Dato for udgivelse
05 Nov 2003 10:13
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
14. oktober 2003
SKM-nummer
SKM2003.480.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-1346-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Søgsmål, sagsanlæg, frist, postgang
Resumé

Sag afvist på grund af overskridelse af søgsmålsfristen. Sagsøgerens indsigelse om, at han ikke havde modtaget Landsskatterettens kendelse kort efter afsigelsen, blev ikke taget til følge.

Reference(r)

Skattestyrelsesloven § 31, stk. 3

Henvisning

Processuelle regler 2003 - 2, I


Parter

A

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli).

Afsagt af landsdommerne

Knud Knudsen, Kaspar Linkis og Charlotte Elmquist (kst.)

Ved stævning, modtaget i landsretten den 6. maj 2003, har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1996 og 1997 nedsættes til 0 kr., subsidiært til henholdsvis 115.470 kr. og 11.383 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået sagen afvist, subsidiært frifindelse.

Sagsøgeren har over for afvisningspåstanden påstået sagen fremmet til realitetsbehandling.

Landsretten har i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1 og stk. 2, truffet bestemmelse om, at afvisningsspørgsmålet skal forhandles og afgøres særskilt og med parternes indforståelse på skriftligt grundlag.

Det fremgår af sagens oplysninger, at sagsanlægget vedrører en kendelse af 24. august 2000 fra Landsskatteretten.

Landsskatteretten har til brug for retssagen i et notat af 17. september 2003 redegjort for rettens rutiner ved postafsendelse. Af notatet fremgår:

"Sagsbehandleren underskriver kendelsen og følgebrevet til klageren og en eventuel repræsentant samtidig. I den forbindelse afkrydser sagsbehandleren på det gule omslag, hvem der skal have kopi af kendelsen tilsendt.

Herefter afleveres sagen til kontorchefen eller retsformanden, der også underskriver kendelsen.

Sagen afhentes af Landsskatterettens betjente, der med hjælp fra rettens hovedjournal datostempler kendelse og følgebreve. Kendelse og følgebrev får den samme dato.

Kendelsen afsiges altså samme dag, som den afsendes.

På grundlag af oplysningerne på det gule omslag kopierer betjentene den originale kendelse i det nødvendige antal eksemplarer.

Sagen afleveres herefter i hovedjournalen, der foretager de fornødne registreringer i journalsystemet. Samtidig sørger hovedjournalen for, at der lægges en kopi af kendelsen og en kopiside med lovbestemmelser om klagefrister ved følgebrevet til klageren. Konvolutten med dette materiale afleveres på betjentstuen, der sætter porto på og lægger det i en kasse, der afhentes af postvæsenet.

Udsendelse af kendelse sker til alle de involverede samtidig, men det er kun klageren og en eventuel repræsentant, der modtager en følgeskrivelse. Landsskatteretten opbevarer ikke kopi af følgeskrivelserne.

..."

Procedure

Sagsøgte har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at sagsøgeren ikke har overholdt søgsmålsfristen i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, idet sagsøgeren først har indbragt Landsskatterettens kendelse for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Det anerkendes, at det er en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at Landsskatterettens kendelse er kommet frem til sagsøgeren inden rimelig tid efter afsigelsen af kendelsen, men det bestrides, at dette ikke skulle være tilfældet i nærværende sag.

Sagsøgte har i den forbindelse henvist til, at det af Landsskatterettens kendelse af 24. august 2000 udtrykkeligt fremgår, at kopi af kendelsen er fremsendt til sagsøgeren på adressen anført i stævningen, ligesom det på sagsomslaget fra Landsskatteretten er noteret, at der er fremsendt kopi af kendelsen og en følgeskrivelse til sagsøgeren, samt til skatteankenævnet og Kommunen. På baggrund af den fremlagte beskrivelse fra Landsskatteretten af de almindelige rutiner ved postafsendelse må det derfor anses for dokumenteret, at sagsøgeren har modtaget kopi af kendelsen i august måned 2000 i lighed med de nævnte offentlige myndigheder.

Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at sagsøgte må bevise, at sagsøgeren har modtaget Landsskatterettens kendelse vedlagt klagevejledning. Sagsøgeren har først fået kendskab til Landsskatterettens kendelse under et møde i kommunen den 21. februar 2002, men han fik ikke nogen klagevejledning. En sådan vejledning modtog han først den 31. marts 2003, hvorefter han anlagde retssagen allerede den 6. maj 2003.

Landsretten udtaler

Det kan lægges til grund, at det i Landsskatterettens kendelse og på Landsskatterettens sagsomslag udtrykkeligt er anført, at der skal fremsendes kopi af kendelsen til sagsøgeren på dennes korrekte adresse, ligesom det er anført, at kopi skal tilsendes skatteankenævnet samt Kommunen. Det kan endvidere lægges til grund, at de pågældende offentlige myndigheder begge har modtaget Landsskatterettens kendelse i august måned 2000. Ved at sammenholde disse forhold med de oplysninger, der foreligger vedrørende den sædvanlige postgang i Landsskatteretten, er der en klar formodning for, at Landsskatterettens kendelse af 24. august 2000 tillige er kommet frem til sagsøgeren i august måned 2000. Sagsøgeren findes ikke ved sin forklaring at have sandsynliggjort, at dette ikke skulle være tilfældet.

Den i skattestyrelseslovens § 31, stk. 3, omhandlede søgsmålsfrist på 3 måneder er herefter overskredet, hvorfor sagen afvises.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne sag afvises.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 8.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter