De gældende regler om frister mv. for ændring af ansættelser om indkomst- og ejendomsværdiskat findes i SFL kapitel 9, §§ 26 og 27, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005.  

VirkningReglerne i SFL § 26 og § 27 har virkning fra den 1. november 2005. Reglerne er en videreførelse af de hidtil gældende regler i SSL § 34 og § 35, der som hovedregel har virkning fra og med den 12. marts 2003, jf. lov nr. 410 af 2. juni 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (Ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet mv.). Reglerne i SFL § 26 og § 27 har således virkning for anmodninger om genoptagelse af en ansættelse, som indgives til SKAT den 12. marts 2003 eller senere. Tilsvarende har reglerne i SFL § 26 og § 27  virkning for SKAT's foretagelse eller ændring af en ansættelse, når den varsles over for den skattepligtige den 12. marts 2003 eller senere. Denne hovedregel gælder for alle indkomstår i det omfang betingelserne for genoptagelse efter anmodning fra den skattepligtige eller på SKATs initiativ er tilstede. Som undtagelse herfra kan anføres, at reglerne i SFL § 26, stk. 7 og § 27, stk. 5, om primo/ultimoregulering af balanceposter først har virkning for anmodninger om genoptagelse, der er indgivet fra og med d. 1. juli 2004 eller for SKATs varslinger om ansættelsesændringer udsendt fra og med d. 1. juli 2004. 

For at hindre, at de nugældende reglerne kan opfattes som værende gennemført med "tilbagevirkende kraft" til ugunst for de skattepligtige, gælder endvidere følgende undtagelse. Er anvendelse af reglerne for et indkomstår til ugunst for den skattepligtige i forhold til de inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende regler, kan reglerne først finde anvendelse på ansættelser for indkomståret 2000 og senere. Med udtrykket til "ugunst" menes, at ændringerne af en ansættelse for samme indkomstår samlet set er til ugunst for den skattepligtige. Bestemmelsen indebærer i disse tilfælde, at de tidligere gældende regler skal anvendes på ansættelser for indkomståret 1999 og tidligere år. Bestemmelsen indebærer ligeledes, at SKAT fra og med indkomståret 2000 har adgang til at fortage eller ændre en ansættelse efter reglerne i SFL § 26 og § 27 uanset om den er til ugunst for den skattepligtige i forhold til de tidligere gældende regler.

Reglerne i SFL § 26 og § 27 har ikke betydning i sager, hvori der klages over et afslag på genoptagelse efter de inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende regler. I disse klagesager skal genoptagelsesspørgsmålet fortsat afgøres på grundlag af de tidligere gældende regler.

Ligeledes gælder, at selvom en anmodning om genoptagelse er indgivet den 12. marts 2003 eller senere er det de tidligere gældende regler der finder anvendelse, hvis der inden den 12. marts 2003 er indgivet en tilsvarende anmodning på samme grundlag. I tilfælde, hvor den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger af retlig eller faktisk karakter, skal genoptagelsessagen derimod afgøres efter reglerne i SFL § 26 og § 27. Det forhold, at reglerne på området er blevet ændret, udgør ikke i sig selv et nyt forhold, der kan begrunde genoptagelse.

Bestemmelsen i SFL § 49, 2. pkt., hvorefter skatteministeren kan beslutte, at en sag, som Landsskatteretten har afgjort til ugunst for den skattepligtige mv., skal genoptages til den skattepligtiges fordel, har ligeledes virkning for Landsskatteretskendelser, der afsiges den 12. marts 2003 eller senere.

Foretagelse eller ændring på SKATs initiativ

Varslings- og ansættelsesfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1.-4. pkt.Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1.-4. pkt., kan SKAT ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Skatteansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1.-4. pkt., er en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 34, stk. 1 og 3. Der henvises til afsnit G.3.1.1.1 om "Ændring på myndighedernes initiativ på grundlag af de inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende regler". Hvad angår den seneste praksis kan henvises til SKM2005.122.ØLR, hvor der i agterskrivelsen optrådte en fortegnsfejl, således at ansættelsen fejlagtigt blev nedsat i stedet for at blive forhøjet. Uanset at denne fejl først blev rettet efter udløbet af fristen i SSL § 34, stk. 1, blev agterskrivelsen anset for rettidigt udsendt, fordi der var tale om en åbenbar fejlskrift. For så vidt angår myndighedernes overholdelse af varslingsfristen henvises til SKM2005.77.HR, hvorefter retten fandt, at bestemmelsens ordlyd alene vedrører fristen for afsendelsen af varsel, mens der ikke er fastsat frist for, hvornår varslet skal være kommet frem. Under hensyn til, at der i skatteforvaltningens sag fandtes dels en brevkopi af agterskrivelsen dateret den 27. april 1999 og dels et journalnotat af samme dato om udarbejdelse af agterskrivelsen, samt på grundlag af vidneforklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger om skatteafdelingens rutiner vedrørende postafsendelser, fandt retten det endvidere i det foreliggende tilfælde godtgjort, at agterskrivelsen af 27. april 1999 til sagsøgeren var afsendt inden den 1. maj 1999, at fristen dermed var overholdt og ansættelsen gyldigt foretaget. I sagen SKM2004.470.HR var der rettidigt afsendt agterskrivelse inden d. 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Agterskrivelsen var imidlertid sendt til den skattepligtiges gamle adresse. Uanset at det blev lagt til grund, at fejlen kunne tilregnes myndigheden, samt at Skatteministeriet ikke kunne godtgøre, at agterskrivelsen var kommet til adressatens kundskab, blev ændringen ikke anset for ugyldig, fordi fejlen ikke blev anset for at have betydning for sagens udfald.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1.-4. pkt. (tidligere skattestyrelseslovens § 34, stk. 1), er endvidere ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 ændret og præciseret på følgende punkter.

Det er med ændring af ordlyden i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. (tidligere SSL § 34, stk. 1, 1. pkt.), tydeliggjort, at myndigheden efter bestemmelsen har hjemmel til både at forhøje og nedsætte en skatteansættelse.

Der er med den ændrede ordlyd i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 3. pkt. (tidligere SSL § 34, stk. 1, 3. pkt.), ikke tilsigtet nogen ændring af den hidtil gældende retstilstand, og beregningen skal derfor fortsat, hvis den foretages efter fristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., foretages inden rimelig tid efter, at ansættelsen er foretaget.

Det er med den ændrede formulering af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt. (tidligere SSL § 34, stk. 1, 4. pkt.), fremhævet, at en anmodning om en rimelig forlængelse af fristen skal imødekommes, hvis det har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser i sagen. Herved skabes bedre overensstemmelse mellem bestemmelsens ordlyd og hidtil gældende praksis, hvorefter bestemmelsen har været administreret lempeligt. Den skattepligtige har således som hovedregel fået fristen forlænget, hvis myndighederne har antaget, at det ville have betydning for den skattepligtiges mulighed for at fremskaffe nye oplysninger og dermed varetage sine interesser i sagen. Ved vurderingen af, om en anmodning om fristforlængelse er rimelig, skal således henses til sagens kompleksitet og karakteren af de oplysninger, der kan forventes fremlagt, samt begrundelsen for, at oplysningerne ikke kan fremskaffes inden for fristen.

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 5. pkt. - tidligere SSL § 3, stk. 2 - er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte en kort frist for SKATs afslutning af ligningsarbejdet. Der henvises til afsnit G.2 om "Ligningsfristen".

Ændret bedømmelse af grundlaget for skatteansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3 (Afskrivningsgrundlag) og skatteforvaltningslovens § 26, stk. 4 (Selvangivet underskud eller tab)Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, kan en skatteansættelse, der beror på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for den ordinære ansættelsesfrist, foretages eller ændres af myndigheden efter stk. 1, medmindre ansættelsen beror på et skøn. Er et afskrivningsgrundlag således ansat forkert, kan det korrekte afskrivningsgrundlag, medmindre ansættelsen beror på et skøn, lægges til grund for skatteansættelsen inden for den ordinære ansættelsesfrist.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 3, er en videreførelse af bestemmelsen i den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 2 i skattestyrelsesloven (der henvises til afsnit G.3.2.1), dog med den ændring, at myndighedens adgang til at lægge en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab til grund afskæres, hvis underskuddet eller tabet er selvangivet for et indkomstår, der ligger uden for de ordinære frister, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 4, 1. pkt.

Baggrunden for denne ændring er, at den skattepligtige i dag har mulighed for - men ikke pligt til - at selvangive tab og underskud, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, allerede i det indkomstår, hvor tabet eller underskuddet er opstået, jf. skattekontrollovens § 1, stk. 1, 3. pkt. Selvangiver den skattepligtige ikke underskuddet eller tabet inden dette udnyttes til fradrag i indkomsten, vil underskuddet eller tabet indgå i skatteansættelsen for det år, hvor underskuddet eller tabet udnyttes. Uanset på hvilket tidspunkt underskuddet eller tabet selvangives, indebærer det, at SKAT foretager en ansættelse af underskuddet eller tabet, der kan påklages i det ligningsmæssige klagesystem.

Bestemmelsen indebærer, at en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab kun kan lægges til grund for skatteansættelsen, hvis ændringen varsles inden for fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, dvs. inden den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det indkomstår, for hvilket underskuddet eller tabet er selvangivet. Underskud eller tab skal således lignes inden for den ordinære ansættelsesfrist for det indkomstår, for hvilket underskuddet eller tabet er selvangivet, og bedømmelsen kan herefter ikke ændres med virkning for skatteansættelsen. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, begynder ikke at løbe, hvis det ikke kan lægges til grund, at den skattepligtige har valgt at selvangive underskud/tab. Om underskud/tab er selvangivet på en tilstrækkelig entydig måde, beror på en konkret vurdering.

Bestemmelsen har alene betydning for adgangen til at lægge en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab til grund for skatteansættelsen. Ændres således eksempelvis afståelsessummen for et aktiv som følge af, at en betingelse i overdragelsesaftalen er indtrådt, vil dette være en ændring i grundlaget for ansættelsen, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse vedrørende opgørelserne efter selskabsskattelovens § 13, stk. 8-14, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 4, 2. pkt. For skades- og forsikringsselskaber er retten til fradrag for hensættelser til de forsikrede og skat efter pensionsafkastbeskatningsloven begrænset i medfør af reglerne i selskabsskattelovens § 13, stk. 8-14. Selskaberne skal i den forbindelse foretage en opgørelse af udbytter og avancer, der ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, en såkaldt finanskonto. Skadesforsikringsselskaber skal herudover føre en driftskonto over forsikringsvirksomhedens underskud eller overskud.

Bestemmelsen indebærer, at disse konti i relation til ansættelsesfristerne behandles på samme måde som fremførselsberettigede underskud og tab. En skatteansættelse kan således alene foretages eller ændres på baggrund af en ændret bedømmelse af en finans- eller driftskonto, hvis ændringen varsles inden udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, for det indkomstår, for hvilket kontoen er selvangivet.

Kontrollerede transaktioner, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, udløber fristerne efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, først i det 6. år efter indkomstårets udløb, i det omfang skatteansættelsen vedrører en kontrolleret transaktion som nævnt i § 3 B i skattekontrolloven, dvs. kontrollerede transaktioner på tværs af landegrænserne.

Bestemmelsen er for myndigheden uændret i forhold til den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 34, stk. 4 i skattestyrelsesloven, hvorimod den for de skattepligtige indebærer, at fristen ligeledes gælder for genoptagelse efter anmodning.

Forskudt regnskabsår, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 6 Anvender den skattepligtige et regnskabsår, der ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes ansættelsesfristerne fra udløbet af det indkomstår, der træder i stedet for regnskabsåret, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 6.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 34, stk. 5 i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit G.3.1.1.1 om "Forskudt regnskabsår, jf. den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 34, stk. 5".

Primo/ultimoregulering af balanceposter, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 7 Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 7 (tidligere SSL § 34, stk. 7) blev indsat ved lov nr. 467 af 9. juni 2004. Om virkningstidspunkt henvises til afsnit G.1.1. Indholdet af bestemmelsen er, at hvis en skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 eller 2 (tidligere SSL § 34, stk. 1 eller 2) vedrører opgørelsen af en balancepost, kan der alene foretages en primoopgørelse eller ændres heri, såfremt der i skatteansættelsen for det forudgående indkomstår sker en tilsvarende korrektion i ultimoopgørelsen. Balanceposter er f.eks. varelagre, igangværende arbejder eller hensættelser.

Reglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 7 (tidligere SSL § 34, stk. 7), indebærer, at hvis fristreglerne afskærer ændring af skatteansættelsen i samtlige år, hvor opgørelsen af balanceposten ikke er foretaget korrekt, kan der alene foretages ultimoregulering i det sidste indkomstår, der ligger inden for ansættelses- og forældelsesfristerne. Herved opretholdes kontinuiteten mellem primoposten i det år, der ligger inden for ansættelsesfristen og ultimoposten i det år, der ligger uden for fristen, hvorved dobbelt fradrag, henholdsvis dobbel beskatning afskæres. Hvis f.eks. en balancepost er opgjort ukorrekt fra og med indkomståret 2000, vil SKAT som udgangspunkt være afskåret fra at afsende varsel om ændring af skatteansættelsen efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, dvs. senere end den 1. maj 2004. Hvis fejlen først opdages i foråret 2005, vil alene indkomstårene 2001 og fremefter kunne korrigeres. I et sådant tilfælde vil reglen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 7 (tidligere SSL § 34, stk. 7), betyde, at balanceposten alene kan ændres i ultimoopgørelsen i året 2001. Primoopgørelsen i året 2001 kan derimod ikke ændres, da ultimoopgørelsen i det forudgående indkomstår, dvs. året 2000, ikke kan ændres tilsvarende.

Ændring efter anmodning, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Bestemmelsen er en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 34, stk. 2 i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit G.3.1.1.2 om "Ændring efter anmodning på grundlag af de inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende regler".

Bestemmelsen er endvidere ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 ændret og præciseret på følgende punkter.

Den ordinære frist for den skattepligtiges indgivelse af anmodning om genoptagelse, som tidligere udløb 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, er forlænget således, at fristen svarer til myndighedens varslingsfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 (tidligere SSL § 34, stk. 1), dvs. den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Baggrunden for denne ændring er, at myndigheden ifølge almindelige forvaltningsretlige principper i klare tilfælde må anses at være forpligtede til at foretage ansættelsesændringer inden for myndighedens ordinære ansættelsesfrist, hvis der fremkommer oplysninger, der kan begrunde en ændret afgørelse. Dette gælder også, hvis oplysningerne er forelagt myndigheden af den skattepligtige efter udløbet af fristen for indgivelse af genoptagelsesanmodning. Det er således med ændringen præciseret, at der er parallelitet mellem fristen for henholdsvis myndigheden og den skattepligtige. Dette gælder tilsvarende efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 (tidligere SSL § 34, stk. 5) om kontrollerede transaktioner, hvor fristerne efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2 (tidligere SSL § 34, stk. 1 og 2), dvs. både for myndigheden og den skattepligtige, først udløber i det 6. år efter indkomstårets udløb, jf. ovenfor.

Det er endvidere præciseret, at genoptagelse kan ske på baggrund af oplysninger af såvel faktisk som retlig karakter.

Endelig er det tydeliggjort, at en skatteansættelse kan genoptages, hvis der forelægges myndigheden oplysninger, der kan begrunde en ændring, uanset at oplysningerne ikke er nye i objektiv forstand. Afgørende er således, at oplysningerne ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de forelagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen.

Gaveafgift, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 8Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26 omfatter ikke gaveafgiftsområdet, for hvilket der gælder særlige frister i boafgiftsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 8.

Generelt om skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat uanset fristerne i § 26 foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse i en række nærmere angivne tilfælde. De opregnede tilfælde udgør således undtagelser til hovedreglen om de almindelige frister i skatteforvaltningslovens § 26, og genoptagelse i tilfælde omfattet af bestemmelsen benævnes som "ekstraordinær ansættelse".

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1Efter nr. 1 kan en ekstraordinær ansættelse foretages, når "der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen".

Bestemmelsen er en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 1 i skattestyrelsesloven. Det er dog ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 tydeliggjort, at en ekstraordinær ansættelse kan foretages efter bestemmelsen, hvor der er tale om ændringer i relation til det privatretlige eller offentligretlige grundlag for skatteansættelsen.

Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at ansættelsen er i overensstemmelse med gældende periodiseringsprincipper. Er der således ikke selvstændig hjemmel til periodisering tilbage i tid, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse. Er der eksempelvis tale om bestridte krav, skal disse som hovedregel først medregnes ved indkomstopgørelsen for det år, hvor tvisten er endeligt afgjort. Da kravet herefter ikke skal henføres til et tidligere indkomstår, bliver det ikke aktuelt at foretage en ekstraordinær skatteansættelse. Derimod vil bestemmelsen finde anvendelse, hvis der er hjemmel til periodisering af eksempelvis renter efter et påløbsprincip. Der vil i denne situation kunne være tale om en ændring af grundlaget for skatteansættelsen for et tidligere indkomstår, hvorefter bestemmelsen finder anvendelse.

For så vidt angår bestemmelsens anvendelsesområde iøvrigt henvises der til omtalen af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende bestemmelse i afsnit G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 1", hvor en række eksempler er opregnet.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2Efter nr. 2 kan en ekstraordinær ansættelseforetages, når "ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. kildeskattelovens § 4, eller vedrørende et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet".

Bestemmelsen er en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 3 og 4 i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 3" og "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 4".

Bestemmelsen er herudover ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 udvidet til også at finde anvendelse, hvor skatteansættelsen er en direkte følge af en skatteansættelse for et andet selskab, der var sambeskattet med den skattepligtige i det indkomstår, ansættelsen vedrører.

Det er endvidere præciseret, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis konsekvensændringen, dvs. den sekundære ansættelse, er en direkte følge af den primære ansættelse.

Bestemmelsen finder herefter anvendelse, hvor myndigheden forhøjer en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de ordinære ansættelsesfrister, skal nedsættes. Ligeledes vil bestemmelsen finde anvendelse, hvis den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et selskab, der er sambeskattet med den skattepligtige, begærer nedsættelse af ansættelsen med den følge, at skatteansættelsen for et indkomstår, der ligger uden for de ordinære ansættelsesfrister, skal forhøjes.

Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse, hvis en forhøjelse af skatteansættelsen for et indkomstår, der ligger inden for de ordinære ansættelsesfrister, giver anledning til forhøjelse af en skatteansættelse vedrørende et indkomstår, der ligger uden for de ordinære ansættelsesfrister. Det vil heller ikke være en direkte følge, hvis myndigheden fx ved ligningen af indkomståret 2001 forhøjer skatteansættelsen med et beløb, som ved en senere landsskatteretskendelse viser sig korrekt at skulle henføres til indkomståret 1997, da en sådan forhøjelse ikke kan anses for at være en direkte følge af den ændrede ansættelse for indkomståret 2001.

I tilknytning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, kan i øvrigt anføres, at uanset fristerne i skatteforvaltningsloven gælder det helt grundlæggende princip, at der kan foretages ændringer inder for det samme indkomstår i det omfang ændringen udspringer af den skattepligtiges anmodning om genoptagelse, jf. TfS 1998.315 VLD.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 3Efter nr. 3 kan en ekstraordinær ansættelse foretages, når "en ansættelse af overdragelsessummen for et aktiv, jf. ejendomsavancebeskatningsloven § 4, stk. 6, eller afskrivningslovens § 45, stk. 3, vedrørende en anden skattepligtig er ændret".

Bestemmelsen er - uanset den ændrede formulering - en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 10 i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 10".

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4Efter nr. 4 kan en ekstraordinær ansættelse foretages, når "en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen".

Med bestemmelsen videreføres den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 5 i skattestyrelsesloven, hvorefter ændringer i skatteansættelsen kan foretages uden for de ordinære ansættelsesfrister vedrørende kontrollerede transaktioner mellem parter som nævnt i § 3 B i skattekontrolloven. Der henvises til G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 5".

Herudover er bestemmelsens anvendelsesområde ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 udvidet, således at ændringer af skatteansættelsen kan foretages i alle tilfælde, hvor ændringen er en direkte følge af, at en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen, når den danske skattemyndighed anerkender den udenlandske myndigheds afgørelse.

Udvidelsen af bestemmelsen vil sikre, at en skattepligtig - i tilfælde, hvor en dansk skattemyndighed konstaterer, at der foreligger dobbeltbeskatning - kan få ændret skatteansættelsen efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, uden at det vil være nødvendigt at gennemføre en for både skatteyder og myndigheder tidskrævende gensidig aftaleprocedure med det ene formål at skabe hjemmel for fristgennembrud.

Tilsvarende anvendelsesområdet for den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 5 i skattestyrelsesloven vil den danske skattemyndighed ligeledes kunne foretage en ekstraordinær skatteansættelse, hvis myndigheden undtagelsesvis konstaterer, at en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der ellers ville føre til dobbelt ikke-beskatning. Bestemmelsen indebærer eksempelvis, at en ansættelsesændring, der er en følge af, at en udenlandsk skattemyndighed har truffet afgørelse om beskatning af et sambeskattet selskab, kan gennemføres efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister. En lempelsesberegning for et dansk selskab, som er sambeskattet med et datterselskab i USA og har fået credit for datterselskabets betalte skatter i USA, vil således kunne genoptages og ændres efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister, hvis de amerikanske skatter senere tilbagebetales som følge af carry back regler.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5Efter nr. 5 kan en ekstraordinær ansættelse foretages, når "den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag".

Bestemmelsen finder alene anvendelse i forbindelse med ansættelser, der foretages på myndighedernes initiativ. Fristen for den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen suspenderes derimod ikke efter bestemmelsen.

I modsætning til anvendelsesområdet for den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 6 i skattestyrelsesloven, hvorefter anvendelse af bestemmelsen ikke forudsætter, at der er begået et strafbart forhold, men at der skal være udvist "mere end almindelig uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant", er vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger et strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit III. Bestemmelsens anvendelse er imidlertid ikke betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den skattepligtige. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller der eventuelt er sket frifindelse i denne sag, kan bestemmelsen finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter herunder eksempelvis andre krav til bevisets styrke end i den civile skattesag.

Bestemmelsen er derudover en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 6 i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 6".

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6Efter nr. 6 kan en ekstraordinær ansættelse foretages, når "Skatterådet udnytter sin kompetence efter § 2, stk. 3, til at ændre en skatteankenævnsafgørelse. Det er dog en betingelse, at den skattepligtige senest 3 måneder efter skatteankenævnets afgørelse er underrettet om, at afgørelsen er udtaget til ændring.

Bestemmelsen er med følgende ændringer en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 8 i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 8".

Som følge af den etablerede enhedsforvaltning er den hidtil gældende revisionskompetence efter SSL §§ 14 og 19 faldet bort.

Bestemmelsen finder således alene anvendelse i relation til Skatterådets udøvelse af sin kompetence efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3 overfor skatteankenævnsafgørelser.

Endvidere er der ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 indført en underretningspligt, som indebærer, at den skattepligtige senest 3 måneder efter, at skatteankenævnsafgørelsen er truffet , skal underrettes om, at afgørelsen er udtaget til ændring. Underretning inden for fristen er en betingelse for gyldigheden af den skatteansættelse, der foretages efter bestemmelsen. Det sikres herved, at den skattepligtige så tidligt som muligt bliver bekendt med, at afgørelsen kan blive ændret.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 Efter nr. 7 kan en ekstraordinær skatteansættelse foretages, når "hidtidig praksis er endelig underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller skatteministerens beslutning efter § 49, 2. pkt., eller en praksisændring er offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af praksis".

Bestemmelsen er en videreførelse af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 7 i skattestyrelsesloven. Bestemmelsen er dog ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 udvidet, således at den også finder anvendelse dels i tilfælde, hvor ministeren har truffet beslutning om, at et spørgsmål, der er påkendt af Landsskatteretten, skal genoptages til fordel for den skattepligtige, jf. skatteforvaltningslovens § 49, 2. pkt (tidligere SSL § 32, 2. pkt.), og dels i tilfælde, hvor skattemyndighederne træffer beslutning om ændring af praksis vedrørende et spørgsmål, der ikke er påkendt af Landsskatteretten.

Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med skatteforvaltningslovens § 49, 2. pkt.

Skatteministerens beslutning efter § 49, 2. pkt.Efter gældende ret kan en landsskatteretskendelse, der stadfæster myndighedernes afgørelse, anfægtes ved, at den skatte- eller afgiftspligtige indbringer sagen for domstolene. Hvis Skatteministeriet under sagen vurderer, at ministeriet ikke kan opnå medhold i sagen, vil sagen blive afsluttet ved, at ministeriet tager bekræftende til genmæle. Den skatte- eller afgiftspligtige må ligeledes anlægge sag ved domstolene, uanset at det på forhånd er givet, at ministeriet vil tage bekræftende til genmæle i sagen.

Der er derfor af procesbesparende grunde indført en adgang for skatteministeren til at beslutte, at en sag skal genoptages med henblik på ændring af afgørelsen til fordel for den skatte- eller afgiftspligtige, når det på forhånd vurderes, at Skatteministeriet vil tabe sagen, hvis sagen indbringes for domstolene. Sagen kan herved afsluttes på det tidligst mulige tidspunkt, og den skatte- eller afgiftspligtige tvinges ikke til at anlægge sag ved domstolene, hvis det på forhånd er givet, at ministeriet vil tage bekræftende til genmæle.

Departementet vil i sådanne sager tage kontakt til den skatte- eller afgiftspligtige umiddelbart efter, at man af told- og skatteforvaltningen er blevet gjort opmærksom på kendelsen, med henblik på at orientere den skatte- eller afgiftspligtige om, at ministeriet undersøger rigtigheden af kendelsen. Departementet vil samtidig meddele den skatte- eller afgiftspligtige, at ministeriet - for det tilfældes skyld, at ministeriet alligevel ikke ønsker at opgive sagen - ikke vil påberåbe sig en eventuel overskridelse af fristen på 3 måneder for indbringelse af den pågældende kendelse for domstolene, hvis kendelsen indbringes inden 1 måned efter, at ministeriet har afgivet et endeligt svar til den skatte- eller afgiftspligtige.

Det må forventes, at bestemmelsens anvendelsesområde bliver meget begrænset. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der herved er givet den skatte- eller afgiftspligtige en ekstra klagemulighed. En anmodning fra den skatte- eller afgiftspligtige til skatteministeren om at bringe bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 49, 2. pkt., i anvendelse, vil blive betragtet som et partsindlæg, og den skatte- eller afgiftspligtige kan ikke forvente af få meddelt en længere forlængelse af indbringelsesfristen på baggrund af sin anmodning.

Selv om det vurderes, at de sager, som bestemmelsen tager sigte på, i første række er sager uden vidererækkende betydning, kan det også komme på tale på forhånd at opgive sager af principiel karakter. Derfor er der i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, givet mulighed for, at ministerens beslutning efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 49, 2. pkt., kan føre til genoptagelse i tilsvarende sager i samme omfang, som hvis den pågældende sag var blevet indbragt for domstolene.

Bestemmelsen indebærer således på skatteområdet, at der på baggrund af ministerens beslutning vil kunne ske genoptagelse fra og med det indkomstår, den sag, der resulterede i underkendelse af hidtidig praksis, vedrører, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af praksis. Der henvises til afsnit G.1.2 for så vidt angår bestemmelsens betydning på afgiftsområdet.

Kompetencen til at træffe beslutning efter denne bestemmelse er henlagt til Skatteministeriets departement. Det forudsættes, at Kammeradvokatens indstilling indhentes som grundlag for beslutningen om, at der skal ske genoptagelse. Kompetencen til at ændre ansættelsen i de sager, hvori der træffes beslutning om genoptagelse efter bestemmelsen tilkommer SKAT. 

Praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet Efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 kan genoptagelse ligeledes ske på baggrund af en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. En sådan praksisændring vil normalt blive offentliggjort ved, at SKAT udsender et genoptagelsescirkulære. Det forudsættes, at Kammeradvokatens indstilling indhentes som grundlag for beslutningen om genoptagelse i disse tilfælde.

Bestemmelsen indebærer, at der i tilfælde, hvor skattemyndighederne, uden at Landsskatteretten har påkendt spørgsmålet, må erkende, at praksis ikke kan opretholdes, på grundlag af praksisændringen kan ske genoptagelse i samme omfang, som hvis spørgsmålet var indbragt for Landsskatteretten, og myndighedernes praksis herved var undekendt.

Efter ordlyden i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, 2. pkt., er det tydeliggjort, at bestemmelsen alene finder anvendelse til gunst for den skattepligtige. Myndighederne kan således ikke foretage eller ændre en skatteansættelse på grundlag af en underkendelse af praksis, hvis genoptagelse af ansættelsen samlet set vil være til skade for den skattepligtige.

For så vidt angår bestemmelsens anvendelsesområde i tilfælde, hvor praksis som inden gennemførelsen af lov nr. 410 af 2. juni 2003 er endeligt underkendt ved en dom eller en landsskatteretskendelse, henvises til afsnit G.3.2.1 om "Den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 7".

Som eksempel på en efterfølgende afgørelse, hvor der ikke var tale om en underkendelse af hidtidig praksis kan nævnes SKM2003.492.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne ske genoptagelse efter reglen i SSL § 35, stk. 1, nr. 7, på grundlag af en bemærkning i LV 1999 om, at der kunne ske pristalsregulering af en faktisk kontantomregnet anskaffelsessum. Landsskatteretten lagde til grund, at det ikke var godtgjort, at der tidligere havde eksisteret en administrativ praksis om at nægte pristalsregulering.

Om andre praksisændringer se afsnit E.1.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8Efter nr. 8 kan en ekstraordinær skatteansættelse foretages,når "told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsensom følge af, at der foreligger særlige omstændigheder".

Bestemmelsen indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret vurdering af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 9 i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Praksis efter den inden 1. juli 1999 dagældende bestemmelse i SSL § 4, stk. 2 har direkte betydning for den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 1, nr. 9 i skattestyrelsesloven, hvor tilladelse til genoptagelse efter SSL § 4, stk. 2 var begrundet i myndighedsfejl. Der henvises herom til afsnit G.3.2.2.1. Bestemmelsen vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materiel urigtig ansættelse, og det efter en konkret vurdering må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig anvendelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Særlige konsekvensændringer, der falder uden for de tilfælde, der er opregnet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 i øvrigt, vil endvidere kunne være omfattet af bestemmelsen. Er der eksempelvis sket beskatning af udbetalinger til medarbejdere som løn, og nægter told- og skatteforvaltningen efterfølgende arbejdsgiveren fradrag for udbetalingerne under henvisning til, at der er tale om afdrag på lån, vil konsekvensændringer vedrørende medarbejdernes skatteansættelse således kunne være omfattet af bestemmelsen.

Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, hvis told- og skatteforvaltningen har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Bestemmelsen vil tillige kunne finde anvendelse, selv om en skønsmæssig ansættelse ikke er åbenbart urimelig, hvis told- og skatteforvaltningen har anvendt sanktioner med henblik på inddrivelse af selvangivelsen uden at gøre opmærksom på, at indgivelse af selvangivelsen efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, ikke vil kunne ændre den skønsmæssige ansættelse.

Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har overset eller glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt 5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om genoptagelse imødekommes.

Den skattepligtige skal efter bestemmelsen dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den skattepligtige bærer således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er tale om. Er der således tale om genoptagelse for indkomstår, der ligger langt tilbage i tid, og told- og skatteforvaltningen af denne grund ikke længere er i besiddelse af selvangivelsesmaterialet, må der stilles krav om, at den skattepligtige fuldt og helt kan dokumentere ændringens berettigelse eksempelvis ved fremlæggelse af kopi af det relevante selvangivelsesmaterale.

Ophævelse af bagatelgrænsenEfter den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 35, stk. 2 i skattestyrelsesloven var det en betingelse for foretagelse af en ekstraordinær skatteansættelse, jf. § 35, stk. 1, nr. 1-9, at ansættelsesændringen for det enkelte indkomstår indebar en indkomstændring før fradrag på mindst 5.000 kr.

Denne bagatelgrænse er ophævet, således at en skatteansættelse kan foretages i de tilfælde, der er anført i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, uanset størrelsen af den pågældende indkomstændring.

Reaktionsfrist, jf. skatteforvaltningens § 27, stk. 2 Efter bestemmelsen kan en ekstraordinær skatteansættelse kun foretages, "hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Told- og Skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den skattepligtige dispensere fra fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder".

Efter den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende retstilstand, jf. § 35, stk. 3 i skattestyrelsesloven kan en ansættelse uden for de ordinære ansættelsesfrister kun foretages eller ændres, hvis den varsles eller anmodningen fremsættes inden for rimelig tid efter, at den skatteansættende myndighed henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af de ordinære frister. Hvad der kan anses for rimelig tid, beror på en konkret vurdering af omstændighederne, men der skal dog normalt reageres inden for 6 måneder.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 (tidligere SSL § 35, stk. 2), er ifølge lov nr. 410 af 2. juni 2003 justeret således, at det fremgår direkte af lovens ordlyd, at anmodningen eller varslingen af en ekstraordinær skatteansættelse skal ske inden for 6 måneder.

I tilfælde, hvor en underkendende dom eller landsskatteretskendelse, en beslutning efter § 49, 2. pkt. eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet giver anledning til udsendelse af et genoptagelsescirkulære, løber fristen fra det tidspunkt, hvor cirkulæret offentliggøres. I andre tilfælde løber fristen fra det tidspunkt, hvor man med rimelighed kan lægge til grund, at skatteyderen har fået kendskab til den underkendende afgørelse mv. og til, at den er endelig.

Der er endvidere indsat en dispensationsbestemmelse, hvorefter told- og skatteforvaltningen i særlige tilfælde efter anmodning fra den skattepligtige kan dispensere fra fristen. Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse.

Særlig kompetenceregel, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3 Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, at "et forhold i en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kan, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen, ændres af told- og skatteforvaltningen af de grunde, der er nævnt i stk. 1, selv om skatteankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet".

Bestemmelsen indebærer, at told- og skatteforvaltningen ikke kan foretage en ansættelse af de i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 anførte grunde vedrørende forhold, som tidligere er afgjort af et skatteankenævn, Skatterådeteller Landsskatteretten, hvis den skattepligtige på baggrund af myndighedens agterskrivelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, udtaler sig imod ansættelsesændringen. Udtaler den skattepligtige sig derimod ikke imod ansættelsen, eller imødekommer skatteansættelsen fuldt ud den skattepligtiges anmodning om genoptagelse, kan told- og skatteforvaltningen ændre en skatteansættelse, selv om skatteankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten har truffet afgørelse vedrørende det forhold, der ønskes ændret.

Formueretlig forældelse af skattekrav afledt af ekstraordinære ansættelsesændringer, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, at "krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretaget efter stk. 1, nr. 4, 7 eller 8 er ikke undergivet forældelse efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer".

Bestemmelsen indebærer, at den 5-årige forældelsesfrist efter lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven), jf. lov nr. 274 af 22. december 1908, i tilfælde, hvor en ekstraordinær skatteansættelse kan foretages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, 7 eller 8, ikke vil kunne afskære et krav afledt heraf, hverken for den skattepligtige eller myndighederne. Kravet vil herefter alene være undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lov 5-14-4.

Krav afledt af en ekstraordinær skatteansættelse foranlediget af en udenlandsk skattemyndigheds afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, er således ikke undergivet den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven.

For så vidt angår krav afledt af ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, præciseres det med bestemmelsen, at tilbagebetalingskrav som følge af underkendelse af hidtidig praksis ikke er undergivet forældelse efter 1908-loven.

Endelig er krav afledt af, at told- og skatteforvaltningen giver tilladelse til ændring af skatteansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke undergivet den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven.

Den 5-årige forældelsesfrist vil herefter i realiteten alene have betydning i relation til krav afledt af en ansættelseforetaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, idet fristen som følge af utilregnelig uvidenhed hos fordringshaveren normalt vil være suspenderet i tilfælde omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 og 5.

Primo/ultimoregulering af balanceposter, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5 (tidligere SSL § 35, stk. 5), blev indsat ved lov nr. 467 af 9. juni 2004. Om bestemmelsens virkningstidspunkt henvises til afsnit G.1.1. Om reglens indhold henvises til beskrivelsen af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 7, under afsnit G.1.1.1, idet indholdet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5,svarer til indholdet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 7. Det skal dog bemærkes, at det under G.1.1.1 beskrevne eksempel ikke er direkte relevant for ansættelsesændringer efter udløbet af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2. Princippet i eksemplet vil dog være helt tilsvarende, såfremt der efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist er grundlag for at gennemføre ansættelsesændringer i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, dvs at i det ældste indkomstår, hvor ansættelsen kan ændres i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kan der alene foretages en ultimoregulering, når der i efterfølgende indkomstår er konstateret fejl i balanceposter.

Gaveafgift, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 6Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 omfatter ikke gaveafgiftsområdet, for hvilket der gælder særlige frister i boafgiftsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 6.