Dato for udgivelse
02 Jul 2007 15:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Jun 2007 14:21
SKM-nummer
SKM2007.463.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-105755
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomhedsregistrering og ændring i registreringsforhold + Selskabsbeskatning
Emneord
Skattepligtig afståelse, skattefri virksomhedsomdannelse
Resumé

Skatterådet er blevet spurgt om muligheden for at afstå en lægepraksis uden avancebeskatning henset til en kort ejertid, samt muligheden for skattefrit at omdanne virksomheden til et selskab, herunder kravene til det modtagende selskab.

Skatterådet afviste at tage stilling til spørgsmålet om skattepligtig afståelse, idet det beroede på en vurdering af en konkret salgsdisposition. Endvidere fandt Skatterådet, at bestemmelserne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse kunne anvendes. Det var dog en betingelse, at det modtagende selskab var registreret her i landet.
Reference(r)

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 1
Lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 2
Lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 3

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-2 E. H

Spørgsmål
  1. Kan A overdrage sin virksomhed til et selskab uden det udløser avanceskat?
  2. Hvis svaret er - nej - til spørgsmål 1 kan A så benytte lov om skattefri virksomhedsomdannelse?
  3. Hvis svaret er - ja - til spørgsmål 2, kan den skattefri overdragelse så ske til et udenlandsk aktieselskab, der bliver skattemæssigt indregistreret i Danmark (selskabsskattelovens § 1, stk. 6)?

Svar

  1. Afvises, se indstilling og begrundelse.
  2. Ja, se indstilling og begrundelse.
  3. Nej, se indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

A har pr. 1. april 2005 købt en lægepraksis af speciallæge B for X kr.

Der er tale om handel mellem uafhængige parter.

Af saldobalance for perioden 1. maj 2005 og frem til 31. december 2005 fremgår et overskud på X kr.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1

Det er repræsentantens vurdering, at der ikke kan være påløbet avance på hverken goodwill eller driftsmidler henset til As korte ejertid.

Ad spørgsmål 2

Det er repræsentantens vurdering, at A opfylder alle kravene i virksomhedsomdannelsesloven (VOL). Det skal særligt bemærkes:

  • at A er fuld skattepligtig til Danmark
  • at alle virksomhedens aktiver og passiver overdrages til det nye selskab
  • at hele vederlaget sker i form af aktier
  • at de modtagne aktiers anskaffelsessum ikke er negativ
  • at omdannelsesdatoen bliver 1. januar 2006
  • at de relevante selskabsdokumenter vil blive indsendt inden 1 mdr. efter omdannelsen
  • at der udarbejdes åbningsstatus

Ad spørgsmål 3

Det er repræsentantens vurdering, at overdragelsen godt må ske til et udenlandsk aktieselskab blot det udenlandske selskab betaler skat på samme måde som et dansk aktieselskab, og skattemæssigt registreres her i landet.

Det må også bemærkes, at der med vedtagelsen af ændringsdirektivet 2005/19/EF, som Danmark har implementeret i sin lovgivning med virkning fra 1. januar 2006, skete en udvidelse af de selskaber, som bliver omfattet af EU-fusionsdirektivet (90/434/EÆØF). Nu er alle selskaber, der skattemæssigt bliver hjemmehørende i Danmark (ledelsens sæde i Danmark) omfattet af fusionsdirektivet og kan indgå i diverse skattefrie omstruktureringer - herunder at være modtagende selskab i en skattefri virksomhedsomdannelse.

Endvidere har EU-domstolen den 13. december 2005 (c-411/03, SEVIC- sag) tilkendegivet, at selskaber omfattet af EU-fusionsdirektivet har et retskrav på at kunne indgå i diverse former for skattefrie omstruktureringer, hvis dette er muligt for nationale indregistrerede selskaber.

Alle selskaber, der betaler skat i Danmark på samme måde som danske aktieselskaber, skal således også have samme rettigheder som danske aktieselskaber - herunder at være modtagende selskab i en skattefri virksomhedsomdannelse.

Høringssvar fra spørgers repræsentant

Når der tales om udenlandske selskaber tænkes primært på engelske, cypriotiske eller maltesiske selskaber.

Altså selskaber som selskabsretligt er hjemmehørende i EU, og som positivt er nævnt i listen over selskaber i fusionsdirektivet. Endvidere er der tale om selskaber fra lande med hvem Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Hvis et Cypern selskab bliver stiftet med en dansk ledelse, og efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Cypern bliver skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og skal betale dansk selskabsskat på samme måde som et dansk aktieselskab, så skal det også skattemæssigt have samme rettigheder som et dansk aktieselskab, herunder at kunne være modtagende selskab efter virksomhedsomdannelsesloven § 1.

Hvis et engelsk skuffeselskab bliver skattemæssigt hjemmehørende i Danmark fordi der bliver indsat en dansk ledelse, så skal det engelske aktieselskab behandles på samme måde som et dansk aktieselskab på godt og ondt.

Repræsentanten mener også, at et selskab fra Seychellerne, der bliver fuld skattepligtig til Danmark efter selskabsskatteloven § 1, stk. 6, nyder EU-beskyttelse.

Alle selskaber, der bliver skattemæssigt hjemmehørende i et EU-land nyder EU-beskyttelse mod usaglig diskrimination på skatteområdet.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1 - om skattepligtig afståelse

Ved indskud af en personlig ejet virksomhed i et aktie- eller anpartsselskab, sker der en overgang af ejendomsretten til de af virksomheden tilhørende aktiver eller passiver. Overdragelsen beskattes efter afståelsesprincippet. Udgangspunktet for værdiansættelsen af aktiverne er deres værdi i handel og vandel. Det fremgår af Ligningsvejledningen 2007-2, E.H.1.

Anskaffelsessum og afståelsessum for goodwill omregnes til kontantværdi. Endvidere skal anskaffelsessum og afståelsessum for afskrivningsberettigede maskiner og inventar kontantomregnes.

Det er SKATs opfattelse, at en nærmere prøvelse først kan foretages, når samtlige faktiske forhold omkring en salgsdisposition er endelig klarlagt, herunder spørgsmålet om eventuelle interesseforbundne parter. De forelagte oplysninger, giver ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at foretage en sådan vurdering.

SKAT finder således, at spørgsmålet har en sådan karakter, at der ikke med fornøden sikkerhed kan svares bindende, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, hvorefter spørgsmålet indstilles afvist.

Ad spørgsmål 2 - betingelserne for at anvende lov om virksomhedsomdannelse

Princippet bag skattefri virksomhedsomdannelse er, at en personligt ejet virksomhed kan indskydes i et selskab, uden at der samtidig udløses beskatning hos den tidligere ejer. Loven bygger på et successionsprincip, hvorefter selskabet skattemæssigt indtræder i den tidligere ejers sted med hensyn til de overtagne aktiver og passivers anskaffelsestidspunkt, anskaffelsessum og anskaffelseshensigt. Af- og nedskrivninger, som omdanneren måtte have foretaget, anses for foretaget af selskabet i de pågældende indkomstår.

Beskatning af de fortjenester, der konstateres ved omdannelsen, finder herefter sted ved en senere afståelse af aktier i selskabet og ved selskabets senere afhændelse af de overtagne aktiver.

De nærmere betingelser for at anvende lov om skattefri virksomhedsomdannelse fremgår af VOL § 2. Alle betingelser skal være opfyldt på samme tid.

Under forudsætning af, at alle betingelser, der er opregnet i den nævnte bestemmelse, er opfyldt, er det SKATs opfattelse, at den pågældende skatteyder kan anvende loven.

(På nuværende tidspunkt kan ikke omdannelsen således ikke foretages pr. 1. januar 2006, jf. reglerne i VOL § 2 og § 3.)

Ad spørgsmål 3 - krav til det modtagende selskab

I relation til det modtagende selskab, der skal overtage og fortsætte virksomheden, er det en betingelse, at der er tale om et aktie- eller anpartsselskab, der er registreret her i landet. Det fremgår af VOL § 1, stk. 1. Selvom selskabet allerede er indregistreret ved omdannelsen, udelukker dette dog ikke, at omdannelsen kan ske til et sådant selskab, hvis dette fra stiftelsen og indtil omdannelsen har været uden aktivitet bortset fra forrentning af indskudskapitalen (skuffeselskab). Se også Ligningsvejledningen 2007-2, S.H.2.

Endvidere fremgår det af VOL § 2, stk. 1, nr. 6, om frist for indsendelse af dokumenter, at der skal foreligge dokumentation for, at selskabet er anmeldt til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller at overdragelsen til et allerede registreret selskab har fundet sted.

Endelig bemærkes, at selskabet efter omdannelsen vil kunne anvende fusionsskattedirektivet 90/434/EØF (ændret ved direktiv 2005/19/EF), som omhandler fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktiver efter de herom gældende regler.

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares benægtende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter