Dato for udgivelse
01 Mar 2007 12:04
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
31 Jan 2007 11:37
SKM-nummer
SKM2007.154.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 3-10/2007
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst + Indkomstarter
Emneord
Arbejdsmarkedsbidrag, udstationering
Resumé

Skatteyderen var ansat som bygningskonstruktør i en dansk koncern. Han blev udstationeret til Kina, hvor den danske koncern havde et datterselskab. Under udstationeringen var han fuldt skattepligtig til Danmark. Hans ansættelsesaftale med det danske selskab gjaldt fortsat under udstationeringen, for hvilken der tillige var indgået en særlig udstationeringsaftale, hvoraf fremgik, at han tiltrådte hos det kinesiske datterselskab.

Landsskatteretten havde fundet, at skatteyderen havde pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag, idet man efter en samlet vurdering fandt, at skatteyderen under udstationeringen i Kina havde en dansk arbejdsgiver. Landsskatteretten lagde overvejende vægt på, at den oprindelige ansættelsesaftale stod ved magt, at ansættelsesforholdet er undergivet funktionærloven m.v. Dette gjaldt, uanset at det kinesiske datterselskab havde refunderet det danske selskabs udgifter til skatteyderen. Flertallet fandt imidlertid, at to kendelser afsagt af Landsskatteretten (SKM2003.576.LSR og SKM2004.63.LSR) var udtryk for en skærpende praksisændring, hvorfor praksisændringen først havde virkning fra offentliggørelsen af den første afgørelse den 18. december 2003.

Ministeriet indbragte sagen for domstolene og gjorde gældende, at der ikke eksisterede en fast administrativ praksis, som skatteyderen kunne påberåbe sig. Ministeriet var enig i Landsskatterettens vurdering af, at skatteyderen har haft en dansk arbejdsgiver, og at han skulle betale arbejdsmarkedsbidrag.

Skatteyderen accepterede ministeriets påstand for domstolene (tidl. SKM2006.664.LSR)

Reference(r)
Arbejdsmarkedsfondsloven § 7, stk. 1, litra a

Parter

Skatteministeriet

mod

A

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er modtaget i retten i Helsingør den 4. januar 2007, har sagsøgeren, Skatteministeriet, over for sagsøgte, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte skal anerkende at være pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2003 for lønindkomst oppebåret fra beskæftigelse hos H1 Co. Ltd.

Det fremgår af sagen, at Landsskatteretten den 6. oktober 2006 afsagde kendelse om, at sagsøgte ikke var bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, af lønindkomst for arbejde udført under udstationering hos H1 Co. Ltd. i Kina for indkomståret 2003.

Sagsøgeren har påstået Landsskatterettens kendelse ændret i overensstemmelse med ToldSkats afgørelse, hvorefter sagsøgte var pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2003.

Sagsøgeren har oplyst, at arbejdsmarkedsbidraget for 2003 udgør 54.122,00 kr.

Rettens begrundelse og afgørelse

Da sagsøgte har accepteret sagsøgtes [sagsøgerens.red.SKAT] påstand, afsiges der dom efter sagsøgerens påstand med renter og sagsomkostninger som nedenfor anført.

Sagsomkostningerne er fastsat således, at 800,00 kr. dækker retsafgiften, og 3.130,00 kr. dækker udgiften til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, A, er pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2003 for lønindkomst oppebåret for beskæftigelse hos H1 Co. Ltd.

Inden 14 dage skal sagsøgte til sagsøgeren betale sagens omkostninger med 3.930,00 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter