Dato for udgivelse
10 Mar 2003 12:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31. januar 2003
SKM-nummer
SKM2003.114.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-3-1921-0205
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Repræsentation, reklame, gave, kunder, bank
Resumé

En sparekasses udgifter til tegnebøger, der blev givet til kunder og forretningsforbindelser ved runde fødselsdage, ansås for repræsentationsudgifter og ikke reklameudgifter.

Reference(r)

Ligningsloven § 8, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2003-2 E.B.3.6.

Sparekassen A klager for indkomståret 2000 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset udgifter til indkøb af 400 stk. tegnebøger á 167 kr. ekskl. moms for en repræsentationsudgift og ikke som selvangivet for en reklameudgift.

Det fremgår af sagens oplysninger, at tegnebøgerne, påført sparekassens logo, er udleveret til kunder og forretningsforbindelser i forbindelse med runde 40-50-60-70-75 års fødselsdage.

De stedlige skattemyndigheder er af den opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag for udgiften som en reklameudgift. Myndighederne har anført, at det fremgår af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, at grænsen for sådanne reklameartikler er 100 kr. eksklusiv moms. Derudover har myndigheder anført, at der ikke er tale om en ubestemt kreds af kunder.

Repræsentanten har nedlagt påstand om fuld fradrag for udgiften til indkøb af tegnebøger. Repræsentanten er af den opfattelse, at det er hovedreglen som må være afgørende. Hovedreglen er, at der er fradrag for reklamegaver, der ikke er særligt kostbare, og tegnebøgerne kan ikke betegnes som særligt kostbare (167 kr. pr. stk.).

Repræsentanten har anført, at 100 kroners grænsen fremgår af motiverne til lov nr. 534 af 13. december 1985 og grænsen er videreført i cirkulære til ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996.

Repræsentanten er af den opfattelse, at der ikke er positiv hjemmel til at nægte fradrag blot fordi, at prisen overstiger 100 kr. Repræsentanten anfører endvidere, at beløbet ikke har været reguleret siden 1986 og dette formentlig ikke har været hensigten, idet realiteten heraf betyder, at reklamegaverne bliver mindre og mindre med årene. Repræsentanten har beregnet, at såfremt inflationen sættes til 4 % årligt ville 100 kroners grænsen i dag være 173 kr.

Vedrørende den ubestemte kreds af kunder har repræsentanten anført, at der er tale om 400 tegnebøger, der er omdelt til bankens kunder i forbindelse med runde fødselsdage. Formålet med udgiften til tegnebøgerne har været, at opretholde sparekassens almindelige omdømme og fremme dens interesser. Sparekassen har ikke udvalgt bestemte kunder som modtager, men har opstillet et kriterium – rund fødselsdag – i forbindelse med udsendelse. Sparekassen har ingen indflydelse på, hvem der er kunde på det tidspunkt, hvor vedkommende har rund fødselsdag.

Landsskatteretten skal udtale:

Fradrag for reklame- og repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 1 og stk. 4, forudsætter, at udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Fradrag for udgifter til reklame kan herefter foretages efter ligningslovens § 8, stk. 1. Ifølge cirkulære til ligningsloven, cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 pkt. 14.2 forudsætter fradrag, at udgifterne er afholdt over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder, og at udgiften til en reklamegave udgør højest 100 kr. Reklameudgifter tager således sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.

Retten finder herefter, at udgiften til tegnebøgerne ikke er afholdt over for en ubestemt kreds af kunder. Der er henset til, at det pågældende udvælgelseskriterium indsnævrer modtagerkredsen til bestemte kunder. Landsskatteretten finder endvidere, at udgiften til tegnebøgerne ikke kan betegnes som uvæsentlig. Den påklagede ansættelse vil følgelig være at stadfæste.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter