Dato for udgivelse
17 Jun 2003 10:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28. maj 2003
SKM-nummer
SKM2003.259.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, B-1861-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Kursgevinst, mindsterente, forældelse, formalitetsfejl, begrundelse, høring
Resumé

En af skatteyderen opnået gevinst ved salg af gældsbreve i 1992 var af Landsskatteretten anset for skattepligtig i henhold til kursgevinstlovens §7, idet mindsterentekravet ikke ansås for opfyldt. Gældsbrevene blev udstedt den 18. marts 1992, men skulle først forrentes (med 8%) fra den 1. juli 1992. Landsretten tiltrådte med henvisning til ordlyden af kursgevinstlovens § 7 og bestemmelsens forarbejder, at kursgevinsten var skattepligtig.

Landsretten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne ved beregningen af kursgevinsten havde lagt de købs- og salgskurser til grund, som sagsøgeren udtrykkeligt selv havde anvendt ved købet og videresalget af fordringerne. Sagsøgerens anbringende om, at der ikke forelå en skattepligtig kursgevinst, fordi den reelle anskaffelseskurs for gældsbrevene var væsentlig højere end den aftalte, blev således ikke taget til følge.

Sagsøgeren fik endvidere ikke medhold i, at de ved Landsskatterettens kendelse pålignede skatter var forældet i medfør af 1908-loven. Landsretten anførte, at kendelsen angik beskatning af den samme indkomst, som den Told- og Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at skattekravet i øvrigt ikke oversteg skattekravet ifølge Told- og Skattestyrelsens ansættelse, og at den omstændighed, at Landsskatteretten havde begrundet skattekravet på en anden måde ikke kunne føre til, at det var forældet.

Sagsøgeren fik heller ikke medhold i, at der med hensyn til Told- og Skattestyrelsens ansættelse forelå mangler eller mangelfuld begrundelse, der kunne føre til ugyldighed.

Videre fik sagsøgeren ikke medhold i, at Landsskatterettens kendelse var ugyldig. Landsretten fandt, at den af sagsøgeren påberåbte dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 1, ifølge lovens § 35, stk. 5, ikke var anvendelig for så vidt angår Landsskatterettens behandling af skatteansættelsen.

Endelig fik sagsøgeren ikke medhold i, at Landsskatterettens kendelse var ugyldig som følge af manglende reel høring af sagsøgeren.

Reference(r)

Kursgevinstloven § 7 (dagældende)
Skattestyrelsesloven § 35, stk. 5 (dagældende)
Ligningsvejledningen 2002 A.D.2.3.1.1
Processuelle regler 2002 E.3.5.2, E.3.7, F.1

Henvisning
Ligningsvejeledningen A.D.2.3.1.1

Parter

A
(advokat Lars Nyerup Vistesen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen).

Afsagt af landsretsdommerne

[mangler.red]

Påstande

Sagsøger A, har nedlagt følgende påstande:

Principal påstand

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst og kapitalindkomst for indkomståret 1992 skal nedsættes med 615.124 kr.

Subsidiær påstand

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst og kapitalindkomst for indkomståret 1992 skal nedsættes med 601.125 kr.

Mere subsidiær påstand

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at ansættelsen af sagsøgers skattepligtige indkomst og kapitalindkomst for indkomståret 1992 skal hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse over for sagsøgers påstande.

Hvis sagsøgte ikke får medhold i frifindelsespåstanden, tager sagsøgte subsidiært bekræftende til genmæle over for sagsøgerens mere subsidiære påstand.

Sagens omstændigheder

I 1988 stiftedes H1 A/S. Sagsøger erhvervede 14 % af aktiekapitalen. Ejerforholdet var imidlertid skjult, idet B fremstod som ejer. Af en erklæring, der blev underskrevet den 1. juni 1989 af sagsøger og B, fremgår, at det reelle forhold var det, at A var rette ejer af aktierne, som således ikke tilhørte B, der blot formelt fremstod som ejer af aktierne. Af erklæringen fremgik, at årsagen dertil var As ansættelsesforhold. Blandt andre aktionærer i H1 A/S var C og D, der tillige var daglige ledere i selskabet.

Sagsøgers nævnte aktiepost i H1 A/S blev den 18. marts 1992 solgt til anpartsselskabet H2 ApS, som ejedes af sagsøger. Aktierne blev overdraget for en købesum af 3.410.000 kr. Købesummen blev berigtiget dels ved en kontant udbetaling på 310.000 kr., dels ved udstedelse af 6 gældsbreve fra anpartsselskabet til B. De 6 gældsbreve lød på i alt nominelt 3.100.000 kr. Gældsbrevene skulle afdrages og forrentes med 8 % p.a. fra den 1. juli 1992, og således at renten skulle forfalde første gang den 1. januar 1993 for det da forløbne tidsrum fra den 1. juli 1992 til 31. december 1992 og så fremdeles.

Ved en overdragelse blev 3 af disse gældsbreve den 9. april 1992 af B, det vil reelt sige sagsøger, overdraget til sagsøger. Overdragelsen, der angik gældsbreve til en samlet nominel værdi af 1.550.000 kr., skete for et beløb på 155.000 kr., svarende til kurs 10. De øvrige tre gældsbreve på i alt nominelt 1.550.000 kr. blev samtidig for i alt 155.000 kr. overdraget til E og dennes samlever F, det vil sige ligeledes til kurs 10.

Den 1. september 1992 videresolgte sagsøger to af gældsbrevene, nominelt i alt 1.050.000 kr., til H3 ApS. Overdragelsen skete for et beløb af 720.124 kr. Dette beløb var sammensat af en købesum på 706.125 kr. (336.250 kr. + 369.875 kr. for de to gældsbreve), med tillæg af påløbne renter på 13.999 kr. (6.666 kr. + 7.333 kr.) for perioden 1. juli 1992 30. august 1992. De 706.125 kr. svarede til en købskurs på 67,25 for gældsbrevene. Samme dato solgte E for samme kurs to gældsbreve på nominelt 1.050.000 kr. til H3 ApS for et ganske tilsvarende beløb og således til samme kurs.

Den 18. marts 1993 foretog Aalborg Politi på grundlag af en retskendelse ransagning hos sagsøger, hos D og hos H1 A/S.

Den 24. marts 1995 udarbejdede ToldSkat en revisionsrapport om spørgsmål om overtrædelse af skattekontrolloven for sagsøgers vedkommende. I rapporten konkluderedes, at sagsøgers og Es salg af gældsbreve til H3 ApS den 1. september 1992 måtte anses at være et led i en konstruktion med det formål at trække midler ud af H3 ApS uden beskatning. Det fremgik, at transaktionerne ansås for at være uden reelt erhvervsmæssigt indhold. Skattevæsenet vurderede, at der var tale om handel mellem interesseforbundne parter, og de usædvanlige forretningsvilkår ansås alene som opnået som følge af interessefællesskabet. Sagsøger ansås som reel anpartshaver med bestemmende indflydelse i H3 ApS. På den baggrund ansås udbetalingen til sagsøger den i. september 1992 af 720.124 kr. for at være maskeret udlodning af udbytte og udbytteindkomst, skattepligtigt efter ligningslovens § 16 A og personskattelovens § 4a. I revisionsrapporten blev der med henvisning til en række konkrete omstændigheder, der fremgik af nærmere opregnede dokumenter og afgivne forklaringer, givet begrundelse for, at sagsøger ansås som anpartshaver med bestemmende indflydelse i H3 ApS. I rapporten bemærkedes det i øvrigt, at det var regionens opfattelse, at den nominelle rente fastsat i gældsbrevene ikke opfyldte kravet til mindsterenten i kursgevinstlovens § 7, og at kursgevinsten derfor til enhver tid var skattepligtig.

Ved skrivelse af 28. juli 1995 meddelte Told- og Skattestyrelsen, at man for indkomståret 1992 agtede at ændre sagsøgers skatteansættelse, således at hans skattepligtige indkomst bl.a. forhøjedes med de nævnte 720.124 kr. Forhøjelsen svarede til den nævnte udbetaling fra H3 ApS, som styrelsen anså som maskeret udlodning. I agterskrivelsen henvistes der med hensyn til den nærmere baggrund og begrundelse for styrelsens forslag til ændring af skatteansættelse til den nævnte revisionsrapport af 24. marts 1995, som var vedlagt i kopi.

Ved skrivelse af 31. august 1995 med bilag fremsatte advokat VN på sagsøgers vegne bemærkninger til de påtænkte ændringer, der var nævnt i agterskrivelsen.

Den 19. december 1995 deltog advokat VN sammen med sagsøger i et møde i Told- og Skattestyrelsen angående de påtænkte skatteansættelser for sagsøger. Af et referat udarbejdet af styrelsen fremgår, at sagsøger og hans advokat havde lejlighed til at anføre synspunkter vedrørende de påtænkte skatteansættelser nævnt i agterskrivelsen.

Ved skrivelse af 21. december 1995 meddelte Told- og Skattestyrelsen, at man nu havde ændret hans skatteansættelse således, at indkomstansættelsen for indkomståret 1992 forhøjedes med blandt andet de ovenfor nævnte 720.124 kr., der ansås som maskeret udlodning. I skrivelsen henvistes på ny til revisionsrapporten af 24. marts 1995 for så vidt angår den nærmere baggrund og begrundelse for den ændrede skatteansættelse.

Den 18. marts 1996 påklagede advokat VN på sagsøgers vegne den ændrede skatteansættelse til Landsskatteretten. I klageskrivelsen bemærkede han, at skattesagen var en udløber af en straffesag ved retten. Af skrivelsen fremgik endvidere, at han gik ud fra, at Landsskatteretten ville stille sagen i bero på afgørelse af straffesagen, og udtalte samtidig, at han efter omstændighederne ville være indforstået hermed.

Den 7. februar 1997 afsagde Retten dom i en straffesag imod blandt andre sagsøger. Det fremgår af dommen, at sagsøger var tiltalt for blandt andet skattesvig af særlig grov karakter, til dels som forsøg, ved med forsæt til skatteunddragelse at have afgivet urigtige oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet han undlod at selvangive forskellige indtægter. Blandt disse indtægter var i tiltalen nævnt udbetalingen på 720.124 kr. fra H3 ApS den 1. september 1992. Af dommens præmisser fremgår, at retten ikke fandt det bevist, at sagsøger var ejer af eller havde dominerende indflydelse i H3 ApS, og at retten herefter ikke fandt det fornødent at foretage en bevisbedømmelse af det pågældende forhold. Han blev på den baggrund frifundet i dette forhold. Samtidig blev han straffet med fængselsstraf vedrørende andre af tiltalens forhold. En ankedom, der blev afsagt af Vestre Landsret den 5. februar 1998 vedrørende Rettens dom, omfattede ikke det nævnte forhold, som sagsøger var blevet frifundet for.

Den 9. juli 1998 tilkendegav ToldSkat over for Landsskatteretten, at man på baggrund af dommen fra Retten anså sagsøgers erhvervelse og efterfølgende salg af gældsbrevene for at skulle bedømmes efter kursgevinstlovens bestemmelser. Dette indebar, at sagsøger måtte anses som skattepligtig af den opnåede kursgevinst i medfør af kursgevinstlovens § 7, stk. 1. I den forbindelse fandt regionen, at fordringerne ikke opfyldte kravet til mindsterenten på aftaletidspunktet. Regionen opgjorde den skattepligtige fortjeneste til salgssummen, 706.125 kr. med fradrag af anskaffelsessummen på 105.000 kr., i alt 601.125 kr. Endvidere anså regionen sagsøger for skattepligtig af renteindtægterne af gældsbrevene på 13.999 kr. i medfør af statsskattelovens § 4e.

Ved skrivelse af 30. juli 1998 oplyste Landsskatteretten over for sagsøger, at regionen havde fremsat den nævnte udtalelse. Landsskatteretten bemærkede samtidig, at udtalelsen var vedlagt i kopi til sagsøgers orientering, og anmodede sagsøger om at fremsætte eventuelle bemærkninger dertil inden en måned.

Ved brev af 2. august 1998 bad sagsøger Landsskatteretten om aktindsigt i sagen.

Ifølge teksten i en skrivelse af 5. august 1998 fra Landsskatteretten til sagsøger blev der samme dag sendt fotokopi til sagsøger fra Landsskatteretten af samtlige bilag i sagen.

Herefter oplyste sagsøger ved brev af 6. september 1998, at han forventede at kommentere de fastholdte indkomstforhøjelser senest den 20. oktober 1998. Derefter meddelte han ved brev af 20. oktober 1998, at han ville sende sine kommentarer senest den 20. november 1998.

Mellem parterne er det omtvistet, om Landsskatteretten den 20. november 1998 har modtaget en telefaxskrivelse fra sagsøger, hvori han dels forbeholder sig at begære et retsmøde afholdt i sagen, dels forbeholder sig at bede om adgang til at gennemgå sagens dokumenter og nævner, at disse er ufuldstændige. Sagsøger har fremlagt kopi af et sådant brev med vedhæftet kvittering for telefaxmodtagelse dateret "20/11/2018" og "DATO.TID 20/11 06:17". Sagsøgte har fremlagt dokumenter fra Landsskatteretten, hvoraf det fremgår, at Landsskatteretten er af den opfattelse, at man ikke har modtaget den påberåbte telefaxskrivelse, og at en sådan skrivelse heller ikke er registreret på sagen i Landsskatterettens journalsystem.

Den 30. marts 1999 afsagde Landsskatteretten kendelse angående sagsøgers skatteansættelse for bl.a. indkomståret 1992. Med hensyn til spørgsmålet om maskeret udlodning ved udbetaling fra H3 ApS på 720.124 kr. blev skatteansættelsen nedsat med dette beløb, og der blev i den forbindelse henvist til den nævnte dom i straffesagen mod sagsøger ved Retten. Ved Landsskatterettens kendelse ansås sagsøger imidlertid samtidig for at være skattepligtig af en fortjeneste på 601.125 kr. i medfør af kursgevinstlovens § 7, stk. 1, således at gevinsterne ansås som skattepligtige som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 2. Samtidig blev renteindtægterne på 13.999 kr. fra gældsbrevene anset som skattepligtige renter, jf. statsskattelovens § 4 e. Sagsøgers kapitalindkomst blev således forhøjet med 601.125 kr., og desuden skete der forhøjelse af skatteansættelsen med 13.999 kr. vedrørende renteindtægten af gældsbrevene. Den samlede forhøjelse af skatteansættelsen for 1992 udgjorde således 615.124 kr.

Ved brev af 20. april 1999 anmodede sagsøger Landsskatteretten om at genoptage sagen for så vidt angår forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 1992 med 601.125 kr. Sagsøger anførte blandt andet, at kendelsen var afsagt, uden at han havde nået at fremsætte bemærkninger og/eller havde været repræsenteret til kontorforhandling og/eller under et eventuelt retsmøde i sagen. I sagsøgers skrivelse var henvist til en række bilag, som var vedlagt. Ingen telefaxskrivelse af 20. november 1999 var omtalt eller vedlagt.

Herefter har sagsøger den 28. juni 1999 anlagt denne retssag.

Forklaringer

Underdomsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgeren og af vidnerne D og RJ.

Sagsøger A, har forklaret, at H1 A/S var et valutarådgivningsfirma. C og D var hans tidligere arbejdskolleger i F1. Sagsøger og de to og nogle flere var aktionærer i H1 A/S. På grund af sagsøgers ansættelsesforhold i F1 måtte det ikke komme frem, at han var aktionær i H1 A/S. B, der var en god veninde af sagsøger, lagde derfor navn til hans erhvervelse af aktier. Han skaffede selv pengene; hendes ejerskab var helt pro forma, og hun havde intet at gøre med selskabet. Salget af hans aktiepost i H1 A/S skyldtes den forestående ændring af reglerne om aktieavancebeskatning. Den 10. april 1992 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i H1 A/S i anledning af hans overdragelse af aktier. Man drøftede spørgsmålet om de andre aktionærers mulighed for overtagelse af hans aktiepost i overensstemmelse med reglerne i selskabets aktionæroverenskomst om forkøbsret for de andre aktionærer. Han fik et tilbud om at få 1,75 mio. kr. for sin aktiepost. Dette afslog han, idet han vidste, at andre af selskabets aktier var handlet til kurs 2400-2500, svarende til, at han i så fald skulle have cirka 3 mio. kr. for sin aktiepost. Han husker ikke, hvilken kurs hans anpartsselskab H2 gav ved købet af aktierne. Bestemmelsen i gældsbrevene om, at de først skulle forrentes fra den 1. juli 1992, skyldtes vistnok, at likviditeten i H2 var svag.

Ved den handel, hvor han købte de tre gældsbreve til kurs 10 den 9. april1992,var prisen på gældsbrevene sat alt for lavt. Dette skyldtes, at han selv var i likviditetsvanskeligheder. Skattevæsenet havde forhøjet hans skat med 1,6 mio. kr. for et tidligere år, og han skyldte fortsat skattevæsenet de 1,2 mio. kr. heraf. Da de to af gældsbrevene den 1. september 1992 blev solgt til H3 ApS, skete dette til en realistisk kurs, nemlig 67,25. På det tidspunkt var der fortsat håb om, at H1 ville køre videre. Gældsbrevenes kurs var fastsat ud fra den indre værdi af H1 A/S, idet værdien af anpartsselskabet H2 stod og faldt med værdien af H1 A/S. H3 købte både sagsøgers gældsbreve og Es gældsbreve som led i en samlet disposition. Beslutningen blev truffet af sagsøgers broder, G, der var ejer af anparterne i H3. Sagsøger havde ikke selv nærmere indflydelse på denne beslutning. Men rent bortset fra dette var det i øvrigt sagsøger, der disponerede i H3 ApS i henhold til en generalfuldmagt. Denne generalfuldmagt for ham til at disponere var udfærdiget, fordi G ofte var på rejse. Af hensyn til Gs hustru forelå der derfor en generalfuldmagt, som gav sagsøger mulighed for at disponere, hvis der skulle tilstøde G noget. Sagsøgers ansættelsesforhold i F1 ophørte i oktober 1991. I 1993 blev han ansat og lønnet som daglig leder i H3 ApS.

D har forklaret, at han tidligere hed (). Han og C ejede hver 15 % af aktierne i H1 A/S. Den vigtigste grund til, at han overdrog sine aktier i H1 A/S til et selskab, var den forestående ændring af reglerne om aktieavancebeskatning. Han stiftede et selskab, K1 ApS, og solgte sine aktier til dette selskab. C solgte også sine aktier. Både han og C fik omkring 3,6 mio. kr. for deres respektive aktieposter. Overdragelsen blev tiltrådt af de øvrige aktionærer. Den 19. september 1991 fik sagsøger, C og vidnet et brev fra revisorerne i H1 om beregningen af goodwill i selskabet i anledning af drøftelser, de havde haft med revisorerne om dette emne. Det fremgik af revisorernes brev, at selskabets goodwill kunne beregnes til 0 kr., hvis man fulgte beregningsmodellen fra skattevæsenets cirkulærer. Imidlertid fulgte vidnet og de andre aktionærer ikke revisorernes nævnte beregningsmodel ved de senere overdragelser af aktieposterne i H1. Dette skyldtes, at de antog, at der reelt var en ikke ubetydelig goodwill i selskabet. Siden anfægtede skattevæsenet overdragelserne af deres aktieposter på den måde, at skattevæsenet kaldte modellen "en konstruktion".

RJ har forklaret, at han er statsautoriseret revisor. I efteråret 1991 var han revisor for D og C og for nogle af deres selskaber. Ingen af aktionærerne i H1 A/S var værnsaktionærer. Generelt forventede man, at der med forestående lovændringer ville blive indført hårdere beskatning af kursavancer. I revisionsfirmaer var det på det pågældende tidspunkt helt sædvanligt, at man skrev til klienter, som kunne have en skattemæssig fordel af nu at afhænde aktier, som klienten havde ejet i mindst tre år. Klienter, der ejede aktier uden at være værnsaktionærer, kunne afhænde aktierne skattefrit efter 3 års ejerskab. Ved et salg af aktier til et andet selskab stiftet af klienten var det vigtigt, at afhændelseskursen blev så høj som mulig. Derved kunne aktieavancen så vidt som muligt friholdes fra beskatning ved et senere salg til en udenforstående tredjemand. For så vidt angår aktierne i H1 A/S blev det drøftet, hvilken kursværdi af aktierne skattevæsenet kunne antages at ville acceptere. En beregning viste, at den samlede værdi af H1 A/S kunne ansættes til omkring 16 mio. kr. inklusive goodwill. Kursfastsættelsen var ikke et problem. Han og sagsøger lavede i fællesskab beregningen, der lå til grund for opgørelsen af goodwill i selskabet. De overvejede ikke at forsøge at indhente bindende forhåndsbesked fra skattevæsenet.

Anbringender

 

Sagsøger har i overensstemmelse med påstandsdokument af 12. februar 2003 gjort følgende anbringender gældende:

 

"...

 
 A.   

Den principale påstand

 
 A.1.    

De ved Landsskatterettens kendelse af 30. marts 1999 på lignede skatter er forældet i medfør af 1908-loven. Det bemærkes, at seneste frist for påligning af skattekrav for indkomståret 1992 udløb den 1. november 1998 (5 år fra forfaldstiden ved normal påligning af skatter for dette år). Endvidere bemærkes, at der ikke forelå suspension af forældelse, da samtlige faktiske forhold af betydning for den skatteretlige bedømmelse af den i sagen foreliggende overdragelse blev skattemyndighederne bekendt ved den i straffesagen foretagne ransagning den 18. marts 1993.

 
 

Det bestrides, at Landsskatterettens kendelse vedrører beskatning af den samme indkomst som indgår i Told- og Skattestyrelsens skatteansættelse af 21. december 1995, idet der foreligger et nyt og selvstændigt skattekrav, der støttes på andre skatteregler og har medført beskatning af en anden indkomstkategori, nemlig kapitalindkomst i stedet for udbytteindkomst.

 
 A.2.

Told- og Skattestyrelsens ansættelsesændring af 21. december 1995 (... ) er ugyldig som følge af manglende eller mangelfuld begrundelse. Det bemærkes, at afgørelsen savner begrundet stillingtagen til sagsøgerens anbringende om, at han ikke var eller havde været anpartshaver i H3 ApS, men at dette selskab var ejet af sagsøgerens bror. Dette anbringende var udtrykkeligt fremført over for såvel Told- og Skattestyrelsen som Told- og Skatteregionen forud for ansættelsesændringen. (...) Der henvises endvidere til, at dette punkt (ejerforholdet til H3 ApS) var af afgørende betydning for skattemyndighedernes daværende opfattelse, hvorfor det ud fra en konkret væsentlighedsvurdering må medføre ugyldighed, at Told- og Skattestyrelsen ganske undlod at forholde sig til sagsøgerens udtrykkeligt fremsatte og udførligt begrundede synspunkt om ikke at være ejer af H3 ApS. (...) Endelig henvises til, at dette punkt påregneligt for skattemyndighederne senere viste sig at blive et kardinalpunkt i straffesagen mod sagsøgeren, hvilket bekræfter og understreger, at heromhandlede formelle fejl har haft konkret væsentlig betydning og derfor bør medføre ugyldighed.

 
 A.3.

Landsskatterettens kendelse er ugyldig, fordi den beror på et skøn for hvilket der er indtrådt forældelse efter den dagældende 3-års-regel i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, 2. pkt., jfr. stk. 1, som affattet ved lov nr. 1104 af 20. december 1995. Det bemærkes herved, at anskaffelseskursen for gældsbrevene beror på værdien af aktierne i H1 A/S, hvilket ubestridt blev lagt til grund i straffesagen mod sagsøgeren, (... ). Det købende selskab H2 ApS under stiftelse havde ikke andre aktiver. Anskaffelsessummen for gældsbrevene forudsætter herefter udøvelsen af et skøn over værdien af aktierne i H1 A/S på købstidspunktet, hvad enten det under sagen må lægges til grund, at dette er den 18. marts 1992 eller den 9. april 1992. Det bestrides, at sagsøgte kan vælge at bortse herfra, når de faktiske forhold tilsiger udøvelsen af et skøn. Det bestrides derfor også, at forældelse i medfør af den nævnte bestemmelse ikke er indtrådt som følge af, at sagsøgte har valgt at lægge den aftalte anskaffelseskurs for gældsbrevene til grund. Endvidere bemærkes, at Landsskatteretten praktiserer denne bestemmelse således, at retten er afskåret fra at foretage den af ligningsmyndighederne foreslåede skønsmæssige forhøjelse, hvis de selv er afskåret fra at foretage forhøjelsen i henhold til bestemmelsen,( ...).

 
 A.4.

Landsskatterettens kendelse [er] tillige [...] ugyldig som følge af undladelse af at foretage en reel høring af sagsøgeren. Det bemærkes dels at sagsøgeren trods den af ham fremsatte gentagne anmodning ikke har modtaget fuld aktindsigt og derfor ikke har haft mulighed for at fremkomme med sit høringssvar til udtalelsen fra Told- og Skattestyrelsen/told- og skatteregionen, dels at der under hensyn til den ændrede skatteretlige kvalifikation i nævnte udtalelse burde have været kontorforhandling med sagsøgeren, jfr. herved § 8, stk. 1, i Landsskatterettens forretningsorden, dels endelig at Landsskatteretten har undladt uden nærmere begrundelse at imødekomme sagsøgerens begæring om retsmøde ( ...) . Det bemærkes herved tillige, at Landsskatteretten ved således at undlade at høre sagsøgeren, har tilsidesat den for Landsskatteretten gældende officialmaksime, idet den manglende høring har medført, at Landsskatteretten ikke er blevet bekendt med den i straffesagen af anklagemyndigheden og skattemyndighederne afgivne proceserklæring om kurs 2.436 samt det øvrige i straffesagen fremlagte materiale, der (...) ikke har været indhentet, respektive fremsendt til retten.

 
 B.

Den subsidiære påstand

 
 B.1.

Der foreligger ikke en skattepligtig kursgevinst, da mindsterentereglen i dagældende kursgevinstlovs § 7 er overholdt, idet forretning har været aftalt på stiftelsestidspunktet med en fast pålydende rente beregnet fra og med den 1. juli 1992, hvilket ikke er i strid med bestemmelsen. (...)

 
 B.2.

Der foreligger ingen kursgevinst, da den reelle anskaffelseskurs for gældsbrevene er mindst svarende til afståelseskursen 67,25. Det bemærkes, at det i anden sammenhæng af skattemyndighederne er lagt til grund, at aktierne i H1 A/S havde en kurs på 2.436, hvilket i sig selv udelukker, at sagsøgeren har konstateret en kursgevinst på gældsbrevene. (...) Endvidere henvises til, at skattemyndighederne i 1991 har anerkendt kurs 2.436 på H1-aktierne, nemlig ved overdragelser fra C og D til deres respektive holdingselskaber. (...)

 
 B.3.

Om kursen på aktierne i H1 A/S henvises i øvrigt til, hvad der kan udledes af regnskaberne for selskabet vedrørende regnskabsårene 1988/89 til 1991/92 (...). Det følger heraf, at indre værdi i selskabet eksklusive goodwill i de fire nævnte regnskabsår har udgjort henholdsvis 192, 371, 738 og 876. Såfremt denne indre værdi holdes op mod gældsbrevene modsvarer dette en kurs ultimo samme regnskabsår på henholdsvis 8, 16, 32 og 37. Allerede af denne grund findes det uantageligt, at den objektive kurs på gældsbrevene kan fastsættes til 10 på anskaffelsestidspunktet, og det gøres gældende, at sagsøgte har bevisbyrden herfor samt at denne ikke er løftet.

 
 C. 

Den mere subsidiære påstand

 
 C.1.

Da sagsøgte ikke har fremlagt oplysninger om kursansættelsen på aktierne i H1 A/S i de parallelle sager samt da de ovenfor under B. nævnte faktiske forhold giver grundlag for at antage, at kursen på omhandlede gældsbreve er højere end 10, bør sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne. Det bør herved angives, at gældsbrevskursen bør holdes op mod kursen på aktierne i H1 A/S herunder i særdeleshed de foreliggende oplysninger om indre værdi i dette selskab ved afslutningen af regnskabsåret 1991/92 pr. 30. april 1992, der ligger tæt på overdragelsen i nærværende sag."

Sagsøgte har i overensstemmelse med påstandsdokument af 17. februar 2003 gjort følgende anbringender gældende:

"Vedr.: Sagsøgerens principale påstand

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at anse det skattekrav, der er en følge af Landsskatterettens kendelse af 30. marts 1999 (..»..) for forældet i medfør af 1908-loven.

Det gøres herved gældende,

at    

Landsskatterettens afgørelse, der beløbsmæssigt kan rummes indenfor den påklagede ansættelse, vedrører beskatning af den samme indkomst, som Told- og Skattestyrelsen behandlede i afgørelse af 21. december 1995 (...) , og

 

at

den omstændighed, at Landsskatteretten ud fra en anden skatteretlig vurdering har anset beløbet for at være skattepligtig kapitalindkomst ikke medfører, at skattekravet er forældet.

Det gøres endvidere gældende, at der ikke er grundlag for at anse Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 21. december 1995 (...) for ugyldig som følge af manglende eller mangelfuld begrundelse. Afgørelsen savner ikke (...) begrundet stillingtagen til sagsøgerens anbringende om, at han ikke var eller havde været anpartshaver i H3 ApS.

Det gøres herved gældende,

at    

der i Told- og Skattestyrelsens afgørelse er henvist til den udfærdigede revisionsrapport (...) ,

 

at

det i revisionsrapporten udførligt er begrundet, hvorfor sagsøgeren anses som anpartshaver i H3 ApS, og

 

at

der derfor ikke foreligger en manglende eller mangelfuld begrundelse, der kan føre til ugyldighed.

Det bestrides endvidere, at Landsskatterettens kendelse er ugyldig som foretaget for sent i henhold til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35.

Det gøres herved gældende,

at    

det af den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, bl.a. fremgår, at en forhøjelse af en skatteansættelse skal varsles senest den 1. maj i det 4. år efter det pågældende indkomstårs udløb, og at den varslede forhøjelse skal være foretaget senest den 1. august indenfor samme år,

 

at

det endvidere fremgår af den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 5, at når en forhøjelse er påklaget, finder stk. 1 ikke anvendelse på forhøjelser vedrørende det påklagede forhold,

 

at

anvendelsesområdet for § 35, stk. 5, er forhøjelser, der udspringer af de samme faktiske omstændigheder, som har ligget til grund for den påklagede ansættelse, og at dette gælder, uanset at der i forbindelse med forhøjelsen sker en retlig omkvalificering af den tidligere ansættelse,

 

at

Landsskatterettens afgørelse kan rummes indenfor den påklagede ansættelse, hvorfor der slet ikke er tale om en forhøjelse i forhold til den oprindelige ansættelse,

 

at

Landsskatterettens afgørelse også udspringer af de samme faktiske omstændigheder, som har ligget til grund for den påklagede ansættelse, nemlig overdragelsen af gældsbrevene,

 

at

Landsskatterettens kendelse derfor, selv om der måtte have været tale om en forhøjelse, ikke er i strid med den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35,

 

at

det i henseende til klageinstansens adgang til at foretage forhøjelser vedrørende det påklagede forhold endvidere er uden betydning, om der er tale om en skønsmæssig forhøjelse, og

 

at

Landsskatteretten i øvrigt ikke har foretaget en skønsmæssig ansættelse.

Det bestrides videre, at Landsskatterettens kendelse lider af formelle mangler, der kan medføre ugyldighed. (...)

Vedr.: Sagsøgerens subsidiære påstand

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende,

at    

der foreligger en skattepligtig kursgevinst, idet de omhandlede 2 gældsbreve (...) ikke opfyldte kravet til mindsterenten på fordringernes stiftelsestidspunkt, jf. den dagældende kursgevinstlovs § 7, stk. 1.

Det gøres herved gældende,

at    

en kursgevinst ifølge den dagældende kursgevinstlovs § 7, stk. 1, er skattepligtig, såfremt fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lavere end mindsterenten på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtigelsen,

 

at

det afgørende således er, hvilken pålydende rente fordringen bærer på fordringens stiftelsestidspunkt,

 

at

de foreliggende gældsbreve blev udstedt den 18. marts 1992, men først skulle forrentes fra den 1. juli 1992, og

 

at

kursgevinsten derfor er skattepligtig.

Det gøres endvidere gældende, at kursgevinsten med rette er ansat til kr. 601.125,-.

Det gøres herved gældende,

at    

sagsøgeren erhvervede de omhandlede gældsbreve til kurs 10, svarende til en samlet anskaffelsessum på kr. 105.000,(...) ,

 

at

Landsskatteretten har været berettiget til at lægge den aftalte købesum til grund ved ansættelsen af gældsbrevenes anskaffelsessum,

 

at

det gælder, uanset om overdrageren, B måtte have været den reelle ejer af aktierne i H1 A/S og dermed også af gældsbrevene fra disses udstedelse,

 

at

det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at der foreligger et væsentligt misforhold mellem gældsbrevenes værdi i handel og vandel på udstedelsestidspunktet og kurs 10, og

 

at

dette ikke er godtgjort.

Såfremt der ikke kan gives sagsøgte medhold i det ovenfor anførte, gøres det gældende, at sagen i overensstemmelse med den subsidiære påstand må hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne med henblik på foretagelse af en skønsmæssig ansættelse af gældsbrevenes værdi på udstedelsestidspunktet. "

Landsrettens bemærkninger

Ad sagsøgers principale påstand

Landsskatterettens kendelse af 30. marts 1999 angår beskatning af den samme indkomst, som Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om ved beslutningen af 21. december 1995, og skattekravet ifølge Landsskatterettens kendelse overstiger i øvrigt ikke skattekravet ifølge Told- og Skattestyrelsen ansættelse i 1995. Den omstændighed, at Landsskatteretten ved sin afgørelse har begrundet skattekravet på anden måde end sket ved Told- og Skattestyrelsens ansættelse, kan herefter ikke føre til, at skattekravet er forældet i medfør af 1908-loven. Af de grunde, der er anført af sagsøgte, tiltrædes det endvidere, at der med hensyn til skatteansættelsen af 21. december 1995 ikke foreligger manglende eller mangelfuld begrundelse, der kan føre til ugyldighed.

Som nævnt angår Landsskatterettens kendelse beskatning af den samme indkomst, som Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om ved skatteansættelsen af 21. december 1995. Denne skatteansættelse blev påklaget af sagsøger til Landsskatteretten. Det tiltrædes derfor som anført af sagsøgte, at den bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 3, jf. stk. 1, som sagsøger har påberåbt sig, ifølge lovens § 35, stk. 5, ikke er anvendelig for så vidt angår Landsskatterettens behandling af skatteansættelsen.

Landsskatteretten foretog høring af sagsøger ved skrivelse af 30. juli 1998. I overensstemmelse med teksten i Landsskatterettens følgeskrivelse til sagsøger af 5. august 1998 lægger landsretten til grund, at sagsøger sammen med følgeskrivelsen modtog kopi af samtlige bilag i sagen. Endvidere lægger landsretten til grund, at Landsskatteretten ikke modtog nogen telefaxskrivelse fra sagsøger den 20. november 1998. Den omtvistede telefaxskrivelse er således ikke registreret i Landsskatterettens journalsystem, og skrivelsen er uomtalt i sagsøgers i øvrigt udførlige anmodning af 20. april 1999 om genoptagelse af Landsskatterettens kendelse. På denne baggrund findes Landsskatterettens kendelse ikke at lide af formelle mangler, der kan medføre ugyldighed.

Herefter frifindes sagsøgte for sagsøgers principale påstand.

Ad sagsøgers subsidiære og mere subsidiære påstande

Ifølge kursgevinstlovens § 7, stk. 1, jf. § 1, medregnes gevinst ved afståelse af gældsbreve og andre pengefordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis fordringen forrentes med en pålydende rente, der er lavere end mindsterenten efter § 7, stk. 3-5, "på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen".

I de specielle bemærkninger til den pågældende bestemmelse i lovforslaget til den senere vedtagne kursgevinstlov (FT 1985-86, Tillæg A, sp. 589) er anført følgende:

"Kravet til pålydende rente skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor skyldneren påtager sig forpligtelsen. Reglen omfatter således kun fordringer, hvis pålydende rente på stiftelsestidspunktet er lavere end mindsterenten."

Ifølge ordlyden af lovens § 7 og bestemmelsens nævnte forarbejder er det således afgørende for spørgsmålet om skattefrihed for kursgevinst ved salg af gældsbreve og andre pengefordringer, hvilken pålydende rente fordringen bærer på tidspunktet, hvor fordringen stiftes.

De omtvistede gældsbreve blev udstedt den 18. marts 1992, men skulle først forrentes fra den 1. juli 1992. Kursgevinsten ved salget af gældsbrevene er derfor skattepligtig.

Overdragelsen af de omtvistede gældsbreve den 9. april 1992 skete ifølge den skriftlige aftale mellem overdrager og erhverver for en pris svarende til kurs10. En samtidig overdragelse af enslydende gældsbreve til tredjemand skete ligeledes til kurs 10. Videreoverdragelsen af de omtvistede gældsbreve den 1. september 1992 skete ifølge skriftlig aftale mellem overdrager og erhverver for en pris svarende til kurs 67,25 %.

Landsretten tiltræder, at skattemyndighederne ved beregningen af kursgevinsten for sagsøger har lagt de købs- og salgskurser til grund, som sagsøger udtrykkeligt selv har anvendt ved købet og videresalget af fordringerne. Det tiltrædes således, at kursgevinsterne for sagsøger på i alt 601.125 kr. må anses som skattepligtige som kapitalindkomst, jf. kursgevinstlovens § 7, stk. 1, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 2.

Endelig tiltræder Landsretten, at renteindtægterne på 13.999 kr. af de to gældsbreve er skattepligtige for sagsøger, jf. statsskattelovens § 4 e.

Sagsøgte frifindes derfor ligeledes for sagsøgers subsidiære og mere subsidiære påstande.

Der træffes bestemmelse om sagens omkostninger som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s  f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, betaler inden 14 dage 50.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter