Dato for udgivelse
10 Oct 2007 10:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Oct 2007 13:48
SKM-nummer
SKM2007.714.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 447/2006
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse + Skat
Overemner-emner
Eftergivelse og gældssanering + Renter og gebyrer
Emneord
Eftergivelse, rentetillæg, restskat, virksomhedssalg, periodisering
Resumé

H1 ApS havde i indkomståret 2001 solgt en virksomhed, der udløste en skattepligtig fortjeneste i nævnte indkomstår. Som følge af tvivl om, hvorvidt virksomhedssalget ville blive gennemført, havde H1 ApS imidlertid skattemæssigt - men ikke regnskabsmæssigt - henført fortjenesten til indkomståret 2002. Skattemyndighederne henførte fortjenesten til indkomståret 2001, hvilket H1 ApS accepterede.

Den ændrede periodisering indebar en restskat for indkomståret 2001 og et rentetillæg på kr. 161.433,-. H1 ApS havde på sidste rettidige indbetalingsdag for restskat for indkomståret 2001 frivilligt indbetalt et større beløb som acontoskat for indkomståret 2002 og gjorde som følge heraf gældende, at staten ikke havde lidt noget rentetab, hvorfor rentetillægget for indkomståret 2001 skulle eftergives.

Højesteret stadfæstede landsrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Reference(r)
Opkrævningsloven § 15, stk. 8 (dagældende)
Henvisning

Beregning af personlige indkomstskatter mv, 2007 G2

 

Henvisning

Beregning af personlige indkomstskatter mv, 2007 G3

 

Henvisning

Inddrivelsesvejledning 2007-3 H.7.2.2.2

Henvisning

Inddrivelsesvejledning 2007-3 I.2.3


Parter

H1 ApS
(advokat Birgitte Sølvkær Olesen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Poul Dahl Jensen og Jens Peter Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 15. august 2006.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten. H1 ApS, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Som anført af landsretten er opkrævningslovens dagældende § 15, stk. 8, om at eftergivelse kan ske, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, tænkt anvendt restriktivt og fortrinsvis, hvor der er tale om myndighedsfejl, force majeure eller force majeure lignende situationer.

De skattemæssige dispositioner, som H1 ApS traf, beroede i det hele på selskabets egne forhold. Højesteret tiltræder herefter, at der ikke foreligger forhold, der i ganske særlig grad taler for at eftergive rentetillægget, og stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter