Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), bestemmer, at långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån er fritaget for moms.

Dette afsnit indeholder definitioner af, hvad man forstår ved långivning, formidling og forvaltning, det vil sige, hvilke ydelser der er momsfritaget efter "kernen" i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a).

Herudover indeholder afsnittet eksempler på de ydelser, der er momsfritaget som biydelser til hoved-/kerneydelserne i fritagelsesbestemmelsen eller til momsfrie formidlingsydelser. Eksemplerne er hentet fra bilaget til TSS-cirkulære 2003-29 om anvendelsesområdet for momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 - fritagelse for finansielle transaktioner. De oplistede eksempler på momsfritagelse af ydelser er ikke udtømmende. Det vil således altid bero på en konkret vurdering af den enkelte ydelse i den konkrete sag, hvorvidt den er fritaget for moms, herunder om der konkret er tale om en af de ydelser, der er nævnt i listens eksempler.

Eksemplerne vedrører alene den finansielle tjenesteyders, f.eks. et pengeinstitut, eller formidlerens levering af hoved- og biydelser. Der er således ikke tale om, at f.eks. en ejendomsmæglers vurdering af en potentiel låntagers faste ejendom, er momsfritaget, bortset fra i tilfælde, hvor vurderingen må anses for biydelse til et lån, som ejendomsmægleren søger at yde eller formidle. I øvrige tilfælde vil ejendomsmæglerens bistand være bistand af teknisk karakter og vil derfor - som beskrevet om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1 - ikke være omfattet af momsfritagelsen.

Hvorvidt ydelser leveret af en underleverandør eller en mellemmand er momsfritaget, skal således ikke afgøres af nedennævnte eksempler på biydelser fra finansielle tjenesteydere, som f.eks. pengeinstitutter og realkreditinstitutter, men derimod efter kriterierne i D.11.11.1 og D.11.11.3. Om biydelser til formidling, se dog afsnit D.11.11.4.2.

Långivning består i, at långiver giver en låntager ret til at disponere over et pengebeløb med pligt til at betale det lånte beløb tilbage på nærmere fastsatte vilkår.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut), der leverer en momsfri hovedydelse, skal derfor ikke lægge moms på den ydelse, der må anses som en biydelse til en momsfri hovedydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) som led i långivning, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser.
  • Udarbejdelse af lånetilbud.
  • Udarbejdelse af lånedokument.
  • Udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån.
  • Gennemførelse af sikringsakter.
  • Rådgivning i forbindelse med långivningen.
  • Overvågning eller gennemgang af en låntagers forhold og låneengagement.
  • Udstedelse af kreditkort eller ID-kort med henblik på, at kortholder kan udnytte kreditten.
  • Saldooplysninger.
  • Levering af soliditetsoplysninger på baggrund af kundens engagement med den finansielle tjenesteyder. Øvrig kreditoplysningsvirksomhed er momspligtig.
  • Engagementsoversigter.
  • Indberetning til offentlige myndigheder.

Det forhold, at ovennævnte ydelser som biydelser kan faktureres momsfrit fra den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) til dennes kunde, medfører ikke, at en evt. underleverandør kan levere ydelserne til den finansielle tjenesteyder uden at pålægge moms.

Underleverandøren kan undlade at lægge moms på vederlaget for ydelser til den finansielle tjenesteyder, hvis underleverandørens ydelser set under ét udgør en særskilt enhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en af de ydelser, der er momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, se om det funktionelle aspekt i afsnit D.11.11.1. F.eks. kan en edb-centrals medvirken ved udbetaling af et lån under visse omstændigheder være momsfri efter § 13, stk. 1, nr. 11, litra c. Modsat kan en edb-centrals indberetning af oplysninger til offentlige myndigheder, f.eks told- og skatteforvaltningen, om rentetilskrivning på kontoen, ikke antages at opfylde de væsentlige og specifikke funktioner for en betalingstransaktion og er derfor ikke momsfri, selvom indberetningen er lovpligtig.

Underleverandøren kan derudover undlade at lægge moms på ydelser, der efter en konkret vurdering må anses for en biydelse til en momsfri ydelse leveret af underleverandøren selv, jf. afsnit D.11.11.2.

Salg af varer eller kreditgivning
En kontoring (selskabet) i en større provinsby havde indgået samhandelsaftale med over 250 forretninger. Kundens køb finansieredes og administreredes af selskabet. Landsskatteretten anså ikke kontoringen for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer. Kontoringen var derimod omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om finansielle aktiviteter. Se TfS 2000, 1019. I SKM2003.571.LSR fandt Landsskatteretten ligeledes, at et andelsselskab, der formidlede kontosalg mv., ikke kunne anses for at drive momspligtig virksomhed med køb og salg af varer, men var omfattet af § 13, stk. 1, nr. 11. Landsskatteretten lagde vægt på, at det er de forretninger, der er tilknyttet til andelsselskabet, der rent faktisk sælger og leverer varen til kortindehaveren, hvorimod andelsselskabets rolle er at yde kredit til kortindehaveren og at indestå for betaling af varen overfor forretningerne. Aftaleforholdet mellem andelsselskabet og kunden må således anses at bestå i, at kunden er kontohaver hos andelsselskabet. De enkelte forretninger må anses for leverandører af varen/ydelsen, og modtageren af denne levering må anses for kortindehaveren.

I sag C-185/01 Auto Lease Holland BV udtaler EF-domstolen, at begrebet "levering af et gode" i sjette momsdirektivs artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at der i forbindelse med leasing af motorkøretøjer, der tillige omfatter en aftale om brændstofadministration, ikke foreligger en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager, såfremt en leasingtager påfylder det leasede køretøj brændstof på tankstationer, selv om påfyldningen foretages i leasinggivers navn og for dennes regning.

Domstolen fandt, at aftalen om brændstofadministration således ikke er en kontrakt om levering af brændstof, men nærmere en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Auto Lease køber ikke brændstoffet for derefter at sælge det videre til leasingtageren, men leasingtageren køber brændstoffet og vælger frit brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Auto Lease fungerer i virkeligheden som kreditgiver i forhold til leasingtageren. Om dommen se endvidere D.2.1.

Told- og Skattestyrelsen har i SKM2003.58.TSS taget stilling til dommens betydning for dansk praksis. Se D.2.1.

Se endvidere Østre Landsrets dom i SKM2006.399.ØLR, der ligeledes er omtalt i D.2.1.

Formidling af lån er omfattet af fritagelsen. Det fremgår af afsnit D.11.11.3, at formidlingsvirksomhed har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktsparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten. Fritagelsen omfatter både formidling på vegne af långiver og på vegne af låntager.

Hvis en formidler anvender en underagent, kan underagentens ydelser på nærmere bestemte betingelser også være momsfrie som formidlingsydelser. Se dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, der ligeledes er omtalt i afsnit D.11.11.1 og D.11.11.3.

Biydelser skal momsmæssigt behandles på samme måde som den hovedydelse, som biydelserne er en del af, jf. afsnit D.11.11.2. Den tjenesteyder, der leverer en momsfri ydelse, skal derfor ikke lægge moms på biydelser, der indgår som en del af den momsfrie ydelse.

Som eksempel på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af en finansiel tjenesteyder eller en anden mellemmand som led i formidling af lån, kan nævnes:

  • Kreditvurdering af låntager og vurdering af sikkerhedsstillelser.
  • Udarbejdelse af lånetilbud.
  • Forundersøgelser til brug for fastlæggelsen af aftalevilkårene eller dele af disse.
  • Rådgivning i forbindelse med formidling af lån.
  • Deltagelse i udbetaling af låneprovenu, indfrielse og refinansiering af lån.
  • Udarbejdelse af lånedokumenter, når den, der udarbejder dokumentet, samtidig helt eller delvist på vegne af en eller evt. begge aftaleparter har bemyndigelse til at fastlægge lånevilkårene.
  • Gennemførelse af sikringsakter.

Mn. 520/78 og Mn. 546/78 må på baggrund af SDC-dommen og CSC-dommen anses for forældede. Efter disse afgørelser omfattede momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, ejendomsmægleres og advokaters behandling af lånesager, herunder udstedelse af lånedokumenter og rådgivning herom. Ejendomsmægleres og advokaters behandling af lånesager kan fremover kun anses for at være omfattet af fritagelsen, hvis ejendomsmægleren eller advokaten efter en konkret vurdering kan anses for formidler af lån, jf. afsnit D.11.11.3.

EF-domstolen udtaler i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, at i hovedsagen må den omstændighed, at de ydelser, som DVAG og dettes underagent leverer, kun honoreres af de långivende finansielle institutioner, hvis de kunder, som den finansielle rådgiver har opsøgt og rådgivet, indgår en låneaftale, på den ene side indebære, at formidlingsydelsen anses for hovedydelsen, idet rådgivningsydelsen blot er en sekundær ydelse. Formidlingen af lån forekommer på den anden side at være den afgørende ydelse for låntagerne såvel som for de långivende finansielle institutioner, for så vidt som virksomhed som finansiel rådgiver blot udøves i den indledende fase og er begrænset til at bistå kunden i valget af de produkter, der er bedst tilpasset kundens situation og behov, blandt de forskellige finansielle produkter. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person analyserer den finansielle situation for kunder, som han har taget kontakt til, med henblik på at finde lån, ikke er til hinder for anerkendelse af en låneformidlingsydelse, som er fritaget i medfør af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1, hvis den låneformidlingsydelse, som den afgiftspligtige tilbyder, i lyset af de ovennævnte fortolkningselementer må anses for hovedydelsen, i forhold til hvilken den finansielle rådgivningsydelse er sekundær, hvorfor sidstnævnte ydelse afgiftsmæssigt er stillet som den første ydelse. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om dette er tilfældet i den sag, den skal træffe afgørelse i.

Landsskatteretten fandt i SKM2009.334.LSR, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.

Skatterådet fandt i SKM2006.169.SR, der omhandler fritagelse for udbud af interessentskabsandele i ejendomsinteressentskaber, på baggrund af det oplyste om fuldmagtsforholdene mellem interessenterne og selskabet, at selskabet måtte anses for at opfylde kriterierne for som en uafhængig mellemmand at have ført forhandlinger på vegne af interessentskaberne om optagelse af lån. Den del af selskabets honorar, som vedrørte finansieringen af ejendomshandlerne, var derfor momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, som formidling af lån. Det måtte dog være en betingelse for momsfrihed for denne del af honoraret, at låneformidlingen ikke blot skulle anses for en biydelse til selskabets momspligtige ydelser vedrørende købet af ejendommen på interessentskabets vegne. Låneformidlingen skulle således tjene et formål i sig selv, hvilket måtte anses for opfyldt, hvis den del af honoraret, som kunne henføres til låneformidlingen, ikke blot udgjorde en marginal del af honoraret for ydelserne vedrørende købet af ejendommen, jf. præmisserne 26-29 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt. Se evt. D.11.11.2.

Skatterådet har i SKM2008.362.SR bekræftet, at en virksomheds aktiviteter kan anses for momsfri som formidling/forhandling vedrørende finansielle transaktioner. Der er tale om en uafhængig mellemmand, der dels undersøger de relevante markeder generelt og konkrete finansielle tjenesteyderes produkter. Derudover holder virksomheden sig løbende underrettet om egne kunders finansieringsbehov, porteføljesammensætning og relevante forhold i øvrigt. På denne baggrund fremsætter virksomheden over den enkelte kunde konkrete løsningsforslag med oplysninger om, på hvilken måde kunden bedst kan optage eller omlægge lån, samt købe eller sælge optioner og terminskontrakter. Se evt. D.11.11.2.

Skatterådet har i SKM2008.373.SR truffet afgørelse om, at indtægterne fra en internetportal, der formidlede lån til låntagere i den 3. verden, var momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Portalens formål var således at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold.

Fritagelsen omfatter forvaltning af egne udlån, herunder tvangsinddrivelse og inkasso i forbindelse med egne udlån.

Som eksempler på fritagne transaktioner kan nævnes:

  • Kreditors salg af pantsatte aktiver som led i inddrivelse af det udlånte beløb er momsfri, når kreditor ikke har været vareleverandør eller i øvrigt anvendt aktivet som led i momspligtig virksomhed.
  • Ydelse af henstand udover leveringstidspunktet med betaling af prisen for varer og ydelser er omfattet af fritagelsen, jf. EF-Domstolens dom i sag C-281/91, Muys' en De Winter's Bouw- en Aannemingsbedrijf BV. 
  • Belåning af fakturaer i forbindelse med factoring er momsfri, hvorimod administrationsdelen er momspligtig.

En konto i et stormagasin med mulighed for køb op til et bestemt beløb må sidestilles med en kassekredit, og administration af kontoen er derfor fritaget for moms.

Derimod er det en momspligtig transaktion, når en factoringvirksomhed opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen og fakturerer sine kunder et gebyr for den ydelse til sælger, der består i at frigøre kunden (sælger af fordringen) fra inddrivelsen af fordringer og fra risikoen for misligholdelse af betalingen, jf. EF-domstolens dom i sag C-305/01, MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH.

Forvaltning præsteret af en anden virksomhed end den, der har ydet lånet, dvs. af tredjemand, er momspligtig. Som eksempel kan nævnes vederlag (gebyr) til et pengeinstitut mv. for at forvalte et pantebrev, en købekontrakt eller en vareveksel for en kunde.

I SKM2007.338.SR fandt Skatterådet, at der skal betales moms af advokatydelser i sager vedrørende mortifikation af pantebreve for pengeinstitutter og privatpersoner. Det bemærkes, at forvaltning præsteret af en anden virksomhed end den, der har ydet lånet, dvs. af tredjemand, er momspligtig, herunder vederlag for at forvalte pantebrev og for inkasso af andres fordringer, jf. SKM2001.9.ØLR. Advokatsalær for mortifikation o.lign. for pengeinstitutter og privatpersoner må sidestilles hermed.

Oprettelsesgebyr
Landsskatteretten har i SKM2001.456.LSR fastslået, at en virksomheds opkrævning af oprettelsesgebyrer i forbindelse med virksomhedens finansiering af købekontrakter vedrørende salg på kredit er fritaget for moms.

Af de i landsskatteretssagen foreliggende oplysninger fremgår, at oprettelsesgebyrerne alene er opkrævet ved kreditkøbsaftaler, og der er indgået særskilt finansieringsaftaler med køberne af varerne. Gebyrerne har endvidere en ensartet størrelse uafhængigt af, for hvilke beløb kunden i øvrigt har købt varerne hos leverandøren. Låneaftalen er endvidere udskilt fra selve hovedtransaktionen, nemlig leveringen af varerne.

Landsskatteretten henviste til, at EF-domstolen i sag C-281/91 (Muys'en De Winter's Bouwén) fastslog, at momsdirektivs art. 13, pkt. B, litra d, nr. 1, i 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at en leverandør af goder eller tjenesteydelser, der giver kunden henstand med betaling af prisen mod erlæggelse af renter, principielt må antages at yde et afgiftsfritaget lån i denne direktivbestemmelses forstand. Landsskatteretten fandt herefter, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, må fortolkes således, at en leverandørs ydelse af henstand med betaling af prisen udover leveringstidspunktet kan anses som ydelse af et lån omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Vederlaget for denne ydelse er således ikke afgiftspligtigt. Da oprettelsesgebyret må anses som en del af vederlaget for denne ydelse, må gebyret anses som momsfritaget.

Landsskatteretskendelsen fører til, jf. TSS-cirkulære 2002-06 af 14. februar 2002, at når et oprettelsesgebyr kan henføres til ydelse af lån fører det til, at disse gebyrer ikke kan medregnes i afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

Virksomheder, der opkræver oprettelsesgebyrer vedrørende virksomhedens finansiering af købekontrakter i forbindelse med salg af varer og ydelser på kredit, skal herefter ikke medregne gebyrerne til virksomhedens afgiftsgrundlag, jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 5. Der henvises i øvrigt til G.1.2.5.

Rykkergebyr
I SKM2003.541.LSR har Landsskatteretten truffet afgørelse om, at et selskabs rykkergebyrer ved for sen betaling af momspligtige leasingydelser ikke var momspligtige. Landsskatteretten finder, at de på forhånd aftalte rykkergebyrer må anses for et standardiseret og objektivt grundlag for den godtgørelse af omkostninger i forbindelse med påmindelse af betalingskravet, som selskabet kan kræve for tab ved ikke at modtage den aftalte pengeydelse til den aftalte tid. Tabet består i denne situation af udgifter til iværksættelse af rykkerprocedure m.v. Den godtgørelse af omkostninger, som finder sted ved rykkergebyrerne må anses for at være af en anden karakter end de af 6. momsdirektiv artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra b, omfattede biomkostninger, og ses i hvert fald ikke med hjemmel i den danske momslov at kunne medregnes som vederlag for en leverance, og må som følge heraf anses for at falde uden for momslovens anvendelsesområde, jf. § 4, stk. 1. Se også afsnit D.2.4 og G.1.2.2. Som følge af SKM2003.541.LSR er praksis i henhold til TSS-cirkulære 2005-05 herefter, at rykkergebyrer ikke skal betragtes som en del af vederlaget, men som en erstatning, der falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Gebyrer i forsyningssektoren
Told- og Skattestyrelsen har i SKM2004.273.TSS udtalt sig om, hvorvidt en række gebyrer er omfattet af momslovens anvendelsesområde. Forespørgslen vedrørte gebyrer inden for forsyningssektoren.

Efter det oplyste opkræves der i forsyningssektoren således typisk gebyrer for:

  1. Rykkerskrivelser.
  2. Inkassomeddelelser (en rykkerskrivelse, hvor debitor rykkes og samtidig får besked om risikoen for forestående inkasso).
  3. Personligt fremmøde hos debitor ved forsyningsvirksomhedens egen opkræver (inkassobesøg).
  4. Lukkebesøg, hvor forsyningsvirksomheden igen søger beløbet inddrevet. Betales det skyldige beløb ikke, lukker forsyningsvirksomheden afhængig af det konkrete forhold for el, vand, varme mv.
  5. Åbnebesøg, hvor forsyningsvirksomheden igen åbner for el, vand, varme mv. I visse forsyningsselskaber opkræves der et samlet lukke-/åbnegebyr.
  6. Indgåelse af betalingsaftaler i forlængelse af den misligholdte fordring.

For så vidt angår de under pkt. 1 - 4 nævnte gebyrer falder gebyrerne uden for momslovens anvendelsesområde. Der henvises til Landsskatterettens kendelse i SKM2003.541.LSR, hvorefter et selskabs rykkergebyrer ved for sen betaling af momspligtige leasingydelser ikke var momspligtige.

For så vidt angår gebyret nævnt under pkt. 5 fandt styrelsen, at gebyr for åbnebesøg må anses for momspligtige. Der henvises til, at gebyret må anses for vederlag for den ydelse, der består i, at kunden igen kan modtage leverancer af el, vand eller varme.

For så vidt angår gebyret nævnt under pkt. 6 fandt styrelsen, at uanset, at betalingsaftalen af forsyningsselskabet indgås med det formål at begrænse forsyningsselskabets udestående fordring og inddrive den på den mest hensigtsmæssige måde, er gebyret omfattet af momsloven. Gebyret er dog momsfrit efter lovens § 13, stk. 1, nr. 11. Styrelsen lagde vægt på, at en betalingsaftale må anses for en gensidigt bebyrdende aftale, der medfører retlige og økonomiske ændringer i forholdet mellem parterne. Gebyret må derfor anses for vederlag for en tjenesteydelse, jf. EF-domstolens dom i sag C-16/93, Tolsma, og senere domme. Som nævnt må gebyret dog anses for momsfrit efter § 13, stk. 1, nr. 11, efter samme betragtninger som i Landsskatterettens første offentliggjorte kendelse om oprettelses- og rykkergebyrer i SKM2001.456.LSR.

Gebyrer-Fremsendelse af girokort til skyldnere
Landsskatteretten fandt i SKM2005.529.LSR, at et inkassofirmas opkrævning af gebyr for fremsendelse af girokort pr. rate til skyldnere, der havde indgået en afdragsordning, var momspligtig. Landsskatteretten bemærkede, at firmaets fremsendelse af et girokort til skyldnere i forbindelse med klagerens administration af indgåede betalingsaftaler, måtte anses som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse får mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr.

Som følge heraf og i overensstemmelse med principperne fastslået af EF-Domstolen i sag C-16/93 (R. J. Tolsma), præmis 14,  fandtes der at foreligge en ydelse mod vederlag omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Den omstændighed, at gebyret og anvendelsen af det fremsendte girokort efter klagerens oplysninger var frivillig, fandtes ikke i sig selv at kunne fratage fremsendelsen af girokortet karakteren af en ydelse i momslovens § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren rent faktisk betalte gebyret, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 17. september 2002 i sag C-498/99 (Town & County Factors Ltd). Der forelå ikke et rykkergebyr, idet der ikke var tale om et gebyr, der opkrævedes som følge af en betalingsmisligholdelse, men derimod opkrævedes beløbet som følge af debitors valg af en bestemt betalingsform i forbindelse med en afdragsordning. Praksis vedrørende rykkergebyrer fandt således ikke anvendelse. Fritagelse af gebyret efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a), kunne endvidere ikke ske, da dette forudsatte, at den pågældende ydelse relaterede sig i tilknytning til en långivers forvaltning af egne udlån og ikke som her klagerens forvaltning af andres udlån, jævnfør herved momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c), in fine og Østre Landsrets dom af 12. januar 2001, offentliggjort i SKM2001.9.ØLR. I øvrigt fandt momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, heller ikke anvendelse, idet der var tale om et gebyr, der måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter