Dato for udgivelse
21 Aug 2007 08:41
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Jul 2007 10:48
SKM-nummer
SKM2007.542.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
10. afdeling, B-1393-04
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Resumé

Skatteyderen havde i indkomstårene 1997-1999 modtaget samlet kr. 867.100,-. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om henholdsvis depositum i forbindelse med en arbejdsopgave, lån og beløb modtaget fra salg af indbo, men det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 A.A.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 A.A.2.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 E.B.1.1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 E.B.1.4
Redaktionelle noter
Sagen er anket til Højesteret og efterfølgende hævet

Parter

A
(advokat Peter Gerken)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Christian Andersen)

Afsagt af landsdommerne

Elisabeth Mejnertz, Peter Buhl og Hans-Jørgen Nymark Beck (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 16.juni 2004, drejer sig om, hvorvidt en række pengeoverførsler i 1997, 1998 og 1999 til sagsøgeren, A, er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, eller om overførslerne er skattefri, fordi de udgør depositum, lån eller betaling for salg af indbo.

Påstande

A har som sin endelige påstand påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at nedsætte forhøjelsen af hans personlige indkomst for 1997 med 225.000 kr., for 1998 med 580.000 kr. og for 1999 med 62.100 kr. A har subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at nedsætte forhøjelsen af hans personlige indkomst for de nævnte indkomstår med et af landsretten fastsat beløb og mere subsidiært, at ansættelsen af hans personlige indkomst for indkomstårene 1997-1999 hjemvises til fornyet behandling hos skatte- og afgiftsmyndighederne.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten har den 16. marts 2004 afsagt følgende kendelse:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1997

                      

Honorar fra advokatfirmaet R1 er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4

135.000 kr.

 

Skattepligtige honoraer fra G1 ApS, jf. statsskattelovens § 4

90.000 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævntes afgørelse.

 

Indkomståret 1998

 

Skattepligtige honorarer, jf. statsskattelovens § 4, fra

G2 ApS

175.000 kr.

G3 ApS

180.000 kr.

G1 ApS

225.000 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævnets afgørelse.

 

...

 

Indkomståret 1999

 

Honorarer fra H1 A/S, G4 ApS m.v. er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4

307.437 kr.

 

Salg af inventar til G4 ApS er ikke reelt salg af inventar, men skattepligtig honorar fra G4 ApS jf. statsskattelovens § 4

62.000 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

...

Sagens oplysninger

Klageren arbejder med virksomhedsrådgivning herunder finansiering. Han har selvangivet sin omsætning som selvstændig virksomhed med følgende beløb for 1997, 1998 og 1999, 0, 195.000 kr. og 263.110 kr.

Det er på baggrund af kontrolundersøgelse konstateret, at der ikke foreligger nogen egentlig bogføring, og at regnskabet alene er en sammentælling af fakturaer, og en opgørelse af udgifter til telefon og kontorartikler. Der er ikke foretaget nogen form for kasseafstemninger og afstemning af bankkonto, og regnskabet indeholder ingen opgørelse af aktiver, passiver og kapitalforklaring. De påklagede forhøjelsesbeløb er ikke medregnet ved indkomstopgørelsen.

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens regnskab opfylder ikke kravene til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet i henhold til skatteministeriets bekendtgørelse nr. 141 af 26/2 1992. Uanset det af klageren oplyste om, at der ikke er foretaget nogen egentlig bogføring, fordi regnskabet kun består af ganske få bilag, skal et fyldestgørende regnskab indeholde såvel formueopgørelse som kapitalforklaring. Det fremgår således ikke af regnskabet og selvangivelsen, om klageren har ansat de forskellige udbetalinger som lån, forudbetalinger eller depositum.

ad indkomståret 1997

Af klagerens konto nr. ... i Sydbank fremgår følgende indbetalinger:

5/5 1997

95.000

6/6 1997

40.000

Klageren er anmodet om at dokumentere, hvor indbetalingerne kommer fra.

Han har fremskaffet kopi af to stk. checks

Check kr. 95.000 udstedt til ... (TKs tidligere adresse). Check kr. 40.000 er udstedt til Sydbank, men er indsat på klagerens konto.

Begge checks er udstedt af advokatfirmaet R1. Der er indhentet forklaring ved advokatfirmaet R1. Der er modtaget udbetalingsbilag vedrørende de 95.000 kr. Det fremgår heraf, at det er til dækning af klagerens tilgodehavende.

Klageren har ikke dokumenteret, at han har nogen tilbagebetalingspligt over for advokatfirmaet. Beløbet i alt 135.000 kr. er derfor skattepligtig jf. statsskattelovens § 4.

Klageren har henholdsvis den 16. og 22. december 1997 fra G1 ApS modtaget henholdsvis 40.000 kr. og 50.000 kr. i alt 90.000 kr.

Disse beløb er anset for honorarer til klageren, som er skattepligtige jf. statsskattelovens § 4. Nævnet har henvist til, at klagerens forklaring om, at der foreligger lån, ikke kan tiltrædes, da der ikke er udfærdiget lånedokumenter og ikke er stillet nogen form for sikkerhed for lånene. Det er derfor tvivlsomt, om udbetaleren har et krav på tilbagebetaling.

ad indkomståret 1998

ToldSkat og Skatteforvaltningen har udtaget kontrolbilag ved kontrolbesøg hos G1 ApS og G3 ApS, og klageren er anmodet om at dokumentere, hvor indbetalinger på hans bankkonto nr. ... i Sydbank stammer fra. På grundlag af denne kontrol, er det konstateret, at A har modtaget følgende beløb:

Modtaget fra G2 ApS

 1

02/04 1998

110.000 kr.

 2

25/05 1998

 65.000 kr.

I alt

 

175.000 kr.

 

Modtaget fra G3 ApS

 

 3

03/08 1998

30.000 kr.

 4

13/10 1998

10.000 kr.

 5

13/10 1998

10.000 kr.

 6

01/07 1998

30.000 kr.

 7

06/07 1998

50.000 kr.

 

21/07 1998

 50.000 kr.

I alt

   

180.000 kr.

 

Modtaget fra G1 ApS

 
 11

16/01 1998

40.000 kr.

 12

10/02 1998

70.000 kr.

 13

12/02 1998

50.000 kr.

 14

27/03 1998

 65.000 kr.

I alt

 

225.000 kr.

De udbetalte beløb anses reelt for at være skattepligtige honorarer, som ikke skal tilbagebetales.

Alle udbetalinger er sket på samme måde. Der er overført penge til klagerens bankkonto i Sydbank. Samtidig er der skrevet et brev, som alle er underskrevet af VJ. Brevene har følgende tekst:

"Vi har d.d. til din konto overført kr. XX som vil blive reguleret over en mellemregningskonto, forrentning og afvikling vil blive aftalt senere."

Der er aldrig udfærdiget lånedokumenter med aftale om forrentning og tilbagebetaling. Der er ikke stillet nogen form for sikkerhed for de påståede lån. Alene på dette grundlag vil det være tvivlsomt om selskaberne har et retligt krav på tilbagebetaling.

ad salg af driftsmidler, 62.000 kr.

...

Klageren har ikke medregnet salg af kontorinventar, 62.100 kr. til G4 ApS ved indkomstopgørelsen for 1999.

Klageren har forklaret, at der er tale om gammelt kontorinventar, som er solgt i forbindelse med at han skulle arbejde for G4 ApS. Det var meningen, at klageren skulle arbejde hjemmefra med udvikling af konceptet. Derfor forefindes inventar fortsat på klagerens privatbolig. G4 ApS har ikke krævet inventaret udleveret.

Det har ikke været muligt for klageren at fremskaffe bilag vedrørende anskaffelse af inventaret. Han har oplyst, at kontorinventaret er anskaffet for mere end 8-10 år siden.

Skattemyndigheden er af den opfattelse, at salget af kontorinventaret ikke er reelt. Betalingen fra G4 må anses for honorar til klageren. Der er herved bl.a. henset til, at inventaret fortsat beror hos klageren, selv om projektet med G4 er ophørt.

Klagerens påstand og argumenter

ad indkomståret 1997, honorar, 135.000 kr.

Klageren har forklaret, at han skulle medvirke ved fremskaffelse af en långiver til et lån på et tocifret beløb. Låntageren var G5. Det var imidlertid et ønske fra G5's side, at skjule at dette selskab var den reelle låntager. Et selskab G6 A/S blev derfor stiftet med henblik på at medvirke ved etablering af lånet. Lånet blev aldrig gennemført, og G6 A/S afleverede ikke regnskaber og er nu opløst. Klageren modtog fra advokatfirmaet R1 den 5. maj 1997 vedrørende lånearrangementet mellem G6 A/S og finansieringsselskabet F1 A/S en check på 95.000 kr. til dækning af hans tilgodehavende i sagen.

Han modtog videre i denne forbindelse en check på 40.000 kr. Da lånet ikke blev gennemført, er det klagerens opfattelse, at det udbetalte beløb på i alt 135.000 kr. er et depositum, som skulle komme til udbetaling, når han havde udført sit konsulentarbejde vedrørende etableringen af lånet til G5.

Klageren havde derfor ikke krav på at modtage de 135.000 kr. Selskabet er opløst, og kurator har ikke krævet tilbagebetaling af beløbet.

Det er klagerens påstand, at beløbet ikke er skattepligtigt i 1997 men i likvidationsåret, der antagelig var 2000.

ad skattepligtigt honorar fra G1 ApS, 90.000 kr.

Selskaberne G1 ApS, G2 ApS og G3 ApS beskæftiger sig med bl.a. handel med pantebreve. Fælles for dem er, at de administreres af VJ. Klageren eller hans familie er ikke medejere af selskaberne.

Klageren gik personligt konkurs i 1995. De tre selskaber ydede derfor klageren personlige lån uden sikkerhed, og der blev ikke oprettet formelle lånedokumenter.

Baggrunden for, at de tre selskaber ydede klageren lån, var, at klageren gennem sit kontaktnet kunne skaffe selskaberne kunder. Hertil kom, at VJ havde tiltro til, at klageren gennem sit arrangement med G6 A/S ville opnå betydelige honorarer, hvormed han ville kunne tilbagebetale sine lån.

Lånet fra G1 ApS på 90.000 kr. er ifølge overførselsbilag indgået på klagerens personlige kontonr. Klageren havde kun denne ene konto, der var fælles for hans private forhold og hans forretningsmæssige forhold. Det fremgår af et følgebrev fra G1 ApS til klageren, at forretning og afvikling vil blive aftalt senere.

Beløbet på 90.000 kr. er derfor efter klagerens opfattelse et lån, hvorfor der ikke er grundlag for at anse det for skattepligtigt.

ad indkomståret 1998, udbetaling fra G1 ApS, 225.000 kr.

G1 ApS udbetalte i 1998 klageren 4 beløb på tilsammen 225.000 kr. G2 ApS har i 1998 udbetalt klageren i alt 175.000 kr. gennem to overførsler på henholdsvis 110.000 kr. og 65.000 kr.

Det fremgår af selskabets følgebreve til klageren, at beløbene vil blive reguleret over en mellemregningskonto, og at forrentning og afvikling vil blive aftalt. Beløbene er på denne baggrund ikke et skattepligtigt honorar men et lån.

ad udbetaling fra G3 ApS, 180.000 kr.

Udbetalingerne er som foran anført af skattemyndighederne sket i 6 portioner på i alt 180.000 kr. Følgebrevene til klageren anfører, at beløbene vil blive reguleret over en mellemregningskonto, og at forrentning og afbetaling vil blive aftalt senere.

Beløbet, 180.000 kr. er på denne baggrund ikke et skattepligtigt honorar men et lån.

ad udbetaling fra G2 ApS, 175.000 kr.

Udbetalingerne er sket ved overførsler til klagerens bankkonto den 2/4 og 25/5 med hen henholdsvis 110.000 kr. og 65.000 kr. Følgebrevene til klageren anfører, at beløbene vil blive reguleret over en mellemregningskonto, og forrentning og afvikling vil senere blive aftalt.

Beløbene i alt 175.000 kr. er derfor ikke et skattepligtigt honorar men et lån.

...

ad indkomståret 1999

...

ad salg af inventar til G4 ApS

G4 ApS blev købt som et skuffeselskab for at beskæftige sig med ejendomsudvikling. Klageren har ikke kendskab til, hvem der ejer selskabet, og klageren eller hans familie har således ikke kapitalinteresser i selskabet.

Klageren indgik en aftale med selskabet om, at han skulle udføre aktiviteter for selskabet. Selskabet skulle stille et kontor til rådighed for klageren på selskabets adresse. De købte derfor klagerens hjemmekontor for 62.100 kr. Det var meningen, at kontoret skulle flyttes til selskabets adresse. Det skete ikke, fordi selskabets virksomhed ikke kom i gang. Kontoret befinder sig derfor stadig på klagerens hjemmeadresse. Selskabet har ikke gjort krav på kontoret.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

ad indkomståret 1997, forhøjelse i alt 135.000 kr.

Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke ved overførsler til hans konto har erhvervet endelig ret til beløbet i 1997.

Det er derfor med rette anset for skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4.

ad overførsel fra G1 ApS, 90.000 kr.

Ansættelsen stadfæstes med samme begrundelse som vedrørende beløbet på 135.000 kr. Det bemærkes, at klagerens repræsentant trods opfordring hertil fra Landsskatterettens kontors sagsbehandler ikke har redegjort for, hvorledes G1 ApS har posteret beløbet, og at der ikke er fremlagt lånedokument.

ad indkomståret 1998

ad udbetalinger fra G2 ApS og G1 ApS henholdsvis 175.000 kr., 180.000 kr. og 225.000 kr.

Klageren må anses at have erhvervet endelig ret til beløbene i 1998. Det bemærkes herved, at det ikke er oplyst, hvorledes selskaberne har posteret beløbene, og der er efter det oplyste ikke udfærdiget lånedokumenter.

...

ad indkomståret 1999

Klagerens repræsentant har trods skriftlig opfordring hertil fra Landsskatterettens kontors sagsbehandler ikke kommenteret skattemyndighedernes bemærkninger til spørgsmålet.

Landsskatteretten er enig med skattemyndighederne i, at klageren i 1999 har erhvervet endelig ret til beløbet, 307.437 kr., og at det er skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4.

ad salg af inventar, 62.000 kr.

Inventaret beror efter det oplyste fortsat på klagerens adresse, uanset projekt med G4 ApS er ophørt. G4 har ikke gjort krav gældende vedrørende inventaret. Klagerens repræsentant har ikke redegjort for, hvorledes G4 ApS har bogført beløbet, 62.000 kr.

Som sagen foreligger oplyst, herunder at klagerens salg af diverse kontorinventar til G4 ApS er sket kontant, og at inventaret fortsat bliver på klagerens adresse, uden at køberen har gjort krav gældende, må det lægges til grund, at betalingen, 62.000 kr. ikke vedrører kontorinventaret. Beløbet 62.000 kr. er derfor med rette anset for skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4.

..."

Indkomståret 1997, spørgsmålet om deposita

Vedrørende de to checks på henholsvis 95.000 kr. og 40.000 kr.

Af formidlingsaftale af 18. april 1997 mellem G6 A/S (herefter kaldet G6) og H2 under stiftelse med bilag fremgår det bl.a., at formålet med aftalen er, at G6 i samarbejde med H2 som formidler opnår tilsagn om lån til finansiering af firmarelaterede projekter, og at H2's første opgave var at formidle lån på minimum 25 mio. USD. Formidlingsprovisionen på 1 % p.a. af bruttolånebeløbet betales af lånebeløbet senest samtidig med, at lånet stilles til rådighed. Aftalen er underskrevet af KS og VJ for G6 og af sidstnævnte og A for H2 under stiftelse.

A har den 4. maj 1997 til Advokatfirmaet R1 fremsendt "á contoafregning vedrørende lånesagerne G6 og NL ... Kr. 95.000,00".

Ved brev af 5. maj 1997 til A sendte advokat LL check på 95.000 kr. Det fremgår, at henvendelsen vedrører "Lånearrangement ...G6 A/S ... " og at checken er "til dækning af Deres tilgodehavende i sagen".

Checken på 40.000 kr. dateret 6. juni 1997 er påført et andet journalnummer end advokat LLs journalnummer på checken på 95.000 kr.

Indkomstårene 1997 og 1998, spørgsmålet om lån

Om de tre selskaber, der udbetalte beløbene til A, fremgår følgende oplysninger af registerudskrifter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:

G2 ApS er stiftet i 1991 af VJ, som også var i selskabets direktion indtil 1994.
G1 ApS er stiftet i 1987, og i 1989 indtrådte VJ og DJ i direktionen. De udtrådte igen i 1994.
G3 ApS er stiftet i 1997. VJ indtrådte i direktionen i 2001 og udtrådte igen i 2002, hvor MJ indtrådte.

I brev af 5. marts 1999 fra G3 ApS til A, underskrevet af VJ, er anført:

"Vedr.: Deres lån.

Vi skal herved bekræfte, at De for Deres formindlingsassistance for perioden 01.01.98 til 30.09.98, i alt kr. 160.000 udsteder faktura til os på et beløb svarende til saldoen."

Indkomtåret 1999, spørgsmålet om salg af inventar

Det fremgår af redegørelser i henhold til konkurslovens § 111 og § 116 udarbejdet i september 1995 af kurator i As konkursbo, at hans private indbo havde en anslået værdi på 5.000 kr.

A har udstedt nota af 8. februar 1999 til G4, attention, direktør ST, medfølgende tekst:

"Salg af kontorinventar

Pos.

 

Tekst

Antal

Pris

1

 

Skrivebord m. sidebord

1

5.000,00

2

 

Arkivskab til hængmapper

1

3.800,00

3

 

Arkivskab m, skuffesektioner

1

4.700,00

4

 

Kontorstol lav

2

3.600,00

5

 

Kontorstol høj

1

2.500,00

6

 

Reol m. glaslåger

2

9.000,00

7

 

Bordlampe LP

1

1.000,00

8

 

Bordlampe

1

500,00

9

 

Kopimaskine Canon

1

6.000,00

10

 

Telefax NEC

1

8.000,00

11

 

Whiteboard Tavle

1

1.000,00

12

 

Billede lille

2

2.000,00

13

 

Billede stor

2

6.000,00

14

 

PC NCR m. skærm

1

4.000,00

15

 

Printer HP

1

3.500,00

16

 

Rullebord

3

  1.500,00

Kontorinventar

I alt

62.100,00

Betaling netto kontant"

På notaen er med håndskrift påført: "Bet. kontant".

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet svagstrømsingeniør. Han har læst økonomi, men har ikke aflagt eksamen. I 1976 startede han en selvstændig elektronikvirksomhed. Han solgte senere virksomheden og købte andre virksomheder, som han drev. Sideløbende hermed har han arbejdet som konsulent, eksempelvis ved for pengeinstitutter at foretage forretningsmæssige vurderinger af, om de skulle indlede engagement med en virksomhed. Siden 1997 har han haft forskellige former for konsulentarbejde, der navnlig i de senere år har drejet sig om finansiering af fast ejendom. Han gik personligt konkurs i 1995. 0-selvangivelsen i 1997 skyldtes, at han gik ud fra, at kurator styrede hans personlige økonomi. Det var årsagen til, at han ikke selv indsendte selvangivelse for 1997. Boet blev, så vidt han husker, sluttet i 1996 eller begyndelsen af 1997. Han fik løn af sit eget selskab, og lønnen blev opført på en mellemregningskonto, og han enedes med skattemyndighederne om, at hans indkomst blev forhøjet med ca. 1.5 mio. kr. Hans ægtefælle havde i den periode, denne sag drejer sig om, fast lønindkomst, og han lånte endvidere penge af sin familie til at leve for i årene efter konkursen. Disse penge blev betalt tilbage, da han fik etableret en bankforbindelse, hvor han kunne låne penge med sikkerhed i obligationer, hans far havde stillet til rådighed. Han fik endvidere frigjort en pensionsopsparing på ca. 200.000 kr. i 1997 eller 1998. Han har samarbejdet med VJ i 12-13 år. VJ er uddannet økonom og er tidligere direktør i G7-koncernen.

Via en amerikansk kontakt fik han en henvendelse om, at nogen ønskede at optage lån til ejendomsprojekter i USA. Han og VJ fik til opgave at formidle lånet. G5 skulle være långiver, og G5 ønskede advokat LL til at forberede sagen. Lånet skulle formidles af H2, der var ejet af ham og VJ med halvdelen til hver. De ville ifølge formidlingsaftalen først få betaling for formidling af lånet, når pengene var til disposition for låntager. G5 ville ikke løbe nogen risiko og krævede bankgaranti fra en anerkendt bank. Låntageren, G6, hævdede, at man kunne stille en sådan garanti, men selskabet kom ikke med en tilfredsstillende garanti. Han rykkede flere gange, men uden held. Låneformidlingen blev derfor aldrig gennemført, og H2 optjente derfor ikke ret til noget vederlag. De har ikke i aftalen taget højde for den situation, at låntager ikke opfyldte sine forpligtelser. De 135.000 kr. stammer fra penge, der blev betalt til advokat LL som depositum. Da sagen gik i stå, ønskede LL at gøre regnskabet op og overførte halvdelen til VJs selskab og den anden halvdel, 135.000 kr., til hans private konto, der var den eneste konto, han benyttede. LL var af den opfattelse, at der ikke ville ske mere i sagen. Pengene kunne bruges til modregning, hvis de havde et krav mod G6. De gjorde dog ikke noget krav gældende mod G6, og de er ikke blevet mødt med et krav om tilbagebetaling. H2 blev aldrig stiftet. Pengene står fortsat på hans private konto i Sydbank. Advokat MT, der var advokat for direktøren for G6, KS, krævede på et senere tidspunkt pengene tilbage af advokat LL. Han og VJ forholdt sig passive og afventede, om LL skulle betale pengene tilbage. Hverken han eller VJ blev rykket for tilbagebetaling. A conto-afregningen af 4. maj 1997 på 95.000 kr. blev sendt til Advokatfirmaet R1, fordi advokat LL ville have et bilag, så han kunne overføre pengene. Det var á conto, fordi han endnu ikke havde taget stilling til, om han ville kræve penge af G6 for misligholdelse af kontrakten. Han opfattede pengene som et depositum og anførte også dette på sin checkkonto. Det er ikke ham, der han anført "Depositum vedr. lånesag" på checkkopierne. Han opfatter det sådan, at han principielt har pligt til at betale pengene tilbage. Han har ikke selvangivet beløbet, fordi det er et depositum. Det er rigtigt, at der intet står om depositum i papirerne. Han mener, at pengene skal beskattes i et senere skatteår, nemlig da G6s tilbagebetalingskrav forældedes.

Han lånte i 1997-1999 penge af tre selskaber, der forvaltedes af VJ. Han samarbejdede i perioden med VJ om en række projekter, der ikke var afsluttede, og han havde behov for at få løn. VJ ville ikke afholde omkostningen til løn, men han ville gerne låne penge til ham, indtil nogle af de store opgaver blev gennemført. Derved ville han få en indtægt, der gjorde det muligt at tilbagebetale lånet. Han lånte penge, når han havde behov. Det var VJ, der som forvalter af selskaberne tog stilling til hvilket selskab, han skulle låne pengene af. Han har ikke arbejdet for selskaberne bortset fra måske 1-2 gange. Der blev ikke truffet aftale om forrentning eller oprettet lånedokumenter. VJ var bekendt med hans økonomiske situation efter konkursen, men de var begge optimistiske med hensyn til muligheden for at tjene penge. Han stillede ikke sikkerhed for lånene. Det foregik på samme måde i 1997 og 1998. VJ sagde på et tidspunkt, at de var nødt til at lade noget gå den anden vej, og han har betalt fire afdrag, i alt 65.000 kr., tilbage. I forbindelse med forsøget på at få en akkordordning med skattemyndighederne fik han at vide, at han ikke måtte forfordele enkelte kreditorer, og det var derfor og efter aftale med VJ, at han ikke betalte yderligere. Han har ikke kendskab til ejerkredsen i de 3 selskaber, der lånte ham penge, og han ved ikke, hvad selskaberne beskæftigede sig med, men han gætter på, at det har været af finansiel karakter. Han har aldrig været involveret i driften. Baggrunden for G3 ApS' brev af 5. marts 1999 var, at VJ skulle ud at rejse. De havde en forventning om, at nogle af opgaverne snart ville blive løst, og han spurgte da, hvordan nogen kunne se, at han havde krav på honorar, hvis VJ faldt ned med flyet. Honoraret var ikke aftalt skriftligt, og brevet vedrørende G3 ApS er den eneste aftale af denne karakter, der er lavet.

G4 ApS var i 1999 et nyetableret firma, der skulle sælge byggematerialer via internettet. Overførslerne på i alt 307.437 kr. er honorar for konsulentarbejde i forbindelse med udviklingen. Pengene er faktureret til selskabet, og der er betalt moms. Han forstår ikke, hvis de ikke er selvangivet. Pengene er ikke ydet som lån. Checken på 43.750 kr. er underskrevet af ham. Han vil tro, den dækker over betaling af faktura på 35.000 kr. plus moms.

Ejeren af G4 ApS, ST, tilbød ham at være med i ledelsen, hvilket han accepterede. Firmaet købte det inventar, der stod på hans hjemmekontor, med henblik på at flytte det til virksomhedens adresse. Alle de mindre effekter kom til virksomheden, men de større effekter står stadig hos ham. Da ST flyttede til udlandet, bad han ham opmagasinere indboet. Inventaret tilhører fortsat selskabet. G4 ApS er siden gået konkurs, men konkursboet har ikke krævet inventaret udleveret. Notaen af 8. februar 1999 er betalt pr. check eller ved bankoverførsel. Det må være revisoren, der har anført "Bet. Kontant". Computeren, skærmen og printeren, der er anført på faktura af 31. december 1998 til H1 A/S, er ikke de samme som dem, der fremgår af notaen til G4 ApS. Disse effekter stod på hans kontor i Århus. Han kan ikke forklare, hvorfor der er fakturanummer på fakturaen til H1 A/S, men ikke på fakturaen til G4 ApS. Begge vedrører salg af privat indbo. Han førte selv sit bogholderi. Indboet var 8-10 år gammelt, da han solgte det. Det er kurator, der har anslået værdien af hans indbo til 5.000 kr. Kommunen har foretaget udlæg hos ham, men ikke i kontorinventaret.

VJ har forklaret, at han er uddannet cand. oecon i 1972. Han har været direktør i G2 ApS og G1 ApS i begyndelsen af 90'erne. Dengang ejede han og hans ægtefælle hver et af selskaberne, men de solgte dem i 1993 eller 1994 i forbindelse med, at han søgte at opnå gældssanering. De blev solgt til en mand fra ..., der vist nok hedder NN. Vidnet fortsatte med at udføre administrative opgaver for selskaberne, og han havde en generalfuldmagt. G3 ApS blev oprettet i slutningen af 1990'erne, og han var direktør i selskabet fra 2000-2002. G3 ApS ejes af et engelsk selskab. Han har ikke haft generalfuldmagt fra dette selskab. Alle selskaberne beskæftigede sig med handel, finansiering og investering. Han mødte A første gang i begyndelsen af 1990'erne. Deres samarbejde udviklede sig navnlig fra midten af 1996. I starten beskæftigede de sig med låneformidling og senere endvidere med formidling af salg af tyske ejendomme samt virksomhedshandler. Det endte med at blive et fuldtidssamarbejde, og siden maj 1998 har de delt kontoradresse. A har samarbejdet med alle tre selskaber. Han kendte en tysk ejendomsmægler, der kunne skaffe sælgere af ejendomme, mens vidnet skaffede købere. A fik kun vederlag, hvis handlen blev gennemført. Der var tale om "no cure no pay". Han husker ikke om honoraraftale med A nogensinde blevet skrevet ned. Selskaberne har ydet lån til A. De enkelte lån var på 20.000 til 50.000 kr., og han vil tro, at selskaberne har udlånt i alt 400.000-500.000 kr. til A. Han havde en begrundet formodning om, at de sager, A var involveret i, ville lykkes, hvorved A ville opnå et langt højere honorar, end han havde lånt af selskaberne. Han vidste ikke på det tidspunkt, at A havde en konkurs bag sig. Når lånene blev ydet, oprettede han et dokument, hvoraf det fremgik, at pengene blev overført og reguleret over en mellemregningskonto, hvorefter A kvitterede for modtagelsen. Der blev ikke senere udstedt egentlige gældsbreve. Han regnede med, at lånene skulle løbe ½ - 2 år. De havde ikke aftalt rentesatsen, men den skulle have været på markedsvilkår eller formentlig højere, da gælden var usikret. Han sendte ikke rentenotaer i 1997-1999. A betalte 4 eller 5 afdrag på mellemværendet. Det skete, når vidnet erfarede, at A havde fået et vederlag. Han bad så A betale det beløb, han kunne undvære. Afdragene blev bogført på selskabernes mellemregningskonto med A. Revisoren har hensat G3 ApS' fordring mod A, og A er ikke blevet eftergivet noget beløb. Ejeren af G2 ApS og G1 ApS spurgte ikke til lånene til A. Selskaberne havde dengang en negativ kapital, men de regnede med at tjene pengene ind igen. Selskaberne har tidligere tjent mange penge, men de blev væltet af F2 Banks konkurs. Han mener, at baggrunden for brevet af 5. marts 1999 var et salg af en af G3 ApS's ejendomme, hvor A havde fundet en køber og derfor ville få et vederlag, hvis handlen kom i orden. A ville gerne have dokumentation for sit honorar, hvis vidnet ikke skulle komme tilbage fra en ferierejse. Han mener ikke, at de har handlet på anden måde end succes fee.

G6 blev etableret af et amerikansk selskab, der skulle bruge G6 til låneoptagelse i Danmark til brug for ejendomsprojekter i USA. Han var bestyrelsesmedlem i G6, og han og A skulle via H2 etablere kontakt til danske virksomheder, der ville yde lån. H2 blev aldrig stiftet. Han husker ikke hvorfor. Det lykkedes ikke for G6 at stille banksikkerhed for det lån, de ville optage, og opgaven lykkedes derfor ikke. Han og As honorar afhang af, om opgaven lykkedes. Han mener ikke, at han fik noget honorar for opgaven. Da sagen var ved at "dø", fik G1 ApS knap 100.000 kr., der var en del af det depositum, som G6 havde indbetalt til advokat LL. Selskabet havde afholdt nogle rejseomkostninger for vidnet i forbindelse med G6-sagen. G1 ApS er senere erklæret konkurs. A fik, så vidt han ved, et tilsvarende beløb. Han ved ikke, om det var H2, der skulle have haft depositummet på knap 100.000 kr. Han husker ikke, om han har fået et brev svarende til advokat LLs brev af 5. maj 1997 til A. Det var G6, der havde indbetalt et depositum til advokatkontoret. Efter at sagen var lukket hos advokatfirmaet, har han og A haft et par møder med KS. Han har ikke hørt fra KS eller andre fra G6 siden 1999. Han mener, at han først er berettiget til at disponere over pengene, når opgaven løses.

A var direktør i H1 A/S. G2 ApS har fra 1999 ejet halvdelen af H1, og As søn ejede den anden halvdel. A havde et uafklaret forhold med skattevæsenet, og han ønskede derfor ikke at blive ansat i H1 A/S. Han ville ikke få ret meget i løn, da skattevæsenet ville trække det meste, og der var heller ikke mange midler i selskabet til betaling af løn.

KV har forklaret, at han er statsautoriseret revisor. Han har kendt A siden 1996-1997 og har været revisor for A personligt og for nogle af de firmaer, A har haft tilknytning til. I 1997-1999 assisterede han A med dennes personlige skattemæssige forhold. Han har været revisor for G2 ApS og G1 ApS. Der er ydet lån fra selskaberne til A personligt. Oplysningerne om lånene samlede A i en mappe. Der var ikke lavet egentlige gældsbreve, men i stedet skriftlige bekræftelser på overførsler. Så vidt han husker, blev der overført 20.000-50.000 kr. ad gangen, i alt i hvert fald 100.000-200.000 kr. Disse beløb blev holdt uden for indkomstopgørelsen. Renten blev ikke opgjort. A har i hvert fald betalt to afdrag ca. to år efter ydelsen af lånene. Afdragene er afskrevet på gælden, ikke på renter. Han har ikke været i tvivl om, at det reelt drejede sig om lån. Baggrunden for lånene var, ham bekendt, at A havde et samarbejde med VJ om forskellige aktiviteter. Han havde behov for likviditet, indtil de havde fået gennemført nogle projekter. De har løbende diskuteret tilbagebetaling af pengene. I forbindelse med behandlingen ved skattemyndighederne af checkene på 95.000 kr. og 40.000 kr. kontaktede han Advokatfirmaet R1, der da gav udtryk for, at pengene var et depositum. De er derfor ikke medtaget i skatteregnskabet.

A udførte i eget regi og via H1 A/S konsulentopgaver for G4 ApS. Pengeoverførslerne fra G4 ApS er sikkerhed for betaling, før arbejdet senere blev faktureret. Der er i 2000 udstedt tre fakturaer til G4 ApS for konsulentopgaver og en i 1999 vedrørende salg af privat inventar. I overførslerne fra 1999 på i alt 197.250 kr., der er nævnt i skatteforvaltningens sagsfremstilling, er indeholdt 62.100 kr. for kontorinventar. Han kan ikke se, hvornår restbeløbet er blevet betalt. Beløbene er selvangivet i 2000.

Han kan bekræfte det, der fremgår af redegørelse for virksomhedens regnskabsgrundlag i skatteforvaltningens sagsfremstilling. Det skal dog tages i betragtning, at A ikke havde nogen kasse, og at regnskabet højest bestod af 10-15 bilag. Han har haft møde med Skattevæsenet, hvor han nøje har redegjort for disse forhold. Der var et anstrengt forhold mellem A og skattevæsenet.

LL har forklaret, at han er advokat. Dokumenterne fra sagen blev kasseret 5 år efter sagens afslutning, og han må derfor holde sig til sin hukommelse. Han købte et selskab og ændrede vedtægterne samt skiftede selskabets navn til G6. Han havde ikke yderligere opgaver i forbindelse med formidlingsaftalen. KS havde overført ca. 500.000 kr. til ham til indkøb af selskabet. Han betalte et omkostningsbeløb på 40.000 kr. og senere yderligere et beløb på 95.000 kr. til A og et tilsvarende beløb til VJ. Rækkefølgen kan være omvendt. Han kan ikke udtale sig om, hvorvidt A kunne disponere over beløbene. Han er efterfølgende gjort bekendt med, at det, der skulle betinge provision, ikke blev færdiggjort. Han opfattede det som sikkerhed for betalingen, hvis låneformidlingen lykkedes. Det kan godt have været et depositum. Det er ikke ham, der har anført "Depositum vedr. lånesag" på checkkopierne. Det kan være påført af en af advokatkontorets medarbejdere, af KS eller af A i forbindelse med, at de to checks blev hentet på vidnets kontor. Resten af de ca. 500.000 kr. blev returneret til KS. Checken på 40.000 kr. vedrører det beløb, der fremgår af fakturaen fra 30. april 1997. Han fandt efterfølgende ud af, at der ikke skulle betales moms af omkostningerne. Advokat MT anmodede ved brev af 22. september 1997 på vegne af KS om tilbagebetaling af depositummet. Han afviste henvendelsen og anførte, at sagen for hans vedkommende var afsluttet. Sagen for Kredsbestyrelsen handlede om, at KS mente, at vidnet havde garanteret for de beløb, der var udbetalt. Der blev ikke rejst sag mod ham ved domstolene.

As advokat har med Kammeradvokatens indforståelse under hovedforhandlingen dokumenteret en erklæring af 7. maj 2007 fra ST, hvori det hedder:

"Erklæring afgivet med samme ansvar og effekt, som hvis jeg havde haft mulighed for at møde som vidne i sagen: A mod Skatteministeriet.

Undertegnede kender A om samarbejdspartner fra flere projekter. I 1999 så det ud til at samarbejdet skulle udvides og have en mere permanent karakter, og at der skulle etableres en ekstra arbejdsplads på kontoret i ..., hvor jeg selv arbejdede fra. Jeg bad A finde noget passende kontorinventar af god kvalitet, men til rimelige penge. Den bedste løsning blev at erhverve både kontormøbler og computerudstyr fra As private indbo. Jeg erhvervede dette via selskabet G4 ApS, hvor jeg var direktør. Det skete i forbindelse med opstart af G8 virksomheden.

Der blev udstedt faktura på købet og de enkelte dele blev meget præcist beskrevet.

Købsprisen blev betalt over flere omgange i 1999 og jeg bad A om at levere det købte på selskabets adresse ..., hvor kontoret skulle indrettes. A fyldte bilen og leverede computerudstyret med tilbehør.

De opstartede aktiviteter medførte mere arbejde i udlandet, og det var på det tidspunkt under overvejelse, om jeg ville have kontormøblerne til udlandet eller om jeg ville have dem til et kontor tættere på grænsen i Sønderjylland, som jeg også kikkede på. Jeg bad derfor A om lov til at vente med at modtage de købte og betalte møbler, indtil jeg havde besluttet, hvor de skulle bruges. Der var jo ingen grund til at flytte møblerne 2 gange. A accepterede at opmagasinere møblerne, til jeg havde besluttet mig.

Da mine aktiviteter i udlandet tog til og G8 virksomheden fik mindre fokus bl.a. p.g.a. ændrede markedsvilkår, blev dette sat i bero for at afvente bedre tider.

A har flere gange rykket for at komme til at aflevere de opmagasinerede effekter, men jeg har ikke haft noget hensigtsmæssigt sted at stille dem.

Jeg flyttede til udlandet og afviklede i den forbindelse mine danske aktiviteter. Møblerne blev sat til salg, men ingen har været interesseret.

Den nu efterhånden forældede computer og møblerne eksistere stadig og kan om nødvendigt fremvises.

For en god ordens skyld vil jeg gerne præcisere, at den fakturerede og faktisk betalte pris er i nøje overensstemmelse med markedsprisen for lignende effekter på det tidspunkt, hvor handlen skete. Der har ikke været betingelser eller andre ydelser tilknyttet handlen udover, hvad der fremgår af fakturateksten.

Procedure

A har gjort gældende, at det er bevist, at de modtagne beløb er skattefri som deposita, lån eller salg af indbo. Han har vedrørende indkomståret 1997 gjort gældende, at betalingerne fra advokat LL på i alt 135.000 kr. vedrører depositum for honorar, der ikke blev optjent. Pengene skal principielt betales tilbage og kan i hvert fald ikke beskattes i 1997, men i givet fald først i 2000. Betalingerne fra G1 ApS i 1997 på i alt 90.000 kr. og betalingerne fra G1 ApS, G2 ApS og G3 ApS i 1998 på i alt 580.000 kr. er lån, hvilket støttes af de skriftlige låneaftaler og forklaringerne afgivet af VJ og KV. A har vedrørende indkomståret 1999 gjort gældende, at beløbet på 62.100 kr. vedrører salg af privat indbo, hvilket støttes af fakturaen af 8. februar 1999 og erklæringen af 7. maj 2007 fra ST. Beløbet skal ikke beskattes og er endvidere en del af de overførsler fra G4 Aps, som han er blevet beskattet af.

Skatteministeriet har gjort gældende, at de omhandlede overførsler er skattepligtig indtægt jf. statskattelovens § 4. Ministeriet har anført, at der ikke er sket tilbagebetaling eller beregnet rente af de overførte beløb, ligesom beløbene ikke er søgt inddrevet. Der er endvidere hvad angår lånene tale om samarbejde mellem parter med interessefællesskab. As regnskaber har ikke levet op til kravene i bogførings- og regnskabslovgivningen, og regnskabsgrundlaget kan ubestridt tilsidesættes. På den baggrund påhviler der A en skærpet bevisbyrde for, at beløbene er skattefri som depositum, lån eller salg af privat indbo, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Med hensyn til checkene på i alt 135.000 kr. i 1997, fremgår det af korrespondancen, at en del af beløbet, 95.000 kr., er betalt til dækning af As tilgodehavende. Endvidere er beløbet ikke siden krævet tilbagebetalt. Med hensyn til overførslerne på i alt 670.000 kr. i indkomstårene 1997-1998, foreligger der ikke egentlige låneaftaler med forrentning og afviklingsterminer. Långiverne er ikke professionelle långivere, og der er ikke givet nogen begrundelse for lånene. Det fremgår tværtimod af VJs brev af 5. marts 1999, at A fra G3 ApS havde krav på 160.000 kr. for formidlingsassistance. Med hensyn til 1999 er det ikke bevist, at en del af det modtagne beløb vedrører G4 ApS' køb af As private kontorinventar for 62.100 kr., eller at han i det hele taget har solgt indbo til selskabet for dette beløb.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A havde påtaget sig en låneformidlingsopgave, og at han har modtaget de to checks på i alt 135.000 kr. fra advokat LL, der var antaget af låntageren. As anmodning til advokaten om á conto afregning på 95.000 kr. og advokat LLs formulering af følgebrevet, hvorefter checken var til dækning af As tilgodehavende i sagen, tyder på, at begge parter anså A som berettiget til beløbet. Advokat LL har ikke under sin vidneforklaring erklæret, at der var tale om et depositum. Der er endvidere ingen dokumentation for, at de 135.000 kr., som ikke er krævet tilbagebetalt, skulle være et depositum. A har derfor ikke bevist, at der er tale om et skattefrit depositum.

Pengeoverførslerne i 1997 og 1998 skete fra tre selskaber, som As samarbejdspartner, VJ, havde rådighed over, og som A havde påtaget sig konsulent- eller formidlingsopgaver for. Der er ikke udarbejdet gældsbreve med vilkår om forrentning og afvikling, og de omhandlede beløb er ikke tilbagebetalt eller søgt inddrevet. Det er heller ikke udarbejdet skriftlig aftale om vederlag for As bistand i anledning af påtagne konsulent- eller formidlingsopgaver. A har modtaget en bekræftelse fra VJ på, at han kunne fakturere et honorar for formidlingsassistance på 160.000 kr. svarende til saldoen. A har endvidere ikke bogført beløbene som lån. Under disse omstændigheder har A ikke alene ved sin og VJ forklaring om, at de betragtede overførslerne som lån ud fra det synspunkt, at der skulle være en aftale om "no cure no pay", bevist, at han ved udløbet af indkomstårene 1997 og 1998 havde pligt til at betale beløbene tilbage som lån.

A har forklaret, at han i 1999 udførte konsulentarbejde for G4 ApS. Efter det oplyste, herunder erklæringen fra ST, lægges det til grund, at A har modtaget beløbet på 62.100 kr. fra G4 ApS. Da det fremgår af fakturaen af 8. februar 1999, at betaling skulle ske "netto kontant", og da ingen af de beløb, G4 ApS senere i 1999 overførte til A, hverken enkeltvis eller sammenlagt modsvarer fakturabeløbet, kan beløbet ikke anses for indeholdt i det beløb på 307.437 kr., som A nu har anerkendt at være skattepligtig af. Effekterne er efter det oplyste kun delvist overgivet til selskabet. Under disse omstændigheder, og da A ca. 1½ år tidligere var erklæret konkurs, og konkursen ikke var afsluttet på faktureringstidspunktet, har det formodningen imod sig, at A da skulle være i besiddelse af kontorinventar til en værdi af 62.100 kr. Landsretten har derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter beløbet er skatteplig indkomst for A.

Efter det anførte tager landsretten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 53.000 kr. Beløbet omfatter 50.000 kr. til passende udgifter til advokatbistand og 3.000 kr. til materialesamling, begge beløb inklusiv moms. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og omfang.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 53.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter