Dato for udgivelse
22 Apr 2003 13:03
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21. februar 2003
SKM-nummer
SKM2003.171.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1690-0014
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Told
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift + Told + Forsendelse og transitering
Emneord
Efteropkrævning, T 1 forsendelse, dokumentation, erklæring, kaptajn
Resumé
En kaptajnserklæring kunne ikke tjene som bevis for en forsendelses forskriftsmæssige gennemførelse, og told og moms var derfor med rette efteropkrævet.
Reference(r)
Toldkodeks artikel 380

Klagen vedrører opkrævning af told og moms hos A A/S som følge af manglende dokumentation for en T1-forsendelses forskriftsmæssige gennemførelse, jf. artikel 378-380 i Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 2931/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks. 

Det er oplyst, at klageren er en norsk virksomhed, der driver forretning med transport og salg af reservedele til skibe.

Det er endvidere oplyst, at klageren den 02.12.1998 opstartede en ekstern fællesskabsforsendelse med nr. xx ved afgangstoldstedet. Forsendelsen indeholdt norske skibsdele, der via Holland skulle videre til England, hvor delene skulle udleveres til skibet ”B”. Imidlertid blev skibsdelene overgivet til modtageren, uden at være frembudt for bestemmelsestoldstedet i England.  

Det er herudover oplyst, at Toldcentret den 12.04.1999 sendte en efterlysningsanmodning til bestemmelses­toldstedet i England, samt en rykker hertil den 20.08.1999, uden at have modtaget svar fra toldstedet. På baggrund heraf anmodede toldcentret ved skrivelse af 21. september 1999 klageren om inden 3 måneder at føre bevis for, at forsendelsen var gennemført forskriftsmæssigt eller påvise, hvor overtrædelsen var begået.

Klageren har ved skrivelser af henholdsvis 4. august 1999 samt 1. decem­ber 1999 fremlagt proformafaktura fra klageren til modtageren af de omhandlede varer, skibet ”B” samt T1-dokumentet og CMR-fragtbrevet, begge signeret af samme modtager. Toldcentret afviste dokumentationen ved skrivelse af 7. december 1999.

Klagerens repræsentant har ved klageskrivelsen til Landsskatteretten bl.a. fremlagt kaptajnserklæring af 18. januar 2001 samt kvitteret T-dokument vedr. en anden forsendelse, der sammen med varerne ligeledes blev leveret ombord på skibet ”B”. Denne anden forsendelse blev kørt på samme CMR-fragtbrev, som den i nærværende sag omhandlede forsendelse. Repræsentanten har fremlagt skrivelse fra de hollandske toldmyndigheder, hvoraf fremgår, at den anden forsendelse er blevet afsluttet forskriftsmæssigt.   

Ved den påklagede afgørelse har Toldcentret opkrævet klageren 27.333,60 kr. i told og moms, beregnet som følger:

Værdien af skibsdelene i norske kr. er angivet til 98.475,00, omregnet til danske kr. ved en vekselkurs på 92,14 = 90.734,00 kr., afrundet.

Told  (Varekode 8411999000 – sats 4,1 %)

3.720,10 kr.

Moms (90.734,00 kr. + 3.720,10 kr. – sats 25 %)

 23.613,50 kr.

I alt

 27.333,60 kr.

 

Toldcentret har som hjemmel for afgørelsen henvist til artikel 378, stk. 1 og 2, 379 og 380 i Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeks med senere ændringer. Samtidig har toldcentret henvist til Rådets forordning nr. 2931/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks art. 204, og endelig til momslovens § 12, stk. 1.

Toldcentret har som begrundelse for afgørelsen anført, at når en forsendelse ikke er blevet frembudt ved bestemmelsesstedet, eller kan stedet for overtrædelsen eller uregelmæssigheden ikke fastslås, gives den hovedforpligtede en frist på 3 måneder. Inden for denne frist skal den hovedforpligtede på en for toldmyndighederne tilfredsstillende måde føre bevis for, at forsendelsen er gennemført forskriftsmæssigt, eller påvise hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden faktisk er begået, jf. artikel 379, i Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelses­bestemmelser til EF-toldkodeks med senere ændringer. Det er imidlertid ikke på tilfredsstillende måde blevet dokumenteret, at forsendelsen er ankommet til bestemmelsesstedet. Toldcentret har ikke anset den af klageren fremlagte dokumentation som tilstrækkelig bevis for forsendelsens forskriftsmæssig gennemførelse, idet dokumentationen ikke kan betragtes som told- eller handelsdokumenter attesteret af toldmyndighederne jf. gennemførelsesbestemmelsernes artikel 380, litra a, eller som alternativ bevisførelse jf. gennemførelsesbestemmelsernes artikel 380, litra b. Som følge heraf har toldcentret opkrævet told og moms for forsendelsen.  

Told- og Skattestyrelsen har i en udtalelse til Landsskatteretten indstillet, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

Told- og Skattestyrelsen har hertil anført, at de i den omhandlede forsendelse transporterede varer ikke er frembudt for bestemmelses­toldstedet i overensstemmelse med reglerne i toldkodeksen, jf. herved navnlig artikel 96, og den hovedforpligtede har ikke ført tilstrækkeligt bevis for forsendelsens forskriftsmæssige gennemførelse. Varerne indeholdt i den omhandlede forsendelse er, uden frembydelse for de engelske toldmyndigheder, afleveret om bord på skib i England, og den for forsendelsen hovedforpligtede har alene fremlagt en såkaldt "kaptajnserklæring" om, at varerne er leveret om bord.

Told- og Skattestyrelsens har videre anført, at de af repræsentanten fremførte argumenter om en kaptajns kompetence i relation til søloven mv. er uden relevans for fortolkningen af toldkodeksen og gennemførelsesbestemmelserne hertil. En "kaptajnserklæring" kan ikke tjene som bevis for forsendelsens forskriftsmæssige gennemførelse, som omhandlet i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeks, jf. herved dennes artikel 380, der entydigt forudsætter medvirken af toldmyndigheder eller fremlæggelse af et tolddokument udstedt i tredjeland eller genpart eller fotokopi heraf, der er bekræftet af det organ, der har påtegnet originalen, eller af det berørte tredjelands myndigheder eller en af medlemsstater­nes myndigheder.

Spørgsmålet om anvendelse af ”kaptajnserklæringer” som fornøden attestation for afslutning af EU-forsendelser har været rejst med års mellemrum, men er altid blevet afvist, og Told- og Skattestyrelsens faste praksis på dette område er tidligere skriftligt meddelt Dansk Speditørforening (nu Danske Speditører), der repræsenterer den hovedforpligtede i nærværende klagesag.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal opkræves told og moms på i alt kr. 27.333,60 for den omhandlede forsendelse.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden principalt gjort gældende, at der i henhold til Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere ændringer, art. 379, stk. 2, jf. art. 380, litra a, er ført bevis for forsendelsens forskriftsmæssige gennemførelse.

Repræsentanten har anført, at det fremgår af Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere æn­dringer art. 380, litra a, at der på en for toldmyndighederne tilfredsstillende måde kan føres bevis for, at en forsendelse er gennemført forskriftsmæssigt i henhold til art. 378, stk. 1, ved, at der fremlægges et told- eller handelsdokument attesteret af toldmyndighederne, hvoraf det fremgår, at pågældende varer er blevet frembudt for bestemmelsesstedet. Det har imidlertid ikke været muligt at fremskaffe et told- eller handelsdokument attesteret af myndighederne i England, hvoraf det fremgår, at de pågældende varer er blevet frembudt bestemmelsesstedet, hvilket skyldes, at både transportdokumenterne og T-dokumentet er ble­vet overgivet direkte til modtageren ”B”. Dog har overstyrmanden/departementchefen på B stemplet og kvitteret for godsets modtagelse på både CMR-fragtbrevet samt T-dokumentet, idet denne var ansvarlig for modtagelse af godset. Samtidig har skibets kaptajn den 18. januar 2001 afgivet kaptajnserklæ­ring, hvorved han erklærer at have modtaget godset i henhold til proformafaktura.

Repræsentanten har hertil anført, at en kaptajn på et skib må anses som en myn­dighed i relation til art. 380, litra a, som har kompetence til at attestere, at varerne er frembudt for bestemmelsesstedet. Repræsentanten har herved henvist til Søloven (lovbekendtgørelse nr. 39 af 20/1-1998, som er ud­arbejdet på baggrund af internationale konventioner og arrangementer, jf. Karnovs indledende kommentarer til Søloven og Sømandsloven, lovbekendtgørelse nr. 766 af 19/9-1995. Det fremgår af Sømandsloven § 51, at skibsføreren, dvs. kaptajnen, har den højeste myndighed om­bord. Det fremgår ligeledes af Sømandsloven § 62, samt Sølovens §§ 1-142, hvilke forpligtelser skibsføreren har), hvoraf det fremgår, at skibsføreren ikke blot har til opgave at lede og fordele arbej­de mv., men også har et særlig ansvar og hæftelse herfor, som blandt andet begrundes i hans myndighed til at træffe myndighedsbetonede beslutninger/handlinger ombord på skibet.

Set i lyset af skibsførerens særlige myndighed samt det forhold, at der ikke eksisterer nogen øvre toldmyndighed over skibet i relation til art. 380, litra a, må dette betyde, at kaptajnen er den øverste toldmyndighed, som har kompe­tence til at dokumentere, at forsendelsen er frembudt for bestemmelsesstedet, ved påtegning på proformafakturaen for godset.

For så vidt angår Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere ændringer art. 380, litra b, har repræsentanten bemærket, at det af bestemmelsen fremgår, at der på en for toldmyndighederne tilfredsstillende måde kan føres bevis for, at en forsendelse er gennemført forskriftsmæssigt i henhold til art. 378, stk. 1, ved, at der fremlægges et tolddokument om varernes henførsel under en toldprocedure i et tredjeland eller en genpart eller fotokopi heraf; genparten eller fotokopien skal være bekræftet enten af det organ, der har påtegnet originalen, af myndighederne i det pågældende tredjeland eller af en af medlemsstaternes myndigheder. Det fremgår imidlertid ikke særskilt af bestemmelsen, hvorledes det forholder sig i tilfælde af, at modta­geren er et skib, som er indregistreret i et land udenfor EU, hvilket i nærværende sag er Norge. Såfremt det forudsættes, at tredjelandet i nærværende sag anses for at være selve modtageren, dvs. skibet B's registreringsland, er tredjelandet i henhold til art. 380, litra b, Norge. Der kan i dette tilfælde således føres bevis for en forsendelses forskriftsmæssige gen­nemførelse ved fremlæggelse af tolddokument for varernes henførelse under norsk toldprocedu­re.

I nærværende sag forholder det sig således, at varer til skibe over 15 meters længde i udenrigs­fart, hverken pålægges told eller andre afgifter i henhold til norsk toldlovgivning, hvorfor god­set uanset uregelmæssighederne i forbindelse med dets forsendelse, ikke pålægges told og af­gifter. Samtidig definerer den norske toldlov i § 1, det toldpligtige område, hvilket er det norske fastland og alt område indenfor territorialgrænsen. Ved indførsel af varer fra udlandet til Norge eller udførsel til udlandet fra Norge skal gods således fortoldes i henhold til § 1. Der er i nærværende sag tale om transport af varer til et norsk indregistreret skib, som således er undergivet norsk lovgivning og ikke tale om indførsel/udførsel af varer til/fra Norge, men blot transport til et andet norsk område, hvorved varerne ikke er toldpligtige. Der eksisterer således ingen positiv hjemmel i norsk lovgivning til at pålægge varer til et norsk skib told, hvorfor varerne ikke er toldpligtige.

I henhold til den norske merverdiavgiftslov § 1, opkræves afgifter på omsætning af varer og tjenester. Loven omfatter som udgangspunkt levering af varer til norske skibe, uanset hvor de befinder sig. Hertil kommer dog undtagelsen i § 16, 2. led, pkt. a, samt § 17, hvorved omsætning til brug for skibe på mindst 15 meters længde ikke pålægges afgifter, når det i udenrigsfart fragter last eller mod vederlag befordrer passagerer. Der skal således i henhold til norsk lovgivning ej heller svares merværdiafgift af godset.

Der kan og skal således af de nævnte grunde ikke udstedes tredjelands tolddokumenter for godset i nærværende sag. I en sådan situation og i forlængelse af det anførte vedr. art. 380, litra a, må alternativ dokumentation i form af kaptajnserklæring kunne føres, idet kaptajnen er eneste myndighed til brug for bekræftelse af, at forsendelsen er gennemført forskriftsmæssigt, og at godset er frembudt på bestemmelsesstedet. Såfremt en kaptajn ikke kan anses for en toldmyndighed i henhold til art. 380, litra a, vil alter­nativ dokumentation i henhold til art. 380, under henvisning til ovenstående være illusorisk, da det af gode grunde ikke er muligt at fremskaffe dokumentation for godsets overgang til tredjelands toldprocedure i henhold til art. 380, litra b. Dette vil have den utilsigtede virkning, at forsendelser, som fejlagtigt ikke forevises toldbestemmelsesstedet, ikke vil kunne afsluttes efterfølgende, idet det ikke er muligt at fremlægge alternativ dokumentation i henhold til art. 380.

Repræsentanten har videre til støtte for påstanden subsidiært gjort gældende, at der i henhold til Kommissionens Forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere ændringer art. 378, stk. 1, og 379, stk. 2, er ført bevis for, hvor overtrædel­sen eller uregelmæssigheden faktisk er begået, og at det ikke er i Danmark.

Repræsentanten har til støtte herfor anført, at det er af A A/S ved skrivelse af henholdsvis 4. august 1999 samt 1. decem­ber 1999 overfor Toldcentret oplyst, at godset er gået ombord på mod­tagerskibet "B". I denne forbindelse er forsendelsens T-dokument fejl­agtigt fulgt med godset ombord, hvorfor T-dokumentet ikke er overgivet til toldbestemmelsesstedet.

Godsets kontraktmæssige levering til modtager er dokumenteret af A A/S ved fremlæggelse af T-dokumentet og CMR-fragtbrev stemplet og kvitteret af modtager, samt kaptajnserklæring, hvorved godsets modtagelse ligeledes bekræftes. Der er således ingen tvivl om, at godset er behørigt leveret og til korrekte modtager. Den fejlagtige aflevering af T-dokumentet til modtager skyldes den for transporten udførende fragtfører C Ltd.;, idet denne har glemt at overgive T-dokumentet til toldbestemmelsesstedet. C Ltd. befragtede godset fra Holland til England. Ved ankomst til England kontaktede C Ltd. modtager, hvorefter godset blev leveret direkte ombord på skibet.

Repræsentanten har i forlængelse heraf bemærket, at der på forsendelsens CMR-fragtbrev ligeledes er kørt et andet T-dokument nr. xxx, som imidlertid er blevet forskriftsmæssigt afslut­tet. Dette T-dokument blev som i nærværende sag afleveret direkte ombord på skibet sammen med varerne, hvilket bekræftes af, at T-dokumentet er stemplet og underskrevet af skibets depar­tementschef. Dette T-dokument er blevet afsluttet af de hollandske toldmyndigheder ved skrivelse af 8. juli 1999. Det hollandske toldvæsen oplyste ved skrivelsen kautionisten om, at denne, i forlængelse af toldvæsenets tidligere skrivelse,  kunne anses for frigjort for for­sendelsen.

Repræsentanten har på denne baggrund anført, at overtrædelsen eller uregelmæssigheden således skyldes den udførende fragtfører C Ltd., idet denne ikke har afleveret T-­dokumentet til toldbestemmelsesstedet, men i stedet til modtageren af godset, hvorfor overtrædelsen eller uregelmæssigheden er påvist, jf. Kommissionens Forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere ændringer art. 378, stk. 1, og 379, stk. 2.

Til støtte for påstanden har repræsentanten herudover bl.a. gjort gældende:

  • at godset de facto er leveret på skibet og har dermed kun har været transiteret EU, hvorfor godset såle­des ikke er overgået til fri omsætning indenfor EU's afgiftsområde,
  • at henset til det forhold, at godset ikke skal fortoldes, idet godset fragår norsk territorium til et skib underlagt norsk lovgivning og således blot er i transit, bevirker i tillæg til den eventuelle manglende mulighed for at få forsendelsen afsluttet, at kravet på betaling af told og afgifter i sagens natur bør frafaldes ud fra almindelige rimelighedsbetragtninger,
  • at fejlen, der ligger til grund for det uafsluttede T-dokument, er afklaret,
  • at det fremsatte krav på betaling af told og afgifter af de danske myndigheder, således er uberet­tiget og ikke bør opretholdes, idet de danske myndigheder vil blive uretmæssigt beriget i kraft af bevisuhensigtsmæssigheder i EU-lovgivningen,
  • at de hollandske toldmyndigheder har afsluttet det andet T-dokument nr. xxx af 3. decem­ber 1998, hvorfor det i henhold til den uskrevne lighedsgrundsætning ligeledes bør være muligt at afslutte nærværende forsendelse i henhold til Kommissionens forordning nr. 2454/93 art. 378-380.

For så vidt angår Told- og Skattestyrelsens udtalelse omkring kaptajnserklæringer har repræsentanten anført, at Styrelsens fortolkning af regelsættet alene synes at være baseret på en ordlydsfortolkning, ligesom den ikke helt synes at være i overensstemmelse med praksis, jf. herved to konkrete sager, hvor danske toldmyndigheder har anerkendt kaptajnserklæringer som behørig dokumentation.  

Repræsentanten har i denne forbindelse anført, at formålet med bestemmelsen må være at sikre dokumentati­on, som ikke er mulig at forfalske samt sikre, at godset faktisk er kommet frem og deklareret, idet dokumentationen kræver en myndighedspåtegning. Ud fra en

formålsfortolkning af be­stemmelsen må en kaptajn i lyset af hans myndighed udgøre samme sikkerhed, idet denne ligeledes arbejder under strengt myndighedsansvar. Hertil kommer, at en kaptajn ved stempel kan påtegne handelsdokumenterne i lige så sikker form som andre myn­digheder.

Repræsentanten har endelig bemærket til Told- og Skattestyrelsens udtalelse, at det forhold, at Danske Speditører tidligere er blevet oplyst om Told- og Skattestyrelsens praksis, for så vidt angår kap­tajnserklæringer, må anses for uden betydning for nærværende sags vurdering, ligesom denne fortolkning/praksis anlagt af Styrelsen alene er Sty­relsens fortolkning og savner belæg i form af fortolkningsbidrag fra lovgivers side, dvs. Rådet eller EF-Domstolen. Det anførte skal ligeledes læses i lyset af, at der for så vidt angår nærværende situation synes at eksistere et "hul" i lovgivningen, såfremt det ikke er muligt at afslutte en forsendelse ved kaptajnserklæring i henhold gennemførselsbestemmelserne art. 380, idet ikke vil være muligt efterfølgende at skaffe et myndighedspåtegnet handels- eller tolddokument eller tolddokument fra tredjeland, da godset ikke er tilgået et "tredjeland", hvor godset skal fortoldes. Der foreligger således en situation, som lovgiver ikke synes at have taget højde for ved be­stemmelsernes udformning, idet muligheden for fremlæggelse af alternativ dokumentation i henhold til gennemførselsbestemmelserne art. 380, faktisk er illusorisk i nærværende situation. I et sådan tilfælde er det af hensyn til reglernes fortolkning og retmæssige anvendelse yderst vigtigt at indhente fortolkningsbidrag fra lovgivers side.

Sluttelig har repræsentanten anmodet Landsskatteretten om, at der i tilfælde af, at der hersker tvivl om fortolkningen af definitionen af toldmyndighed samt tredjeland rettes en præjudiciel forespørgsel til EF-domstolen for at få afklaret fortolkningen af artikel 380, jf. art. 177 i Traktaten om det Europæiske Fælles­skab.

Landsskatteretten skal udtale:

Af Rådets forordning nr. 29/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en toldkodeks artikel 4, 3), fremgår det:

”I denne kodeks forstås ved:

(…)

3) toldmyndigheder: myndigheder, der bl.a. har beføjelse til at håndhæve toldforskrifterne

(…)”

Af Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 29/92 om indførelse af en EF-toldkodeks artikel 378, fremgår det:

”1. Med forbehold af kodeksens artikel 215 gælder det, at er en forsendelse ikke blevet frembudt for bestemmel­sesstedet, og kan det ikke fastslås, hvor en overtrædelse eller en uregelmæssighed er begået, anses overtrædelsen eller uregelmæssigheden for at være begået:

-   i den medlemsstat, som afgangsstedet henhører under, eller

-   i den medlemsstat, som grænseovergangsstedet ved indpassagen til Fællesskabet henhører under, og hvor­til der er indgivet en grænseovergangsattest

medmindre der inden for den i artikel 379, stk. 2, fastsatte frist på en for de kompetente myndigheder tilfredsstillende måde enten føres bevis for, at forsendelsen er gennemført forskriftsmæssigt, eller det påvises, hvor overtrædelsen el­ler uregelmæssigheden faktisk er begået.

2. Når den pågældende overtrædelse eller uregelmæs­sighed i mangel af et sådant bevis fortsat anses for at være begået i afgangsmedlemsstaten eller i indgangsmedlemssta­ten som omhandlet i stk. 1, andet led, opkræves importaf­gifter og andre afgifter for de pågældende varer af denne medlemsstat i overensstemmelse med fællesskabsbestem­melserne eller de nationale bestemmelser.

3. Såfremt det inden udløbet af en frist på tre år fra datoen for registreringen af T1-angivelsen fastslås, i hvilken medlemsstat den pågældende overtrædelse eller ure­gelmæssighed rent faktisk er begået, inddriver denne med­lemsstat i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelser­ne eller de nationale bestemmelser de importafgifter og andre afgifter, der påhviler varerne (med undtagelse af beløb, som er opkrævet i henhold til stk. 2 som Fællesska­bets egne indtægter). I så fald godtgøres de importafgifter og andre afgifter, der oprindeligt var opkrævet (med und­tagelse af beløb, der er opkrævet som Fællesskabets egne indtægter), så snart der er fremlagt bevis for den pågældende inddrivelse.

4. Den sikkerhed, der er stillet for forsendelsen, frigøres først ved udløbet af ovennævnte frist på tre år eller even­tuelt efter betaling af importafgifter og andre afgifter i den medlemsstat, hvor ovennævnte overtrædelse eller ure­gelmæssighed faktisk er begået.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af overtrædelser eller uregelmæssigheder og til, at der træffes effektive sanktioner mod disse.”

Af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 379, fremgår det: 

”1. Når en forsendelse ikke er blevet frembudt ved be­stemmelsesstedet, og stedet for overtrædelsen eller ure­gelmæssigheden ikke kan fastslås, underretter afgangsstedet den hovedforpligtede herom så hurtigt som muligt og in­den udløbet af den ellevte måned efter datoen for regis­treringen af angivelsen til fællesskabsforsendelse.

2.  I den i stk. 1 omhandlede underretning anføres især den frist, inden for hvilken der på en for toldmyndighe­derne tilfredsstillende måde skal føres bevis for, at forsen­delsen er gennemført forskriftsmæssigt, eller inden for hvil­ken det kan påvises, hvor overtrædelsen eller uregelmæs­sigheden faktisk er begået. Nævnte frist fastsættes til tre måneder fra datoen for den i stk. 1 omhandlede underret­ning. Hvis det nævnte bevis ikke er ført inden udløbet af denne frist, inddriver den kompetente medlemsstat importafgifter og andre afgifter for de pågældende varer. I til­fælde, hvor denne medlemsstat ikke er den medlemsstat, hvor afgangsstedet er beliggende, skal sidstnævnte straks informere den førstnævnte medlemsstat.”

Af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 380, som ændret ved Kommissionens forordning nr. 482/96, der trådte i kraft den 27. marts 1996, fremgår det:        

”Der kan på en for toldmyndighederne tilfredsstillende må­de føres bevis for, at en forsendelse er gennemført for­skriftsmæssigt i henhold til artikel 378, stk. 1:

a)  ved at der fremlægges et told- eller handelsdokument attesteret af toldmyndighederne, hvoraf det fremgår, at de pågældende varer er blevet frembudt for be­stemmelsesstedet eller i tilfælde, hvor artikel 406 an­vendes, er afleveret til den godkendte modtager. Do­kumentet skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til at muliggøre identifikation af varerne, eller

b) ved at der fremlægges et tolddokument om varernes henførsel under en toldprocedure i et tredjeland eller en genpart eller en fotokopi heraf; genparten eller fo­tokopien skal være bekræftet enten af det organ, der har påtegnet originalen, af myndighederne i det på­gældende tredjeland eller af en af medlemsstaternes myndigheder. Dokumentet skal indeholde tilstrækkeli­ge oplysninger til at muliggøre identifikation af varer­ne.”

Herudover fremgår det af momslovens § 12, at der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at retten ikke finder, at nærværende sags problemstillinger er egnet til en forelæggelse for EF-domstolen i medfør af Traktatens tidligere artikel 177, nuværende artikel 234.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har opfyldt dokumentationskravene efter Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 29/92 om indførelse af en EF-toldkodeks artikel 380. Landsskatteretten har herved henset til, at klageren ikke har fremlagt dokumentation, der har været attesteret af de engelske toldmyndigheder eller fremlagt tolddokumenter, der viser, at varerne har været henført under en toldprocedure i et tredjeland. Landsskatteretten har endvidere henset til, at artikel 380, efter sin formulering, ikke åbner mulighed for anden bevisførelse end de i artiklen nævnte. Landsskatteretten finder således ikke, at en kaptajnserklæring kan tjene som bevis for en forsendelses forskriftsmæssige gennemførelse efter artikel 380, idet en skibskaptajn ikke kan udgøre en myndighed i toldreglernes forstand, jf. herved toldkodeksens artikel 4, nr. 3). 

Landsskatteretten bemærker endelig, at retten ikke finder det tilstrækkelig påvist, at uregelmæssigheden har fundet sted i England, således at opkrævningen af importafgifter skulle være sket her, hvorfor den påklagede afgørelse vil være at stadfæste. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter