Dato for udgivelse
23 Oct 2003 08:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20. maj 2003
SKM-nummer
SKM2003.465.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, S-0121-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momsunddragelse, urigtig momsangivelse, manglende momsangivelse, manglende regnskab
Resumé

T var som indehaver af et anpartsselskab tiltalt for grov uagtsom overtrædelse af momslovgivningen ved dels i perioden 1. januar - 30. juni 1998 at have afgivet urigtige momsangivelser, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 22.656 kr. i moms, dels ved ikke rettidigt at have afgivet momsangivelse for perioden 1. juli - 30. september 1998, hvorved det offentlige blev unddraget 15.326 kr. i moms, og endelig ikke at have ført et momsregnskab for perioden 1. april - 30. september 1998. T blev ved byretten fundet skyldig i den rejste tiltale og straffet med en bøde på 11.000 kr. Ved landsrettens behandling af den indankede dom fandt 2 af dommerne vedrørende forholdet med de urigtige angivelser, at det efter bevisførelsen, herunder oplysningen om, at der var ført en kassekladde for januar kvartal 1998 ikke kunne afvises, at angivelsen for dette kvartal var sket på grundlag af en revisors bogføring, at det på denne baggrund ikke kunne anses for bevist, at den urigtige angivelse for dette kvartal kunne tilregnes T som groft uagtsomt. Disse 2 dommere stemte derfor for at frifinde T vedrørende januar kvartal 1998, men de lagde til grund, at T ikke havde lavet nogen efterangivelse for det andet kvartal af 1998, og herefter og af de af byretten anførte grunde tiltrådte de, at T var fundet skyldig vedrørende dette kvartal. En af dommerne udtalte, at det efter den kontrolførende fra ToldSkat´s vidneforklaring blev lagt til grund, at det ikke kunne ses, hvorledes den indberettede moms for januar kvartal 1998 var fremkommet, og han på den baggrund fandt det bevist, at T´s momsangivelse også for dette kvartal var baseret på et så mangelfuldt grundlag, at det kunne tilregnes T som groft uagtsomt, hvorfor han og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stemte for at anse T skyldig i forholdet som sket. T blev efter stemmeflertallet frifundet for så vidt angår den urigtige momsangivelse i januar kvartal 1998. Vedrørende de to øvrige forhold tiltrådte landsretten bl. a. af de af byretten anførte grunde, at T var fundet skyldig som sket. Landsretten udmålte herefter bødestraffen til 5.000 kr. og stadfæstede med de anførte ændringer byrettens dom.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 1, nr. 1, og nr. 2, jfr. § 57, stk. 1, 1. pkt.


Vestre Landsrets dom af 20. maj 2003, 5. afdeling i ankesag S-0121-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Kaare Kristensen).

Afsagt af landsdommerne

Torben Geneser, Ole Græsbøll Olesen og Ulrik Jensen

----------

Herning Byrets dom af 20. november 2002, SS 2D-302/2002

Anklageskrift er modtaget den 22. februar 2002.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

momslovens § 81, stk. 1, nr. 1,

ved i perioden fra 1. januar 1998 - 30. juni 1998, som indehaver af A.A. Paller Aps af grov uagtsomhed at have afgivet urigtige momsangivelser som nedenfor anført, hvorved det offentlige er unddraget afgifter på i alt 22.656,- kr.:

Perioden 1. januar - 31. marts 1998

 

salgsmoms:

For lidt angivet

kr.

2.491,-

   

købsmoms:

For meget angivet

kr.

11.105,-

I alt kr.

13.596,-

 

Perioden 1. april - 30. juni 1998

 

salgsmoms:

For lidt angivet

kr.

72.732,-

   

købsmoms:

For lidt angivet

kr.

63.672,-

I alt kr.

9.060,-

2.

momslovens § 81, stk. 1, nr. 2, jfr § 57. stk. 1, 1. pkt.,

ved som indehaver af B.B. Paller Aps af grov uagtsomhed ikke rettidigt at have afgivet momsangivelse for perioden 1. juli - 30. september 1998 (juli kvartal), hvorved det offentlige blev unddraget afgifter på kr. 15.326,-

3.

momslovens § 55, jfr. bekendtgørelsen nr. 159 af 3. marts 2000, § 47, stk. 1

ved som indehaver af B.B. Paller Aps ikke at have ført et momsregnskab for perioden 1. april - 30. september 1998 (april og juli kvartal).

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 11.000,- kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Tiltalte har vedrørende forhold 1 forklaret, at han mener at have opgivet de rigtige beløb i momsangivelserne. På det pågældende tidspunkt havde han en hjælperevisor på regnskabsgården i X-by ved navn V.1. V.1 lavede regnskabet klar til revisoren. V.2 var revisor for anpartsselskabet. Hvis man ikke angiver moms, får man en bøde på 5.000,- kr. På et tidspunkt var revisoren V.2 forsvundet, han ringede til en anden revisor D.L., som mente at det var klogest at indberette moms med 0,- kr. for april kvartal 1998, således han undgik en bøde for ikke at indsende momsangivelse. Firmaet B.B. Paller ApS, som han var eneanpartshaver af, importerede og opkøbte paller i udlandet og Danmark og solgte dem videre. Han samlede salgs- og købsbilag i mapper, som blev sendt til V.1. V.1 regnede beløbene sammen. Hun har arbejdet for ham til og med 1. kvartal 1998. Hun fik ikke flere penge derefter. Den 14. september 1998 lukkede firmaet og momsnummeret blev afmeldt samme dato. Der var ikke andre ansatte i firmaet end tiltalte. Det skal nok passe, at B.B. paller startede virksomhed i februar 1996.

Foreholdt bilag 14, side 2, oplyste tiltalte, at det er ham, der har, underskrevet momsangivelsen. Han kan ikke huske, om der har været aktiviteter i firmaet i april kvartal 1998, men han kan heller ikke udelukke det. Der var en længere periode, hvor man forsøgte, om firmaet kunne køre videre eller ikke. ToldSkat fik alle papirerne til gennemgang.

Vedrørende forhold 2 har han forklaret, at han ikke ved, hvorfor han ikke rettidigt har afgivet momsangivelse for juli kvartal. Han har sikkert ikke sendt nogen. Der har nok ikke været nogen aktivitet i firmaet for det kvartal. Vedrørende forhold 3 har han forklaret, at han ikke kan huske, om han har ført momsregnskab. Han mener ikke dette var nødvendigt, da firmaet var ved at lukke. Det er i øvrigt muligt, at det var i den periode, han var syg. Det ville koste firmaet 30.000,- kr. cirka at få' lavet regnskab efter, at revisor V.2 var forsvundet og i øvrigt havde mistet sin autorisation. Tiltalte aftalte derfor med N.S., ToldSkat, at firmaet blot skulle lukke, da man ikke havde råd til en ny revisor, og ToldSkat fik de bilag, der ikke var gennemgået endnu på det tidspunkt. Bilagene var sorteret i mapper. Han kan ikke sige, om han havde foretaget sammentælling selv. Der var nok også bilag mellem, der berettigede ham til tilbagebetaling af moms. Han og N.S. var enige om, at det nok lå omkring 0. Der har i øvrigt været forskellige regninger, som han senere har måttet betale af egen lomme. Efterfølgende har han fået pension.

V.2 har som vidne forklaret, at han har arbejdet som revisor for B.B. Paller Aps og tiltalte. Han kan ikke huske, hvornår han begyndte dette arbejde. Han skulle lave det endelige regnskab. Han har talt med både tiltalte og tiltaltes kone. Han har lavet regnskabet for 1997. Han har ikke noget regnskab for firmaet for 1998. Han skulle ikke lave momsafregning. Han kan ikke huske, om han kontrollerede momsregnskabet. Det er ikke nødvendigvis revisorens opgave. Han har ikke haft noget med momsafregningen at gøre. Han ophørte som revisor i 1998. Han kan ikke huske hvornår. Han har ikke længere nogle papirer fra sit tidligere firma. Han ved ikke, hvorledes momsafregningen foregik i B.B. Paller Aps. I 1997 i forbindelse med regnskabet udtog han et kvartal, hvor han kontrollerede momsen. Den var korrekt.

Fuldmægtig V.3 har som vidne forklaret, at firmaet B.B. Paller Aps blev momsregisteret i februar 1996. Der har været kontrol i virksomheden i december 1996 på grund af en negativ momsangivelse, der medførte en rettelse vedrørende toldbeløb. Den 12. oktober 1998 rettedes skriftlig henvendelse til firmaet på grund af en 0-angivelse. Tiltalte kom ind med regnskaberne og regnskabsbilag. Han kunne se, at regnskabet var ført i 1996 og 1997 tilsyneladende på edb. Der var ført en kasseklade for første kvartal 1998 men intet senere. Han gennemgik herefter de tilstedeværende bilag, der sad ordnet kvartalsvis, og nåede frem til de i anklageskriftet angivne beløb vedrørende henholdsvis salgs- og købsmoms. B.B. Paller Aps havde indbetalt et beløb vedrørende januar kvartal. Han kunne ikke se, hvordan beløbet for den indbetalte moms for januar kvartal fremkom. Han fik ikke nogen forklaring på beløbet. Angivelsen for april kvartal var 0,- , hvilket ikke stemte med de tal, vidnet kunne beregne sig frem til ud fra bilagmaterialet. Der er ikke fra virksomhedens side kommet nogen efterangivelse af moms vedrørende april kvartal. ToldSkat modtog heller ikke nogen momsangivelse for juli kvartal, hvorfor der blev foreløbigt fast et beløb på 3.000,- kr., hvilket der er tilskrevet firmaet den 30. november 1998. Han kan ikke se på kasserapporten, hvem der har udarbejdet den. Han har alene haft kontakt med tiltalte og kurator i konkursboet til hvem kendelse er sendt den 16. september 1999. Der blev indgivet anmodning om tvangsopløsning til skifteretten den 17. februar 1999 og den 10. marts 1999 blev der afsagt konkursdekret. Konkursboet er afsluttet den 24. november 1999. Ifølge bilagene har den sidste aktivitet i selskabet været den 17. september 1998, hvor der foreligger en salgsfaktura på salg af paller 12.650,- kr. inklusiv moms. På spørgsmål fra tiltalte har vidnet forklaret, at det er korrekt, at der under besøget i 1996 var tale om told vedrørende import fra nogle østeuropæiske lande. Det er korrekt, at regnskaberne for 1996 og 1997 blev godkendt. Der er ikke indsendt noget regnskab for 1998.

Foreholdt bilag 11, side 6, har vidnet forklaret, at det er ham, der har talt beløbene sammen fra de bilag, han fik udleveret af tiltalte. Rubrikkerne "fakt'' angiver selskabets fakturanumre. Det er rigtigt, at der ses en aktivitet den 16. september 1998 og den 28. september 1998.

V.1 har som vidne forklaret, at hun har været ansat på .... Hun har hjulpet tiltalte med at køre det bogholderimæssige. Hun stoppede efter første kvartal 1998. Der var tilknyttet et revisor fra V-by. Tiltalte havde kørt kassekladde ind på edb i hvert fald i en periode. Det kan også være, at der har været en tid, hvor vidnet har tastet kassekladden ind på edb. Hun kontrollerede denne og foretog eventuelle rettelser og påførte kontonumre, hvorefter hun bogførte. Ud fra de bilag, hun havde, afstemte hun momsen og udarbejdede en momsafregning til tiltalte. Hun mener, at der var orden i tingene. Hun foretog afstemningen ud fra de bilag, hun havde. Med hensyn til de ting, der var kørt over banken, havde hun mulighed for at foretage en kontrol. Foreholdt at det er blevet oplyst fra ToldSkat, at der skulle være en difference i relation til salgs- og købsmoms på 13.596,- kr. for første kvartal 1998, forklarede vidnet, at hun ikke kan vide, om hun havde alle bilagene. Der kan være kommet noget ind eller være betalt noget lige efter den første. Det er også muligt, at hun eventuelt kun havde med de første to måneder af 1998 at gøre. Hun kan ikke huske det i dag.

Hun stoppede samarbejdet efter samråd med tiltalte, idet hun mente, at revisoren i V-by kunne foretage hendes tidligere funktion, hvilket ville være økonomisk besparende, da revisoren under alle omstændigheder skulle kontrollere det hele i forbindelse med årsregnskab.

Vidnet har bemærket, at det i det store hele for slutresultatet er ligegyldigt om tiltalte i forvejen selv havde lavet en kassekladde på edb, eller om vidnet udførte tastearbejdet.

Procedure

Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har henvist til, at tiltalte har ladet stå til i virksomheden. Det er tiltaltes ansvar, hvis hans revisor har manglet nogle bilag.

Tiltalte har henvist til, at vidnet V.1 kun havde med januar og februar 1998 at gøre, og at det er let nok hos Told/Skat at sidde og regne det ud. Er der unddraget noget, har det i hvert fald ikke været hans hensigt. Han blev syg og afmelding hos ToldSkat skete i samråd med ToldSkat.

Rettens bemærkninger

Ad forhold 1

Efter vidnet V.3s forklaring findes bevist, at der er sket unddragelse som angivet i anklageskriftet. Som leder af B.B. Paller ApS var, det tiltaltes ansvar, at momsangivelsen var korrekt. Efter at vidnet V.1 ophørte med at hjælpe, og efter at vidnet V.2 heller ikke længere udførte arbejde for B.B. Paller ApS, burde tiltalte enten selv have sørget for at opgøre momsen konkret eller skaffe sig den nødvendige hjælp hertil. Da han ikke har gjort dette, har han optrådt groft uagtsomt, og han findes skyldig i forhold 1 efter anklageskriftet.

Ad forhold 2

Efter tiltaltes egen forklaring herom, der bestyrkes af sagens øvrige oplysninger, findes bevist, at han ikke rettidig indleverede momsangivelse. Beløbets størrelse er dokumenteret ved vidnet V.3s forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger. Tiltalte findes herefter skyldig i dette forhold.

Ad forhold 3

Selvom B.B. Paller ApS ikke havde penge til at føre momsregnskabet, fritager det ikke for ansvaret for at sørge for, at der blev ført momsregnskab i selskabet, hvori tiltalte var eneanpartshaver. Efter tiltaltes og vidnet V.3s forklaringer sammenholdt med sagens øvrige oplysninger findes tiltalte herefter skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes til en bøde på 11.000,- kr., jf. momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, § 81, stk. 1, nr. 2, jf. § 57, stk. 1, 1. pkt., og § 55, jf. bekendtgørelsen nr. 159 af 3. marts 2000 § 94, stk. 2, jf. § 47, stk. 1. Bøden er fastsat til normal takst, uanset at tiltalte har oplyst, at han er pensionist, idet der ikke foreligger oplysninger om, at hans indtægt skulle være særligt lav.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal betale en bøde på 11.000,- kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 20. maj 2003, 5. afdeling i ankesag S-0121-03

Retten i Herning, 2. afdeling, har den 20. november 2002 afsagt dom i 1. instans (SS 2D-302/2002).

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen, således at i forhold 1 ændres "A.A." til "B.B." og i forhold 3 ændres "bekendtgørelse nr. 159 af 3. marts 2000 § 47, stk. 1, bedes" til "bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 § 46, stk. 1, jf. de dagældende bekendtgørelser nr. 551 af 25. juni 1997 og nr. 456 af 26. juni 1998 § 46, stk. 1, ved".

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.2, V.3 og V.1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at selskabet startede i 1996. Det var V.1, der bogførte på edb og lavede regnskaber, herunder momsregnskaber. Regnskaberne blev kontrolleret af V.2. Han og hans hustru har aldrig ført noget regnskab, men kun samlet bilagene. Indberetningen for første kvartal 1998 må være sket på grundlag af V.1s bogføring, som ikke blev kontrolleret af ham selv eller af V.2, der da var væk. Han fandt først i slutningen af 1998 ud af, hvorfor V.2 var forsvundet. Han henvendte sig ikke til en anden revisor. Et læs paller havde en værdi på 49.000 kr. V.1 fratrådte efter første kvartal, da der ikke var penge til mere end en revisor, og han håbede da, at V.2 ville dukke op på ny. Bilagene blev fortsat ordnet i mapper. Både N.S. og revisor D.L. sagde, at han for andet kvartal blot kunne angive nul og derefter lave en efterangivelse. De fortalte også begge, at hvis selskabet blev tvangsopløst, skulle der ikke laves noget momsregnskab. N.S. udfyldte blanketten vedrørende afmeldelse som momsregistreret virksomhed og sagde, at tiltalte, hvis han skrev under, herefter var ude af det. V.2 blev ikke afmeldt som selskabets revisor på noget tidspunkt. V.2 ringede på et tidspunkt i sommeren 1998 og sagde, at han havde travlt, men snart ville være tilbage. Han får som pensionist udbetalt ca. 5.200 kr. om måneden.

V.2 har supplerende forklaret, at han nogle gange kontrollerede bogføringen, som blev varetaget af en anden. Han udarbejdede nok årsregnskabet en gang. Han husker ikke, hvilken kontakt han havde med tiltalte i 1998. Han forklarede ikke tiltalte, hvorfor tiltalte ikke kunne komme i kontakt med ham.

V.3 har supplerende forklaret, at klassekladden for første kvartal 1998 var ført i hånden. Regnskabsbilagene var ordnet kvartalsvis for alle de tre kvartaler, som tiltalen angår. Han har ikke set noget momsregnskab for første kvartal 1998. Omsætningen i januar kvartal 1998 var på 530.000 kr., medens den i de følgende kvartaler var på godt 300.000 kr. i hvert kvartal.

V.1 har supplerende forklaret, at hun på et tidspunkt skulle gennemgå bogføringen for tiltalte, men hun har også selv bogført på edb. Samarbejdet ophørte enten efter første kvartal 1997 eller 1998. Momsen kunne udtrækkes af den bogføring, som hun lavede. Den håndskrevne klassekladde er nok lavet af en på kontoret. Hun husker ikke, om hun afstemte klassekladden, men det vil hun normalt gøre. Der blev altid lavet et separat momsregnskab på edb.

Landsretters begrundelse og resultat

Ad forhold 1

Dommerne Torben Geneser og Ole Græsbøll Olesen udtaler:

Det kan efter bevisførelsen, herunder oplysningen om, at der er ført en kassekladde for januar kvartal 1998, ikke afvises, at angivelsen for dette kvartal er sket på grundlag af V.1s bogføring. Det kan på denne baggrund ikke anses for bevist, at den urigtige angivelse for dette kvartal kan tilregnes tiltalte som groft uagtsomt. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte vedrørende januar kvartal 1998.

Det kan lægges til grund, at tiltalte ikke har lavet nogen efterangivelse for andet kvartal af 1998. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder vi, at tiltalte er fundet skyldig vedrørende dette kvartal.

Dommer Ulrik Jensen udtaler:

Det må efter V.3s vidneforklaring lægges til grund, at det ikke har kunnet ses, hvorledes den indberettede moms for januar kvartal 1998 er fremkommet. Jeg finder det på denne baggrund bevist, at tiltaltes momsangivelse også for dette kvartal er baseret på et så mangelfuldt grundlag, at det kan tilregnes ham som groft uagtsomt. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stemmer jeg for at anse tiltalte skyldig i forhold 1 som sket.

Efter stemmeflertallet frifindes tiltalte i dette forhold for så vidt angår januar kvartal.

Ad forhold 2

Uanset tiltalte fratrådte som direktør i selskabet medio september 1998, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte som indehaver af selskabet er fundet skyldig som sket.

Ad forhold 3

Det tiltrædes af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Bøden, der i forhold 3 nu fastsættes i medfør af momslovens § 55, jf. bekendtgørelse nr. 192 af 20. marts 2001 § 89, stk. 2, jf. § 46, stk. 1, udmåles til 5.000 kr. med forvandlingsstraf som nedenfor anført.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ændres, således at bøden nedsættes til 5.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.