Dato for udgivelse
02 Jul 2007 13:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15. juni 2007
SKM-nummer
SKM2007.461.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1847-1625
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Salg + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Opgørelse af ejendomsavance, delsalg, ejertidsfradrag, bundfradrag, restejendom, omvalg
Resumé
Klager havde i forbindelse med opgørelse af ejendomsavance ved del-salg i 2001 og 2002 beregnet ejertidsfradrag. Der var ikke mulighed for ved et senere salg af restejendommen at foretage omvalg af denne disposition, hvorfor der ikke var mulighed for at anvende bundfradrag ved opgørelse af ejendomsavance ved salg af restejendommen.
Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 11
Skatteforvaltningsloven § 30
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6, stk. 2 og 3


Sagen vedrører spørgsmålet, om klageren er berettiget til at foretage omvalg med hensyn til opgørelsen af ejendomsavance i forbindelse med delsalg for indkomstårene 2001 og 2002, hvor der er beregnet et ejertidsfradrag, således at der ved et senere salg af restejendommen er mulighed for at anvende bundfradrag, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2 og 3.

Landsskatterettens afgørelse

Skattecentret har ikke imødekommet klagerens anmodning om omvalg for indkomstårene 2001 og 2002.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har købt ejendommen X i 1993. Der var ved anskaffelsen tale om en bebygget landbrugsejendom med 1 lejlighed og et jordtilliggende på 16,9 ha. Klageren har beboet ejendommen i ejerperioden.

I indkomståret 2001 er der frasolgt ca. 7 ha af jorden, mens der i indkomståret 2002 er frasolgt yderligere ca. 3,5 ha af jorden. I forbindelse med de to delsalg for indkomstårene 2001 henholdsvis 2002 er der opgjort ejendomsavance i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens regler. Der er i denne forbindelse beregnet et ejertidsnedslag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, for begge indkomstår.

Restejendommen er afstået i 2004. Avancen er opgjort efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, hvor blandt andet reglen om bundfradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, er anvendt. Skatteforvaltningen har ændret klagerens skatteansættelse for indkomståret 2004, idet reglen om bundfradrag ikke kan anvendes, såfremt der er beregnet ejertidsfradrag ved tidligere delsalg fra samme ejendom.

Klagerens repræsentant har herefter anmodet om omvalg for indkomstårene 2001 og 2002, med henblik på at ejertidsnedslaget bortfalder, således at der kan beregnes et bund- fradrag for indkomståret 2004 i forbindelse med salget af restejendommen.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har ikke imødekommet klagerens anmodning om omvalg for indkomstårene 2001 og 2002, idet skatteforvaltningens ændring for indkomståret 2004 ikke har medført utilsigtede skattemæssige konsekvenser for klagerens tidligere valg. Afgørelsen er truffet før den 1. november 2005 dermed i henhold til skattestyrelseslovens § 37 D.


Der er ved afgørelsen henset til, at skatteforvaltningslovens § 37 D vedrører den situation, hvor skattemyndigheden foretager en skatteansættelse, der har betydning for den skattepligtiges valg, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige virkninger.

Klageren har ved indsendelsen af selvangivelserne for indkomståret 2001 og 2002 foretaget et valg, som klageren er bundet af, idet reglen om bundfradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, var kendt på det tidspunkt, hvor klageren foretog valg af opgørelsesmetode.

Skatteforvaltningens skatteansættelse for indkomståret 2004, hvor der nægtes bundfradrag efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, er udelukkende en berigtigelse af selvangivelsen, idet klageren ikke burde have anvendt reglen om bundfradrag, da de tidligere valg udelukkede dette, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, 7. pkt.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at det godkendes, at klageren kan foretage omvalg i forbindelse med avanceopgørelserne for jordsalg i indkomstårene 2001 og 2002.

Til støtte herfor er anført, at betingelserne i den dagældende skattestyrelseslovs § 37 D, stk. I, må anses for opfyldt. Klageren har utvivlsomt foretaget et valg i forbindelse med selvangivelser. Derudover har skatteforvaltningen i forbindelse med salget i 2004 ændret den skatteansættelse, som man gik ud fra, at man kunne have fået, idet man forudsatte, at man kunne anvende bundfradragsreglen. Den ændrede skatteansættelse får den naturlige konsekvens, at klageren nu bliver klar over, at hun kunne have selvangivet mere optimalt i årene 2001 og 2002 med henblik på at opnå et bundfradrag i 2004.

På denne baggrund har den skatteansættelse, der er foretaget i 2004, medført, at valget i 2001 og 2002 har fået utilsigtede konsekvenser.

Det er bemærket, at den praksis, der foreligger omkring skattestyrelseslovens § 37 D, støtter, at ændringen af skatteansættelsen godt kan ske i relation til ét indkomstår og valget for andre indkomstår. Dette følger blandt andet af afgørelsen i SKM2004.196.LR (TfS 2004.402 LR).

Derudover er det gjort gældende, at det ikke er en begrundelse for at nægte omvalg, at ændringen for indkomståret 2004 udelukkende er en konsekvens af tidligere valg. En ændring af en skatteansættelse for et givet indkomstår er netop typisk en konsekvens af et tidligere valg. I forarbejderne til skattestyrelseslovens § 37 D har man netop anført det eksempel, at finder skattemyndighederne i modsætning til den skattepligtige, at en bil placeret i virksomhedsordningen udelukkende er anvendt privat, vil skatteyderen blive beskattet af fri bil. Et sådant valg kan man efterfølgende omgøre med hjemmel i skattestyrelseslovens § 37 D. Der er endvidere støtte for, at der i denne situation meddeles tilladelse til omgørelse, jf. SKM2004.41.LR (TfS 2004.172 LR), SKM2004.79.LR (TfS 2004.221 LR) og SKM2004.196.LR (TfS 2004.402 LR).

Til de nævnte afgørelser kunne man anføre det argument, at ændringen for det indkomst- år, hvor bilen er anvendt udelukkende privat alene er en konsekvens af et valg, nemlig den faktiske anvendelse af det pågældende køretøj. Det gøres derfor gældende, at den påklagede afgørelse ikke er truffet i overensstemmelse med den måde, som skattestyrelseslovens § 37 D nu engang skal fortolkes.


Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D kan skatteministeren tillade, at en skattepligtig kan ændre et valg i selvangivelsen, i det omfang skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Bestemmelsen er videreført i skatteforvaltningslovens § 30.

Kompetencen til at træffe afgørelse var indtil 31. oktober 2005 i medfør af skatteministerens meddelelse i SKM2003.324.DEP delegeret til den skatteansættende myndighed med klageadgang til Ligningsrådet. Pr. 1. november 2005 træffer SKAT afgørelse i 1. instans, jf. skatteforvaltningslovens § 30, og Landsskatteretten er gjort til klageinstans, jf. skatteforvaltningslovens § 11.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Lovforslag L 175 2002/03, bemærkninger til nr. 4, at det er en betingelse for tilladelse til ændring efter bestemmelsen, at det tidligere trufne valg som følge af myndighedernes korrektion eller ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var forudsat, da valget blev truffet.

Der er ikke ændret i reglerne om opgørelse af bundfradrag eller ejertidsfradrag i § 6, stk. 2 henholdsvis stk. 3, i ejendomsavancebeskatningsloven for indkomstårene 2001-2004. Det fremgår således af bestemmelsen, at reglen om bundfradrag er betinget af, at reglen om ejertidsfradrag ikke er anvendt.

Landsskatteretten er herefter enig med skatteforvaltningen i, at klageren ikke er berettiget til at foretage omvalg for så vidt angår beregning af ejertidsfradrag for indkomstårene 2001 og 2002 i henhold til reglen i den dagældende skattestyrelseslovs § 37 D, jf. skatteforvaltningslovens § 30. Der er herved henset til, at beregningen af ejertidsfradrag efter bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, for indkomstårene 2001 og 2002 ikke anses for at have haft sådanne utilsigtede konsekvenser som følge af en foretaget skatteansættelse efter skattestyrelseslovens § 37 D, allerede fordi det fremgår af den i perioden uændrede bestemmelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, at anvendelse af ejertidsfradrag udelukker bundfradrag.

Landsskatteretten stadfæster derfor den påklagede afgørelse.