Dato for udgivelse
09 May 2003 09:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. februar 2003
SKM-nummer
SKM2003.197.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, S-3044-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momsunddragelse, urigtig momsangivelse, selvanmeldelse
Resumé

T var tiltalt for grov uagtsom overtrædelse af momslovgivningen ved som daglig leder og hovedanpartshaver i et autoservice-selskab for perioden 1. januar - 31. december 1997 at have angivet salgsmomsen for lavt med 89.861 kr. og købsmomsen for lavt med 47.037 kr., hvorved statskassen blev unddrage 42.824 kr. i moms. Ved landsrettens behandling af den indankede dom tiltrådte retten, at T ved den urigtige angivelse af momstilsvaret for 1997, hvorved statskassen blev unddraget 42.824 kr. havde handlet groft uagtsomt. Efter bevisførelsen for landsretten blev lagt til grund, at T's efterangivelse for 1997 blev modtaget af ToldSkat den 8. september 1998, og da efterangivelsen således var modtaget efter, at ToldSkat den 3. september 1998 havde rettet henvendelse til T og varslet et kontrolbesøg, kunne efterangivelsen ikke anses for en ansvarsfritagende selvanmeldelse. Den omstændighed, at momstilsvaret fremgik af selskabets regnskab og selvangivelse, og at T også i tidligere år havde indsendt efterangivelse til ToldSkat, kunne heller ikke føre til, at der forelå selvanmeldelse. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorefter blev straffet med en takstmæssig bøde på 25.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 1, nr. 1


Vestre Landsrets dom af 20. februar 2003, 1. afdeling, S-3044-02

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(v/adv. Jørgen Kjær)

Afsagt af landsdommerne

Deleuran, Henrik Estrup og Anne-Vibeke Dolleris (kst.)

----------

Århus Byrets dom af 28. oktober 2002, 7. afdeling, SS 7.03218/2002

Anklageskriftet er modtaget den 19. juli 2002.

T er tiltalt for overtrædelse af

momslovens § 81, stk. 1, nr. 1,

ved som daglig leder og hovedanpartshaver i A-by Autoservice ApS ved grov uagtsomhed urigtigt for perioden 1. januar 1997 til 31. december 1997 at have angivet salgsmomsen for lavt med kr. 89.861 og købsmomsen for lavt med kr. 47.037, hvorved statskassen blev unddraget 42.824 kr. i moms.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bødestraf på 25.000 kr., hvilken bøde er fastsat i overensstemmelse med vanlig praksis i ToldSkat.

Tiltalte T har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne, fuldmægtige i ToldSkat, V.1 og V.2.

Med hensyn til indholdet af forklaringerne henvises til retsbogen.

Rettens bemærkninger

Ved vidnet V.1's forklaring om efterangivelsernes datering og modtagelse, herunder 1997- efterangivelsens datering og modtagelse, sammenholdt med revisorpåtegningerne på såvel 1996- som 1997 regnskab, anses det for bevist, at tiltalte har overtrådt momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, ved at have opgivet urigtige tal i de løbende momsangivelser, og idet det må lægges til grund, at en del af efterangivelserne, herunder 1997-efterangivelsen, er blevet indsendt som sket, som følge af, at virksomheden var blevet udtaget til kontrol.

Det ikke er bevist, at tiltalte ville unddrage statskassen det i anklageskriftet omhandlede beløb, jf. også at beløbene fremgik af årsregnskaberne, men han har, jf. det foran anførte, realiseret gerningsindholdet i den omhandlede straffebestemmelse i momsloven.

Straffen fastsættes til en bøde på 25.000 kr., idet der ikke ses grundlag for at fravige sædvanlig praksis for bødens udmåling.

Forvandlingsstraffen er fastsat nedenfor.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Tiltalte T skal betale en bøde på 25.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 20. februar 2003, 1. afdeling, S-3044-02

Retten i Århus, 7. afdeling, har den 28. oktober 2002 afsagt dom i 1. instans (SS 7.03218/2002).

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans og i øvrigt stadfæstelse.

Det fremgår af ToldSkats betalingsregister, at det beløb på 42.824 kr., som tiltalen angår, er registreret indbetalt den 8. september 1998.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.1 og V.2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han et år af ToldSkat blev rykket for en efteranmeldelse, som han havde sendt. Han mener bestemt, at det var i 1998, således at efteranmeldelsen vedrørte 1997. Han kan selvfølgelig huske forkert, men det kan ToldSkats medarbejdere vel også. Der er generalforsamling i selskabet hvert år i slutningen af juni. Det er derfor en misforståelse, når det i gengivelsen af hans forklaring for byretten fremgår, at generalforsamlingen i 1998 var den 26. juli 1998. Det har helt sikkert været i juni, idet regnskabet skal indgives inden den 30. juni. Umiddelbart efter generalforsamlingen hvert år bliver den efteranmeldelse, som revisors regnskabsgennemgang har givet anledning til, sendt. Det er også i nogle år sket, at han skulle have penge tilbage af ToldSkat, men han kan ikke huske, hvilke år det drejer sig om. Han kan ikke præcist huske, hvornår efteranmeldelsen for 1997 blev indsendt, men det har helt sikkert været inden ToldSkats første henvendelse i sagen.

V.1 har supplerende forklaret, at det er en misforståelse, når der i gengivelsen af hendes forklaring for byretten, et enkelt sted tales om told. Sagen drejer sig om moms. Hun fik kuverten og den blå kopi af efteranmeldelsen, da den blev modtaget af ToldSkat. Hun noterede derfor datoen for modtagelsen i et eftersynsskema. Inden hun i byretten forklarede, at efteranmeldelsen blev modtaget den 8. september 1998, havde hun genopfrisket sin hukommelse og kontrolleret datoen i eftersynsskemaet. Hun kan ikke huske den præcise dato for modtagelsen af efteranmeldelsen, men hun er sikker på, at det var efter, at ToldSkat havde sendt skrivelsen af 3. september 1998. Tiltaltes momsafregning er hvert år sket efter det samme mønster, hvorefter tiltalte har skullet efterbetale moms. Det er ikke sket, at han har skullet have penge tilbage. Sagen ved ToldSkat startede i anledning af en henvendelse fra Århus Kommune. Henvendelsen drejede sig både om moms- og skatteforhold. Det var hendes kollega, som hun deler kontor med, som modtog denne henvendelse. Henvendelsen gav anledning til ToldSkats skrivelse af 3. september 1998 og må således være modtaget forud herfor, men hun ved ikke præcis, hvornår henvendelsen fra Kommunen kom.

V.2 har supplerende forklaret, at det efterindbetalte beløb for 1997 er registreret betalt den 8. september 1990 [1998.red]. Det er bogholderiet, der har foretaget denne registrering. Det har sagsbehandlerne ikke haft noget at gøre med. Tiltalte har i 2001 vedtaget en bøde for overtrædelse af skattekontrolloven i 1997. ToldSkat afventede udfaldet af denne sag, før man gik videre med momssagen for 1997.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det tiltrædes, at tiltalte ved den urigtige angivelse af momstilsvaret for 1997, hvorved statskassen blev unddraget 42.824 kr. i moms, har handlet groft uagtsomt.

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig de forklaringer, som V.1 og V.2 har afgivet, og som stemmer med registreringen i ToldSkats betalingsregister, lægges det til grund, at tiltaltes efteranmeldelse for 1997 blev modtaget af ToldSkat den 8. september 1998. Da efteranmeldelsen således er modtaget af ToldSkat efter, at ToldSkat den 3. september 1998 havde rettet henvendelse til tiltalte og varslet et kontrolbesøg, kan efterangivelsen ikke anses for en ansvarsfritagende selvanmeldelse.

Den omstændighed, at momstilsvaret fremgik af selskabets regnskab og selvangivelse, og at tiltalte også i tidligere år havde indsendt efteranmeldelsen til ToldSkat, kan heller ikke føre til, at der foreligger selvanmeldelse.

Det tiltrædes herefter, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Der er uanset den forløbene tid ikke grundlag for at nedsætte bøden.

Landsretten stadfæster herefter dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.