hjemmel til at inddrive skattekrav hos en ægtefælle. Skattedepartementet meddelte skattemyndighederne i Tyskland, at selv om inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark skete efter de danske regler, kunne Tyskland dog ikke i henhold til artikel 23 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke bestod i Tyskland. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten bestemte såvel dengang som nu, at det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, skal nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat. Denne begrænsning er ikke på samme vis udtrykt i EU's bistandsdirektiv, hvorfor skattekrav, for hvilke anmodningen om bistand støttes på direktivet, må antages tillige at kunne inddrives efter INDOG § 12.

Retten til at foretage subsidiært udlæg efter INDOG § 12, forældes ikke på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod skyldnerægtefællen, jf. TfS 1990, 72 VLK. I denne sag påstod en ægtefælle udlæg for restskatter m.v. ophævet under henvisning til, at skattekravet var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter INDOG § 12. Retten fandt ikke grundlag for en sådan antagelse. Se endvidere afsnit F.11.3.3.

Ved udlæg hos ægtefællen efter INDOG § 12, kan der foretages udlæg i alle ægtefællens aktiver. Det er uden betydning, om aktiverne er ægtefællens særeje, jf. UfR 1982, 350 HD.

Der er 3 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle:

  • der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv (se punkt E.1.8.2.1)
  • samlivet skal bestå på udlægstidspunktet (se punkt E.1.8.2.2)
  • restancerne skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået (se punkt E.1.8.2.3).

Det er en betingelse for foretagelse af subsidiært udlæg , at der er foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen. Det forgæves udlæg må være foretaget hos skyldneren selv og skal være konstateret, mens ægtefællernes samliv bestod, jf. UfR 1980, 725 H, hvor retten ophævede et udlæg foretaget hos hustruen for mandens skattegæld, da det ikke var godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne bestod på udlægstidspunktet.

Hvis denne har indgået en afdragsordning, der overholdes, bør subsidiært udlæg i aktiver, der tilhører ægtefællen, dog ikke bringes i anvendelse. Såfremt ægtefællen kommer til aktiver i et omfang, der markant forbedrer skyldnerægtefællens betalingsevne, må afdragsordningen om fornødent opsiges og genforhandles i lyset af den nye betalindsevnesituation.

Tvangsakkord hos den skattepligtige selv sidestilles med forgæves udlæg, idet der herved er konstateret, at der ikke kan opnås dækning hos den skattepligtige selv, jf. UfR 1984, 327 VLD. Er skyldnerens bo taget under konkursbehandling sidestilles dette ligeledes med forgæves udlæg.

Ejer skyldneren ikke tilstrækkelige aktiver til dækning af hele restancen og er en udlægsforretning derfor afsluttet som delvis forgæves, kan der, når det udlagtes værdi er fastslået, foretages udlæg hos ægtefællen for restbeløbet.

Begrebet samlevende har domstolene taget stilling til i TfS 1997, 833 ØLK. I denne sag havde kommunen i 1996 foretaget i udlæg i ægtefællens udbetalte overskydende skat til dækning af skyldnerægtefællens skatterestance. Ægtefællerne var samboende i udlandet, og skattepligten til Danmark var ophørt. Ægtefællen gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2 (der er afløst af INDOG § 12), da ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark, og derfor ikke var samlevende i skattemæssig forstand, jf. KSL § 4, stk. 6. Fogedretten bemærkede, at begrebet samlevende i KSL § 72, stk.2, må forstås som faktisk samlevende, uanset om det foregår her i landet eller i udlandet, og da ægtefællen boede sammen med sin mand i England, var betingelserne for at foretage udlæg efter KSL § 72, stk. 2, til stede på udlægstidspunktet. Fogedretten stadfæstede herefter det foretagne udlæg. Landsretten bemærkede, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos skyldnerægtefællen i 1994, og stadfæstede herefter fogedrettens kendelse.

Det må antages, jf. UfR 1980, 725 HD, at pantefogden skal godtgøre, at samlivet består på udlægstidspunktet. I denne sag foretog en pantefoged udlæg i henhold til KSL § 72, stk. 2 (afløst af INDOG § 12), hos en ægtefælle for skyldnerægtefællens skattegæld. Østre Landsrets ophævelse af udlægget blev stadfæstet af Højesteret, da Højesteret heller ikke fandt sagen "således oplyst, at det kan anses for godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne, uanset at skyldneren forlader landet, dog bestod ved udlæggets foretagelse".

I SKM2009.316.VLR fandt Vestre Landsret, trods ægtefællens forklaring om, at samlivet var ophævet, at ægtefællerne var samlevende på tidspunktet for udlæggets foretagelse, da ægtefællerne havde samme folkeregisteradresse på tidspunktet for udlæggets foretagelse lige som ingen af ægtefællerne efterfølgende havde meldt flytning til folkeregistret. .

Der kan foretages subsidiært udlæg i en ægtefælles aktiver for skatterestancer pålignet indenfor skatteåret, der forfalder inden for hele det indkomstår, som ægteskab indgås i, men ikke for skatter, der er pålignet for tidligere indkomstår end det, som ægteskabet er indgået i. Dette spørgsmål har været behandlet i blandt andet UfR 1982, 350 H og i sagen TfS 1986, 504 (Skattedepartementets afgørelse), hvor det blev fastslået, at der kan gøres subsidiært udlæg i ægtefællens aktiver for B-skatterater, som forfaldt inden for hele det indkomstår, som ægteskabet blev indgået i.

Subsidiært udlæg kan også foretages på trods af en mellemkommende separation, jf. TfS 1999, 777 ØLK. I denne sag foretog pantefogden i 1999 udlæg i ægtefællens ejendom for skyldnerens skatterestancer for årene 1994 og 1995. Ægtefællerne levede sammen til og med 27. oktober 1995, på hvilket tidspunkt de blev separeret. På udlægstidspunktet i 1999 levede de igen sammen. Da der forgæves var søgt udlæg hos ægtefællen, fandt landsretten, at det var berettiget, at der var gjort udlæg hos hustruen. Landsretten stadfæstede herefter udlægget.

Samme udfald fik sagen i TfS 1999, 510 ØLK, idet landsretten bemærkede, at den omstændighed, at ægtefællerne havde været separeret i perioden fra december 1996 til maj 1998, da de genoptog samlivet, ikke kunne tillægges betydning for hustruens subsidiære hæftelse. Ægtefællerne var samlevende i 1994 og 1996, bortset fra 20 dage, og da der forgæves var søgt foretaget udlæg hos skyldnerægtefællen, hæftede ægtefællen for skatterestancerne for 1994 efter KSL § 72, stk. 2 (afløst af INDOG § 12).

Ved skilsmisse bortfalder ifølge TfS 1996, 592 VLK den subsidiære hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter INDOG § 12. I denne sag blev det fastslået, at hæftelsen bortfaldt ved parternes separation, hvor samlivet samtidig ophørte, og den efterfølgende skilsmisse. Senere indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsret over for skyldnerens ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, der vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, og senere år.

Som følge af modregningsbestemmelsen i INDOG § 12, stk. 2, jf. herom afsnit E.1.9, har adgangen til udlæg i ægtefællens overskydende skat ikke den praktiske betydning, som tidligere var tilfældet. Adgangen til modregning indebærer således en langt enklere form for tvangsfuldbyrdelse end udlæg, hvorfor adgangen til subsidiært ægtefælleudlæg i ægtefællens overskydende skat i praksis alene har teoretisk interesse, idet modregning i praksis vil blive foretrukket.

Bestemmelsen i INDOG § 12 om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2.

Bestemmelsen har kun betydning i begrænset omfang.