Dato for udgivelse
23 Nov 2007 12:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Nov 2007 09:42
SKM-nummer
SKM2007.818.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-177030
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomhedsregistrering og ændring i registreringsforhold + Selskabsbeskatning
Emneord
Spaltning
Resumé

Af fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., fremgår, at det er afgørende, om en eller flere af anpartshaverne i det indskydende selskab har været selskabsdeltagere i mindre end 3 år. Hvis det er tilfældet, kan reglerne om skattefri spaltning ikke benyttes.

Skatterådet fandt, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne er hjemmel til at indfortolke et krav om, at den pågældende anpartshaver skal have ejet samtlige sine anparter i selskabet i mindst 3 år. Det kan alene kræves, at den pågældende anpartshaver har været selskabsdeltager i mindst 3 år.

Hjemmel
07-128225
Reference(r)

Fusionsskatteloven § 15a, stk. 1, 6. pkt.

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-4 S.D.7.3.1.1

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., ikke finder anvendelse i den nedenfor beskrevne påtænkte skattefrie spaltning af A ApS, der ønskes gennemført uden tilladelse fra SKAT? Eller sagt med andre ord kan Skatterådet bekræfte, at bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., ikke forhindrer, at en skattefri spaltning af A ApS gennemføres uden tilladelse fra SKAT?

Svar

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

A ApS er stiftet den 3. april 2002. Aktiviteten i selskabet består i at være moderselskab for det 100 % ejede datterselskab B ApS. A ApS anvender kalenderåret som regnskabsår. Kopi af selskabets årsrapport for 2006 vedlægges til orientering.

A ApS har en nominel anpartskapital på 125.000 kr. Anpartskapitalen er opdelt på 50.000 stk. anparter á 2,50 kr. pr. stk.

Selskabet har fra stiftelsestidspunktet været ejet af følgende 4 anpartshavere: C, D, E og F.

Oprindeligt ejede de 4 anpartshavere hver 25 % af selskabet. Den 6. august 2004 og den 9. januar 2006 er der dog sket internt salg af anparter anpartshaverne imellem.

Aktionærkredsens sammensætning ser således ud:

Aktionær

Ejerandel v. stiftelsen

Overdragelse den 6/8 2004

Overdragelse den 9/1 2006

Nuværende ejerandel

Nuværende ejerandel i %

C

12.500 stk.

- 1.675 stk.

-1.668 stk.

9.157 stk.

18,31%

D

12.500 stk.

+ 2.160 stk.

+ 556 stk.

15.216 stk.

30,43%

E

12.500 stk.

- 2.783 stk.

+ 556 stk.

10.273 stk.

20,55%

F

12.500 stk.

+ 2.298 stk.

+ 556 stk.

15.354 stk.

30.71%

I alt

50.000 stk.

 

 

50.000 stk.

100,00%

Til orientering vedlægges en kopi af anpartshaverfortegnelsen i A ApS.

A ApS forventer i den allernærmeste fremtid at sælge samtlige anparter i datterselskabet B ApS. Efter et sådant salg vil selskabets aktiver udelukkende bestå af likvide midler. Efter salget af datterselskabet ønsker de 4 anpartshavere at spalte A ApS skattefrit uden tilladelse fra SKAT. Baggrunden for ønsket om spaltning er, at de 4 anpartshavere ikke har planer om at drive virksomhed sammen i fremtiden.

Ved spaltningen vil det indskydende selskabs aktiver og passiver blive tilført 4 modtagende selskaber. Som vederlag for deres anparter i A ApS vil de 4 anpartshavere modtage samtlige anparter i hvert sit selskab. Det modtagende selskab, som den enkelte anpartshaver bliver eneejer af, vil således få tilført den procentdel af det indskydende selskabs nettoaktiver (= egenkapital), som svarer til den pågældende anpartshavers ejerandel af A ApS. Eksempelvis vil det selskab, som C bliver eneejer af, få tilført aktiver og passiver i et sådant omfang, at nettoværdien heraf svarer til 18,31 % af A ApS' egenkapital.

Ved den skattefri spaltning vil de 4 anpartshavere således blive eneejer af hver sit modtagende selskab, og samtidigt vil det indskydende selskab A ApS ophøre.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ifølge den ny bestemmelse i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 4. pkt., kan et selskab under visse betingelser spaltes skattefrit uden tilladelse fra SKAT.

I fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., er der samtidigt indsat en værnsregel med følgende ordlyd:

"4. pkt. finder ikke anvendelse, hvis det indskydende selskab har mere end én selskabsdeltager og en eller flere af disse har været selskabsdeltagere i mindre end 3 år uden at have rådet over flertallet af stemmerne og samtidig er eller ved spaltningen bliver selskabsdeltagere i det modtagende selskab, hvor de tilsammen råder over flertallet af stemmerne."

I den foreliggende sag har ingen af de fire anpartshavere rådet over flertallet af stemmerne i A ApS, dvs. alle har været mindretalsanpartshavere. Ved den påtænkte spaltning vil alle fire anpartshavere komme til at råde over samtlige stemmer i hver sit selskab.

Den ovenfor citerede værnregel betyder derfor, at en skattefri spaltning af A ApS ikke kan gennemføres uden tilladelse, hvis alle 4 anpartshavere har været selskabsdeltager i A ApS i mindre end 3 år. Omvendt forhindrer bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., ikke anvendelsen af reglerne om skattefri spaltning uden tilladelse, hvis alle 4 anpartshavere har været selskabsdeltagere i A ApS i mere end 3 år. Under denne forudsætning vil A ApS kunne spaltes skattefrit uden tilladelse fra SKAT, hvis de øvrige betingelser herfor opfyldes.

Det er indiskutabelt, at alle 4 anpartshavere har været selskabsdeltagere i A ApS i mere end 3 år, idet de alle har været selskabsdeltagere siden selskabets stiftelse i april 2002.

Den anpartsoverdragelse, der fandt sted den 9/1 2006, indebærer, at C har ejet samtlige sine anparter i mere end 3 år, medens D, E og F har ejet henholdsvis 96,35 %, 94,59 % og 96,38 % af deres anparter i mere end 3 år. De 556 stk. anparter, som de tre sidstnævnte anpartshavere købte den 9. januar 2006, har derimod været ejet under 3 år.

For at undgå at værnsreglen i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., finder anvendelse, stilles der ifølge bestemmelsens ordlyd udelukkende krav om, at en mindretalsaktionær har været selskabsdeltager i mindst 3 år. Bestemmelsen indeholder derimod ikke noget krav om, at en mindretalsaktionær skal have ejet samtlige sine aktier/anparter i det indskydende selskab i mindst 3 år forud for spaltningen.

Bestemmelsens forarbejder giver ikke holdepunkter for at indfortolke et krav om, at en mindretalsaktionær skal have ejet samtlige sine aktier i det indskydende selskab i mindst 3 år. I forarbejderne til bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., jf. bemærkninger til lovforslag L 110, nævnes således udelukkende, at værnsreglen finder anvendelse - dvs. udelukker at reglerne om skattefri spaltning uden tilladelse kan anvendes - hvis en mindretalsaktionær i det indskydende selskab har været selskabsdeltager i det indskydende selskab i mindre end 3 år.

Hvis det er et krav, at mindretalsaktionærer skal have ejet deres aktier i det indskydende selskab i mindst 3 år, for at reglerne om skattefri spaltning uden tilladelse kan anvendes, så bør det fremgå positivt af bestemmelsen, eller det bør som minimum fremgå af forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen skulle fortolkes således.

Som nævnt ovenfor fremgår det derimod direkte af både selve bestemmelsens ordlyd og af forarbejderne til bestemmelsen, at værnsreglen kun finder anvendelse - dvs. udelukker at reglerne om skattefri spaltning uden tilladelse kan anvendes - hvis mindretalsaktionærer har været selskabsdeltagere i mindre end 3 år.

Da det er åbenbart, at samtlige fire anpartshavere i A ApS har været selskabsdeltagere i A ApS i mere end 3 år, er det vores klare opfattelse, at det stillede spørgsmål kan besvares bekræftende, dvs. bestemmelsen i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., ikke forhindrer, at en skattefri spaltning af A ApS gennemføres uden tilladelse.

Det er således vores klare opfattelse, at A ApS kan spaltes skattefrit uden tilladelse, hvis de øvrige betingelser herfor opfyldes.

SKATs indstilling og begrundelse

Af fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., fremgår, at det i den omhandlede situation er afgørende, om en eller flere af anpartshaverne i det indskydende selskab har været selskabsdeltagere i mindre end 3 år. Hvis det er tilfældet, kan reglerne om skattefri spaltning ikke benyttes.

Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgår følgende:

"Hensigten med den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 1, 6. pkt., er at undgå, at det indskydende selskab via reglerne om skattefri spaltning uden tilladelse reelt afstår aktiver til en tredjepart, uden at der sker beskatning."

"På grund af den foreslåede bestemmelse i fusionsskattelovens § 15a, stk. 1, 6. pkt., har det betydning, om selskabsdeltageren har været selskabsdeltager i det indskydende selskab i mindre end tre år. Det foreslås, at ved bedømmelsen heraf skal en selskabsdeltager anses for at have været selskabsdeltager i det indskydende selskab fra det tidspunkt, hvor den pågældende har erhvervet aktierne. Det vil sige fra retserhvervelsestidspunktet."

SKAT finder, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne er hjemmel til at indfortolke et krav om, at den pågældende anpartshaver skal have ejet samtlige sine anparter i selskabet i mindst 3 år. Det kan alene kræves, at den pågældende anpartshaver har været selskabsdeltager i mindst 3 år. Samtlige fire anpartshavere opfylder dette krav, idet de alle fire har været selskabsdeltagere i A ApS i mere end 3 år.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter