Dato for udgivelse
30 Mar 2007 15:42
SKM-nummer
SKM2007.239.DEP
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
2006-309-0148
Dokument type
Kommentar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arv og gaver + Indberetning, regulering og efterangivelse
Emneord
Løbende ydelse, gaver, fradrag, indberetning, berigtigelse, Folketingets Skatteudvalg
Resumé
Skatteministeren har i en skrivelse af 26. marts 2007 sendt Folketingets Skatteudvalg en berigtigelse af en kommentar til et høringssvar fra ISOBRO til lovforslag L 85 (Folketinget 2006-07). Berigtigelsen angår spørgsmålet, hvorledes de almenvelgørende foreninger skal forholde sig ved indberetningen til SKAT efter den obligatoriske gaveindberetningsordning, når yderen på en løbende ydelse har betalt for meget til den almenvelgørende forening.
Reference(r)
Ligningsloven § 8A
Ligningsloven § 12, stk. 1-3

Skatteministeren har i et brev til Folketingets Skatteudvalg af 26. marts d.å. berigtiget indholdet af en kommentar til et høringssvar fra ISOBRO på L 85 (Folketinget 2006-07) om forhøjelse af fradraget for gaver til almenvelgørende foreninger mv. samt obligatorisk indberetning for disse. Lovforslaget blev gennemført ved lov nr. 1582 af 20. december 2006.

Brevet til Folketingets Skatteudvalg lyder således:

"Berigtigelse af høringssvar til L 85 - Forslag til Lov om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven (Folketinget 2006-07) - vedtaget i Folketinget den 15. december 2006.

I det høringsnotat, som jeg sendte udvalget i forbindelse med behandlingen af ovennævnte lovforslag om en obligatorisk indberetningsordning for almenvelgørende foreninger mv. (bilag 2), kommenterede jeg en udtalelse fra ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheforening). Udtalelsen har beklageligvis vist sig ikke giver udtryk for gældende ret.

ISOBRO pegede på, at tidsfristen for indberetning den 20. januar ifølge lovforslaget gjorde det praktisk umuligt for foreningerne at foretage en præcis og dermed afsluttende opgørelse af den enkelte bidragyders indbetaling af gaver under henholdsvis ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, for så vidt angår bidragydere, der har aftale om indbetaling af løbende ydelser som en procentdel af indkomsten.

Mine kommentarer hertil var:

"Spørgsmålet om, hvorvidt beløbet overstiger beløbsgrænsen for fradrag efter ligningslovens § 12, stk. 1-3, -  under hensyn til opgørelsen af indkomsten - vil kunne afklares i forbindelse med ligningen. Er det mellem donor og den almennyttige forening aftalt, at den del af den løbende ydelse, der overstiger beløbsgrænsen i § 12, stk. 1-3, skal betragtes som et § 8 A fradrag, vil en indberetning af sådanne aftaler ved anvendelsen af en særlig kode kunne sikre fradrag for donor af det overskydende beløb. Spørgsmålet vil i øvrigt indgå i drøftelserne mellem SKAT og ISOBRO om den nærmere tilrettelæggelse af indberetningsordningen.

Skatteministeriet er under den efterfølgende behandling af spørgsmålet i forbindelse med drøftelserne med ISOBRO blevet opmærksom på, at det efter gældende ret ikke er muligt for donor at aftale med den almenvelgørende forening, at et overskydende beløb på en løbende ydelse kan fratrækkes som et fradrag efter ligningslovens § 8A. Dette kan udledes af Ligningsvejledningen almindelig del 2007 1, afsnit A.F.4.4.3.:

"Den del af udgifterne til løbende ydelser, som i et indkomstår måtte overstige 15.000 kr. eller 15 pct.'s begrænsningen, kan ikke fremføres til fradrag i senere indkomstår. Overskydende beløb kan heller ikke fradrages efter LL § 8 A, jf. SKM2004.299.VLR. Her fandt landsretten, at fradragsretten for udgifter til løbende ydelser, som den skattepligtige ensidigt har forpligtet sig til at udrede, er udtømmende reguleret i LL § 12, så der ikke tillige er fradragsret efter LL § 8 A for sådanne ydelser."

Som følge heraf, må donor i en situation, hvor denne har betalt for meget på en § 12-ydelse, enten bede den pågældende forening om at tilbagebetale det overskydende beløb eller meddele foreningen, at beløbet kan betragtes som et acontobeløb for indeværende års løbende ydelse.

ISOBRO vil modtage en kopi af dette svar til udvalget, ligesom det vil  blive offentliggjort på SKATs hjemmeside."  

Skatteministeriet kan tilføje, at ovennævnte ikke er til hinder for, at foreningen og donor kan aftale, at et overskydende beløb på en § 12-ydelse, som kan konstateres inden indkomstårets udgang, indberettes og fratrækkes som en § 8A-gave.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter