Dato for udgivelse
15 Nov 2007 10:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Oct 2007 10:07
SKM-nummer
SKM2007.808.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-171242
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomme i udlandet + Erhvervsejendomme + Ejendomsavancebeskatning
Resumé

Skatterådet finder at ejendomsavance fra salg af ejendom i Danmark kan genanbringes i købt ejendom i land L, samt at en resterende ejendomsavance kunne genanbringes i en påtænkt nybygget stald.

Endvidere fandt Skatterådet, at der, inden for en rimelig frist, kunne ske genoptagelse af en beskattet (rest)avance vedr. indkomståret 2007, såfremt staldbyggeriet skulle blive dyrere end aftalt i kontrakten. 
Hjemmel
07-073745
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A - 6 C

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-4 E.J.2.6

Spørgsmål

1. Kan ejendomsavance, ved salg af ejendom i Danmark, genanbringes i køb af ejendom i land L når der forinden skattepligtens ophør til Danmark er købt ejendom i land L. 

Det forudsættes, at der forinden fraflytningen/skattepligtens ophør til Danmark fremsendes oplysninger til SKAT om salget af ejendommen i Danmark, herunder den opgjorte ejendomsavance, samt oplysninger om den i land L købte ejendom og dermed at genanbringelsesreglerne begæres anvendt.  

2. Kan den resterende ejendomsavance ved salget i Danmark genanbringes i forventede udgifter til nybygning af stald på ejendommen i land L i 2007 eller 2008, hvis blot genanbringelsen begæres anvendt forinden fraflytning/skattepligtens ophør til Danmark?

Det forudsættes, at beløbet kan opgøres endeligt inden sidste frist for indsendelse af selvangivelse til Danmark for 2007, ca. den 30. juni 2008. Når beløbet i 2007/2008 kan opgøres endeligt, vil der blive fremsendt oplysninger/dokumentation til de danske skattemyndigheder.

3. Hvis spørgsmål 2 besvares benægtende kan den resterende ejendomsavance ved salget i Danmark genanbringes i forventede udgifter til nybygning af stald på ejendommen i Land L hvis der forinden fraflytning/skattepligtens ophør til Danmark er indgået kontrakt med et byggefirma omkring nybygning hvoraf byggesummen fremgår?

Det forudsættes, at genanbringelsen begæres anvendt forinden fraflytning/skattepligtens ophør til Danmark.

4. Har det i relation til spørgsmål 3 betydning, hvorvidt nybygningen er påbegyndt inden fraflytningen/skattepligtens ophør til Danmark, men der er endnu ikke betalt a-conto rater.

5. Har det i relation til spørgsmål 4 betydning, hvorvidt nybygningen er påbegyndt og der også er betalt udgifter i form af a-conto rater mv.

6. Kan skatteansættelsen for 2007 (med delvis beskattet ejendomsavance) genoptages ifølge anmodning, når størrelsen af byggeudgifter kendes, enten i form af kontrakt med byggefirma eller faktiske regninger. Det forudsættes, at dette tidspunkt indtræffer senest ved udgangen af 2008.

Svar

1. Ja, se dog SKATs indstilling og begrundelse.

2. Ja, se dog SKATs indstilling og begrundelse.

3-5.  Bortfalder.

6. Ja, se dog SKATs indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren har til overtagelse 1. marts 2007 solgt ejendommen E i Danmark.

Iflg. foreløbige beregninger udgør ejendomsavancen kr. xxx. Han har foreløbigt lejet      frem til den     2007. Familien bor således fortsat i Danmark og den fulde skattepligt bevares foreløbigt frem til  den 2007.

Spørgeren påtænker at købe en ejendom i  land L til overtagelse den 1. august 2007. Købsprisen  for eksisterende stald og jord udgør kr. xxx. Han påtænker samtidig at bygge en ny stald på ejendommen i Land L for ca. kr. xxx. Tidsmæssigt kan  byggeriet  formentlig påbegyndes omkring 2007.

Likviditeten ved købet af ejendommen i land L og bygningen af den ny stald betyder meget for spørgeren  Det er derfor vigtigt, at han også kan være sikker på at kunne genanbringe  i byggeriet af den nye stald og dermed også spare skatten af den resterende avance på kr. xx.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling.

Reglerne for genanbringelse fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens §§ 6 A til § 6 C.

I bindende svar fra Skatterådet af 21. november 2006 fremgår det, at den skattepligtige inden fraflytning skal anmode om, at genanbringelsesreglerne anvendes og videre, at det samtidig forudsætter rettidig indsendelse af selvangivelse.

Det fremgår videre, at i forbindelse med anmodningen om anvendelse af genanbringelsene, skal der afgives de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter §§ 6A til 6C er opfyldt.

I afgørelsen fra Skatterådet var det fremført, at den tidligere fortolkning af  "nedsættelsestidspunktet" var i strid med EU traktatens bestemmelser om blandt andet arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie etableringsret.

Svaret på spørgsmål 1 er derfor ja, idet der direkte er taget stilling til dette i ovennævnte bindende svar fra skatterådet (SKM2006.730.SR).

Der ses ikke direkte at være taget stilling til mulighederne for genanbringelse i udgifter til nybygninger omfattet af § 6C.

Det er dog repræsentantens opfattelse, at der også kan genanbringes i nybyggeri i land L, når udgifterne afholdes i 2007 eller 2008, når blot der anmodes herom inden fraflytning fra Danmark. Det forudsættes, at udgifterne kan opgøres endeligt inden sidste frist for indsendelse af selvangivelse for 2007, hvor det endelige genanbringelsesbeløb skal gøres op. 

Efter repræsentantens opfattelse gælder dette også selv om:

 
  • Udgiftens størrelse ikke kendes inden fraflytningen fra Danmark, da der endnu ikke er indgået kontrakt med et byggefirma.
  • Byggeriet ikke er påbegyndt inden fraflytning fra Danmark.
  • Udgifterne ikke er afholdt, hverken helt eller delvist, inden fraflytning fra Danmark.

Der er jo ingen tvivl om, at det ville kunne godkendes, hvis der var købt en genanbringelsesejendom i Danmark, hvor der skulle ske nybyggeri.

Derfor skal genanbringelse også kunne godkendes ved nybyggeri i land L, da det i modsat fald ville være i strid med EU retten. 

Repræsentanten er herefter af den opfattelse, at de stillede spørgsmål bør besvares således:

Ad  spørgsmål 1. Ja

Ad  spørgsmål 2. Ja

Ad spørgsmål 3-5. Disse er overflødige, jf. spørgsmål 2.  

Spørgers repræsentant fik den 25. juni 2007 fremsendt sagsfremstillingen til bemærkninger.

Ved mail af 26. juni 2007 meddeler repræsentanten, at han især har hæfter sig ved, at SKAT anfører, at man er af den opfattelse, at spørgeren senest ved fraflytningen fra Danmark, skal have indgået en endelig og bindende aftale om bygning af en stald i land L

Han er stadig af den opfattelse, at denne indskrænkende fortolkning er i strid med EU-traktatens bestemmelser om blandt andet arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie etableringsret

Repræsentanten er således af den opfattelse, at der også skal kunne genanbringes i byggeri af en ny stald i land L, når blot kontrakten er indgået inden udgangen af 2008, (idet salget af den danske ejendom er sket i 2007).  

Og ved mail af 2. juli 2007 har repræsentanten anmodet om, at forespørgslen om bindende svar udvides med ovenanførte spørgsmål nr. 6. Idet han anfører, at såfremt anmodning om genoptagelse ikke kan godkendes, vil det være i strid med EU-rettens fri etableringsret mv., da der jo ikke er tvivl om, at genanbringelsen under de samme forudsætninger ville kunne godkendes, hvis der var tale om en ejendom i Danmark og personen stadig var fuldt skattepligtig til Danmark

Endelig bemærker repræsentanten, at avancen for 2007 først selvangives den 30. juni 2008. Hvis beløbet kendes inden denne dato, vil der i praksis ikke blive tale om genoptagelse, men blot en anmodning om genanbringelse. Hvis beløbet først kendes efter den 30. juni 2008, vil der i praksis blive tale om genoptagelse.

Ved mail af 1. august 2007 har repræsentanten yderligere fremsat bemærkninger vedrørende SKATs  indstilling til besvarelse af spørgsmål 6, hvor SKAT anfører, at vi ikke finder, at EBL § 6 A, stk. 4 kan fortolkes således, at der yderligere kan indfortolkes en genoptagelsesret. En genoptagelsesret, som der heller ikke er for fuldt skattepligtige.         

Repræsentanten anfører hertil, at der for fuldt skattepligtige i realiteten sker en genoptagelse af tidligere selvangivet avance, f.eks. i tilfælde hvor der ved indgivelse af selvangivelse for 2007 ikke er kendskab til byggeudgifterne og derfor selvangiver en avance, der ikke endelig. Når avancen senere på året i 2008 kan gøres endeligt op, vil der i praksis efter anmodning ske en genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2007.

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.

Det er endvidere en betingelse, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

Der er ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 indsat regler i § 6 A om, at skatten under visse betingelser kan udskydes ved nedsættelse af anskaffelsessummen også for udenlandske ejendomme.

Genanbringelse af fortjeneste i fast ejendom i udlandet er herefter betinget af, at ejeren, når denne er en fysisk person, på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Det fremgår af Ligningsvejledningen 2007, afsnit E.J.2.6, at Skatterådet i SKM2006.730.SR har tiltrådt, at fortolkningen af nedsættelsestidspunktet iflg. EBL § 6A, stk. 2, ikke er ensbetydende med, at der kan stilles krav om at en skatteyder skal forblive fuldt skattepligtig til Danmark uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland  i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, helt frem til udløbet af  den formelle selvangivelsesfrist for det pågældende indkomstår, jf. § 4 i skattekontrolloven.

Det er herefter tilstrækkeligt for anvendelse af genanbringelsesreglerne i forbindelse med en ejendom i udlandet, at en skatteyder der opfylder skattepligtskravene, ved fraflytning begærer fortjeneste ved afståelsen af den danske ejendom genanbragt i den udenlandske ejendom.

Det er dog en betingelse for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at skatteyder i forbindelse med begæringen afgiver de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter §§ 6 A-6 C er opfyldt.

Det er endvidere fortsat en betingelse for genanbringelse, at der indgives rettidig selvangivelse for på pågældende indkomstår, jf. EBL § 6 A, stk. 2.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 1 besvares med et ja, såfremt de øvrige betingelser for anvendelse af EBL § 6 A i øvrigt er opfyldt.  

Ad spørgsmål 2

Det følger af EBL § 6 C, at såfremt en skattepligtig foretager ombygning, tilbygning eller nybygning på ejendomme omfattet af EBL § 6 A, kan den skattepligtige vælge at nedsætte anskaffelsessummen til ombygningen, tilbygningen eller nybygningen med fortjenesten ved afståelse af fast ejendom, i stedet for at medregne fortjenesten til den skattepligtige indkomst.

Ejendomme omfattet af EBL § 6A, er fast ejendom, der anvendes i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, med undtagelse af næringsejendomme og ejendomme omfattet af parcelhusreglen.

Bestemmelsen i § 6 C skal ses i sammenhæng med § 6 A. Det er i EBL § 6 C præciseret, at henvisningen til reglerne i EBL § 6 A vedrører såvel de materielle regler som de formelle fristregler.

Der gælder herefter, at følgende betingelser skal opfyldes for at den skattepligtige kan genanbringe en fortjeneste ved afståelse af ejendom efter EBL §§ 6 A og 6 C:

  • at ombygning, tilbygning eller nybygning finder sted i indkomståret forud for afståelse af fast ejendom, i afståelsesåret eller indkomståret efter afståelse af fast ejendom, og 
  • at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori ombygning, tilbygning eller nybygning finder sted, skal begære reglerne om genanbringelse anvendt ved indgivelse af rettidig selvangivelse

Begreberne ombygning, tilbygning og nybygning ses ikke at give anledning til tvivl. Det skal dog bemærkes, at der kan ske genanbringelse i forbedringsudgifter, men ikke i vedligeholdelsesudgifter. Ombygning i EBL § 6 C må forstås i overensstemmelse med SL § 6, stk. 1, litra e, om fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter, således at ombygning defineres som de udgifter, der efter SL § 6, stk. 1, litra e, anses for ikke fradragsberettigede forbedringsudgifter. Dette fremgår af SKM2001.308.LSR.

Det følger af EBL §§ 6 A og 6 C, at ombygning, tilbygning og nybygning skal ske inden for de tidsmæssige frister. Det følger dog ikke heraf, hvorvidt ombygningen, tilbygningen eller nybygningen skal være påbegyndt eller færdiggjort.

Dette fremgår imidlertid af et svar på et spørgsmål fra Skatteudvalget til Skatteministeren, jf. L 103 - forslag til ændring af forskellige skattelove, 1997-1998,  2. samling (bilag 21). Det fremgår af svaret, at det er tilstrækkeligt, at ombygningen, nybygningen eller tilbygningen er påbegyndt, men at det ikke er noget krav, at den er afsluttet.

Denne opfattelse har Skatterådet bekræftet i SKM2006.690.SR, hvor en ejendomsavance kunne genanbringes i omkostninger til ombygning, tilbygning eller nybygning af ejendom, hvor ombygning, nybygning eller tilbygning var påbegyndt, men ikke afsluttet inden for de tidsmæssige frister, der følger af loven.

Efter SKATs opfattelse vil dette i nærværende sag betyde, at spørgeren senest ved fraflytningen fra Danmark, dog inden for de tidsmæssige frister, der i øvrigt følger af EBL § 6 A, skal have indgået en endelig og bindende aftale om bygning af en stald i land L. Endvidere skal byggeriet være påbegyndt i rimelig tid herefter.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at anvende EBL § 6 C er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, tager SKAT ikke stilling til på nuværende tidspunkt. Først på det tidspunkt, hvor den skattemæssige disposition skal selvangives, har SKAT mulighed for at tage stilling til om de pågældende betingelser er opfyldt.

Alternativt kan der anmodes om et nyt bindende svar, allerede på det tidspunkt, hvor de pågældende betingelser anses for opfyldt.

SKAT skal bemærke, at reglerne om genanbringelse i §§ 6 A-C i ejendomsavance beskatningsloven ikke omfatter udskydelse af beskatning af genvundne afskrivninger på erhvervsmæssige ejendomme, jf. afskrivningslovens § 21.

SKAT skal endvidere bemærke, at der ikke ved ovenstående er taget stilling til, hvorledes den fortjeneste, der kan genanbringes, nærmere skal opgøres.

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 2 besvares med et ja, idet det forudsættes at betingelserne for anvendelse af genanbringelsesreglerne er opfyldt.

Spørgsmål 3-5 bortfalder herefter.

Ad spørgsmål 6.

Det fremgår af EBL § 6 A, stk. 2, nr. 2, at nedsættelse af anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom, og dermed tillige nedsættelse for anskaffelsessummen for om-, til- eller nybygning er betinget af, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer reglen i stk. 1 (om genplacering af fortjenesten) anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

Det må være en forudsætning for, at en fortjeneste kan genplaceres i en indgået nybygningskontrakt, at denne kontrakt er udførlig, dvs. at den klart angiver hvilke byggearbejder, der skal udføres, samt hvad tidsfristerne er for byggeriet.

Den kontraktlige forpligtigelse skal være klar og uden forbehold.

Det vil efter SKATs opfattelse savne mening, at Folketinget har vedtaget en regel om, at en byggekontrakt kan træde i stedet for køb af fast ejendom (EBL § 6 C), hvis ikke genplaceringsbeløbet kan reguleres i overensstemmelse med en ændring af udgiften til byggeriet. Hvis en byggekontrakt f. eks. bliver 10% dyrere, bør der være mulighed for også at genplacere overskridelsen i det omfang der stadig er "plads" i fortjenesten vedr. den afståede ejendom.      

Hvis byggeriet bliver dyrere end aftalt i kontrakten, kan skatteyderen efter SKATs opfattelse inden for en rimelig frist begære en eventuel beskatning af avancen ved det tidligere salg genoptaget. Det må være en betingelse for genoptagelse, at prisoverskridelsen vedrører en konkret ydelse, der er omfattet af kontrakten og anmodning herom fremsættes inden for en rimelig frist.

Spørgeren vil, efter det oplyste, formentlig ikke være skattepligtig til Danmark på det tidspunkt hvor begæring om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2007 eventuelt indgives.

Repræsentanten spørger derfor om spørgers skatteansættelse for 2007 alligevel vil kunne genoptages, såfremt de udgifter, hvori der ønskes genanbragt fortjeneste, skulle blive større end oprindeligt selvangivet. Det forudsættes, at der anmodes herom senest med udgangen af 2008.

På baggrund af det ovenfor anførte finder SKAT, at såfremt de ovennævnte betingelser vedr. tidsfrister mv. er opfyldt, bør der kunne tillades genoptagelse af en beskattet (rest)avance vedrørende indkomståret 2007. 

SKAT indstiller herefter, at spørgsmål 6 besvares med et Ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstillinger og begrundelser . Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode   Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter