Dato for udgivelse
11 Sep 2003 10:14
SKM-nummer
SKM2003.361.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/03-4312-00316
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Sambeskatning, regnskabsår, ejerskab, selskabsskat, koncerner
Resumé

Ved afgørelsen SKM2003.57.LR meddelte Ligningsrådet afslag på anmodning om tilladelse til sambeskatning. I konsekvens heraf udtrådte datterdatterselskaberne af sambeskatningen. Sambeskatningen ønskedes etableret på ny for det følgende år. Da det ikke havde været hensigten, at de pågældende selskaber skulle udtræde af sambeskatningen, og da aktieombytningen, der havde medført ophævelsen af sambeskatningen, i øvrigt i relation til sambeskatningsenheden ansås for forretningsmæssigt begrundet, meddelte Ligningsrådet tilladelse til fornyet sambeskatning.

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 31

Henvisning

Ligningsvejledningen 2003-1 S.D.4.7


Ved afgørelsen SKM2003.57.LR meddelte Ligningsrådet afslag på anmodning om tilladelse til sambeskatning. I konsekvens heraf udtrådte datterdatterselskaberne af sambeskatningen.

Revisor havde som følge heraf anmodet om tilladelse til fornyet sambeskatning mellem moderselskabet og datterdatterselskaberne fra og med det følgende indkomstår, 2002.

Revisor havde som begrundelse for anmodningen anført, at selskaberne ikke selv havde ophævet sambeskatningen, idet ophævelsen var foranlediget af skattemyndighederne på baggrund af Ligningsrådets afgørelse SKM2003.57.LR.

Den regionale told- og skattemyndighed havde udtalt, at den på det foreliggende grundlag intet havde at indvende imod en genindtræden, idet den oprindelige omstrukturering skønnedes at være forretningsmæssigt begrundet, og den fornyede sambeskatning ligeledes skønnedes forretningsmæssigt begrundet.

Ligningsrådet bemærkede indledningsvis, at når det i TSS-cirkulære 2001-41, punkt 1.3, der er det for det relevante indkomstår gældende sambeskatningscirkulære, anføres, at fornyet sambeskatning, efter at selskaberne selv har foranlediget en tidligere sambeskatning ophævet, normalt kun tillades, hvis denne ophævelse samt genindtræden er forretningsmæssigt begrundet, så omfatter en ophævelse på selskabets egen foranledning enhver ophævelse, der udspringer af selskabets egne dispositioner. Det forhold, at selskaberne har vurderet konsekvenserne af de pågældende dispositioner på en anden måde end skattemyndighederne, indebærer således ikke, at sambeskatningen må anses for ophævet af skattemyndighederne.

Ligningsrådet måtte dog samtidig konstatere, at det forhold, at selskaberne havde vurderet konsekvenserne af de pågældende dispositioner på en anden måde end skattemyndighederne, vel netop understregede, at det på ingen måde havde været hensigten, at de pågældende selskaber skulle udtræde af sambeskatningen.

Under disse omstændigheder og da aktieombytningen, der havde medført ophævelsen af sambeskatningen, i øvrigt i relation til sambeskatningsenheden ansås for forretningsmæssigt begrundet, meddelte Ligningsrådet tilladelse til fornyet sambeskatning mellem moderselskabet og datterdatterselskaberne fra og med indkomståret 2002.