Dato for udgivelse
25 Oct 2007 10:10
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 Oct 2007 13:33
SKM-nummer
SKM2007.759.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-0572-06
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Fradrag og afskrivninger + Kapitalindkomst og fradrag i kapitalindkomsten
Emneord
Tilkendegivelse, forhånd, renter, erstatning, studie, statsgaranteret
Resumé

Sagen var anlagt af et ægtepar til prøvelse af deres skatteansættelser.

Manden krævede sine kapitalindkomster for indkomstårene 1999-2001 nedsat i overensstemmelse med de renteudgifter, han havde selvangivet. Han krævede endvidere sin personlige indkomst for indkomståret 2000 nedsat. Ministeriet blev i overensstemmelse med sin påstand frifundet mod at anerkende, at mandens kapitalindkomst i indkomståret 2001 - som følge af en regnefejl - skulle nedsættes. For så vidt angik spørgsmålet om nedsættelsen af mandens kapitalindkomst, lagde landsretten vægt på, at manden ikke havde dokumenteret eksistensen af selvangivne renteudgifter ud over de indberettede, ligesom han ikke havde dokumenteret, at renteudgifterne var forfaldne på fradragstidspunkterne, eller at renteudgifterne for tidligere indkomstår i samme gældsforhold var blevet betalt. For så vidt angik spørgsmålet om nedsættelse af mandens personlige indkomst, lagde landsretten vægt på, at manden ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke havde modtaget de beløb, der var indberettet til skattemyndighederne af kommunen og Ledernes Arbejdsløshedskasse.

Hustruen havde nedlagt påstand om, at hun i indkomstårene 1999-2001 kunne fradrage studielånsrenter. Hun påstod endvidere Skatteministeriet dømt til at anerkende, at der var udvist ansvarspådragende adfærd og anerkende, at man ikke havde krav på morarenter for 1999-2001.

Skatteministeriet blev frifundet i relation til spørgsmålet om fradrag for studielånsrenter.

Landsretten lagde herved vægt på, at hustruen ikke havde indgået nogen aftale om afvikling af studiegælden eller påbegyndt afvikling af sine studielån i de pågældende indkomstår. Studielånsrenterne var derfor ikke forfaldne på fradragstidspunkterne og dermed heller ikke fradragsberettigede. Landsretten havde ved dom af 10. september 2003 fastslået, at hustruen ikke på grundlag af forhåndstilkendegivelserne - afgivet af skatteforvaltningen i oktober 1993 og efteråret 1996 - havde opnået nogen retlig beskyttet forventning om godkendelse af fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997. Landsretten fandt ikke grundlag for at antage, at resultatet ikke skulle være det samme for indkomstårene 1999-2001. Landsretten afviste hustruens erstatningspåstand. Landsretten lagde herved vægt på, at der allerede ved afgørelsen af, om hun havde ret til at fradrage studielånsrenter, blev taget stilling til betydningen af den adfærd, som skattemyndighederne havde udvist. På den baggrund, og da hustruen ikke havde opgjort noget erstatningskrav, fandt landsretten ikke, at hun havde nogen retlig interesse i at få taget påstanden under selvstændig pådømmelse. Påstanden vedrørende morarenter blev også afvist. Landsretten lagde herved vægt på, at Landsskatteretten ikke havde taget stilling til spørgsmålet, hvorfor det heller ikke kunne prøves under retssagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, første punktum.

Reference(r)

Ligningsloven § 5
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-4 A.E.1.1.2

Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-4 A.E.1.4.2

Henvisning
Procesvejledningen  2007-4 I.1.2

Parter

A og B

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Søren Horsbøl Jensen).

Afsagt af landsdommerne

Hanne Kildal, Kristian Petersen og Susanne Eskesen (kst.)

Den 15. december 2005 afsagde Landsskatteretten kendelser vedrørende sagsøgernes, A og Bs, skattemæssige forhold for indkomstårene 1999-2001.

Kendelsen vedrørende A angår retten til at foretage fradrag for renteudgifter og for indkomståret 2000 tillige størrelsen af hans A-indkomst. Ved kendelsen blev Skatteankenævnets afgørelser stadfæstet. I kendelsen er bl.a. anført:

"...

Generelle oplysninger

...

Ad renteudgifter

Sagens oplysninger

Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerens kreditorer har indberettet følgende renteudgifter for 1999 til Told- og Skattestyrelsen:

Renteudgifter vedrørende

   

Realkreditgæld

 

87.897 kr.

Pengeinstitutter

25.559 kr.

 

Finans- og kontokort

36.062 kr.

 

Pantebreve i depot

  2.538 kr.

64.159 kr.

Vedrørende pantebreve i depot er der på klagerens selvangivelse for 1999 anført følgende:

"Vores oplysninger om renteudgifter kan ikke bruges, da De har haft pantebreve, der ikke har været i depot hele året. De skal derfor oplyse det samlede beløb i rubrikken".

Klageren har selvangivet renteudgifter til realkreditgæld med 111.379 kr. Der er således en difference mellem de til Told- og Skattestyrelsen indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter vedrørende realkreditgæld på 23.482 kr. Klageren har ikke indsendt dokumentation for denne difference på trods af opfordring herom.

Klageren har selvangivet fradrag for renteudgifter vedrørende pengeinstitutter, finansieringsselskaber og pantebreve i depot med 101.315 kr. Da pantebrevene ikke har ligget i depot hele året, indgår renteudgifterne vedrørende pantebreve ikke i det beløb, der automatisk godkendes fradrag for vedrørende indkomståret 1999. Sidstnævnte beløb udgør 61.621 kr. Der er derfor en difference mellem selvangivne renteudgifter vedrørende pengeinstitutter m.v. og indberettede fradragsberettigede renteudgifter på 39.694 kr. Der er ikke fremsendt dokumentation herfor.

For indkomståret 2000 har klagerens kreditorer indberettet følgende renteudgifter til Told- og Skattestyrelsen:

Renteudgifter vedrørende

   

Realkreditgæld

 

77.125 kr.

Pengeinstitutter

63.460 kr.

 

Finans- og kontokort

34.934 kr.

 

Pantebreve i depot

16.650 kr.

114.954 kr.

På selvangivelsen for 2000 fremgår følgende tekst vedrørende renteudgifter

"I beløbet indgår renteudgift af gæld til pengeinstitut m.v. kr. 98.394 og renteudgift af pantebrev i depot kr. 16.560 kr."

Klageren har selvangivet renteudgifter vedrørende realkreditgæld med 106.180 kr. Der er således en difference mellem de af Told- og Skattestyrelsen indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter vedrørende realkreditgæld på 29.055 kr. Klageren har ikke indsendt dokumentation for denne difference på trods af opfordring herom.

Klageren har selvangivet fradrag for renteudgifter vedrørende pengeinstitutter, finansieringsselskaber og pantebreve i depot med 122.954 kr. Der er således en difference mellem selvangivne renteudgifter vedrørende pengeinstitutter m.v. og fratrukne renteudgifter på 8.000 kr. Der er ikke fremsendt dokumentation herfor.

For indkomståret 2001 har klagerens kreditorer indberettet følgende renteudgifter til Told- og Skattestyrelsen:

Renteudgifter vedrørende

   

Realkreditgæld

 

92.477 kr.

Pengeinstitutter

77.764 kr.

 

Finans- og kontokort

30.363 kr.

 

Pantebreve i depot

12.729 kr.

120.856 kr.

På selvangivelsen for indkomståret 2001 fremgår følgende tekst vedrørende renteudgifter

"I beløbet indgår renteudgift af gæld til pengeinstitut m.v. kr. 106.271 og renteudgift af pantebreve i depot kr. 12.729 kr."

Klageren har selvangivet renteudgifter til realkreditgæld med 105.477 kr. Der er således en difference mellem de til Told- og Skattestyrelsen indberettede renteudgifter og de selvangivne renteudgifter vedrørende realkreditgæld på 13.000 kr. Klageren har ikke indsendt dokumentation for denne difference på trods af opfordring herom.

Klageren har selvangivet fradrag for renteudgifter vedrørende pengeinstitutter, finansieringsselskaber og pantebreve i depot med 155.900 kr. Der er således en difference mellem selvangivne renteudgifter vedrørende pengeinstitutter m.v. og fratrukne renteudgifter på 35.044 kr. Som delvis dokumentation for denne difference har klageren fremlagt 2 erklæringer, hvor han erkender at skylde penge til SEB og Diners Club.

I erklæringen til SEB hedder det

"Undertegnede

A

...

erkender herved af skylde kr. 105.205,79 til SEB Kort

Gælden er opgjort den 06.06.2001 og i beløbet indgår en oprindelig hovedstol på kr. 102.010,00 påløbne morarenter kr. 2.146,00, påkravsgebyr på kr. 450,00.

Hovedstolen forrentes fra den 06.06.2001 med en rente, som aftales til 10,08% p.a.

Jeg erkender, at indbetalinger på gældsforholdet kan anvendes efter kreditors frie rådighed, herunder først på omkostninger og påløbne renter."

I erklæringen til Diners Club hedder det

"Undertegnede

A

...

erkender herved at skylde kr. 213.147,95 til Diners Club Danmark A/S

Gælden er opgjort den 06.06.2001 og i beløbet indgår en oprindelig hovedstol på kr. 205.408,00, påløbne morarenter kr. 6.890,00, påkravsrenter på kr. 250,00.

Hovedstolen forrentes fra 06.06.2001 med en rente, som aftales til 14,95% p.a.

Jeg erkender, at indbetalinger på gældsforholdet kan anvendes efter kreditors frie rådighed, herunder først på omkostninger og påløbne renter."

Der er ikke fremlagt dokumentation for forfalden rente ifølge gældsbrev for hverken Diners Club eller SEB.

Diners Club har til Told- og Skattestyrelsen indberettet en gæld på 199.383 kr. og renter med i alt 53 kr. Renteudgiften kan dog ikke henføres til eksisterende gældsforhold, men til gæld indberettet med 0 kr. For så vidt angår aktuelt gældsforhold er der indberettet 0 kr. vedrørende renter.

SEB har til Told- og Skattestyrelsen indberettet en gæld med 4.433 kr. og renter med 0 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter udover de indberettede renteudgifter.

...

Det er ankenævnets opfattelse, at klageren ikke har dokumenteret, at han har haft renteudgifter udover, hvad der er indberettet til Told- og Skattestyrelsen, hvorfor der ikke kan indrømmes fradrag som påstået af klageren.

Med hensyn til renteudgifter vedrørende Diners Club og SEB har ankenævnet gjort opmærksom på, at der ikke er fremsendt dokumentation for forfaldne renter. Det er i denne forbindelse bemærket, at der kun vil kunne godkendes fradrag for forfaldne renter, hvis klageren ikke er bagud med betalingen af tidligere års forfaldne renter, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Dokumentation for foretagne indbetalinger på gældsforholdene er ifølge ankenævnet ikke tilstrækkeligt, idet det er nødvendigt at kende fordelingen af indbetalingerne på renter og afdrag.

For så vidt angår indkomståret 1999 er det ankenævnets opfattelse, at der kan godkendes fradrag for renteudgifter vedrørende pantebreve i depot, da gælden først indfries i indkomståret 2000.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de selvangivne fradrag godkendes.

Det er til støtte for påstanden gjort gældende, at der er fremsendt diverse dokumentation til skatteforvaltningen ved JS. Der er i denne forbindelse henvist til brev af 10. januar 2003 til JS.

Med hensyn til SEB Banken og Diners Club har klageren gjort gældende, at der er fejl i indberetningerne, idet de indberettede gældsposter ikke harmonerer med de rigtige tal.

Det er endvidere klagerens opfattelse, at der er fejl i indberetningerne fra Alm. Brand og pantebreve i depot.

Det er mærkeligt, at skattemyndigheden kan tro, at man kan optage gældsposter som de oplyste og dokumenterede uden at der skal svares rente for denne tjeneste. Det burde være tydeligt, at der er sket en fejl.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af ligningslovens § 5, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, fremgår, at renter af lån kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Det er pålagt skatteyderen at dokumentere renteudgifternes eksistens, samt at dokumentere at renteudgifterne er forfaldne.

Landsskatteretten finder, at der ikke kan godkendes fradrag for øvrige renteudgifter udover de af skatteankenævnet godkendte. Der er herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for de selvangivne renteudgifter.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.

Ad A-indkomstdifference

Sagens oplysninger

For indkomståret 2000 har klageren ifølge de til Told- og Skattestyrelsen indberettede oplysninger modtaget 147.311 kr. i ikke arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst:

Kommunen, sygedagpenge

5.556 kr.

Ledernes Arbejdsløshedskasse, Arbejdsløshedsdagpenge

141.755 kr.

Klageren har ved indsendelse af selvangivelsen rettet den fortrykte A-indkomst til 120.501 kr., hvorved der er opstået en A-indkomstdifference på 26.810 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren har ifølge ankenævnet ikke dokumenteret, at der er uoverensstemmelse mellem de modtagne ydelser og det til Told- og Skattestyrelsen indberettede, hvorfor den påklagede skatteansættelse stadfæstes.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den selvangivne indkomst godkendes.

Klageren har til støtte herfor gjort gældende, at der er fremlagt behørig dokumentation i form af fremsendt frikort med oplyste indberettede indkomster.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, er syge- og arbejdsløshedsdagpenge skattepligtige.

Landsskatteretten finder, at det med det i sagen oplyste ikke er dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren ikke har modtaget syge- og arbejdsløshedsdagpenge i overensstemmelse med de indberettede oplysninger.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Kendelsen vedrørende B angår retten til at foretage fradrag for bl.a. studielånsrenter. Ved kendelsen blev Skatteankenævnets afgørelser stadfæstet. I kendelsen er bl.a. anført:

"...

Sagens oplysninger

...

Ad. Studielånsrenter:

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren siden 1988 har selvangivet fradrag for studielånerenter. Der foreligger ikke dokumentation for de selvangivne studielånsrenter.

Tilbagebetaling af studielånet er ikke påbegyndt. Der foreligger således ingen afviklingsaftale med et pengeinstitut. Fra indkomståret 1999 er det indberettet, at studielånet er overgået til Hypotekbanken.

I forbindelsen med ligningen for indkomståret 1992 har skattemyndigheden på et møde den 21. oktober 1993 tilkendegivet følgende, jf. mødereferatet:

"Vedrørende studierenter: Har igennem årene fået fradrag for de påløbne renter uden at have påbegyndt tilbagebetalingen. Aftalt med hende, at hun for fremtiden også fratrækker de påløbne renter, så der ikke går kludder i det, når tilbagebetalingen påbegyndes. Når tilbagebetalingen påbegyndes (1995) fratrækkes kun de påløbne renter i året. Meddelt, at såfremt der sker gældseftergivelse efterbeskattes renterne."

Påløbne studierenter for indkomståret 1992 er herefter godkendt fratrukket i overensstemmelse med det selvangivne.

Skattemyndighederne har ikke godkendt fradrag for selvangivne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997. Landsskatteretten har ved kendelse af 18. maj 2001 stadfæstet myndighedernes afgørelse. Vestre Landsret har ved dom af 10. september 2003 (SKM2003.396.VLR) stadfæstet Landsskatterettens afgørelse med den begrundelse, at klageren ikke har haft en berettiget forventning om, at hun har kunnet foretage fradrag for påløbne, uforfaldne studierenter.

...

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for klagerens selvangivne studielånsrenter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, og ligningslovens § 5. Ankenævnet har særligt henvist til ligningsvejledningen for 2001, A.E.1.4.2, hvoraf fremgår:

"Renter af statsgaranterede studielån kan først fratrækkes, når beløbet er forfaldent. Fradraget kan altså i almindelighed først foretages, når afviklingen af lånemellemværendet påbegyndes, idet der for renter påløbet i studietiden eller indtil tilbagebetalingsaftalen indgås, er ydet henstand, indtil betaling sker i henhold til den med långiveren indgåede betalingsaftale, jf. SD cirkulære nr. 514 af 23. februar 1977.

...

Renter påløbet, efter afviklingen er påbegyndt, fratrækkes løbende på tilskrivningstidspunktet i lighed med almindelige banklån, medmindre fradragsretten udskydes i medfør af ligningslovens § 5, stk. 8, hvilket er tilfældet, hvis der foreligger en misligholdelses- eller restancesituation, og foregående års renter ikke er betalt fuldt ud ved udgangen af indkomståret, og debitor ikke er i stand til at betale eller stille sikkerhed for gælden.

...

Fradrag for de i studietiden tilskrevne renter kan som nævnt først ske, når der foreligger en aftale mellem pengeinstitut og låntageren om tilbagebetaling. Denne aftale vil normalt også fastlægge, hvorledes ydelserne skal fordeles på renter og afdrag. Dette gælder også, hvor afviklingen påbegyndes inden studiets afslutning."

Ankenævnet har herefter gjort gældende, at der ikke er fremsendt dokumentation for, at afviklingen er påbegyndt eller, at der er indgået afviklingsaftale. Hertil kommer, at det er indberettet til Told- og Skattestyrelsen, at låneforholdet er misligholdt.

Endelig har ankenævnet ikke fundet, at klageren har opnået en retsbeskyttet forventning om, at hun er berettiget til at fratrække årets tilskrevne renter vedrørende studielån, selv om der ikke er indgået en aftale om afvikling af studielånet. Ankenævnet har herefter ikke fulgt klagerens påstand for indkomstårene 1999, 2000 og 2001.

For så vidt angår skatteansættelsen for indkomståret 1998 er indkomsten pga. forældelse nedsat til det selvangivne.

...

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens ægtefælle har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for renteudgifter i overensstemmelse med det selvangivne.

Ægtefællen har til støtte for påstanden gjort gældende, at det er skatteforvaltningen, der har foreslået ordningen med fradrag af renter, da dette var nemmere for forvaltningen. Klageren har siden 1988 - med forvaltningens fulde accept - fratrukket renter for studielån, hvor der ikke er påbegyndt afvikling.

Ved gennemgang af klagerens selvangivelse for 1995 har forvaltningen godkendt fradrag for renter på ikke påbegyndt afviklet studielån. Forvaltningen har igen udvist passivitet vedrørende indkomståret 1998. Dette er et nyt bevis, der ikke eksisterede i sagen for de tidligere indkomstår, jf. Vestre Landsrets dom, SKM2003.396.VLR.

Klageren har aldrig aftalt påbegyndelse af afvikling med långiver. Forvaltningen har pålagt klageren en økonomisk tung byrde. Vestre Landsret har givet medhold i, at der er givet forhåndstilkendegivelse til fradrag af uforfaldne studierenter.

Det er desuden ægtefællens opfattelse, at der foreligger en skriftlig aftale om fradrag for omhandlede renteudgifter. Aftalen er indgået i god tro af klageren og i ond tro af skatteforvaltningen. Ifølge den indgåede aftale kan klageren fratrække renter for ikke afviklet studiegæld indtil studiet er færdiggjort. Den omhandlede aftale er samme forhold som Vestre Landsret behandlede ved dom af 10. september 2003, SKM2003.396.VLR.

Klagerens ægtefælle har endvidere i et supplerende indlæg bemærket, at kommunen ikke har indhentet særskilt tilladelse fra skatteministeriet til bevilling af rentefradrag på endnu ikke påbegyndt afviklet lån. Der er derfor handlet ansvarspådragende. Det er oplyst, at medarbejderne hos skatteafdelingen generelt har uddannelse og kompetence til at løse de opgaver, de bliver pålagt. Dette underbygger den ansvarspådragende adfærd.

...

Repræsentanten har endvidere indsendt kommentarer til kontorets indstilling. Det bemærkes bl.a. heri, at der i perioden efter 1997 er påbegyndt betaling/afvikling. Da denne ikke blev overholdt, er kravet inkl. renter overgået til inddrivelse med krav om betaling af hele hovedstolen inkl. renter. Således har alle fratrukne renter/ rentetilskrivninger upåagtet tilkendegivelse fra kommunen, været til forfald og dermed er disse med rette fratrukket.

At der efterfølgende er lavet en aftale om afvikling af gælden er ikke relevant ifølge ligningslovens § 5, hvor det fremgår at renter kan fradrages i det indkomstår de har været/er til forfald. Hele gælden samt tilskrevne renter har været til forfald ved inkasso skrivelse, med betalingsfrist på 8 dage.

Der er således to retsgyldige hjemler der tilkendegiver retten til at fratrække de omtalte renter. I afgørelsen fra Vestre Landsret kan læses at der har været en berettiget forventning om at fradragelsen kunne foretages.

Endelig har repræsentanten bemærket, at såfremt den kommunale skattemyndighed har haft den fornødne kompetence, som anført i kontorets indstilling, er det implicit at betragte den Kommunale Skattemyndighed som værende ansvarlig for en skatteansættelse der går ud over ligningslovens rammer.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ad. Studielånsrenter

Af ligningslovens § 5, stk. 1, fremgår, at renter af lån kan fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Af Ligningsvejledningen 1999, pkt. A.E.1.4.2. fremgår, at der ved statsgaranterede studielån anses for at være ydet henstand med rentebetalinger påløbet under studietiden. Fradrag for renter af studiegæld kan derfor først fratrækkes, når afviklingen - efter studietids ophør - påbegyndes.

Det er oplyst, at klageren ikke har indgået en afviklingsaftale vedrørende de omhandlede studielån i de påklagede indkomstår. Renteudgifterne kan derfor ikke anses for forfaldne, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag i de påklagede indkomstår, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

Vestre Landsret har ved dom af 10. september 2003 fastslået, at klageren ikke har haft berettigede forventninger, der kan begrunde fradrag for påløbne studiegældsrenter for indkomstårene 1995 - 1997 i overensstemmelse med det selvangivne, uanset skattemyndighedens tilkendegivelse på mødet den 21. oktober 1993.

Skatteankenævnet har ved kendelse af 14. august 2003 nedsat klagerens skatteansættelse for indkomståret 1998, da ligningsfristen er sprunget ved fremsendelse af kendelsen den 5. februar 2003.

Henset til Vestre Landsrets dom finder Landsskatteretten, at klageren ikke har haft retsbeskyttede forventninger om, at fradrag kan foretages udover det i loven fastsatte. Skatteankenævnets afgørelse vedrørende indkomståret 1998 kan ligeledes ikke begrunde, at klageren kan støtte ret på forventningsprincippet, da skatteankenævnet alene har taget stilling til forældelsesspørgsmålet.

Endelig finder Landsskatteretten, at den kommunale skattemyndighed har haft den fornødne kompetence til at foretage skatteansættelsen, jf. skattestyrelseslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten har endvidere ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om skattemyndighedernes eventuelle ansvarspådragende handlinger, cf. skattestyrelseslovens § 23.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse på dette punkt.

..."

Påstande

A har påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at hans kapitalindkomst for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 nedsættes med henholdsvis 63.176 kr., 37.055 kr. og 76.423 kr., og at hans personlige indkomst for indkomståret 2000 nedsættes med 26.810 kr.

Skatteministeriet har efter sin endelige påstand påstået frifindelse mod at anerkende, at As kapitalindkomst i indkomståret 2001 nedsættes med 28.379 kr.

B har påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at hun i indkomstårene 1999, 2000 og 2001 kan fradrage studielånsrenter med henholdsvis 19.338 kr., 18.741 kr. og 16.910 kr.

Skatteministeriet har over for denne påstand påstået frifindelse.

B har endvidere påstået Skatteministeriet dømt til at anerkende, at der er udvist ansvarspådragende adfærd, og anerkende, at man ikke har krav på morarenter for 1999-2001.

Skatteministeriet har over for disse påstande principalt påstået afvisning og subsidiært frifindelse.

Sagen er anlagt den 15. marts 2006.

Sagsfremstilling

Skatteministeriet har den 11. juli 2006 anerkendt, at A for indkomståret 2001 har krav på et yderligere fradrag på 28.379 kr. som følge af, at den selvangivne kapitalindkomst i dette indkomstår ikke - som antaget af Landsskatteretten - skulle forhøjes med 63.423 kr., men alene med 35.044 kr.

Det fremgår af sagen, at Skattemyndighederne den 23. oktober 1998 fremsendte en agterskrivelse til B med tilkendegivelse af, at de foretagne fradrag for studielånerenter for indkomstårene 1995-97 ikke kunne anerkendes.

Under Vestre Landsrets sag vedrørende fradrag for studielånerenter for indkomstårene 1995-97 har A i 2003 forklaret følgende:

"...

at han er gift med B. De blev indkaldt til et møde i skatteforvaltningen den 21. oktober 1993, om bl.a. Bs fradrag for påløbne studielånsrenter. På mødet foreslog NK uopfordret, at hans ægtefælle af hensyn til forvaltningen skulle fortsætte med at fradrage påløbne renter i årene fremover, og der blev skrevet et notat herom. Hans ægtefælle gjorde opmærksom på, at hun var gravid og påtænkte at tage orlov, og at det derfor var usikkert, om hun, som anført i notatet, ville afslutte sin uddannelse i 1995. NK svarede hertil, at årstallet ville blive sat i parentes som en foreløbig angivelse. I efteråret 1996 fik de atter en henvendelse fra skatteforvaltningen. Den vedrørte hans ægtefælles fradrag af andre renteudgifter end påløbne studielånsrenter, og han talte herom med ML. Hun gjorde ved samme lejlighed opmærksom på, at det ikke var korrekt at fradrage påløbne studielånsrenter, når der ikke var indgået nogen aftale om afvikling af studielånet, og når tilbagebetaling ikke var påbegyndt. Han redegjorde for den aftale, der i 1993 var indgået med NK, og ML sagde hertil, at hun ville undersøge sagen og vende tilbage, hvis der var et problem. Hun kontaktede ham ikke igen, og skatteansættelsen for 1995 blev ganske vist ændret, men ikke vedrørende fradrag for studielånsrenter. På den baggrund antog de, at aftalen om fradrag for påløbne studielånsrenter fortsat var gældende, og første gang, de herefter blev kontaktet af skattemyndighederne om dette spørgsmål, var i 1998. Hans ægtefælle har endnu ikke afsluttet sin eksamen, men har påbegyndt afviklingen af studiegælden. Han husker ikke præcist hvornår, men det er efter 1997."

Procedure

A har til støtte for sine påstande om nedsættelse af kapitalindkomsten gjort gældende, at samtlige de selvangivne renter er fradragsberettigede, idet de er forfaldne til betaling. Han har herunder nærmere anført, at der er sket fejl ved indberetningen til skattemyndighederne fra Alm. Brand Pantebreve, idet der skete årlig rentetilskrivning på pantebrevet, ligesom han har foretaget betalinger på gælden i 1999 på samme måde som i 1998. Vedrørende gælden til SEB har han nærmere anført, at hele hovedstolen incl. renter er forfalden til betaling, idet beløbet er overgået til incasso, men SEB indberetter ikke renter, når beløbet overgår til incasso, og han har ikke været i stand til at fremskaffe yderligere dokumentation for renteudgiftens størrelse. Vedrørende A-indkomsten for 2000 har A gjort gældende, at han har fremsendt frikort til JS, hvoraf størrelsen af indkomsten fra Ledernes Arbejdsløshedskasse fremgår, og dette beløb er mindre end det, som er indberettet til skattemyndighederne.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende renteudgifterne gjort gældende, at A ikke har dokumenteret renteudgifternes eksistens og heller ikke har dokumenteret, at de er forfaldne. A har endvidere ikke dokumenteret, at renteudgifter mv. fra tidligere indkomstår i samme gældsforhold er betalt inden indkomstårets udgang. Det må derfor lægges til grund, at A i de pågældende indkomstår ikke havde renteudgifter ud over de indberettede. A har heller ikke dokumenteret, at han ikke har modtaget de beløb, der er indberettet af kommunen og Ledernes Arbejdsløshedskasse til skattemyndighederne for indkomståret 2000.

B har til støtte for sine påstande om nedsættelse af kapitalindkomsten for indkomstårene 1999-2001 gjort gældende, at hun i 1999/2000 påbegyndte afvikling af studiegælden, men da afviklingsordningen ikke blev overholdt, er der rejst krav om betaling af hele hovedstolen med påløbne renter. Renterne er derfor forfaldne, og udgifterne kan fradrages i medfør af ligningslovens § 5. I øvrigt er der ved skattemyndighedernes tilkendegivelse den 21. oktober 1993 skabt en berettiget forventning hos hende om, at hun har ret til fradrag for studielånsrenterne, uanset at studielånet ikke er påbegyndt afviklet. Også i 1996 accepterede skattemyndighederne fradrag for studielånsrenterne, og det samme var tilfældet i 1998. Efterfølgende har der været telefonsamtaler med JS, der har godkendt de foretagne forskudsregistreringer, hvori der er foretaget fradrag for studielånsrenter.

B har til støtte for sin påstand om, at Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende gjort gældende, at der må ske identifikation mellem skatteforvaltningen og Skatteministeriet, og at kommunen har handlet ansvarspådragende.

B har til støtte for påstanden vedrørende morarenter gjort gældende, at myndighederne ikke er berettigede til at opkræve morarenter i forbindelse med opkrævning af skat for de ikke godkendte fradrag for studielånsrenter, da fradragene er foranlediget af skattemyndighedernes tilkendegivelse i 1993, der fortsat er gældende. I øvrigt kan påstanden tages under påkendelse, da det skyldes fejl i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen, at påstanden herom ikke blev behandlet.

Skatteministeriet har til støtte for frifindelsespåstanden vedrørende fradrag for studielånsrenter gjort gældende, at B ikke har dokumenteret, at hun har indgået nogen aftale om afvikling af studiegælden, og heller ikke har dokumenteret, at hun har påbegyndt afvikling af sine studielån i indkomstårene 1999-2001. Renteudgifterne var derfor ikke forfaldne og således heller ikke fradragsberettigede i de pågældende indkomstår. Skatteministeriet har i øvrigt gjort gældende, at B heller ikke på grundlag forhåndstilkendegivelserne afgivet i oktober 1993 og efteråret 1996 har fået nogen retsbeskyttet forventning om at være berettiget til fradrag for ikke forfaldne renteudgifter i indkomstårene 1999-2001. Denne sag skal afgøres på samme måde, som den sag, der blev afgjort ved Vestre Landsrets dom af 10. september 2003, hvor det blev fastslået, at B ikke havde opnået nogen retligt beskyttet forventning om godkendelse af fradrag for indkomstårene 1995-1997. Endvidere kunne B efter modtagelsen af agterskrivelsen af 23. oktober 1998 ikke være i tvivl om, at hun ikke fremover kunne forvente at få godkendt fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter. Den omstændighed, at hendes skatteansættelse for 1998, hvor hun tillige havde foretaget fradrag for studielånsrenter, ikke blev ændret af skattemyndighederne, skyldtes alene, at fristen for ændring af det selvangivne beløb udløb. Dette skete først i 2003 og kunne således heller ikke skabe nogen forventning for indkomstårene 1999-2001, idet B på dette tidspunkt for længst havde indgivet selvangivelser for de pågældende indkomstår. Endelig bestrides det, at skatteforvaltningen i 1999 og 2000 har afgivet noget løfte til B om at kunne fradrage studielånsrenterne.

Vedrørende erstatningspåstanden har Skatteministeriet til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at der allerede under påstanden vedrørende ret til fradrag for studielånsrenter vil blive taget stilling til betydningen af den adfærd, som skattemyndighederne har udvist. Da B endvidere ikke har opgjort noget erstatningskrav, har hun ingen retlig interesse i at få påstanden taget under selvstændig pådømmelse. Til støtte for frifindelsespåstanden har Skatteministeriet gjort gældende, at der ikke foreligger noget ansvarsgrundlag.

Til støtte for påstanden om afvisning af Bs påstand vedrørende morarenter har Skatteministeriet gjort gældende, at B ikke har fremsat kravet over for Landsskatteretten, der således heller ikke har taget stilling til spørgsmålet, hvorfor spørgsmålet ikke kan prøves under denne sag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk.1, 1. punktum. Der er endvidere ikke grundlag for at inddrage spørgsmålet under sagen i medfør af § 48, stk. 1, 2. punktum, da betingelserne herfor ikke er opfyldt. Til støtte for frifindelsespåstanden har ministeriet gjort gældende, at B siden 1998 fuldt ud har været klar over, at hun ikke var berettiget til de ønskede fradrag, men uagtet dette har selvangivet renteudgifterne på studielånene.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vedrørende A

A har ikke dokumenteret eksistensen af de selvangivne renteudgifter for indkomstårene 1999 - 2001 ud over de indberettede, ligesom han ikke har dokumenteret, at renteudgifterne var forfaldne på fradragstidspunkterne, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, eller at renteudgifterne fra tidligere indkomstår i samme gældsforhold er blevet betalt inden indkomstårets udgang, jf. ligningslovens § 5, stk. 8. Den omstændighed, at As kapitalindkomst for indkomståret 2001 skal nedsættes med 28.379 kr., ændrer ikke herved, da dette alene beror på en erkendt regnefejl fra skattemyndighedernes side. A har således ikke godtgjort, at han i indkomstårene 1999 - 2001 har haft renteudgifter ud over de indberettede.

Vedrørende A-indkomsten for indkomståret 2000 har A heller ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke har modtaget de beløb, der er indberettet til skattemyndighederne og Ledernes Arbejdsløshedskasse for 2000.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

Vedrørende B

B har ikke godtgjort, at hun har indgået nogen aftale om afvikling af studiegælden eller påbegyndt afviklingen af sine studielån i indkomstårene 1999-2001. De studielånsrenter, som B foretog fradrag for i sin personlige indkomst i 1999-2001, var derfor ikke forfaldne på fradragstidspunkterne og dermed ikke fradragsberettigede i medfør af ligningslovens § 5, stk. 1. Vestre Landsret har ved dom af 10. september 2003, SKM2003.396.VLR fastslået, at B ikke på grundlag af forhåndstilkendegivelserne afgivet af skatteforvaltningen i oktober 1993 og efteråret 1996, har opnået nogen retligt beskyttet forventning om godkendelse af fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter for indkomstårene 1995-1997. Der er ikke grundlag for at antage, at resultatet ikke skulle være det samme for de indkomstår, der er omfattet af denne sag. Det bemærkes herved, at B efter modtagelsen af agterskrivelsen af 23. oktober 1998 måtte være klar over, at hun ikke fremover kunne forvente at få godkendt fradrag for påløbne, men uforfaldne studielånsrenter. Den omstændighed, at hendes skatteansættelse for 1998, hvor hun havde foretaget fradrag for studielånsrenter, ikke blev ændret af skattemyndighederne, ændrer heller ikke herved, idet dette udelukkende skyldtes, at fristen for ændring af det selvangivne beløb var udløbet. Som følge heraf frifindes Skatteministeriet for Bs påstand om fradrag for studielånsrenter.

For så vidt angår erstatningspåstanden er der allerede ved afgørelsen af, om B har haft ret til at fradrage studielånsrenter, taget stilling til betydningen af den adfærd, som skattemyndighederne har udvist, navnlig ved at have afgivet forhåndstilkendegivelserne i oktober 1993 og efteråret 1996 og ved ikke at have ændret hendes skatteansættelse for 1998, hvor hun havde foretaget fradrag for studielånsrenter. Herefter og da B ikke har opgjort noget erstatningskrav, har hun ingen retlig interesse i at få påstanden taget under selvstændig pådømmelse. Landsretten afviser derfor Bs påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende at have udvist ansvarspådragende adfærd.

Det er ikke godtgjort, at B har fremsat kravet vedrørende morarenter over for Landsskatteretten. Landsskatteretten har således ikke taget stilling til spørgsmålet eller afvist at gøre det, hvorfor spørgsmålet ikke kan prøves under denne sag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. punktum. Det er ikke godtgjort, at betingelserne for at inddrage spørgsmålet under sagen i medfør af lovens § 48, stk. 1, 2. punktum, er opfyldt. Landsretten afviser derfor Bs påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende at være uberettiget til for indkomstårene 1999-2001 at opkræve morarenter.

A og B skal hver betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 10.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og 540 kr. til materialesamling. Landsretten har lagt vægt på sagernes udfald og begrænsede omfang samt på sagsgenstandens størrelse.

T h i   k e n d e s   f o r  r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at As kapitalindkomst i indkomståret 2001 nedsættes med 28.379 kr.

Skatteministeriet frifindes for As øvrige påstande.

A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 10.000 kr.

Bs påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende at have udvist ansvarspådragende adfærd og være uberettiget til for indkomstårene 1999-2001 at opkræve morarenter, afvises.

Skatteministeriet frifindes for Bs øvrige påstande.

B skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 10.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter