Dato for udgivelse
14 Aug 2003 10:04
SKM-nummer
SKM2003.342.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/03-4291-00342
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Emneord
Anpartsreglerne, fast ejendom, udlejning, forholdsmæssig opgørelse af indkomst, selskabsadministration
Resumé

Personer der erhvervede anparter i et kommanditselskab, der ejer en afskrivningsberettiget fast ejendom, ville ikke blive omfattet af anpartsreglerne, hvis antallet af ejere af virksomheden ikke overstiger 10, og administration af ejendommen foretages af en administrator, der ikke formidler eller administrerer udlejning for flere end 10 personer. Endvidere var det en betingelse, at selskabsadministration (af kommanditselskabet) og ejendomsadministration såvel formelt som reelt er adskilt. Et lejemål i ejendommen ansås ikke som formidlet, da hverken udbyderen eller kommanditselskabet havde deltaget i udarbejdelsen af de overtagne lejekontrakter og ej heller stillet krav til betingelser eller indholdet i lejekontrakterne i øvrigt. Hvis genudlejning af et lejemål medfører, at indkomsten fra lejemålet bliver omfattet af anpartsreglerne, er det kun indtægter og udgifter, der kan henføres til det formidlede lejemål, der bliver omfattet af anpartsreglerne.

Reference(r)

Personskatteloven § 4, stk.1, nr.10 og nr.12

Henvisning

Ligningsvejledningen 2003-2  E.F.1.4.1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2003-2 E.F.1.8
Redaktionelle noter
Denne bindende forhåndsbesked erstatter SKM2003.321.LR, som havde fejl i teksten.

Spørgsmål

1. Vil personer, der i 2002 eller senere erhverver kommanditanparter i K/S K med overtagelse 31.12.2002 eller senere, blive omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12 i indkomståret 2002 eller senere?

2. Bliver personer med kommanditanparter i K/S K omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, såfremt A i et givet år foretager genudlejning af et ledigt lejemål?

3. Hvis Ligningsrådets svar på spørgsmål 2 er et "ja", er indkomsten for personer med kommanditanparter i K/S K da alene omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 i det indkomstår, hvor genudlejning finder sted?

4. Hvis Ligningsrådets svar på spørgsmål 2 er et "ja", er indkomsten for personer med kommanditanparter i K/S K da alene er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 med en til lejemålet svarende forholdsmæssig andel af det skattemæssige resultat ?

Svar

Spørgsmål 1. Nej. Der henvises til de i svaret angivne forudsætninger.

Spørgsmål 2. Ja. Indkomsten fra det genudlejede lejemål kan blive omfattet af anpartsreglerne.

Spørgsmål 3. Ja.

Spørgsmål 4. Ja. Kun indtægter og udgifter, der kan henføres til det formidlede lejemål omfattes af anpartsreglerne.

Beskrivelse af de faktiske forhold

B anmoder om bindende forhåndsbesked vedrørende beskatning af købere af kommanditanparter i K/S K.

B har tidligere udbudt 10-mands ejendomsprojekter i K/S-form. Selskabet har nu stiftet et kommanditselskab K/S K og på vegne heraf forestået købet af en afskrivningsberettiget udlejningsejendom.

B ønsker med virkning fra 31.12.2002 at sælge kommanditanparterne i K/S K til et antal kommanditister, dog maksimalt 10 deltagere, som samtidig køber en forholdsmæssig andel af anparterne i komplementaren, (komplementarselskabet).

Organisatorisk indplacering.

A har en administrationsportefølje med selskabs- og ejendomsadministration af en række kommanditselskaber og interessentskaber, der ejer ejendomme.

Som en særlig funktion varetager A selskabsadministrationen af B`s udbudte nye 10-mandskommanditselskaber, herunder K/S K.

Ejendommen og lejekontrakter.

Det er oplyst af spørgeren, at K/S K købte ejendommen C af D A/S ultimo november 2002. Iflg. vurderingsoplysningerne er skødedatoen 16. december 2002 med overtagelse den 1.december 2002.

D A/S havde i september 2002 købt ejendommen sammen med en række andre ejendomme af Ejendomsselskabet E (F A/S). I forbindelse med, at D A/S købte ejendommen blev der indgået en ny lejekontrakt vedrørende denne ejendom mellem D A/S og F A/S.

Det oplyses, at K/S K overtager ejendommen med bestående lejekontrakter, heriblandt F A/S dateret i september 2002.

Spørgeren har oplyst, at hverken K/S K eller B har deltaget i udarbejdelsen af de overtagne lejekontrakter og ej heller stillet krav til betingelser eller indhold i øvrigt i lejekontrakterne.

Lejen for december 2002 er opkrævet af sælgeren, som refunderer denne leje via refusionsopgørelsen.

Administration

Mellem K/S K og komplementarselskabet indgås en samlet aftale om administration af kommanditselskabet og dettes ejendomme.

Mellem komplementarselskabet og A indgås en aftale om administration af kommanditselskabet.

Komplementarselskabet indgår en aftale om administration af ejendommen med en ekstern administrator, der afgiver erklæring om at kunne opfylde betingelserne i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, idet han ikke formidler eller administrerer udlejning for flere end 10 personer.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1.

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 omfattes indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed af anpartsreglerne, når antallet af ejere af virksomheden er større end 10, og skatteyderen ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Ved opgørelsen af antallet af ejere af virksomheden efter denne regel medregnes alle ejere, herunder selskaber mv.

Hvis komplementaren ikke har ejerandel i virksomheden, medregnes komplementaren ikke ved opgørelsen af, om virksomheden har flere end 10 ejere.

Det er oplyst, at B har planlagt at sælge kommanditanparterne i K/S K med virkning fra den 31. december 2002 til et antal kommanditister, dog maksimalt 10 deltagere, der samtidig køber en forholdsmæssig andel af anparterne i komplementarselskabet.

Kommanditisternes indkomst fra virksomheden vil herefter ikke blive omfattet af anpartsreglerne i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, hvis komplementaren ikke har ejerandel i virksomheden, og antallet af kommanditister ikke overstiger 10.

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, 1. pkt. omfattes indkomst ved udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri, uanset antallet af ejere, af anpartsreglerne, når formidling eller administration af udlejning varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer, og den enkelte person ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Det er oplyst, at selskabsadministrationen af kommanditselskabet varetages af A i henhold til aftale indgået med komplementarselskabet.

Ejendomsadministration varetages af en ekstern administrator, der ikke formidler eller administrerer udlejning for flere end 10 personer.

Kommanditisternes indkomst ved udlejning af ejendommen er herefter ikke omfattet af anpartsreglerne i 2002 eller senere, idet det forudsættes:

  • at selskabsadministrationen og ejendomsadministrationen såvel formelt som reelt er adskilt
  • at formidling eller administrationen ikke faktisk foretages af eller videregives til en anden virksomhed, der varetager formidling eller administration af udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, således at formidlingen eller administrationen af udlejningen vil blive foretaget for flere end 10 personer

Det er oplyst, at B ikke har deltaget i udarbejdelsen af de overtagne lejekontrakter og ej heller har stillet krav til betingelser eller indhold i øvrigt i lejekontrakterne. Disse anses derfor ikke som formidlet af B.

Spørgsmål 1 besvares med nej under henvisning til de oven for anførte forudsætninger vedrørende personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og 12.

Spørgsmål 2.

Det er oplyst, at A pr.1.oktober 2002 har overtaget en administrationsportefølje vedrørende selskabs- og ejendomsadministration af en række kommanditselskabers og interessentskaber, der ejer ejendomme. Hertil kommer opgaver inden for salg og udlejning af ejendomme.

Hvis A foretager genudlejning af et ledigt lejemål, vil indkomsten fra dette lejemål blive omfattet af anpartsreglerne, hvis A i det pågældende år har foretaget formidling af udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri for flere end 10 personer, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12.

Spørgsmål 2 besvares derfor med ja.

Spørgsmål 3.

Omfattes indkomsten af anpartsreglerne, gælder dette kun for formidlingsåret og ikke for de efterfølgende indkomstår, hvis ejendommen i de efterfølgende år administreres som forudsat i svaret på spørgsmål 1.

Spørgsmål 3 besvares derfor med ja.

Spørgsmål 4.

Kun den del af indtægter og udgifter, der kan henføres til det pågældende lejemål, vil være omfattet af anpartsreglerne, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12.

Spørgsmål 4 besvares derfor med ja.

Ligningsrådet

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter