Dato for udgivelse
08 Jun 2007 11:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22. maj 2007
SKM-nummer
SKM2007.363.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-087135
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag
Emneord
Momsgrundlag, rabat
Resumé

Skatterådet finder, at et datterselskab, der ved fakturering har opkrævet betaling for leverancens fulde pris inklusive moms, kan foretage fradrag i afgiftsgrundlaget med det ydede prisnedslag på det tidspunkt, hvor rabatten bliver effektiv. Det er betingelse for fradraget, at der udstedes kreditnota i datterselskabets navn med angivelse af moms.

Dette gælder uanset, at prisnedslaget overføres til datterselskabets moderselskab, der i umiddelbar forbindelse hermed distribuerer udbetalingen til kunderne. Betingelse om udstedelse af kreditnota i datterselskabets navn gælder fortsat.

Reference(r)
Momsloven § 27, stk. 1 og stk. 4
Henvisning
Momsvejledningen 2007-2 G.1.4

Spørgsmål

  1. Kan Datterselskabet i momsmæssig henseende fratrække årlig udbetaling af rabatter til "forbrugerne", såfremt rabattens størrelse er endeligt fastsat og "forbrugerne" bekendt forud for rabatperiodens begyndelse?
  2. Kan Datterselskab momsmæssigt fratrække årlige udbetalinger af rabatter til "forbrugerne", såfremt rabatten overføres til Moderselskab, der i umiddelbar forbindelse hermed distribuerer udbetaling til "forbrugerne"?

 

Svar
  1. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
  2. Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske oplysninger

Moderselskabet har ikke direkte samhandel med "forbrugerne". Samhandlen sker således direkte mellem "forbrugerne"/kunderne og datterselskaberne.

 

Uddybende beskrivelse af baggrunden for anmodningen

 

Koncernen, der består af Moderselskabet og flere datterselskaber, herunder det her omtalte Datterselskab, har en række forskellige forretninger og produkter. Koncernens forskellige forretningsområder er placeret i en række datterselskaber med reference til moderselskabet.

 

Det er koncernens ønske at kunne udbetale et årligt prisnedslag til den enkelte "forbruger", hvilket vil have en væsentlig reklamemæssig værdi for koncernen. Det er således ikke længere tilstrækkeligt dækkende for "forbrugernes" samhandelsforhold, at koncernen kun giver prisnedslag på én vares pris, såfremt der er et overskud af denne del af virksomheden.

 

Fremadrettet ønskes der givet prisnedslag til "forbrugerne" ud fra deres samlede køb i koncernen. Prisnedslagene vil i alle situationer blive maksimeret til avancen for det pågældende produkt.

 

Begrundelsen for årligt at opgøre et samlet prisnedslag og udbetaling til "forbrugerne" - til forskel fra nedsættelse af priserne generelt - er, at det for det første er nødvendigt, at der i selskabernes budget er indbygget en vis reserve, til brug for konsolidering af selskabets kapital. For det andet handler selskaberne også med kunder, der ikke er "forbrugere", hvorfor det er hensigtsmæssigt med ens priser overfor alle kunder. For det tredje kan der være et incitament i at gennemføre samlede udbetalinger i form af prisnedslag overfor væsentlige og loyale kunder.

En prisnedslagsmodel skal baseres på den enkelte "forbrugers" omsætning med koncernens selskaber indenfor en given regnskabsperiode. Det vil sige, at udbetalingen står i forhold til "forbrugerens" varekøb hos koncernselskaberne. For 2006 forventes udbetalingerne til "forbrugerne" på denne baggrund at udgøre ca. 150 mio. kr.

Indførelse af rabatordning

Datterselskabet påtænker at indføre en rabatordning for alle selskabets "forbrugere".

 

Rabatordningens størrelse vil være endeligt fastsat og "forbrugerne" kendt forud for rabatperiodens begyndelse. Rabatten baseres på omsætning med den enkelte "forbruger" i en fremadrettet periode.

 

Rabatten vil blive udbetalt i december måned, første gang i december 2007. Udbetalte rabatter tillægges moms.

 

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er spørgers opfattelse, at begge spørgsmål skal besvares Ja.

Ved implementering af en rabatordning som beskrevet, er det spørgers opfattelse, at Datterselskabet i momsmæssig henseende kan fratrække rabatten til "forbrugerne". Datterselskabet udfakturerer ved leveringen beløb svarende taksten uden fradrag af rabat.

Rabatterne vurderes på dette grundlag at være omfattet af betingelserne i momslovens § 27, stk. 3, således at Datterselskabet vil få reduceret afgiftsgrundlaget med den ydede rabat.

 

Det ønskes eventuelt, at Moderselskabet får til opgave at distribuere rabatudbetalingerne fra Datterselskabet, således at Moderselskabet påtager sig den administrative rolle på vegne af Datterselskabet.

Spørger er af den opfattelse, at Datterselskabet også i denne situation momsmæssigt kan fratrække rabatten til "forbrugerne", såfremt Datterselskabet betaler værdien af rabatten til Moderselskabet, idet Moderselskabet i umiddelbar forbindelse hermed distribuerer rabatten til "forbrugerne".

Ifølge spørger har momslovens sondring mellem betingede og ubetingede rabatter ikke støtte i momssystemdirektivet (Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem). Afgørende for fastlæggelsen af afgiftsgrundlaget i momssystemdirektivet er udelukkende det faktiske modtagne vederlag. Reduceres det vederlag, der faktisk er modtaget på leveringstidspunktet, på et senere tidspunkt, skal afgiftsgrundlaget reduceres tilsvarende.

Formålet hermed er at sikre, at det, der afregnes moms af hos den afgiftspligtige, er det vederlag, der faktisk modtages af denne, hverken mere eller mindre. Andet ville være i strid med det grundlæggende neutralitetsprincip, der sikrer, at momsen skal være neutral for den erhvervsdrivende, idet der udelukkende er tale om en forbrugsbeskatning.

Som juridiske grundlag for denne konklusion er anført følgende:

Ifølge momssystemdirektivet artikel 73, omfatter beskatningsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af køberen. Ifølge domstolenes fast praksis er det endelig beskatningsgrundlag ved leveringen af et gode den modværdi, der faktisk modtages, jf. bl.a. præmis 27 i EF-domstolens sag C-86/99, Freemans plc.

Momssystemdirektivets artikel 78 og 79 opregner en række eksempler, som skal medregnes i beskatningsgrundlaget og andre, som ikke skal medregnes. Bestemmelserne er blot konsekvenser af hovedreglen.

Ifølge momssystemdirektivets artikel 79, stk. 1, litra b, skal "rabat og bonus, som ydes køberen eller aftageren, som opnås på det tidspunkt, hvor transaktionen finder sted", ikke medregnes i beskatningsgrundlaget.

Rabat eller bonus, som tildeles kunden på leveringstidspunktet (dvs. faktureringstidspunktet, når fakturering finder sted, inden eller umiddelbart efter den fysiske levering), skal ifølge artikel 79, stk. 1, litra b, således ikke medregnes ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget.

I det omfang køberen på tidspunktet for leveringen betaler en nedsat pris, vil der være tale om en rabat. Hvis sælgeren refunderer køberen en del af den allerede betalte pris, vil der være tale om, at køberen får en bonus, jf. Freemans, præmis 24.

Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at køberen ved købet opnår en bonus, som juridisk kan kræves udbetalt. Det afgørende for, om der er opnået en bonus på leveringstidspunktet, er alene, hvorvidt den konkrete bonus faktisk er udbetalt.

Foreligger der hverken en rabat eller bonus i direktivets forstand (fx fordi der ikke foreligger en nedsættelse af prisen allerede på leveringstidspunktet), falder man tilbage på hovedreglen i direktivets artikel 73, hvorefter beskatningsgrundlaget opgøres til sælgerens faktiske modtagne værdi, jf. bl.a. præmis 19 i Freemans. Dette er en konsekvens af, at bestemmelserne i direktivets artikel 79 alene er en eksemplificering af elementer, der ikke skal medregnes i forbindelse med opgørelsen af beregningsgrundlaget forstået som den faktisk modtagne modværdi.

Momssystemdirektivets artikel 73 suppleres af artikel 90, hvorefter medlemsstaterne er forpligtede til at nedsætte beskatningsgrundlaget i alle tilfælde, hvor den afgiftspligtige efter indgåelse af aftalen om en transaktion ikke opnår en del af modydelsen eller denne overhovedet, jf. bl.a. præmis 33 i Freemans. Ifølge bestemmelsen skal beskatningsgrundlaget nedsættes i tilfælde af annullation, afbestilling, ophævelse, ikke eller kun delvis betaling eller afslag i prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted - det vil sige efter leveringstidspunktet. Nedsættelsen sker på betingelser, som fastsættes af medlemsstaterne.

Som det fremgår af ovenstående, vil et prisnedslag udbetalt efter leveringstidspunktet være direkte omfattet af momssystemdirektivets artikel 73, jf. artikel 90, stk. 1. Dette uanset der allerede før leveringen er opnået ret til rabatten. Det forhold, at rabatten først udbetales efter leveringstidspunktet kan ikke føre til et resultat, hvor Datterselskabet ikke har ret til fradrag for den udbetalte rabat.

I det omfang Datterselskabet udsteder kreditnotaer for så vidt angår de tilbagebetalte beløb, vil Datterselskabet herefter have ret til at foretage fradrag for moms af de tilbagebetalte beløb med henblik på efterfølgende regulering af momsgrundlaget.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørger oplyser, at der på tidspunktet for udstedelse af faktura til kunderne opkræves betaling for leverancernes fulde pris.

I overensstemmelse med § 4, stk. 1, og § 27, stk. 1, i momsloven (bekendtgørelse af merværdiafgiftsloven, lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005), afregner Datterselskabet således moms af vederlaget. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

§ 4, stk. 1: Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. (...)

§ 27, stk. 1: Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov.

Når Datterselskabet en gang årligt yder sine kunder et prisnedslag for tidligere udfakturerede leverancer, tilbagebetales en del af prisen.

I henhold til momslovens § 27, stk. 4, 2. punkt, kan der foretages fradrag i afgiftsgrundlaget, når rabatten bliver effektiv. Det er en betingelse for fradraget, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af moms. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

§ 27, stk. 4: I afgiftsgrundlaget kan fradrages rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, for så vidt rabatten senere bliver effektiv. Fradraget foretages, når rabatten bliver effektiv, og er betinget af, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af afgiften.

Det er derfor SKATs opfattelse, at Datterselskabet kan reducere sit momssgrundlag på tidspunktet for udstedelse af kreditnota, hvorfor SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares Ja.

Såfremt rabatten overføres til Moderselskabet, der i umiddelbar forbindelse hermed distribuerer udbetaling til "forbrugerne", kan Datterselskabet fortsat regulere sit momsgrundlag, jf. ovenstående begrundelse. Det er således fortsat en betingelse, at der udstedes kreditnota i Datterselskabets navn til kunderne med angivelse af moms.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2 også besvares Ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har på mødet den 22. maj 2007 truffet afgørelse i overensstemmelse med SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter