Dato for udgivelse
16 May 2007 11:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Apr 2007 14:18
SKM-nummer
SKM2007.323.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-071319
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Medarbejderobligationer, moderselskab
Resumé
Skatterådet bekræfter, at den beskrevne medarbejderobligationsordning opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 A, og at kontantlønsnedgangen er i overensstemmelse med praksis på området, således at arbejdsgiverselskabet har fradrag for obligationsbeløbet samt eventuelt betalt afgift.
Reference(r)
Ligningsloven § 7 A, stk. 1, nr. 3
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-2 A.B.1.10

Spørgsmål

Kan det bekræftes, at den beskrevne medarbejderobligationsordning er omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, således at arbejdsgiverselskabet får fradrag for obligationsbeløbet samt af eventuel betalt afgift?

Svar

Ja.

Selskabet X (herefter: moderselskabet) ønsker at tilbyde en ordning med medarbejderobligationer til alle medarbejdere i moderselskabet samt til de ansatte i selskabets tre 100 % ejede datterselskaber.

Der er i alt 70 medarbejdere i koncernen.

Ordningen påtænkes iværksat med virkning for 2007.

Det er hensigten, at ordningen skal udbydes kombineret med en aftale om kontantlønsnedgang. Ordningen påtænkes tilbudt alle medarbejdere i koncernen, som opfylder følgende betingelser:

  • Medarbejderen skal sidde i uopsagt stilling på tildelingstidspunktet
  • Medarbejderen skal være tiltrådt sin stilling senest 1. november 2006
  • Medarbejderen skal have en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 8 timer

Udstedes der obligationer for et beløb, der overstiger 4.900 kr. vil moderselskabet indbetale afgiften på 45 % af den del af værdien, der overstiger de 4.900 kr. Værdien af de pågældende medarbejderobligationer vil (inkl. afgift) ikke overstige 10 % af medarbejderens årsløn.

Obligationerne vil i overensstemmelse med kravet i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, blive båndlagt i 5 år fra udgangen af 2007.

Moderselskabet ønsker af administrative hensyn at udstede samtlige obligationer i ordningen herunder obligationer til medarbejderne i de tre datterselskaber. 

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ifølge ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, skal værdien af udbytteandele eller lignende, som udloddes til de ansatte i form af obligationer udstedt af virksomheden, ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

I samme bestemmelse nr. 1 og nr. 2, der omhandler aktier samt købe- og tegningsretter til aktier, anvendes begrebet: "ansatte eller ansatte i selskabets datter- eller datterdatterselskaber".

Det fremgår således direkte, at det er muligt for så vidt angår aktier at lade moderselskabet være udbyder/udsteder.

Det er repræsentantens opfattelse, at det på samme måde er muligt at lade et moderselskab tilbyde medarbejderobligationer til ansatte i selskabets datter- eller datterdatterselskaber.

Formuleringen "udstedt af virksomheden" tager efter vores opfattelse i stedet sigte på, at det er muligt for personligt drevne virksomheder at udstede medarbejderobligationer til forskel for medarbejderaktier, der i sagens natur kun kan tilbydes af virksomheder, der drives i selskabsform.

Det er hensigten, at de beløb, der i kraft af lønnedgangen "opspares" i datterselskaberne vil blive overført til moderselskabet som betaling for obligationerne til det enkelte datterselskabs ansatte. Beløbet vil blive endeligt opgjort og afregnet i forbindelse med obligationsudstedelsen, som forventes at finde sted ultimo 2007.

Datterselskaberne refunderer moderselskabets udgift til obligationsudstedelse inkl. afgift for datterselskabernes respektive medarbejdere. Herved opnår datterselskaberne fradrag for udgiften, hvorimod moderselskabets skattepligtige indkomst vil være uberørt af obligationsudstedelsen til datterselskabernes medarbejdere.

Det kan efter repræsentantens opfattelse, ikke være en hindring for brug af reglerne om medarbejderobligationer, at udstederen er koncernens moderselskab frem for de enkelte selskaber i koncernen.  

SKATs indstilling og begrundelse

Det følger af ligningslovens § 7 A stk. 1 nr. 3, at værdien af udbytteandele og lignende som udloddes til den ansatte i form af obligationer udstedt af virksomheden, ikke skal medregnes i den ansattes skattepligtige indkomst.

Det er en betingelse for skattefriheden, at adgangen til at erhverve obligationer står åben for alle i virksomheden, dog kan der fastsættes begrænsninger ud fra almene kriterier. jf. ligningslovens § 7 A, stk. 2.

Moderselskabet tilbyder obligationsordningen til samtlige medarbejdere i uopsagt stilling, der har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 8 timer, og som har anciennitet fra november 2006.

Det er SKATs opfattelse, at den beskrevne medarbejderobligationsordning opfylder betingelserne i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

De af selskabet fastsatte begrænsninger; kravet om minimum 8 timers ugentlig arbejdstid, samt kravet om ansættelse fra november 2006 er i overensstemmelse med praksis på området.

Obligationernes værdi inklusiv afgift overstiger efter det oplyste ikke 10 % af medarbejderens løn, og obligationerne båndlægges i 5 år. SKAT henleder opmærksomheden på, at vurderingen af om 10 % 's grænsen er overholdt, skal foretages med udgangspunkt i lønnen efter kontantlønsnedgangen.

SKAT er enig med repræsentanten i, at moderselskabet kan udstede medarbejderobligationer til de ansatte i datterselskaberne. SKAT finder således ikke, at der er tilsigtet en forskelsbehandling i de forskellige formuleringer i stk. 1 og stk. 3.

Skatterådet har således også i SKM2006.726.SR, godkendt en tilsvarende ordning, hvor moderselskabet udstedte medarbejderobligationer til egne ansatte og ansatte i datterselskaber, hvor den endelige udgift afholdtes af arbejdsgiverselskabet.

SKAT indstiller som følge af ovenstående, at der svares ja til spørgsmål 1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.