Dato for udgivelse
05 Mar 2007 12:24
Dato for afsagt dom/kendelse
26 Jan 2007 11:54
SKM-nummer
SKM2007.166.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1918-1573
Dokument type
Kendelse
Emneord
Genoptagelse, afslag, omgørelse
Resumé

Eneanpartshaver fik ikke løn i selskabet, men fik dækket sine kørselsudgifter af selskabet. Betalingerne var angivet som skattefri kørselsgodtgørelse, hvilket blev tilsidesat ved ligningen. En anmodning om omgørelse af dispositionen, således at betalingerne fra selskabet i stedet blev anset for afdrag på lån, blev afslået, idet der ikke var tale om omgørelse af en faktisk disposition.

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 29
Skatteforvaltningsloven § 30

Klagen vedrører genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 8. september 2006 vedrørende afslag på omgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Afgørelsen af 8. september 2006 stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren er eneanpartshaver og direktør i selskabet B ApS.

Selskabet udbetalte i indkomståret 2003 kørselsgodtgørelse til klageren på i alt 62.153 kr.

Ved kendelse af 28. oktober 2005 stadfæstede skatteankenævnet den kommunale skattemyndigheds afgørelse, hvorefter klageren var skattepligtig af den udbetalte kørselsgodtgørelse, idet hun ikke kunne anses for lønmodtager i selskabet.

Ved brev af 13. oktober 2005 anmodede repræsentanten den skatteansættende myndighed om tilladelse til omgørelse, således at den modtagne kørselsgodtgørelse omkvalificeredes til afdrag på klagerens tilgodehavende i selskabet. Anmodningen blev ved afgørelse af 5. december 2005 afslået bl.a. under henvisning til, at der var tale om en ren ligningsmæssig ændring.

Ved brev af 9. januar 2006 påklagede repræsentanten afslaget til Landsskatteretten, som ved kendelse af 8. september 2006 stadfæstede skattemyndighedens afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse af 8. september 2006

Den påklagede afgørelse vedrører afslag af 5. december 2005 på en anmodning om omgørelse.

Afslaget er begrundet i, at den grundlæggende betingelse for omgørelse, der fremgår af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1 (tidligere skattestyrelseslovens § 37 C, stk. 1), og hvorefter reglerne om omgørelse ikke finder anvendelse, når der anmodes om en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et underliggende privatretligt forhold, ikke er opfyldt. Landsskatteretten kan tiltræde dette.

I nærværende sag udbetalte selskabet i indkomståret 2003 i alt 62.153 kr. i kørselsgodtgørelse til klageren. Imidlertid ønsker klageren nu, at udbetalingen af kørselsgodtgørelse omkvalificeres således, at den i stedet anses som afdrag på tilgodehavende. Landsskatteretten kan tiltræde, at en sådan ændring ikke omfattes af skatteforvaltningslovens § 29, idet der ikke er tale om omgørelse af en privatretlig disposition mellem parterne, men om omkvalificering af en skattefri udbetaling fra én kategori (kørselsgodtgørelse) til en anden kategori (afdrag på lån).

I relation til det af repræsentanten anførte om skatteforvaltningslovens § 30 bemærker Landsskatteretten, at udbetalingen af skattefri kørselsgodtgørelse ikke er et sådant valg i selvangivelsen som omfattet af denne bestemmelse. Klageren kan allerede af denne grund ikke påberåbe sig bestemmelsen.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har ved brev af 12. september 2006 til Landsskatteretten anmodet om genoptagelse af rettens afgørelse af 8. september 2006.

Repræsentanten har til støtte for genoptagelsesanmodningen anført, at kendelsen bygger på en klar retlig misforståelse af skatteforvaltningslovens §§ 29 og 30.

Repræsentanten har videre anført, at sagen drejer sig om penge, som klageren i indkomståret 2003 modtog fra B ApS, og som på udbetalingstidspunktet blev kvalificeret som skattefri kørselsgodtgørelse. Da klageren til sin overraskelse alligevel ikke opfyldte betingelserne for at modtage skattefri kørselsgodtgørelse, ønskede hun den modtagne pengestrøm omkvalificeret til afdrag på gæld, da hun havde et stort tilgodehavende i selskabet.

Landsskatteretten har i kendelsen tilkendegivet, at det forhold, at klageren ønsker at påføre betalingsstrømmen en ny juridisk etikette, der hedder afdrag på gæld, ikke er omgørelse af en privatretlig disposition.

Det er repræsentantens opfattelse at denne begrundelse er forkert. Der er i sagen tale om at én type af retlig disposition, nemlig udbetaling af kørselsgodtgørelse, ændres til en anden type retlig disposition, nemlig afdrag på gæld. Omgørelse kan derfor ikke nægtes med henvisning til, at der ikke foreligger omgørelse af en civilretlig disposition.

Landsskatteretten har endvidere anført, at den ønskede omgørelse ikke er en selvangivelsesomgørelse, hvilket repræsentanten uenig i.

Repræsentanten har henvist til Højesterets dom af 9. oktober 2006, offentliggjort som SKM2006.629.HR. Repræsentanten har anført, at på baggrund af denne dom er SKM2005.245.LSR ikke længere gældende ret. Repræsentanten har yderligere anført, at de fem i skatteforvaltningslovens § 29 fastsatte betingelser alle er opfyldte.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I det omfang en ansættelse af indkomstskat hviler på en privatretlig disposition, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for skatteansættelsen (omgørelse), hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldte. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 29 (tidligere skattestyrelseslovens § 37 C).

Selskabet har i indkomståret 2003 udbetalt i alt 62.153 kr. i kørselsgodtgørelse til klageren. Kørselsgodtgørelsen er udbetalt for at godtgøre klageren de erhvervsmæssige kørselsudgifter, som klageren har afholdt på vegne af selskabet. Klageren har således i forbindelse med arbejdet for selskabet anvendt sin private bil, og klagerens udgift herved er løbende refunderet.

Udbetalingen af kørselsgodtgørelse er af skattemyndighederne og skatteankenævnet anset for skattepligtig for klageren, idet klageren ikke har modtaget løn fra selskabet.

I henhold til anmodningen om omgørelse ønskes betalingen af de 62.153 kr. derfor anset som et afdrag på den fordring, som klageren allerede havde på selskabet.

I nærværende sag udbetalte selskabet i indkomståret 2003 i alt 62.153 kr. i kørselsgodtgørelse til klageren. Som anmodningen om omgørelse er formuleret, skal selskabets betaling af de af klageren afholdte udgifter til kørsel ikke tilbageføres. Selskabet har således fortsat betalt klagerens kørselsudgifter.

Anmodningen om omgørelse indeholder dermed ikke et ønske om at omgøre en disposition, men derimod et ønske om at foretage et afdrag på en bestående fordring uden relation til den af klageren foretagne kørsel.

Da der ikke anmodes om omgørelse af en disposition, falder anmodningen ikke inden for anvendelsesområdet af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 29.

På samme måde er der ikke tale om at foretage et valg i selvangivelsen, hvorfor anmodningen heller ikke falder inden for anvendelsesområdet for bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 30.

Rettens afgørelse af 8. september 2006 stadfæstes.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter